Signaturen «x.»

Et dukkehjem anmeldt av signaturen «x.» i Dagsposten. Nyheds- og Avertissementsblad for det Nordenfjeldske i Trondheim 12. desember 1879 (No. 290, 3die Aarg.).

Throndhjem.

Literatur.
Henrik Ibsen: Et Dukkehjem.

Historien er denne: Hun er altid bleven behandlet som et Stykke Legetøj. Faderen kaldte hende sit Dukkebarn, han legte med hende, som hun med sine Dukker, og gjorde hende bekjendt med sine Meninger, der blev hendes, fordi hun ingen andre lærte at kjende, eller fordi Faderen ikke vilde have likt, at hun havde andre Anskuelser end hans. Hun bliver gift, hun gaar, som hun selv udtrykker det, fra Faderens Hænder over i Mandens, og den samme Leg fortsættes: hun er hans «Sanglærke», hans Ekorn, hun sjunger, hun leger, hun danser for ham, og lever forøvrigt i det samme Afhængigheds- og Umyndighedsforhold, som da hun var hjemme. I Skuespillet bliver man nu for det første kjendt med de Egenskaber hos hende, der nærmest er Opdragelsens Frugt: Hun er en ureflekteret, barnagtig, slikvoren, løgnagtig liden Tingest, der ikke har fundet Opfordring til at udvikle andet end et lunefuldt, indsmigrede Væsen, den Egenskab hos hende, som hidtil ene har været sat Pris paa. Da hænder der hende noget forfærdeligt, som med et Slag udvikler hende til voxen Kvinde. Forat redde sin Mand, der dødssyg blot kan helbredes ved en Udenlandsrejse, har hun i Hemmelighed laant Penge hos en Sagfører, der driver allehaande tvilsomme Forretninger, og forat skaane sin Far, der ligger for Døden og ikke maa vide om, at hendes Mands Liv svæver i Fare, har hun endvidere skrevet Faderens Navn paa Gjældsbeviset. Faderen dør, og Sagføreren truer hende forat aftvinge hende en Anbefaling med at meddele hendes Mand alt og stiller hende Straf og Skjænsel i Udsigt. Hun tror først ikke, at det er muligt, at Loven «ikke skulde tillade en Kvinde at skaane sin gamle døende Far, eller at redde sin Mands Liv», men forstaar dog endelig, at her er Fare paafærde. Under de Brydninger, der nu begynder, aner man, at der bag «Sanglærken», «Dukken», «Slikmunden», o. s. v. stikker en virkelig varm og stor Natur. Det falder hende saaledes ikke ind, at Manden kan optage Sagen, naar den meddeles ham, paa mer end en Maade: «Det vidunderlige» vil ske; han vil tage den hele Skyld paa sig, eller ialfald forlange at dele den med hende. Men heri tager hun fuldstændig feil. Manden tænker blot paa sig selv, sit Navn, sin Ære. Det gjør intet Indtryk paa ham, at det er af Kjærlighed til ham, hun er kommen i Fortræd; han tænker blot paa at redde Skinnet, hvad det saa skal koste, og han overfuser hende paa den grummeste, brutaleste Maade. «Ingen Religion, ingen Moral, ingen Pligtfølelse!» Hun har ødelagt hans Fremtid, han bliver kanske mistænkt for Delagtighed! Det maa dysses ned, det maa se ud i Verdens Øine, som om intet er hændt. De maa derfor vedblive at leve sammen; men Børnene faar hun ikke opdrage, det gjælder ikke længere Lykken, det gjælder bare at redde Resterne, Stumperne, Skinnet! Nu, Skinnet bliver da ogsaa reddet, Sagen bliver neddysset, men Traaden er alt brusten; hans Hustru er vaagnet, hun ser for første Gang sin Mand som den lille smaalige Egoist, han er, ser ogsaa, hvad hun selv er bleven til ved dette Dukkeliv ført hos Faderen, siden hos Manden, og hun reiser sig og erklærer den forbausede Ægtefælle, at han er ikke den Mand, som formaar at veilede, at opdrage hende, og at hun vil forlade ham. Man finder det oprørende, han beskylder hende forat svigte sine helligste Pligter, Pligterne mod hendes Mand og hendes Børn. Hun indvender, at hun har lige saa hellige Pligter, Pligterne mod sig selv: Hun maa bort, ifald hun ikke skal gaa moralsk under. Han raaber ud: «du er først Hustru og Moder», hun svarer, at det tror hun ikke længer paa: hun er først og fremst Menneske. «Jeg ved nok, at de fleste gir dig Ret, og at der staar noget sligt i Bøgerne», siger hun; «men jeg kan ikke længer lade mig nøie med, hvad der staar i Bøgerne. Jeg maa selv tænke over de Ting og se at faa Rede paa dem.» Naar han nævner Børnene, minder hun ham om, at han selv har sagt, at han ikke tør betro hende at opdrage dem, og hun indrømmer, at han deri har handlet ret; thi hvorledes er hun forberedt til at opdrage dem? Men naar han taler om hendes Hustrupligter og paaberaaber sig Religionen og hendes moralske Følelse, da svarer hun: «Jeg ved slet ikke hvad Religion er. Jeg ved jo ikke andet, end hvad Præsten Hansen sagde, da jeg gik til Konfirmation. Han fortalte, at Religion var det og det». Hun vil nu undersøge ogsaa denne Sag; hun vil se «om det er rigtigt, hvad Præsten Hansen sagde». Saa kan han blot forklare sig det hele paa en eneste Maade: hun elsker ham ikke mere. «Nei, det er just Tingen», svarer hun, hun har opdaget det under deres skjæbnesvangre Møde, efterat Hemmeligheden ved den falske Underskrift er røbet, har opdaget, at han hverken tænkte eller talte som den Mand, hun skulde kunne slutte sig til. I hin Stund er det gaaet op for hende, at hun i 8 Aar «har levet sammen med en fremmed Mand og faaet tre Børn.» «Aa, jeg taaler ikke at tænke paa det! Jeg kunde rive mig selv i Stumper og Stykker», slutter hun. Han indser endelig, at der «er en Afgrund imellem dem» og spørger nu blot, om de aldrig kan findes igjen. «Jo, ifald vi begge to kunde forvandle os saaledes at Samliv imellem os kunde blive et Ægteskab», svarer hun og forlader ham.

Altsaa, Bogen siger: I Forældre, opdrag ikke Eders Døtre til uvidende, uselvstændige for visse Herrer saa uimodstaaelige Pyntedukker og Sanglærker. Lær dem at se og at tænke, opdrag dem ikke til Mændenes Legetøi, men til deres jevnbyrdige. Den siger fremdeles til Mændene: I har ikke Lov til at binde en Kvinde til Eder, naar Eders Forhold til hende blot er dette, «at I finder det morsomt at være forelsket i hende», naar der ikke er den dybe Kjærlighed og Agtelse tilstede, der ene kan begrunde et sædeligt Samliv. Digteren siger ganske som Bjørnson i «Ragnhild» : et Samliv, der ikke bunder i en saadan Kjærlighed er ikke noget Ægteskab, hvor meget Forbindelsen har Kirkens Velsignelse. Han siger fremdeles ganske som B. i den nævnte Bog , at er en Kvinde ægteviet til en Mand, hun ikke har kjær, da er det det rette, det i Sandhed sædelige at værge sig mod ham, ja, om det skulde være nødvendigt, at forlade ham. Paa alle Henvisninger til de flestes Mening, til Bøgerne, til den herskende Moral osv., svarer han: jeg tror ikke de flestes Mening, Bøgerne, den herskende Moral har Ret: det er ialfald en Sag, som maa prøves paany, underkastes Diskussion: Det maa undersøges, om det er rigtigt, hvad Præsten Hansen har fortalt os ved vor Konfirmation.

Om «Et Dukkehjems« digterigske Værd skal vi ved denne Leilighed indskrænke os til at sige, at det forekommer os at staa høist i Rækken af Henrik Ibsens Digtninge og langt at overtræffe «Samfundets Støtter». Det er efter vort Skjøn et gribende sandt og skjønt Digterverk, udarbeidet med stor kunstnerisk Overlegenhed. Især forekommer «Nora» os at være en af de finest og anskueligst tegnede Kvindeskikkelser, som nogen Digter har fremstillet.

Som bekjendt har Ibsen hidtil været meget naadigt behandlet af vor Høirepresse, der forøvrigt ikke let roser noget i Literaturen, der har Værd. Han har ligesom været Partiets klassiske Forfatter, en Plads han vel fornemmelig har erhvervet sig ved at skrive «Det unges Forbund». Vi negter nu ikke for, at vi ikke er saa lidet spændt paa at se, hvorledes den samme Presse vil komme bort fra det Faktum, at Ibsen i sin nye Bog uforbeholdent og med stor Styrke hævder de samme Synsmaader, for hvilke B. Bjørnson er bleven forfulgt og fremdeles forfølges af Høirepressen med en fuldstændig middelaldersk Fanatisme. Vi tror nu for vor Del, at man ligegodt strax kan opgive Henrik Ibsen: han er en altfor stor og selvstændig Aand til, at Partiet i Længden kan beholde ham som sin lastløse klassiske Digter. Man kan vistnok ligesaagodt strax udnævne en anden, en af Morgenbladets poetiske Stab. Vi tviler ialfald ikke paa, at der i denne findes et eller andet habilt Subjekt, der ved Hjælp af Stipendier og en staaende rosende Leder af Bladets kritiske Vægter, som tillige har at holde alle andre Forfattere nede om nogen Tid vilde kunne drive det til at indtage en fremragende Plads i det morgenbladslydige Publikums Øine.

x.
Publisert 22. mars 2018 12:04 - Sist endret 16. apr. 2018 11:10