Paul Botten-Hansen

Catilina anmeldt av Paul Botten-Hansen i Samfundsbladet, håndskrevet blad for Det norske Studentersamfund i Kristiania, 13. april 1850. Her transkribert fra Karl Haugholt, Samtidens kritikk av Ibsens «Catilina» i Edda. Nordisk Tidsskrift for Litteraturforskning, bind LII, Oslo 1952, s. 75-79.

«C a t i l i n a». Drama i tre Akter af Brynjolf Bjarme (Hos Steensballe).

Siden Wergelands «Venetianerne» udkom, har ingen af vore egentlige Digtere beriget vor Literatur med noget dramatiskt Arbeide. Derimod har der ikke manglet paa Digtsamlinger, ligesaalidt som paa dramatiske Forsøg i det lette Genre af Pennefolk, der med Benyttelsen af et heldigt Øieblik have vildet tilfuske sig en Yndest hos Publikum, som deres Frembringelser ikke kunde gjøre Regning paa ved sin poetiske Gehalt. For Aander, der ikke er altfor vel forskandsede mod Forfængelighed, har ogsaa et propfuldt Theaters Bifald og Hyldest noget særdeles forførende ved sig, medens større Aander kunne oversee den herligste Søndagsaftens-kroning. Det falder derfor ikke saa besynderligt, at disse ikke forsøge sig paa Scenen, som at de ikke levere noget egentligt Digterværk men blot Digtsamling paa Digtsamling. Skulde dette komme deraf, at de finde det lettest og mindst voveligt at fastholde Øieblikkets Stemninger og Ustemninger, uden at stemme dem alle sammen til et harmoniskt Helt? Det synes rigtignok som om det kunde være samme Forskjel paa at skrive en Stemning og et stemningsfuldt heelt Digterværk, som der er imellem at male et Blad eller en Steen og et heelt Landskab med Skyer og Solbelysning. Men Digteren maa ogsaa staa saa høit over Døgnets Tant og Higen efter at synes Noget, at han ikke søger at komme til at gjælde for hvad han ikke fortjener, ved at skjule sine svagere Evner og Sider ved en uophørlig Production af det Letteste. Han maa selv indse, at ved let frembringelige Smaasager vinder han blot en Miniatur-udødelighed, og at han ikke kan vente sig en Berangers, Bellmans eller Rückerts Skjebne. Thi der er særegne Omstendigheder, der have sikret disse deres Plads i Literaturen. De have ikke bare skrevet upaaklagelige Vers visse altid tilbagevendende Strømninger i Folkeaanden give dem en eiendommelig Livsfriskhed. Folket staar forklaret i sin Ahnen, sin Længsel og Kraftfylde hvert Ord er døbt i Kjærlighedens Blidhed, gjennemglødet af Hevnraab, rungende af Skjoldbrag eller vugget i Tonernes Strøm, og derfor styrter Tyraniet, skummer Minerva, elsker Ynglingen den Dag idag og maaske 1000 Aar herefter, naar disse simple Sange lyde.

Jo sjeldnere det altsaa er, at der hertillands udkommer noget Arbeide i Skjønliteraturen, der ikke søger at vinde Indpas ved en Slaaen-an af Tidsforholdenes og Dagssmagens falske Strenge men blot ved sin indre poetiske Kjærne, desto glædeligere maa det være at see et Arbeide som «Catilina», hvis Forfatter ikke bruger nogetsomhelst Kunstgreb for at indsmigre sig i Publikums Yndest, men ved sand og sund Poesi søger at vinde faae men ikke lettabelige Venner. Det er glædeligt at opdage en norsk Forfatter, som ved sit dramatiske Talent burde men maaskee ikke vil vinde Anerkjendelse paa Scenen, fordi han synes at vilde bebude en vis shakespearisk Kraft og Alvor, som ikke et heelt Publikum kan fatte og sympathisere med.

En Hindring for dette første Arbeides Vinden-anerkjendelse vil det maaskee ogsaa være, at Forfatteren har som man vil sige «vendt sig bort fra det Nationale» og Tidspassende. Bebreidelsen for Unationalitet vil jeg lade staa derhen, da det endnu er ubestemt, om det Nationale, Dagskritikernes Feldtraab, skal bestaae i Aanden eller i Kjolen som det lader til, i den sidste. Hertil vil jeg intet indvende, førend jeg, maaskee næste Aar, bliver færdig med mine Undersøgelser, angaaende Ordet National, dets Historie og Væsen. Til den anden mulige Indvending, «at Catilina ikke passer for vor Tid», vil jeg svare, at det Sand-poetiske passer for enhver Tid, hvadenten Digteren har (som Milton og Baggesen) taget Emnet fra den bibelske Verdens Morgengry eller (som Profeterne, der ogsaa ere Poeter) fra Tidens Aftendæmring, og det er saa langt fra, at Scenen for dets Udfoldning er afpælet inden vore «stolte Fjelde», at den endog kan henlægges til Himmel eller Helvede (som af Dante, Goethe og Paludan-Müller) og altsaa enda nærmere til Rom. Men ogsaa den, der blot søger det Tidssvarende, vil i den romerske Historie og ligesaavel i «Catilina» som i Shakespeares «Coriolan» finde et Moment, der, saa at sige, evigen vender tilbage i Folketilværelsen det er hiin Gjæring, hiin Bølgebrydning mellem de modsatte Partier, hiin gjensidige Higen efter Magt og Rettigheder, der baade var den romerske Storheds Amme og Giftblanderske, denne Rivningens Storhed, hvis opfriskede Pergamentstræk fremskyndede den franske Revolution, Træk, som ville tolkes og indpractiseres paa forskjellige Maader i Livets vexlende Former, indtil Republikaneren, paa Tyraniets og maaske ogsaa Verdens yderste Dag, synger sin Seiershymne over den sidste Despots Grav.

Det vilde altsaa være Fordomsfuldhed at forskyde Forfatterens Arbeide for hans Valg af Emne, naar Plan og Behandlingsmaade ikke berettiger dertil, og dette tror jeg ikke er Tilfældet. Det er klart, at i Handlingens Anlæg og Personernes Gruppering maatte Cicero paatrænge sig den Digter der vilde behandle Catilina, som en meget vigtig Person, og som saadan fremtræder han ogsaa i Crébillons Catilina (der er ganske forskjellig fra Bjarmes). Men det er ogsaa klart, at hans politiske Færd vil lidt interessere i et Digterværk, den er for nøie belyst af Historien, hans Taler mod Catilina haves endnu, skulde han optræde i Senatet, vilde vi blot faae et Fragment af en Virkelighed, som vi kjende heelt, og derfor vilde Senatet her bare forstyrre, og ikke som i Shakespeares trende Romerstykker belyse Forholdene. Det synes mig derfor at vidne om megen scenisk-poetisk Behjælpelighed, at Forfatteren ikke lader Cicero fremtræde som handlende Person men lader os blot ahne, at han er med i Spillet, uden at vi kunne fristes til at spørge efter ham. Det er ikke Fortuna og Cicero, der styrte Catilina for vore Øine, men hans hele Livsudvikling. I hans dybt splittede, rigtbegavede Sjæl gjærer tvende stridende Kræfter, de gode og de onde; hine maae efterhaanden gaae under i en synlig Kamp med disse, og den tragiske Undergang bliver en tragisk Følge heraf. For at anskueliggjøre Kampen har Forfatteren ladet med meget Held som det slettes Repræsentantinde, Vestalinden Furia, optræde lige over for Catilinas elskværdige Hustru Aurelia, der altid kalder de bedre synkende Sjælskrefter i hans Barm tillive igjen. Furia har han seet i en Procession, indtaget sig i hende, og besøger hende endog i Templet. Hun fortæller ham at hun har en Fiende, hvem hun «har svoret Had bag Gravens dunkle Skygger» og tager en Ed af ham paa at denne Fiende skal være hans. Catilina spørger om hans Navn og hun nævner ham selv, der har forført hendes Søster. Fra denne heldigt igjennemførte rædselsfulde Scene, komme vi snart til hans Hjem, hvor Aurelia med en herlig Skildring af Landlivets stille Glæder søger at redde ham fra Byens Tummel og bringe ham til at tage ud paa hendes Villa. Han beslutter sig ogsaa hertil og frasiger sig Ledelsen af Sammensværegelsen. Men hans Forsæts Gjennemførelse forhindres af Furia, der igjen fremtræder for ham, erklærer sig for hans onde forfølgende Genius og opflammer paany hans Forbitrelse mod det fordærvede Rom, der har fortjent at styrte i Grus. I denne Furia, som er skildret med megen Sandhed i sin Afskyelighed men maaskee med for lidet af ydre Elskværdighed,1 har Curius, Catilinas Pleiesøn, forlibet sig, og for at vinde hendes Kjærlighed forraader han alle de sammensvornes Planer. I tredie Akt, der foregaar i Leiren, har Forfatteren meget heldigt benyttet sig af det Overnaturlige, idet han lader Sullas Aand fremtræde for Catilina, som ved sin Daad vil fordunkle hans Navn, «der skal staa som et Lyn, fæstet paa Nattehimlen». Med det Udsagn:

«du falder for din egen Haand
og dog en Fremmed skal Dig fælde,»

svinder Aanden. Dette opfyldes ogsaa paa en vis Maade ved Stykkets Slutning. Furia har saavelsom Aurelia fulgt Catilina i Fældten. Efterat alt er tabt og han forgjæves har søgt Døden paa Valplassen, da der er noget som endnu synes at fængsle ham til Livet, overtaler hun ham til først at lade Aurelia gaa ud af Verden, og da han har fulgt dette Raad, gjennemborer hun ham. De dø dog ikke øieblikkelig, men der foregaar en Forsoning, hvorfor Forfatteren vel ikke har kaldt sit Stykke en Tragedie men et Drama. Uagtet de sidste Repliker, saavelsom især hele Stykkets Slutning, er meget poetisk smukke, tror jeg dog at de forsinke formeget de Gjennemboredes Døen. Jeg har blot berørt Hovedpersonerne i Stykket; at behandle Bipersonerne vilde bringe mig videre end Protokollen tillader. Jeg vil blot bemærke, at de passende gribe, somoftest, ind i Stykkets Gang, men tillige vove (efter C. A. Sundt givne Exempel) at antyde en anden Maade at lade dem udfolde sig paa, nemlig, som Shakespeare rimeligviis vilde have gjort, at latterliggjøre det blinde Adelspak, hvorved hele Stykket vilde have erholdt mere Liv. Dog er det langt fra mig at vilde paatage mig at indflette Lune i Stykket; jeg kan blot, som alle Kritikere, finde noget der ikke burde være saa, uden dog at kunde sætte noget Bedre i Stedet. I et Stykke, der vidner om saameget Talent, vil jeg ikke hænge mig ved Smaaligheder; dog vil jeg gjøre opmærksom paa den hyppige Overgang til Alexandriner fra de femfodede Jamber, der er det næsten helt igjennem anvendte Versemaal. I det heletaget er Forfatteren ikke stærk i sin Metrik.
 

P


1 Adelheide i Goethes Götz v. Berlichingen er en gjennemført saadan Charakter.

Publisert 3. apr. 2018 13:56 - Sist endret 3. apr. 2018 13:56