Signaturen «E.»

Et dukkehjem anmeldt av signaturen «E.» i Stavanger Amtstidende og Adresseavis 10. og 15. januar 1880 (No. 8 og 12, 40de Aargang).

(10. januar 1880)

Henrik Ibsen: «Et Dukkehjem».

Skuespil i 3 Akter.   Gyldendalske Boghandels Forlag.   Kjøbenhavn 1879.

(Af E.)

En Flerhed af dette Blads Læsere har formodentlig nu baade gjort sig bekjendt med Bogen selv og læst Kristianiabladenes Dom om den. For deres Skyld, med hvem dette ikke er Tilfælde, vil jeg først i al Korthed angive Handlingens Gang, Slutningens dog lidt mere udførlig og med Anførsel af nogle Repliker, og dernæst tage Digtets egentlige Tankeindhold og den digteriske Behandling deraf lidt nærmere i Øiesyn.

Advokat Helmer og hans Hustru, Nora, har været gifte i 8 Aar og har 3 Børn, naar vi gjør deres Bekjendtskab. I Løbet af 3 Dage indtræffer saa en Række Begivenheder, der for det meste har sin Rod i Fortiden, som i den Udstrækning, der er nødvendig til Belysningen af den Handling, som foregaar, rulles op for os, især for Noras Vedkommende, Stykkets egentlige Hovedperson. Den Karakterudvikling, som Stykkets Handling lægger for Dagen, medfører derpaa, at Nora forlader alt: Mand, Børn og Hjem; det er Slutningen.

Nora, der hidtil har været betragtet og behandlet som en Dukke, først af sin Fader, siden af sin Mand, hvis «Lyst og Stolthed» hun er, faar nemlig ved et skjæbnesvangert Tilfælde Øinene saaledes op baade for sin Mands grændseløse Egoisme og sin egen nedværdigede Stilling, at hun anser det for sin Pligt, trods alle Mandens Indvendinger og Bønner, at tage dette Skridt.

Det første Aar efter Giftermaalet var Helmer bleven farlig syg, og Lægerne havde erklæret, at det eneste, som kunde redde ham, var en Reise til Syden. Manden maatte naturligvis ikke vide sin farlige Tilstand, og Konen maatte derfor sørge for de nødvendige Penge til Reisen, hele 1200 Spd. Disse Penge kunde hun faa laane hos Sagfører Krogstad, hvis hun kunde faa sin Fader til at skrive under Gjældsbeviset som selvskyldig Kautionist. Men just som hun vilde sende ham Dokumentet, erfarede hun, at ogsaa han var farlig syg, og uden at hun gjorde sig nogen Tanke om, hvilke Følger en saadan Handling kunde medføre, skrev hun saa selv Faderens Navn paa Dokumentet. Hvad hun gjorde for at redde sin Mand, kunde dog umulig være nogen urigtig Handling. Hun har hidtil neppe havt Ide om, at hun har gjort sig skyldig i en Forbrydelse; hun har endog i Stilhed været stolt af, hvad hun har gjort for sin kjære Torvald, og har ved Hjælp af sine Sparepenge og hvad hun har kunnet fortjene ved Nattearbeide bestridt den fastsatte Afbetaling, hvor haardt det end stundom er faldet hende. Hun kunde jo ikke lade sin Mand faa at vide, hvad han skyldte hende; derved vilde Forholdet imellem dem være blevet forrykket. Helmer bliver imidlertid Direktør i Aktiebanken, hvor Krogstad har en underordnet Post. Helmer vil sige ham op; thi Krogstad er en ilde anseet Person, som engang har skrevet falsk og siden har drevet Inkassator- og andre lidet hæderlige Forretninger. Krogstad og Helmer er desuden gamle Bekjendte, og Krogstad siger Du til ham paa en Maade, som vil tilintetgjøre al Respekt for den nye Direktør. Det er den egentlige Grund til, at Helmer vil give ham Afsked. Krogstad henvender sig da til Nora. Han faar hende let til at tilstaa, hvorledes det hænger sammen med Underskriften, saameget mere, som han har opdaget, at Underskriften er dateret 3 Dage efter Mandens Død. Han søger dernæst at bringe hende til at indse, hvad han kan udsætte hende for, i den Hensigt at faa hende til paa den ene eller den anden Maade at indvirke paa Helmer, saa han beholder sin Post. Hun tør naturligvis ikke tilstaa Sandheden for sin Mand, men gjør ellers hvad hun kan for Krogstad. Men hendes Iver fremskynder kun Opsigelsen. Krogstads Post skal gives til hans gamle troløse Kjæreste, Fru Linde, der har været ulykkelig gift, nu staar alene i Verden og er kommen til Byen for at søge Arbeide. Krogstad skriver da et Brev til Helmer, hvori han fortæller, hvad hans Hustru har gjort og naturligvis tillige lader ham vide, hvad han forlanger for sin Taushed. Nora ved, at det frygtelige Brev ligger i Mandens Brevkasse. Fru Linde paatager sig vel at gaa til Krogstad for at faa ham til at kræve Brevet ulæst tilbage; men Krogstad er vist paa Landet i Julen og kommer ikke tilbage før om 3 Dage. Nora faar ved Løgn og Kvindelist sin Mand til at love, at han ikke i 3 Dage skal aabne Brevkassen. Hun er usvigelig vis paa, at han elsker hende saa høit, at faar han Sandheden at vide, vil han tage Alt paa sig. Men hun vil ikke, han skal lide for hendes Skyld; hun vil tage Livet af sig for at forebygge dette, har altsaa ikke Krogstad inden de 3 Dage faaet sit Brev tilbage, saa maa hun dø, og hun har bedet Fru Linde, hvis noget skulde hænde, at bevidne, at Nora har erklæret, at hun alene er den skyldige. Veninden, som nu begynder at fatte, hvorledes alt hænger sammen, har en Sammenkomst med Krogstad hos Helmer, medens Helmer og Nora er paa Bal ovenpaa. Krogstad erfarer nu, at hun ikke er den hjerteløse Kvinde, han har anseet hende for; hun havde af Hensyn til sin gamle brødløse Moder og sine smaa Sødskende ofret sin egen Lykke, og havde villet gjøre ham det let at glemme hende ved den Maade, hvorpaa hun havde brudt med ham. De blive nu ikke alene forsonede, men endog forlovede, ogsaa fremkommer hun endelig med sit Erinde til ham fra Nora. Han tror da, at hun har bragt ham et Offer for sin Venindes Skyld; men Fru Linde svarer dertil, at man ikke ofrer sig selv saaledes mere end engang, og vil hellerikke, at han skal kræve sit Brev ulæst tilbage; thi hun indser, at det er nødvendigt, at det kommer til en Forklaring mellem Ægtefolkene. Nora, som ved Hjemkomsten fra Ballet af den ventende Fru Linde har erfaret, at det uundgaaelige maa ske, faar først sin Mand til at love, at han skal opsætte at læse sine Breve til den følgende Dag; men da maa Manden senere henrykt sige: «Aa, du min elskede Hustru; jeg synes ikke, jeg kan holde dig fast nok. Ved du vel Nora, mangengang ønsker jeg at en overhængende Fare maatte true dig, forat jeg kunde vove Liv og Blod og alt, alt for din Skyld», saa er hun aldeles vis paa, at «det vidunderlige» vil ske, opfordrer ham derfor til strax at læse Brevene og siger ham rørt Godnat for hele Livet i hendes Tanker. Hun faar imidlertid ikke Tid til at komme nogensteds hen; thi Helmer kommer strax efter tilbage med det skjæbnesvangre Brev i Haanden og siger, efter at Nora forgjæves har søgt at komme ud: «Sandt! Er det sandt, hvad han skriver? Forfærdeligt! Nei nei; det er jo umuligt, at dette kan være sandt.» Nora: «Det er sandt. Jeg har elsket dig over alt i Verdens Rige.» Helmer: «Aa kom ikke her med taabelige Udflugter.» Nora: (et Skridt imod ham) «Torvald !» Helmer: «Du ulyksalige, hvad er det, du har foretaget dig!» Nora: «Lad mig komme bort. Du skal ikke bære det for min Skyld. Du skal ikke tage det paa dig.» Helmer: «Ikke noget Komediespil. (laaser Forstuedøren af) Her blir du og staar mig til Regnskab. Forstaar du, hvad du har gjort?» Nora (ser ufravendt paa ham og siger med et stivnende Udtryk): «Ja, nu begynder jeg at forstaa det tilbunds.» Helmer begynder derpaa for Alvor at fare løs og siger blandt andet: «Nu har du ødelagt hele min Lykke. Hele min Fremtid har du forspildt for mig. Aa, det er forfærdeligt at tænke paa. Jeg er i et samvittighedsløst Menneskes Vold; han kan gjøre med dig, hvad han vil Og saa jammerligt maa jeg synke ned for en letsindig Kvindes Skyld.» Nora: «Naar jeg er ude af Verden, saa er du fri.» Helmer: «Nu ingen Fagter. Slige Talemaader havde din Fader ogsaa paa rede Haand. Hvad vilde det nytte mig, at du var ude af Verden, som du siger? Ikke det ringeste vilde det nytte mig Sagen maa dysses ned for enhver Pris. Og hvad dig og mig angaar, saa maa det se ud, som om alt var imellem os ligesom før. Men naturligvis kun for Verdens Øine. Du blir altsaa her i Huset; det er en Selvfølge. Men Børnene faar du ikke Lov til at opdrage.» Det ringer, der kommer Brev til Fruen. Helmer tilegner sig det. «Du faar det ikke; jeg vil selv læse det.» Men da han har seet, hvad det indeholder, udbryder han i et Glædesskrig: «Nora! Nei, jeg maa læse det endnu engang. Jo, jo; saa er det. Jeg er frelst! Nora, jeg er frelst!» Nora: «Og jeg?» Helmer: «Du ogsaa naturligvis; vi er frelste begge to, baade Du og jeg. Se her. Han sender dig dit Gjældsbevis tilbage. Han skriver, at han fortryder og angrer ; at et lykkeligt Omslag i hans Liv ; aa, det kan jo være det samme, hvad han skriver. Vi er frelste, Nora! « Nora viser imidlertid intet Tegn til Glæde. Helmer forsikrer hende derfor særdeles ivrigt, at han har tilgivet hende og siger blandt andet: «Hvor kan du tænke, det skulde kunne falde mig ind, at ville forstøde dig, eller blot bebreide dig noget? Aa, du kjender ikke en virkelig Mands Hjertelag, Nora. Det er for en Mand noget saa ubeskrivelig sødt og tilfredsstillende i dette, at vide med sig selv, at han har tilgivet sin Hustru hun er jo derved ligesom i dobbelt Forstand blevet hans Eiendom; han har ligesom sat hende ind i Verden paany; hun er paa en Maade bleven baade hans Hustru og hans Børn tillige Ængst dig ikke for nogenting, Nora; bare aabenhjertig mod mig, saa skal jeg være baade din Villie og din Samvittighed.» Nora har imidlertid iført sig sin Hverdagskjole; Rollerne skifter; det bliver Helmers Tur at forundre sig. Nora siger blandt meget andet: «Er dig ikke en Ting paafaldende, saaledes som jeg sidder her? Vi har nu været gifte i 8 Aar. Falder det dig ikke ind, at det er første Gang vi to, du og jeg, Mand og Kone, taler alvorligt sammen? lige fra vort første Bekjendtskab har vi aldrig vexlet et alvorligt Ord om alvorlige Ting.» Helmer: «Skulde jeg da idelig og altid indvie dig i Bekymringer, som du dog ikke kunde hjælpe mig at bære?» Nora: «Der er øvet megen Uret imod mig; først af Papa og siden af dig.» Helmer: «Hvad! Af os to, af os to, der har elsket dig høiere end alle andre Mennesker?» Nora (ryster paa Hovedet): «I har aldrig elsket mig. I har bare syntes, det var fornøieligt at være forelsket i mig jeg har levet her som et fattigt Menneske, bare fra Haanden op i Munden. Jeg har levet af at gjøre Kunster for dig, Torvald.» Helmer søger at holde hende tilbage ved at minde hende om hendes Pligter mod sin Mand og sine Børn. Nora: «Jeg har andre ligesaa hellige Pligter.» Helmer: «Det har Du ikke. Hvilke Pligter skulde det være?» Nora: «Pligterne imod mig selv.» Nora er kommen til den Erkjendelse, at hun har levet 8 Aar sammen med en fremmed Mand og faaet 3 Børn, «jeg taaler ikke at tænke paa det! Jeg kunde rive mig selv i Stumper og Stykker.» Hun giver ham Ringen tilbage og forlanger og faar ogsaa sin egen. De maa begge have aldeles frie Hænder. Hun føler, at hun er aldeles forkvaklet, et uvidende og umyndigt Barn, som maa opdrage sig selv. Hendes Mand tilbyder sig at opdrage hende; men hun anser ham ligesaa lidet istand til at være sin Opdrager, som sig selv til at lede Børnene. Hun lægger Nøglerne fra sig, erklærer paa Helmers Spørgsmaal, om han maa skrive hende til eller sende hende noget, at hun ikke tager imod noget af Fremmede, og svarer paa hans sidste Spørgsmaal, om han aldrig kan blive mere end en Fremmed for hende: «Ak, Torvald, da maatte det vidunderligste ske,» og da han beder hende at nævne dette vidunderligste: «Da maatte baade Du og jeg forvandle os saaledes at Ak, Torvald, jeg tror ikke længere paa noget vidunderligt.» «Men jeg vil tro paa det. Nævn det! Forvandle os saaledes at ?» «At Samliv mellem os to kunde bli´e et Ægteskab. Farvel!»

Hvad er saa Forfatterens Opgave? Hvad har inspireret ham til Arbeidet? Hvad vil han følgelig virke? Og hvorledes søger han endelig at naa det Maal, han har sat sig? Derom næste Gang.

 


 

(15. januar 1880)

 

Henrik Ibsen: «Et Dukkehjem».

(Forts. fra No. 8.)

 

Ibsen har vundet langt flere Beundrere end Venner blandt sine Landsmænd ved sin Digtervirksomhed. Han holder Ideens Fane saa høit som Nogen; men han har ikke megen Hjertevarme; heller ikke er han anlagt for den mere positive Produktion, der altid mest vil tiltale de almindelige Læsere. Han er en replikterende Aand, som med Forkjærlighed dvæler ved de bestaaende Samfundsforholde; derfor maa hans Virksomhed fortrinsvis blive negativ; thi de bestaaende Forholde taaler ikke at sees i Ideens klare Lys. Det er især tre Faktorer, som har givet Ibsens Digtning dens eiendommelige Karakter: hans ualmindelige kritiske Skarpblik, hans levende Kjærlighed til Land og Folk, og endelig Tidens Realisme, der kræver af Digteren, som af de øvrige Kunstnere, den største Respekt for den sande Naturlighed. Naar man undertiden har villet karakterisere Ibsens Virksomhed som en rent negativ, da grunder denne Dom sig paa Misforstaaelse; thi det Positive er hos Ibsen stedse det Negendes Forudsætning og Baggrund. Undertiden er det klart Antydet eller kan idetmindste tydelig skimtes; men ofte synes Digteren med Flid at ville lade os i Uvidenhed om, hvad han har tænkt sig som det Negendes gyldige Modsætning; men i saa Tilfælde er man i Regelen Gjenstand for en Mystifikation. Thi somoftest vil man ved nogen Eftertanke finde at det Positive med indre Nødvendighed fremgaar af selve Negationen. Det kræver derfor adskillig Reflexion at læse Ibsen. Den Læser, som ikke kan eller ikke vil reflektere, vil lidet Udbytte have af at læse ham.

I «Et Dukkehjem» tager Ibsen aabenbart Ordet for Kvindens Emancipation, om just ikke i dette Ords videste Betydning. Kvindens Ligestilling med Manden som frit, selvstændigt Menneske er Forudsætningen for al gjensidig Kjærlighed, Fortrolighed og Agtelse. Et Ægteskab, som hviler paa nogen anden Basis, er fra Ideens Synspunkt en Løgn, og maa følgelig dømmes til Forsvinden.

I Dukkehjemmet kan der ikke være Tale om nogen virkelig Ligestilling. Manden betragter og behandler sin Hustru som en Dukke, hvis hele Tilværelse skal gaa op i at være hans Lyst og Stolthed. Han bærer hende vistnok paa Hænderne; men hans Følelser for hende er kun Egenkjærlighed. Alle hendes Tanker skal dreie sig om ham. Han ser helst, at hun ikke tænker paa andet; han taaler ialfald ikke, at hun har selvstændige Tanker om noget; han er hendes Smag, og da han har opdaget, at Dukken er en skjør og skrøbelig Gjenstand, siger han til hende, at han skal være baade hendes Villie og Samvittighed. Saalænge Nora, som er opdragen til en saadan Dukketilværelse, lever i den Illusion, at hendes Mand elsker hende ligesaa høit, som hun ham, og endnu er naiv nok til at kunne finde nogen Fornøielse i saaledes at blive behandlet som Dukke, føler hun sig vistnok ikke ulykkelig, skjønt hun igrunden frygter sin Mand mere, end hun elsker ham. Men hvilken deproverende Indflydelse maa ikke dermed hendes nedværdigede Stilling øve paa hende, især paa hende, men tillige ogsaa paa hendes Mand! Overbevisende klart at paavise dette er Digterens nærmeste Opgave; det er derpaa Digtets hele Vægt falder. Kan det lykkes Digteren at bevise, at Dukkehjemmet fører moralsk Fordærvelse over sine Beboere, saa er Torvalds og Noras Ægteskab dermed erklæret ugyldigt for den ethiske Domstol, og saa er den følgende Katastrofe og Stykkets Slutning derved paa Forhaand given. Og det lykkes ham med et selv for Ibsen ikke sædvanligt Mesterskab. Man ved ikke, hvad man i dette Digt mest skal beundre: den stringente Tanke og det psykologiske Klarblik, den dramatiske Fuldendthed og Livfuldhed eller det fine, gjennemsigtige poetiske Gevandt, som omgiver det hele. Den tørre, bedende Statue, som vi mindes saa vel fra Ibsens tidligere Værker, findes der i dette hans sidste Arbeide næsten ikke Spor af; det er rigtignok en negativ Størrelse, men de fleste vil vist paa Forfatterens Konto opføre den som en positiv.

Det vilde blive altfor vidløftigt i det enkelte at eftervise, hvorledes Forfatteren paaviser Dukkehjemmets deproverende Indflydelse. Kun den Kjendsgjerning skal vi bede lagt Mærke til, at Stykkets Handling henlægges til Ægteskabets 8de Aar. Saa lang Tid maa være hengaaet, forat Dukkehjemmets fordærvelige Indflydelse paa ethvert Punkt kan komme tilsyne. Doktor Rank kan vi ikke med Morgenbladsanmelderen anse for en overflødig Person. Han, ikke Ægtemanden, besidder Noras Fortrolighed; hun har længe vidst, at han elskede hende og har intet imod det heller, men tager ham kun ilde op, at han siger hende det, skulde et saadant Forhold mellem en gift Kvinde og en Trediemand virkelig være noget ganske uskyldigt? ikke engang kunne tænkes at kunne danne Begyndelsen til noget mere og værre?

Men just i den Omstændighed, at Deprovationen endnu kun er begyndende, er den psykologiske Mulighed og Sandsynlighed for Noras Opvaagnen og energiske Optræden for at hævde sit truede Menneskeværd given. Denne Mulighed bliver til Virkelighed ved den Katastrofe, som Falskneriet fremkalder. Noras pludselige Opvaagnen kan ved en flygtig Betragtning synes noget svagt motiveret; men ser man nøiere til, saa er der intet upsykologisk i den. Hun er en begavet Kvinde, som i Stilhed har øvet sine Kræfter. Hun har hidtil ført et fattigt Liv; hun har levet af at gjøre Kunster for sin Mand; nu opdager hun med Et, at denne Mand ikke fortjener hendes Agtelse; det hele Dukkehjem fremstiller sig for hende som den bundløse Raaddenheds Afgrund, hvorfra hun forfærdet søger at redde sig ved Flugten. Stykkets Slutning er fra et dramatisk Synspunkt den mest effektfulde og saavidt vi skjønner det eneste psykologisk rigtige. Skulde Slutningsakten have været forsonende, maatte Digteren gjennem 1 eller 2 nye Akter særlig for Mandens Vedkommende have muliggjort en saadan Afslutning. Om den nærværende Slutnings ethiske Berettigelse kan der jo være forskjellige Meninger. Man vil ved nærmere Betragtning finde, at Digteren har lagt Alt tilrette for en fremtidig Forsoning: Nora tager nu Tilflugt til Fru Linde, der nu snart skal blive Fru Krogstad; hun interesserer sig sikkerlig ligesaameget for Torvald som for Nora; thi det, hun iforveien har seet i Dukkehjemmet, skal ikke have bragt hende til ubetinget at tage Noras Parti. Doktor Rank er død eller Dødens Kandidat i det Mindste. Af ham faar vel Nora Midlerne til en foreløbig selvstændig Tilværelse. Krogstad beholder sin Post i Banken, og bliver en brav Mand; gjennem ham og hans Hustru føres Ægtefolkene omsider atter sammen.

Publisert 22. mars 2018 12:48 - Sist endret 16. apr. 2018 11:14