Peter Gunelius Hansen

Et dukkehjem anmeldt av Peter Gunelius Hansen i Kristianssands Stiftsavis og Adressekontors-Efterretninger 7., 10. og 12. februar 1880 (Nr. 16, 17 og 18A, 91de Aarg.).

(7. februar 1880)

«Et Dukkehjem» og Recensenterne.

Kritiske Betragtninger.

I.

Ibsens nyeste Drama har i den korte Levetid af to Maaneder allerede vundet en Navnkundighed, som visselig ikke tidligere er blevet noget Digterværk til Del heroppe i Norden. «Et Dukkehjem» er paa alles Læber, det drøftes i alle Blade, det beskjæftiger alles Tanker.

Det er dog ikke Lovord, det meste man hører om «Et Dukkehjem»; Recensenterne læser paa det kraftigste Texten derover, og især ved de at fordømme Noras Færd paa det strengeste. Tilskueren eller Læseren er det gjerne gaaet saaledes, at han er bleven revet med i Øieblikket af den ophøiede Idealitet, det dybe, rystende Alvor, som Digterværket forkynder, men naar man saa «har faaet betænkt sig lidt», naar Forstanden kommer med sin kolde, rolige Argumenteren pro og contra, da kan man ikke længer være med; man kunde gjerne blive vred paa sig selv over, at man lod sig rive med af en Hustru, der forlader sin Mand og sine Børn og hvorfor? af Hensyn til sig selv, altsaa af bare Egoisme, slutter man, det er jo oprørende!

Stakkels Nora! hun faar snart føle, hvad det vil sige at sætte sig op imod det engang vedtagne. Alle forlade hende; hun staar ganske ene. De, der endnu føle en Smule Sympathi for hende, tør ligesom ikke være det bekjendt, især efterat «Morgenbladet» gjentagne Gange har ladet Allarmtrommen gaa og forkyndt, at Nora har handlet umoralsk ved at forlade Dukkehjemmet, samt at Stykket er et Angreb paa Ægteskabets hellige Institution, og efterat en theologisk Professor ligeledes har erklæret, at Idealerne ikke bifalde Noras Handlemaade, at «man gaar bort fra dette Drama uden den opløftede Stemning, som man fra Grækernes Tid har anseet for en ueftergivelig Fordring at ethvert Digterværk skulde efterlade.» Hvor kan man ogsaa under saadanne Omstændigheder være bekjendt, at man har noget tilovers for en Person som Nora Helmer et umoralsk Menneske! thi naar Præsten har sagt det, rigtignok ikke fra Prædikestolen, men det kommer dog ud paa et, thi man er forpligtet til at tro, at han har den samme Mening om en Ting, hvad enten han skriver i Aviserne eller staar paa Prædikestolen, naar Præsten har sagt det, saa har det jo gammel Hævd paa at være sikkert. Nei, at man lod sig henrive til Begeistring for Noras Handling, det kan kun skyldes et Blændværk, hidført fra Digterens forførende Kunst. Saaledes gaar det de fleste Læsere og Tilskuere. Skulde der trods alt være nogen, der ikke ganske vilde svigte hint første Indtryk af Begeistring, Tvivlen har ham dog fat, han optager i sit eget «Hoved»kontor Forhør, Vidneforklaringer, Indlæg for og imod, men Dommen den blir aldrig færdig.

Alt dette er saa naturligt; det kan paa ingen Maade forundre, eftersom Fornuften har Aarhundreders Hævd paa at være øverste Domstol, medens Følelserne er Oprørerne der skal dømmes; hvor kan da Oprørerne nogensinde faa Ret overfor Domstolen!

Som det er gaaet den Enkelte overfor «et Dukkehjem», saaledes vil han erindre, er det ogsaa gaaet ham med hans Ungdoms ideale Drømme, om han havde nogen. Han følte maaske en glødende Begeistring for noget stort og godt, men saa kom den smaalige Forstandighed og fortalte, at Verden tænkte ikke slig som han; den fordømte, hvad han ansaa for stort og godt; man maatte ikke sætte sig op imod den almindelige Mening, saa kom man aldrig frem i Verden, og naar han saa enda ikke kunde slippe sin Tro, ikke kunde ophøre at lytte til sin Sjæls Røst, lød Forsikringen: «Ja vent, til Du bliver saa gammel som jeg, saa vil Du nok se, at det er sandt, som jeg siger.» Og det er jo hans Nærmeste, som siger dette, de, der vil hans Vel; hvorfor skulde han saa ikke tro, at det er ham, som har Feilen, og de andre Retten, uagtet en høiere Stemme i hans Bryst taler imod; thi det, den taler, er jo Vildfarelse, siger de andre, som Helmer siger det til Nora. Hvad om det var Helmer og Verden, der var de kortsynede, de i høiere Forstand ufornuftige? Hvad om det netop var den Pulsaare, der er Sjælens Livsprincip, som de overskar, da de slukkede Begeistringens Glød med kold Forstandighed, da de beviste af Verden og fra Verden, at Stemmen i hans eget Bryst netop var Vildfarelsen? Hvad var nemlig bestandig Verdens Bevis herfor? Simpelthen dette: «Den er ikke saa let udsat for at falde, der kryber langs Jorden, som den, der bestiger Bjergtoppe, den ikke saa let udsat for at fare vild, der bliver hjemme i Kakkelovnskrogen, som den, der vover sig ud i Verden.» Vel bliver det varieret paa tusind Manerer, men Principet er dog det samme.

Det er nu det samme Spørgsmaal der maa afgjøres ligeoverfor Noras Handling: Havde vi Ret i vor første Sympathi for hende, eller har Verden og den kolde Forstandighed Ret, naar den fordømmer hende?


Der er fremført mange Beskyldninger mod «et Dukkehjem» foruden de, jeg ovenfor har nævnt: snart siges Handlingen at lide af Usandsynlighed, snart finder man «realistisk Smuds og Raaddenskab»; men alle saadanne Beskyldninger beskjæftiger mig ikke her; jeg vender tilbage til dem, jeg har nævnt; af Sandheden i dem afhænger alt, thi de angribe Digterværket i dets inderste Kjærne. De lyde jo paa:

  1. At «et Dukkehjem» ikke er noget Digterværk; det opfylder jo ikke en ueftergivelig Fordring, man stiller til ethvert saadant: det efterlader ingen opløftende Stemning.
  2. Det er umoralsk; og
  3. Det bærer i sig en samfundsopløsende Tendens; det er et Angreb paa Ægteskabet.

Hvilke graverende Beskyldninger mod Digteren og hans Værk, mod den Digter, der baade i Norden og overalt ellers, hvor hans Værker ere naaede hen, er blevet anseet for om ikke den største saa dog ubestrideligt som en af de største Digteraander i vor Tid, og som har erhvervet denne sin store Anseelse og alles Sympathi netop ved det dybe, sædelige Alvor, der lyser ud af hans Værker!

Er da Ibsen saa ganske forvandlet i sit sidste Arbeide? Naar Læseren lægger Bogen fra sig uden opløftet Stemning, naar Tilskueren gaar bort uden at Idealiteten er vakt i hans Sjæl*), naar han ikke ser Forsoningen, ikke den dybe alvorlige Moral, ikke den begeistrede Hævden af Ægteskabets Idealitet, da turde det jo hænde, at Feilen laa hos Læseren eller Tilskueren, ikke hos Digteren? Dog det er dette, som skal bevises!



(10. februar 1880)

«Et Dukkehjem» og Recensenterne.

Kritiske Betragtninger.

II.

Det er ingen Nyhed, at Henrik Ibsen trods sin store Originalitet skylder Søren Kierkegaard meget. Den geniale danske Tænker karakteriserer selv sin Opgave i Livet som den, «at gjøre opmærksom». Ibsen har taget hans Virksomhed i Arv: ogsaa han «gjør opmærksom» og netop paa det samme som Kierkegaard om end ifølge sin digteriske Evne paa en anden Maade paa Personlighedens evige Ret, paa den Enkeltes evige Ansvar. Med Hensyn til Noras Handling er der en Afhandling af Kierkegaard, der, om den var skrevet i denne Tid med lidt Forandring, ligesaa gjerne kunde have havt til Overskrift «Et Forsvar for Nora Helmer» som den næsten afskrækkende: «Ligevægten mellem det Æsthetiske og Ethiske i Personlighedens Udarbeidelse.»

Naar jeg var vis paa, at man vilde følge mit Raad og læse hin Afhandling med Troskab og uden Fordom, da vilde jeg lægge min Pen ned og ikke skrive et Ord mere, thi alt, hvad jeg kan sige, vilde man finde der og meget bedre, men Verden har nu engang ikke Smag for Kierkegaard Spidsborgerne allermindst; han er ikke af de Forfattere, man kan nyde sammen med Middagsluren, og hvor skulde man ellers faa Tid til at læse en Afhandling af et saa filosofisk Indhold!

Jeg vil begynde med at citere et Sted af denne Afhandling (Enten-Eller II. Pag. 183):

«Dersom min lille Søn (det er en Ægtemand, der har Ordet) i dette Øieblik var i den Alder, at han ret kunde forstaa mig, og min sidste Time var kommen, da vilde jeg sige til ham: jeg efterlader Dig ikke Formue, ikke Titler og Værdigheder; men jeg ved, hvor der ligger en Skat begravet, der kan gjøre Dig rigere end hele Verden, og denne Skat tilhører Dig, og Du skal end ikke takke mig for den, at Du ikke skal tage Skade paa din Sjæl ved at skylde et Menneske Alt, denne Skat er nedlagt i Dit Indre: der er et Enten-Eller, der gjør et Menneske større end Englene.»

Det er den Skat, som ethvert, selv det ringeste Menneske bærer i sit eget Bryst, det er paa denne han vil «gjøre opmærksom». De fleste Mennesker haster saa afsted i Livet, har saa travlt, at de aldeles mister sig selv. Og dette er det Sørgelige, naar man betragter Menneskenes Liv, siger han et andet Sted, at saa mange henleve deres Liv i stille Fortabelse: de leve dem ligesom ud af sig selv, forsvinder som Skygger, deres udødelige Sjæl henveires. De leve ikke æsthetisk, men det Ethiske har heller ikke vist sig for dem i sin Helhed; de have da heller ei egentlig forkastet det, de synde derfor heller ikke, uden forsaavidt det er Synd, at de hverken er det ene eller det andet. De ere saa optagne af at tænke paa andre og paa andres Vegne, at de ikke faa Tid til at være selv, og derved gaa de Glip af det Høieste, af det Eneste, der i Sandhed giver Livet Betydning. «Vil man kalde, hvad jeg her fordrer, Selvkjærlighed, saa vil jeg svare: det kommer deraf, at man ingen Forestilling har om, hvad dette «Selv» er, og at det hjalp et Menneske saare lidet, at han vandt den ganske Verden, men tabte sig selv, samt at det nødvendigt maa være et slet Bevis, der ikke først og fremst overbeviser dem, der fremsætter det».

Dette er Hovedpunktet i Kierkegaards Afhandling og som man let vil se, er det ogsaa Hovedpunktet i «Et Dukkehjem». Ibsen har her som overalt i sin Digtning (mest slaaende og med skarpest Satire i «Kjærlighedens Komedie») fremstillet en Del Mennesker, der som Kierkegaard siger «leve sig ligesom ud af sig selv». Nora og Helmer ere af samme Art, men hver især af en egen Species: Nora fortaber sig i sit Dukkeliv, Helmer i sit Forretningsliv; Nora er en flagrende Lærkefugl, Helmer er en Mand af Forretningsalvor. De leve ikke æsthetisk, men det ethiske har heller ikke vist sig for dem i sin Helhed, de er hverken det ene eller det andet. Af disse to lader Digteren nu den ene, Nora, «blive opmærksom» paa det sørgelige i et saadant i dybere Forstand indholdsløst Liv, og han har stillet Forholdet saaledes, at Forudsætningernes Udvikling og Krisen i Noras Sjæl med sandt dramatisk Liv og Klarhed aabenbarer sig for Læseren: et psykologisk Kunstværk, der virker saa levende, at det er som man selv oplevede det Hele. Man lever sig med ind i den kvidrende Lærkefugls Liv og Sjæl, man føler dens Angst for at den Hemmelighed, der skjuler dens kjærlighedsfuldeste Handling, men som Verden kalder Bedrag, at den skal aabenbares; man aander neppe af Spænding, da Aabenbarelsen maa komme. Hvad vil der ske? Det vidunderlige, at Helmer af Kjærlighed til sin Hustru tager alt paa sig for at frelse hende? Vil han være saa offervilllig, som hun var, og som hun altid er beredt til at være, eller vil ogsaa han fordømme hendes Handling? Er hun, hans offervillige, elskende Hustru, ogsaa i hans Øine en Forbryderske? Nora tror i sin Kjærlighed saa fuldt og vist paa ham; han vil tage alt paa sig; men det maa han ikke derfor tager hun Fru Linde til Vidne paa, at det er hende, der er den Skyldige, at det, «naar hun ikke selv kan være tilstede», kan blive oplyst, at hendes Mand klæber der ingen Forbrydelse ved, han elskede hende kun saa høit, derfor vilde han bære alt i hendes Sted. Og naar saa Slaget kommer, naar hendes seiersikkre Tro slaaes til Jorden, naar den Mand, hun troede elskede hende saa inderligt, som hun elskede ham, naar han ikke har andet end Ord som: «Hyklerske! Løgnerske! værre, værre Forbryderske!» tilovers for hendes Opofrelse, hvor sortner det ikke for vort Blik, hvor føler vi ikke hele hendes Ulykkes Væld knuge os! men saa hvor høines vi ikke igjen ud af Ulykken med hende, da hun gjør Valget, da hun vælger at gaa ud i Verden til Slid og Arbeid, maaske til Savn og Nød fremfor at blive i den nu velstillede Bankdirektørs Hus, «bæres paa Hænderne af ham», være hos sine yndige Børn, hvem hun elskede saa inderligt. Hun forlader det altsammen, og hun gjør det i stille Værdighed. Vi føle Sandheden i hendes Ord: «Jeg har aldrig følt mig saa klar og sikker som inat.» Klar og sikker forlader hun det altsammen; hun betænker sig ikke, hun gaar ikke paa Akkord med sig selv, thi hun føler, at der er noget langt Høiere, der gaar tabt, hvis hun gjør det. Hun forstaar i hint Valgets Øieblik, at det hjalp ikke, om hun havde den hele Verden, naar hun dog tabte sig selv.

Jeg begyndte med nogle Ord af Kierkegaard; jeg vil ogsaa ende dermed. Noras Situation i Valgets Øieblik er netop den, Kierkegaard saa mesterligt har udtrykt i de gribende Ord:

«Naar da Alt er blevet stille omkring En, høitideligt som en stjerneklar Nat, naar Sjælen bliver ene i den hele Verden, da viser der sig ligeoverfor den ikke et udmærket Menneske, men den evige Magt selv, da stiller Himlen sig ligesom ad, og Jeget vælger sig selv, eller rettere, det modtager sig selv. Da har Sjælen seet det Høieste, hvad intet dødeligt Øie kan se, og som aldrig kan glemmes, da modtager Personligheden det Ridderslag, der adler den for Evigheden.»



(12. februar 1880)

«Et Dukkehjem» og Recensenterne.

Kritiske Betragtninger.

III.

Jeg har i det Foregaaende søgt at klargjøre det Synspunkt, hvorfra Noras Handling maa bedømmes. Nu til Indvendingerne. Nora handler ikke moralsk rigtigt, siger man, idet hun forlader sin Mand og sine Børn. Hun har ikke Ret til at anse Pligterne mod sig selv for ligesaa hellige som Moder- og Hustrupligterne. Lad os høre hendes eget Forsvar:

Helmer.
Du er først og fremst Hustru og Moder.
Nora.
Det tror jeg ikke længere paa. Jeg tror, at jeg er først og fremst et Menneske, jeg, ligesaavelsom Du, eller ialtfald at jeg skal forsøge paa at blive det. Jeg ved nok, at de fleste gir Dig Ret, Torvald, og at der staar noget sligt i Bøgerne. Men jeg kan ikke længere lade mig nøie med, hvad de fleste siger og hvad der staar i Bøgerne. Jeg maa selv tænke over de Ting og se at faa Rede paa dem.
Helmer.
Du skulde ikke have Rede paa din Stilling i dit eget Hjem? Har Du ikke i saadanne Spørgsmaal en usvigelig Veileder? Har Du ikke Religionen?
Nora.
Ak, Torvald, jeg ved jo slet ikke rigtigt, hvad Religionen er. Jeg ved jo ikke andet, end hvad Præsten Hansen sagde, da jeg gik til Konfirmation. Han fortalte, at Religionen var det og det.

De fleste vil vel mene: «Gud, hvor hun maa være uvidende», idet de tænker paa, hvor godt de selv ved, hvad Religionen er. Men her er det Læserne, der bedrage sig. Nora har ligesaamegen Kristendomskundskab, som baade den ene og den anden, men hun ser, at hun kun staar i et udvortes Forhold til Religionen. Dens Sandheder har ikke gjennemtrængt hendes Sjæl; hun kan ikke søge sin Trøst i dem, thi hun føler, at hun staar udenfor dem, og derfor erkjender hun ogsaa, hun ved ikke, hvad Religionen er. Og hun er ikke ene med sin Uvidenhed. Den Helmer, der med saa megen Vigtighed henviser hende til Religionen, mon han ved det bedre? Men der ligger noget mere i Noras Svar, nemlig dette: «Hvad nytter det, at min Lærebog siger mig, at det og det er min Pligt, jeg kan ikke gjøre derefter, thi jeg kan ikke forstaa, hvorledes dette kan kræves af mig. Min inderste Sjæl oprøres derimod. Jeg kan ikke blive her hos en Mand, jeg ikke længere elsker, uden at tabe Agtelsen for mig selv; mit hele Menneskeværd, det Høieste og Helligste i mig vilde gaa under».

Herimod har man især to Indvendinger: Om hun end ikke elsker sin Mand længere, bestaar dog hendes Ægteskab lige fuldt: det er ikke afhængigt af hendes Følelser, eller hvad der er Behageligt eller Ubehageligt for hende; det er Gud, som har sammenføiet dem, derfor skal intet Menneske adskille dem. Og den anden Indvending er den, at hun kun tænker paa sig selv, altsaa er det bare Egoisme, der leder hende. Disse Indvendinger hænger paa det nøieste sammen. Det om Ægteskabet i den første af dem forstaar jeg sandelig ikke. Ægteskabet opfattes jo slet ikke i vor Kirkelære som noget Sakrament, saaledes som i den katholske Lære. Tvertimod, vore mest anseede Theologer har erklæret, at Ægteskabet er en fuldstændig borgerlig Institution, kun at Kirkens Velsignelse bør Ægtefolkene ikke unddrage sig. Vore Love tillade jo Skilsmisse; og skulde ikke en Hustru, der er krænket saa dybt, der med saa fuld Grund maa foragte den, hun nylig elskede, og hvis dybeste Smerte det er, at hun ikke kan elske mere, maa ikke hun være berettiget, jeg skulde næsten sige forpligtet til at skille sig, hvem skulde da Skilsmisse tillades? «Men Børnene!» indvender man, «hvorledes kan hun dog fornægte Moderkjærligheden saa aldeles?» Misforstaaelse! Hun elsker dem inderligere, høiere end mangen en Moder, der fordømmer hendes Færd. Det er netop af Kjærlighed til dem, hun forlader dem. Hun føler, hun kan ikke være det for dem, hun skal være, (cfr. Scenerne, hvor hun ræddes for at gaa ind til Børnene, der spørger efter hende) og hun føler, at hendes Børn ikke vilde have godt af at opdrages i et Hjem, hvor der ingen Kjærlighed fandtes mellem deres Moder og Fader. Næst det, at hun ikke kan elske Helmer længere, at se den Kjærlighed, der har voxet sig fastere og fastere til hendes Hjerte i de mange Aar, de har levet sammen, at se den knust i et Øieblik, næst dette maa det være hende det tungeste, at hun maa forlade Børnene. Hvor mangen en Moder vilde ikke her være gaaet paa Akkord med sig selv, halveret sin Sjæl og tabt sig selv. Men Nora tømmer Kalken ud til Bunden, derfor er hun stor, ideal, ideal i ethisk som Martyrerne er det i kristelig Forstand. Lad os sammenligne hendes Færd med en kristelig Martyrs; ingen vil forarges derover.

Under den romerske Keiser Antoninus Caracalla blev en ung Hustru af adelig Byrd, Perpetua, anklaget som Kristen. Hun var Moder til et diende Barn. Af sin hedenske Fader bestormes hun om at frelse Livet ved at fornægte Kristus, men hun holder fast ved Kristi Navns Bekjendelse. Idet hun peger paa et paa Jorden liggende Kar, spørger hun Faderen, om det kan kaldes andet, end hvad det er. Faderen benægter dette. «Saaledes kan jeg», udbryder hun, «ikke kalde mig noget andet, end hvad jeg er, en Kristen». Man siger til hende: Spar din Faders graa Haar, spar din unge Søn, deltag dog i et Offer for Keiserens Vel! Hun svarer: «Jeg gjør det ikke, jeg er en Kristen». Dømt til at kastes for de vilde Dyr, gaar hun syngende i Døden efter i flere Dage at have udstaaet Kvalerne i Fængslet. (Passio Perpetuæ, Ruinart, Pag. 137 og fl.)

Vil nogen sige om denne unge Hustru, at hun, der jo var Moder til et diende Barn, at hun fornægtede Moderkjærligheden, eller fordømme hende, fordi hun ikke sparede sin Faders graa Haar? Visselig ikke. «Men», indvender man, «det var for Kristi Skyld hun ofrede alt, ikke som Nora for sin egen Skyld.» Jeg er fuldt opmærksom herpaa; jeg har har jo selv betonet Forskjellen. Nora er ingen kristelig Martyr, og dog handler hun ikke mere egoistisk end hin romerske Hustru. Denne opgiver alt for Kristi eller med andre Ord for sin evige Saligheds Skyld, Nora forlader alt for at vinde sig selv i sin evige Gyldighed, for at bruge Kierkegaards Udtryk. Og kalder man dette Selvkjærlighed, da har man sandelig ingen Forestilling om, hvad dette «Selv» er, thi ethisk gjælder det ligesaafuldt som kristeligt: «Hvad hjalp det om et Menneske vandt den hele Verden, naar han dog tabte sig selv».

«Men hvad bliver der da af Pligterne i Livet, naar den Enkelte saaledes har Ret til at tilsidesætte de Pligter, der efter Naturens egen Orden er og maa være de største, et Menneske kan have, Moderpligterne?» Her er atter en Misforstaaelse, nemlig i Opfattelsen af, hvad Pligt er. Man tænker Pligten som et udvortes Forhold, istedetfor at den er et indvortes Forhold, og at den absolut maa være det. Jeg vil ikke nægte, at der gives mange Mennesker, der ikke komme videre end i et udvortes Forhold til Pligten, men dette ligger ikke i den, men i Menneskene. Et saadant udvortes Pligtliv er naturligvis baade æsthetisk og ethisk forkasteligt. Et Exempel til Belysning. Man erkjender, at det er et Barns Pligt, saavidt det kan, at hjælpe og understøtte sine gamle Forældre. Hvis Barnet nu blot staar i et udvortes Forhold til denne Pligt, vil det blot gjøre det, fordi det maa saa være, fordi Lovene fordre det, og fordi Folk ikke skal have noget at sige paa det i den Henseende. Hvad Værd har vel en saadan Pligtopfyldelse? Den er værre end ingen; den er i sin dybeste Grund et Bedrag, og jeg tænker de gamle Forældre hellere vilde undvære Understøttelsen, naar de vidste, hvorledes denne Pligt ydedes af Barnet.

Recensenterne fordre ligesom Helmer i Førstningen, at Nora skal blive i Dukkehjemmet og gjøre sine Pligter som Hustru og Moder. Nu vel; lad hende blive; kan hun da ogsaa opfylde sine Pligter, som hun skal? Nei, hvorledes er det muligt, naar hun ikke længere elsker sin Mand? Pligterne udvortes opfattet som enkelte bestemte Handlinger, kan hun nok gjøre, men sin Pligt kan hun dog ikke opfylde; hun staar nu i et udvortes Forhold til Pligterne i sit Hjem, som hun allerede tidligere stod det til Religionen, og som vi ovenfor har seet, er et udvortes Pligtforhold baade æsthetisk og ethisk forkasteligt. Nora kan derfor ikke blive; hun maa bort, det koste hvad det koste vil, det koste Hjem og Børn; det er dog bedre saaledes.

Noras Valg er af Digteren gjort saa afgjørende som muligt. Hvad der for Recensenterne lader til at have været væsentlige Grunde for, at Nora burde forblive hos Helmer: at han er en Mand, der er behagelig i Omgang, at han, som Nora selv siger, har været saa god imod hende, at hendes smaa Børn binder hende, alt dette bidrager kun til at gjøre Valget saameget mere afgjørende, paa samme Tid som det viser, at det ene og alene er, fordi hun ikke længere kan elske Helmer, at hun maa bort. Ogsaa gjennem Fru Linde lader Digteren et Skjær falde henover Noras Valg. Læseren erindrer, at Fru Linde var forlovet i sin Ungdom med Krogstad, men giftede sig med en rig Mand, hvem hun ikke elskede, for at hjælpe sin gamle Mor og sine to smaa Brødre, da det dengang havde lange Udsigter med Krogstad. Da det ved Mødet hos Helmers kommer til et Opgjør mellem disse to fordums Forlovede, siger Krogstad, efterat Fru Linde til sit Forsvar har anført, at hun gjorde saaledes alene for at hjælpe sine Nærmeste: «Lad saa være; men De havde dog ikke Ret til at forstøde mig for noget andet Menneskes Skyld». Og Fru Linde bekjender: «Ja, jeg ved ikke. Mangengang har jeg spurgt mig selv, om jeg havde Ret til det.» Fru Linde har gjort det, som Nora ikke gjør; hun har opofret sig selv af Hensyn til andres Vel. Mange synes vel hun har handlet stort; Nora bifalder ogsaa hendes Handlemaade ved deres første Møde, og Fru Linde gjør sig selv til deraf. Men nærmere beseet, hvad er det saa Fru Linde har gjort? Hun har hjulpet andre, men ved hvilke Midler? Ved at gjøre sig skyldig i et dobbelt Bedrag, Bedrag mod Krogstad, Bedrag mod den, der blev hendes Ægtefælle uden at han eiede hendes Kjærlighed, og hvad der er værre end alt andet ved at sælge sig selv, ved at nedværdige det Ædleste og Bedste i sig, og det er dette, Nora ikke vil, thi hun føler, at det vilde være hendes Sjæls Undergang, om hun var svag nok til at blive hos Helmer, hos en fremmed Mand, kunde hun end sige sig selv, at hun kun gjorde det for sine Børns Skyld. Det har heller intet Værd for hende om hun derved kunde bevare Skinnet. Hun har levet saa længe i Usandhed, nu vil hun ud deraf; hun vil være sand baade mod sig selv, mod Helmer og mod Verden; og netop fordi hun er saa sand, idet hun vælger, vælger hun sig selv efter sin Frihed, og netop derfor bifalde Idealerne hendes Valg.

Lad da Recensenterne kun fortælle hende, at hun havde gjort bedre i at blive i sit Ægteskab, lad dem kun prædike sin Spidsborgermoral baade med og uden dogmatiske Tilsætninger, Nora Helmer bliver ligefuldt Ideal for det; hun mister ikke sin Plads i Tragedien, men de selv er derimod forlængst hjemfalden til Behandling i Komedien. Og underligt skulde det være, om ikke Ibsen en Gang tager sig grundigt af dem. Hvilke Studier han maa kunne gjøre i den Retning nu om Dagene! Jeg har ofte maattet tænke paa salig Etatsraad Rostgaard med sin agtværdige Arrighed paa Peder Paars, naar jeg har læst deres fornærmede Udtalelser over «et Dukkehjem». Naar de fortæller, at de har siddet i Theatret med samme Følelse som var de tilstede ved en Torturscene, ærgrer det mig blot, at de ikke selv skulde paa Pinebænken. De havde vist ikke gjort saa mange Ophævelser som Nora; de havde strax vidst at ordne sig paa en lempeligere Maade, saa alle Torturscener vare undgaaede.

Der fortælles, at naar de Kristne i Martyrernes Tid var tilstede ved sine Trosfællers Pinsler, da opmuntrede de dem til ikke at lade sig afskrække, men holde fast ved sin Bekjendelse af Kristum, og der fortælles, at Martyrernes pinefulde Død begeistrede de Troende og styrkede deres Tro. Jeg gad vide, om Dhrr. Recensenter havde følt sig videre begeistrede, om de havde været tilstede ved en af hine rædselsfulde Scener! Jeg er bange, de ikke engang kunde forstaa, hvorledes nogen kunde begeistres ved saa rystende Skuespil; thi mere end Pinslerne kunde de vel ikke se; andet end Martyrens Vaanden hørte de vel neppe.

Saaledes er det ialtfald gaaet dem ligeoverfor «et Dukkehjem». De har ikke seet andet end de forfærdelige Ulykker, ikke hvorledes den, hvem de rammer, gaar forklaret ud deraf; derfor gaar de ogsaa bort «i en pinlig Stemning», «Idealiteten er ikke vakt i deres Sjæl», og de har ingen Anelse om, at Nora Helmer er en Heltinde fuldt saa stor som nogen, de tidligere har applauderet.

Men lad dem kun gaa grætne hjem, disse salig Etatsraad Rostgaards værdige Efterkommere. Heldigvis er Publikum ikke saa forblindet som dem, der optræder som dets Ledere!

P. Hansen.


*) Man hører jo rigtignok, at Noras Fremstillerinder bliver begeistret applauderet og fremkaldt indtil 10 Gange, men det er desværre intet Bevis for, at Idealiteten bliver vakt hos Publikum; thi dels gjælder Bifaldet Skuespillerindens Præstation, og om den ogsaa gjælder Nora Helmer, da er det jo saa, at Publikum gjerne har én Forestilling om, hvad der gaar an i Romaner og paa Theatret, og en anden om hvad der gaar an i det virkelige Liv. Den Moral, det applauderer paa Theatret, vil det betakke sig for i sit private Liv. Vor Tids Publikum har aldeles glemt den gamle Digters Ord til Læseren: «de te fabula narratur».
Publisert 22. mars 2018 13:52 - Sist endret 22. mars 2018 14:04