Otto Borchsenius

Digte anmeldt av Otto Borchsenius (korrespondent i København) i Bergensposten 21. mai 1871.

Fra Kjøbenhavn.

(Brev til «Bergensposten».)
 

Henrik Ibsens Digte.

 

Kjøbenhavn, 9de Mai.

Hr. Redaktør!

Paa den gyldendalske Boghandels Forlag udkom forleden Dag de i længere Tid bebudede Digte af Henrik Ibsen. I den «Norsk Anthologi», som utgaves anonymt for et Par Aar siden, havde man vel stiftet Bekjentskab med enkelte af Ibsens største og betydeligste Digte, som kun kjendtes af meget Faa hernede, men dels fik Anthologien neppe nogen stor Udbredelse, og dels var der endnu altfor mange Digte af ham; hvortil Adgangen saavel for danske som vel også for norske Læsere var vanskelig og omstændelig. Ibsen skyldte baade sig selv og sin store Læseverden at samle sin spredte lyriske Produktion under Et; dette er nu endelig skeet, og den foreliggende, i høi Grad interessante, Samling vil snart over hele Norden være blevet modtaget, læst og drøftet med den Opmærksomhed, som enhver Bog af Henrik Ibsen, – lige fra «Brand» i 1866 gjorde den store Opsigt og vandt den vide Udbredelse, – sikert kan gjøre Regning paa. Maa deres danske Brevskriver skyde sig ind under, at Bogen har seet Lyset hernede hos os, og blande sin Stemme mellem de mange Røster, der snart allevegne fra ville byde den Velkommen? Jeg skal indskrænke mig til nogle aforistiske Bemærkninger og overlade dem selv den egentlige Anmeldelse.

Jeg kjender ikke ret mange af de Digte, som Ibsen efter Sigende i rigt Maal skal have strøet rundt omkring i sin første Tid, og kan altsaa ikke bedømme, hvor meget eller hvor retfærdigt Digteren har sigtet sine Frembringelser paa Lyrikens og Romancens Omraader. Den foreliggende Samling er kun paa 178 Sider og indeholder ikke stort over halvhundrede Digte, saa det er rimeligt nok, at Ibsen har skaaret rask bort af sine første Skud, men jeg er af andre Grunde tilbøielig til at tro, at han har handlet ret deri, thi om der end ikke i disse hans «Digte» er noget Digt, man efter at have lært det at kjende, egentlig vilde af med, forsaavidt der, hvad man end ellers kan indvende derimod, dog altid er Noget i det, som fængsler og interesserer, saa er der dog en halv til en hel Snes mindre og større Ting, som i den Grad overskygges af det Store og Betydelige i Bogen, at denne som Helhed vilde staa høiere, hvis ogsaa de vare udeladte. Jeg regner dertil saavel de fleste af Leilighedsdigtene, som de løsrevne Sange af hans dramatiske Værker. Paa sit Sted kunne de godt være fortræffelige derfor. Skulle desuden Sligt medtages, forstaar jeg ikke, hvorfor f. Ex. Præstens Tale ved Graven i sidste Akt af «Per Gynt» er udeladt. Det er jo en hel Historie for sig og hører til det Bedste, Ibsen har skrevet. Der er dernæst nogle, i det Mindste for mig, uklare Digte, jeg heller ikke vilde have kjendt, som «En Svane», «En Kirke», «Til de Gjenlevende» og «Uden Navn». Hvad de to sidste Digte angaar, er det dog maaske kun danske Læsere, som mangler Forudsætningerne til Forstaaelsen. Det lille Digt «Min unge Vin» er ligefrem uskjønt.

Efter disse Indvendinger kan man saa med udelt Opmærksomhed og Taknemmelighed vende sig mod Samlingens øvrige Inhold. Høiest i direkte poetisk Forstand staar vel det baade kvantitativt og kvalitativt store Dikt «Terje Vigen», der naar op til det Bedste, Norden eier af Romancedigtning eller, om man vil, den poetiske Fortælling, paa hvilket Felt alle tre Literaturer dog har frembragt saa udmærkede Ting. Ibsen har mange Strænge paa sin Lyre, og man ser f. Ex., hvor vidt hans Haand kan spænde, naar man sammenligner de Toner, han anslaar i det inderlige, religiøse Digt «Skolehuset», med dem, der klinger igjennem det byronske «Lysræd» med Slutningsordene:

 

Ja, øver jeg engang et Storværk,
Saa blir det en Mørkets Daad -

eller gjennem det mærkelig Digt «Paa Vidderne», der virker forunderlig gribende og fængslende, uden at jeg turde paatage mig at kunne gjøre Rede for dets egentlige Te ndens eller overhovedet at analysere det. Hvad mener Digteren egentlig med det Tilraab til os om at løfte os fra Hverdagsstrævet og bænke os i Høifjeldssalen, dette Tilraab, som endnu stærkere lød til os gjennem «Brand»? Digteren siger:

- – jeg stod og saa
oppe fra Livets Vidder:
et høiere Lys over Synet laa, -
men se, det kan nu ingen forstaa,
som nede i Sværmen sidder – -

men han har jo kun vundet at glæde sig «perspektivisk» over Menneskenes Færd, hvor han koldhjærtet beundrer «Effekten i den dobbelte Nattebelysning», da Moderens Hytte brænder nede i Dalen under hans Fødder. Hvert Øieblik synes man gjennem hele Digtet at være nær ved at faa fat paa Digterens Mening, men den smutter ligesom bort igjen mellem Hænderne, og man jages træt paa de endeløse Vidder, som man paa den anden Side dog ikke kan rive sig løs fra. Dette, der ikke alene i æsthetisk Henseende absolut er en Feil, thi en Digter skal være klar og have det i sin Magt ogsaa at kunne klare for os Andre, hænger, saa vidt jeg kan se, imidlertid paa det Nøieste sammen med Ibsens Eiendommelighed og hele Begavelse. Naar man undtager «Kongs-Emnerne», der ogsaa ligger længere tilbage, er Ibsen nemlig paa sit nuværende Standpunkt dvs. i sine betydeligste Digterværker, «Brand» og «Per Gynt», mere en stor Aand, end en stor Digter. I ren poetisk Forstand, som egentlig Digter, staar Bjørnson over ham, men til Gjengjæld er Ibsen en større Aand. Bjørnson har som Vuggegave faaet noget af «Kongstanken», som Ibsen ligesom Skule Jarl, i det Mindste hidtil, ikke har over sig og sin hele Digtning. Han stiller Problemer op, som aldrig vilde falde Bjørnson ind, men med alt det Storslaaede og Vidtskuende, som findes i de ovennævnte tvende Digterværker, «Brand» og «Per Gynt», saa er Problemerne ikke løste, Digteren famler selv omkring «paa Viderne», og det staar i alt Fald fast, Problemerne er ikke blevne til befriet og befriende Poesi, Digteren har ikke mægtet at gjøre sine store Syner til en virkelig Digtning. Var det lykkedes ham, vilde han staa som Gøthes, Byrons og Oehlenschlägers Ligemand, saavidt som disses Hovedværker, Faust, Manfred og Aladdin, har fremstillet deres Tids vigtigste Problemer i den klareste Digtning. Nu staar Ibsen kun ved deres Side som Aand, men ikke som Digter. Han har Syn for det Ideer, vor Tid, bevidst og ubevidst, bevæges af, han har Syn for de Problemer, vor Tid skal løse, men han har i det Mindste endnu ikke kunnet udtale det hemmelige Ord, der løser Gaaden. Endnu ikke? Vil han kunne gjøre det? Ja, hvem kan svare derpaa. De store Livsproblemer, som er latente i «Brand» og «Per Gynt», har han kun kunnet slynge ud med Bulder og Brag, med saa megen Vægt og Ild, at han har rørt op i Sjælene og gjort os endnu mere hungrige mod «den nye Tid», men den Digter, der i Ballonbrevet fra Dresden saa klart har kunnet gjennemskue den Ide, hvis det Ord her kunde bruges, det «System» i alt Fald, som for Øieblikket har vundet Seier i Europa, den Digter, der har kunnet fremstille det i al dets Nøgenhed og har kunnet tilraabe os et saadant Trøstens Ord i al vor Sorg og Frygt, den Digter har tilvisse endnu ikke talt sit sidste Ord. I et andet, formodentlig tidligere, Digt har han endnu ikke andet Raad end at «slaa Spillet overende», og «lægge Torpedo» under Verden, men i Ballonbrevet lyder det med en uimodstaaelig Sandhed og vældig Overlegenhed:

Ziffer-Seieren faar sin Dom.
- Øieblikkets Blæst slaar om;
lig en Storm paa Ørken-Sletten
vil den fælde Afguds-Ætten.
Bismarck og de andre Gubber
vil som Memnons Søile-Stubber,
sidde sprød paa Saga-Stolen
uden Sang mod Morgensolen.
- – Thi mod Skjønhed hungrer Tiden.
Men det ved ei Bismarcks Viden.

Dette Syn paa «Maskineriet» med dets «Nummer den og Nummer den», denne Evne til at hævde Personlighedens, Individets Ret, maa have dalet ned i mangen en mistrøstig Sjæl med Lindring, og man skylder den Digter Takknemmelighed, som ikke alene har kunnet lade Tvilen komme til Orde, men ogsaa svare paa det derpaa følgende Spørgsmaal, «om det er rigtigt stort, det Store»:

Ja, hvad gjør vel stort et Værk?
Ikke Værkets store Følger,
men Personen klar og stærk,
som i Værkets Aand sig dølger.

Paa et Par Linjer nær, som jeg strax nedenfor i en anden Sammenhæng skal vende tilbage til, yder Ballonbrevet os saaledes ikke alene den store Tilfredsstillelse ved sit klare og gjennemtrængende Syn paa hvad der er sket i de sidste Tider; ogsaa rent æsthetisk, rent poetisk staar Digtet høit. Her har det virkelig lykkedes Digteren at iklæde sine store Tanker, sit psykologiske Skarpsyn, Digtningens klare gjennemskuelige Form. Parallellisationen mellem Ægypternes Kongeguder og Preussens Gudekonge er baade sand og slaaende, og de Anstødsstene, som den farlige Digtart Rimbrevet frembyder, og som f. Ex. endog gjør mange af den sprogsmidige Baggesens berømteste Ting i den Retning trættende og forcerede, ere heldigt undgaaede, heldigere end i Rimbrevet til Fru Heiberg, hvor der ved Siden af meget Smukt og saare meget Kunstfærdigt, tillige er en – om man saa tør kalde den – Ideassociationernes Poesi, som ikke gjør et godt Indtryk. Naar Digteren af et saadant rimet Brev ikke kjører med stramme Tøiler, rækker altfor let den ene Tanke, det ene Led det andet Haanden; saaledes i nævnte Brev, hvor han ser den store Kunstnerindes theatralske Skabelser som en Rad Snekker, der stevne ned ad Øresundet, og derved kommer til at tænke paa den engelske Røver, der engang tok vor Flaade osv., thi slige Ideassociationer kunde forsættes i det uendelige.

Nær op til Ballonbrevet kommer de malmfulde Digte «Abraham Lincolns Mord» og «En Broder i Nød», Harmdigte, der, som f. Ex. i «Troens Grund» eller visse Partier af de dramatiske Værker, kan slaa over til Haandigte. Den Indignation over Samfundet (indignatio facit versus), som lyser ud af disse Digte, klinger ogsaa igjennem andre Steder, om end i den mildere Form, som Humoret, hvor det bliver heldig anvendt, altid kaster over Satiren; saaledes f. Ex. i «Mindets Magt»:

Hør, ved De, hvordan en Dyretæmmer
faar lært sin Bjørn, hvad den aldrig glemmer?

I en Bryggerkjedel han binder Dyret; –
saa blir der tæt under Kjedlen fyret.

Imidlertid han paa Positivet
spiller for Bamsen: «Fryd dig ved Livet!»

Af Smerte knapt kan den Lodne sanse;
han kan ikke staa, og saa maa han danse.

Og spilles siden den Melodi ham,-
flux farer en dansende Djævel i ham.

- Jeg selv sad engang i Kjedlen nede,
under fuld Musik og forsvarlig Hede.

Og dengang brændte jeg mer end Skindet;
og det gaar aldrig mig ud av Mindet.

Og hvergang Gjenklang fra den Tid lyder,
det er som jeg bandtes i gloende Gryder.

Det kjendes som Stik under Neglerødder;
da maa jeg danse paa Versefødder.

I «De Unges Forbund» er der Gjenklang fra den Tid, som rundt om i al le Ibsens senere Værker; i et af de første Digte i den foreliggende Samling «Edderfuglen» lyder det igjen. Digteren er plukket som Edderfuglen, til han en Foraarsnat spiler sine Vinger ud:

Da kløver han Skodden med blodigt Bryst,
mod Syd, mod Syd til en Solskinds Kyst.

Men kommer han ikke hjem igjen? Er det virkeligt saa vanskeligt paa Ny at lande «paa Telemarkens Fjeld»? Læs Bogens sidste Digt «Brændte Skibe». Længselen, Hjemveen er der:

Mod Snelandets Hytter
fra Solstrandens Krat,
rider en Rytter
hver eneste Nat.

Bitterheden mod Hjemlandet kan endnu gribe Digteren «ved Port Said», men han, der i «Stormsvalen» kan give et saa elskværdigt og gribende Billede af Digterens hele Færd og Skjæbne, vil ogsaa tilsidst som Moses slippe over «Bitter-Søerne». Jeg kan ikke nægte mig den Glæde at hidsætte «Stormsvalen», et af de skjønneste Digte i hele Samlingen:

Stormsvalen ruger, hvor Landet glipper –
jeg har hørt det selv af en gammel Skipper.

I Skumkammens Fraade Vingerne dynker hun;
Rullingen træder hun, aldrig synker hun.

Med Havet hun daler; med Havet hun stiger;
i Havblik hun tier; mod Storm hun skriger.

Det er en Færd mellem Flyven og Svømmen,
som midt mellem Himmel og Afgrund Drømmen.

For tung for Luften, for let for Bølgerne -
Digterfugl, Digterfugl, – der har vi Følgerne.

Ja, og hva værst er, – i Lærdes Øine
gjælder det Meste for Skipperløgne.

For Digterens Sjælefreds Skyld kunne vi ikke Andet end ønske ham, at han bestandig mere og mere maa faa Bugt med dette halv ironiske, halv vemodige Syn paa Livet, Menneskene og deres Gjerninger. Der er ogsaa i hans Digtning noget Vredt og Forbitret, som kan trænge til at mildnes og løftes op i høiere Sfærer, hvorfra man kan se humanere og retfærdigere ned paa den hele underlige Verdensfærd, men paa den anden Side ville vi endnu nødigere gaa glip af, hvad hans Samfunds-Indignation tvinger ham til at skabe. Tiden trænger til en Tugtemester, og vi ville med Sorg se Ibsen trække sig ud af Kampen, saa længe han endnu kan føre sit Sværd med fin fulde Kraft. Der er et Par Linier i Ballonbrevet, som stærkt kunne omstrides, og som i al deres bestikkende Form bør bekjæmpes. Digteren vil vente til Tidens Fylde kommer.

Indtil da jeg i min Stue
gaar med Handsker af Glacé;
indtil da jeg søger Fredning,
digter fornemt paa Velin;
det vil harme Godtfolks Slæng,
jeg blir sagtens skjældt for Hedning;
men jeg har en Skræk for Sværmen
vil ei stænkes til af Bærmen,
vil forvente Tidens Nærmen
i en pletfri Bryllupsklædning.

Er det ikke at trække sig ud af Striden? Er det ikke en Modsigelse hos Digteren af samme Art, som at modtage Ridderkors og Kongegunst? Og er Digteren ikke mere sig selv, hvor han taler om Lucifers Revolution og «vil gjøre det om igjen, radikalere»:

Jeg gaar ikke med paa at flytte Brikker.
Slaa Spillet overende; da har De mig sikker.

Længere tør jeg ikke, Hr. Redaktør, friste Deres Læseres Taalmodighed. Som dansk Mand kunde jeg vel nok have Lyst til endnu med et Par Ord at dvæle ved de Digte, hvor Ibsens Sindelag mod mit Fædreland lægges for Dagen, lige fra «Paa Akershus» til «En Broder i Nød», men kunde der end tidligere være Noget at indvende, efter det sidste Digt har vi kun en inderlig Tak at bringe ham.
 

Deres
o
-s-v.

 

Publisert 3. apr. 2018 14:37 - Sist endret 3. apr. 2018 14:39