Michael Wallem Brun

Urpremieren på Et dukkehjem ved Det Kongelige Teater anmeldt av Michael Wallem Brun i Folkets Avis i København 24. desember 1879.

Det kongelige Theater.

«Et Dukkehjem», Skuespil i 3 Akter af Henrik Ibsen.

 

Den Grundtanke, der gaaer igjennem dette i teknisk Henseende mesterlig anlagte Drama, der imidlertid som saadant dog har sin Akilleshæl, er at skildre det ægteskabelige Livs Uholdbarhed og Usandhed, naar det ikke er baseret paa den rette Forstaaelse, det rette fortrolige Forhold mellem Mand og Hustru. Det begynder med smaa «Makronløgne», der voxe til «Nødløgne» og endelig kulminere i den efter Katastrofen følgende episke Opløsning, hvilken jeg ikke tager i Betænkning at kalde en psykologisk-dramatisk Løgn. Makronløgnene bæres frem af den mest bedaarende Friskhed og Ungdommelighed, lige ungdommelig og frisk fra Digterens og Fremstillerindens Side, og de løftes af en saa henrivende Naivetet (fra begge Sider), at man fuldt ud troer paa dem som et Produkt af Skaberen ikke som et Produkt af Digterens og Fremstillerindens store Evner til at skabe. I første Akt kaste vi vort Blik ind i et tilsyneladende lykkeligt Hjem, hvori vi se Mand, Hustru og Børn i den gladeste Stemning forberede sig til den kjære Juleaften, og man ønsker uvilkaarligt at være med til en saadan Jul og glæder sig i al Stilhed over, at man dog som Medlem af det ærede Publikum paa en Maade er som selvindbuden. Man glæder sig altsaa og nyder; men midt under Nydelsen og Glæden, der i Begyndelsen har været ren og ublandet, opdager man gjennem smaa Løgne og smaa Hentydninger, at der er en Slange i dette huslige Paradis, og det bliver snart klart for En, at der i otte samfulde Aar har svævet hende selv ubevidst et Damoklessværd over den unge Hustrus Hoved, idet hun, af Kjærlighed til sin Mand, har begaaet en Feil, om hvis Omfang og Følger hun ikke har noget som helst Begreb. Her er det, at Naiveteten viser sig i sit skjønneste Lys, og naar hun siger, at «det maa være nogen meget daarlige Love, som ikke spørger om Bevæggrunde», saa kan man intet Øieblik tvivle om, at hun udtaler disse Ord i fuld Tro paa sin Handlemaades Berettigelse. Men saa vaagne alligevel Skruplerne, og da Manden har forklaret hende, hvad falsk Underskrift har at sige, og hvad dens Følger kunne blive, staaer hun vaklende og tankefuld, indtil hun med fuld Fortrøstning udbryder: «Fordærve mine smaa Børn! Forgifte Hjemmet! Dette er ikke sandt! Dette er aldrig i Evighed sandt!» I anden Akt gaaer det dog mere og mere op for hende, at det er sandt, og saa skulde man dog virkelig tro, at hun vidste, hvad Vei hun skulde gaa, at hun vilde kaste sig i sin Mands Arme og sige: jeg har feilet, men jeg har feilet ubevidst og af Kjærlighed til Dig, frels mig!» og Manden vilde da have tilgivet og frelst hende. Men istedet derfor gaaer hun frem paa Løgnens og Forstillelsens Vei, medens hun gjør sig fortrolig med at begaa Selvmord og endog udregner de Timer, hun endnu har at leve i! Og dog kan man endnu sympathisere med dette, saa psychologisk usandt det end er, og det ene og alene, fordi Digteren har formet Alt saa smukt, at man næsten ikke vover at raisonnere; men urolig bliver man dog og spørger sig selv: hvad skal Enden blive? idet man endnu stedse haaber paa en Tilstaaelse og en deraf følgende forsonende Opløsning, men er aldeles uforberedt paa det oprørende Brud, man i tredie Akt bliver Vidne til. Ulykkeligvis har Digteren her villet experimentere, og han har tidligere vist, at han forstaaer den Kunst næsten til Fuldkommenhed. Noget Nyt, noget «noch nie Dagewesenes» maatte der til; det Nye og Originale i den kvindelige Karaktertegning og den udmærket smukke og naturlige Teknik har ikke været Digteren nok, der maatte formodenlig Mere til for at gjøre et realistisk Værk af Henrik Ibsen til et Digterværk. Han, som forlader det høie Digterstade, han har indtaget mellem «Kongsemner» og «Hærmænd», mellem «Keiser» og «Galilæer», mellem «Fru Inger» og «Catilina», han, som har sluppet den Satirens Svøbe, han saa mesterlig svang over «De Unges Forbund» og over «Peer Gynterne» for at kaste sig ind i den borgerlige Realismes rørende Røre, han maa dog vise, at han er Mand for ogsaa i denne Retning at frembringe Noget, som man hverken har seet eller hørt før! Og dette er desværre lykkedes ham godt, ja, saa godt, at al den Nydelse, han i de første Akter skjænker os, fordamper i den tredie, og man sidder der i den pinligste Stemning, næsten modbydelig berørt af en Katastrofe, der paa den krasseste Maade bryder med det almen Menneskelige for at hylde det Usande, det i æsthetisk, psychologisk og dramatisk Henseende lige Oprørende. Jeg spørger ligefrem: gives der een Moder blandt Tusinder af Mødre, een Hustru blandt Tusinder af Hustruer, der vilde handle, som Nora handler, der vilde forlade Mand, Børn og Hjem for selv først og fremmest at blive «et Menneske»? Og jeg svarer bestemt: Nei og atter nei! Der er ikke i hendes opstyltede Bevisførelse, fuld af tomme Bjørnsonske Fraser, et eneste Punkt, der berettiger hende til at handle, som hun handler, og det Omslag i hendes Karakter, som Digteren tvinger frem, er saa usandt, uskjønt og umotiveret, at man forbauses over, at en Digter som Ibsen vil vedkjende sig Paterniteten til det. Jeg maa beklage, at dette Blads indskrænkede Plads ikke tillader mig yderligere at drøfte mine her fremsatte aforistiske Udtalelser, men jeg veed, at jeg er ikke ene om at beklage, at et Skuespil, som ellers vilde have havt berettiget Krav paa fuld Beundring, efterlader et Indtryk af Indignation, som man forgjæves søger at forjage. Udførelsen var for de to Hovedpersoners Vedkommende fortræffelig, for Fru Hennings Vedkommende i høi Grad overraskende og bedaarende. Hun gav i sin Nora Publikum en Julegave, det modtog med jublende Glæde og længe vil bevare som en kjær og dyrebar Erindring fra dets bedste og ædleste Kunstnydelser. I første og anden Akt gav hun et saa elskeligt, naturtro og skjønt Billede af den unge, uerfarne, naive og livsglade Hustru og Moder, at man formelig sad og misundte Helmer den Skat, han eiede, og naar hun i tredie Akts Slutning ikke fuldt ud besad Kraft nok til at fremstille det «Omslag», Digteren har paatvunget hende, saa er man vel berettiget til at mene, at to saa heterogene Opgaver kan ingen Dødelig fuldkommen løse, fordi de udmunde i saa skrigende Dissonanser, at der ikke existerer nogen Skjønhedsharmoni, hvori de kunne opløses. Hr. E. Poulsen spillede Helmers Rolle smukt og naturligt i Begyndelsen rigtignok med Spor af det reflekterede Skarpsyn, han altid anvender paa Udarbeidelsen af sine Opgaver, men i tredie Akt med en Inderlighed og en Følelse saa varm og dyb, at den vilde have forsonet Publikum med det Hæslige i Slutningsscenen, naar dette blot havde været muligt. Om de øvrige Rollehavende er der Lidet eller slet Intet at sige. Frk. Dehn spillede ret pænt hen ad Landeveien, og Hr. Jerndorff gav et høist uhyggeligt Spøgelse i Skindpels; endelig gjorde Hr. S. Petersen ret god Fyldest som Krogstad, uagtet hans Manerer vare noget simple og flere af hans Replikker saa indeklemte, at man forud maatte kjende Stykket for ret at forstaa dem. At hans Maske bar Kainsmærkets Præg forundrede mig ikke det er jo traditionelt ved det kgl. Theater strax at vise Publikum, hvad man er for En. Sammenspillet var paa sine Steder sikkert og godt, paa andre Sider usikkert og vaklende; men Scenen med Børnene gik saa naturligt og kvikt, at den blev en af de smukkeste i hele Stykket. Bifaldet var stormende, ikke mindst for Fru Hennings, og den varme Modtagelse, hun fik ved sin Indtrædelse i tredie Akt var kun en oprigtig Tak for den store Nydelse, hun skjænkede os Alle.

 

M. V. Brun.
Publisert 22. mars 2018 11:46 - Sist endret 13. sep. 2018 11:53