Bredo Morgenstierne

Fruen fra havet anmeldt av Bredo Morgenstierne (under signaturen V) i Aftenposten i Kristiania 5. desember 1888 (Nr. 746, 29de Aargang).

Ibsens «Fruen fra Havet».

«Menneskene kan akklimatisere sig
fru Wangel, ja såmæn kan de saa.»

«Ja i frihed kan de det, herr Ballested.»
«Og under ansvar, kære Ellida.»

 



Vi er komne i smulere Vand, har naaet indenfor Brændingen, hvor Menneskeskjæbner knustes under Elementernes Rasen. Er vi end ikke i Havn endnu, gaar end Dønningen høit, og er der Baaer og Skjær, som skal klares, saa føler man sig dog relativt tryg og synes at øine det Land, hvor man skal faa fast Grund under Foden.

Ibsen er Overraskelsernes Digter. Ved et flygtigt Blik skulde man kunne tro, at han lagde an derpaa, at det morede ham at vække Folks Befippelse over at se ham dukke op saa langt fra der, hvor man mente, man sidst slap ham. Hvor ofte har ikke saa det ene, saa det andet politiske Parti havt saadanne Befippelser ligeoverfor et nyt Arbeide af Ibsen! Eller hvorledes stod man ikke med aaben Mund ved at se «den ideale Fordring» præsenteret i Konfusionsmageren Gregers Werles Person! Og nu, da man syntes alting ramlede ud i Møllefossen, og man korsede sig over Rebekka Wests «frigjorte» Moral, nu præsenterer Digteren os et overmaade dydigt og i sine Perspektiver harmonisk Livsinteriør, hvor de to vi tænker her nærmest paa Ægteparret Wangel «faar hinanden» og paa jevn borgerlig Vis gjør sig det hyggeligt inden de givne Samfundsformer.

Dette Indtryk af overraskende Sprang svinder dog snart. En Bane, som man overhovedet kun har Anledning til at følge glimtvis, vil man alene ved en dybere Undersøgelse af disse Glimt formaa at opfatte som naturlig og regelmæssig. Digteren selv og de, der har staaet ham nær nok til at kunne følge Udviklingen i hans Tankeverksted, vil derfor vistnok ofte have undret sig over, at Publikum har seet noget overraskende i, hvad der for ham og dem stod som naturlige, ja nødvendige Udviklingsled. Og jo mere man fordyber sig i dette storslagne Ideernes Bygverk, desto klarere træder da ogsaa Sammenhængen deri frem.

Man bliver da ogsaa snart nok opmerksom paa, at det Tankestof, Ibsen denne Gang bearbeider, og de Resultater, hvortil han kommer, ikke i sin Kjerne skiller sig ud fra, hvad vi kjender fra hans tidligere Digtning. Det nye, det der lader «Fruen fra Havet» betegne en Epoke i denne Digtning, er egentlig, at den store Spørger, «hvis Kald ei er at svare», denne Gang virkelig giver os et Svar, om end ikke et, der er meget haandgribeligt. Det vil sige, nærmere beseet har der jo været Svar nok at finde ogsaa i de tidligere Dramaer. Men bortseet fra deres Dunkelhed har de altid været hyllede i en negativ Form. Arbeidet har bestaaet i at pege paa Hindringerne, som maa fjernes, Usundheden, som maa læges, Modsætningerne, som kjæmper med hinanden og gaar tilgrunde i sin Ensidighed, pege paa alle de urigtige Veie, der ikke fører til Maalet: et ædelt, rigt og sundt Personlighedens Liv. Derfor blev da ogsaa Følelsen af det utilfredsstillende, tvetydige i Løsningen og Totalindtrykkets Trøstesløshed altid stærkere. At Stykket denne Gang, som det heder, «ender godt», er da kun et Udtryk for, at Ibsen foruden paa de urigtige Veie ogsaa indenfor de skildrede Livsforholds Begrænsning peger paa den efter hans Mening rette Vei, paa det Frihedens, Ansvarets, Livsglædens og Kjærlighedens «tredie Rige», som han saa ofte har ladet os skimte i Baggrunden.

En Kvindeskikkelse indtager det centrale Punkt i det nye Drama, ligesom overhovedet den Plads, Kvinden efterhaanden har erobret sig i den Ibsenske Digtning, hører til denne Digtnings eiendommeligste Træk. Man har ofte gjort opmerksom paa, hvorledes Ibsen forlængst er kommen udover det Stadium, hvor han nærmest opfattede Kvinden som et Slags Appendix til Manden, med den Opgave at leve for Mandens «Livskald». Men aldrig har han draget denne Opfatning saaledes frem til offentlig Afstraffelse som her. Det naive Kunstneremne, Lyngstra nd, foreholder ikke alene Bolette, hvor «rent deilig det maa være for en Kvinde,» som jo «ikke selv har noget rigtigt Livskald», at hygge for en Kunstner, «pleie ham godt og gjøre ham Livet rigtig fornøieligt»; men han driver det til at ville have hele to saadanne tjenende kvindelige Aander, hvoraf da den ene skal tjene som Reserve, naar den anden har gaaet saa længe og «tænkt paa ham», som han finder det «nyttigt» for sig. Denne ubevidste, struttende Mandsegoisme i Betragtningen af Kvinden, hvoraf der unegtelig ikke findes saa lidet, er blottet med et uforligneligt Lune.

Kommer Ibsens Vurdering af Kvinden, hans Krav paa hendes Personligheds frie og selvstændige Væxt indirekte frem i Satiren over Lyngstrands Syn paa Kvinden, saa finder denne Vurdering og dette Krav sit direkte Udtryk i Skildringen af Ellidas Livsskjæbne og indre Udvikling. Denne Skildring udgjør den Kjerne, hvorom det hele Drama er dannet; Ellida rager som Stykkets Hovedperson langt fremfor alle de øvrige og er den, til hvis Karakterudvikling og Sjælekamp den uden Sammenligning største Interesse knytter sig.

Ellida har en dobbelt Disposition for den aandelige Krise, hun kommer til at gjennemgaa. Hun er født og er opvoxet ved Havet, og «de Mennesker der ude ved det aabne Hav er ligesom et Folk for sig selv. Det er næsten som om de levede Havets eget Liv. Der er Bølgegang og Ebbe og Flod ogsaa baade i deres Tænkning og i deres Fornemmelser.» Hun higer og stunder ud mod det frie, uendelige Hav, det frister og lokker hende mod det ukjendte, det grænseløse, endeløse og grufulde, og hun føler sig i Slægt baade med det og med den Verden, der befolker det. Det er noget af dette naturbundne, dette intime Samliv med Naturen, som ogsaa gav Lie`s «Den Fremsynte» sin Grundtone. Og Ellida er ogsaa «synsk». Hendes arvede Nervesystem danner den anden Disposition hos hende. Moderen var sindssyg, og hendes egne Nerver er abnormt spændte. Hun kommer da med Lethed under den energiske, fremmede Sømands Viljesherredømme, et Herredømme, hvis rent hypnotiske Karakter blandt andet er antydet ved Brystnaalen med den store blaahvide Perle, hun har stirret paa, og som hun synes stirrer paa hende igjen.

De Forhold, hun i sin Mands Hjem er kommen ind i, skal da heller ikke kunne skjænke hende den Sindets Ligevegt og det sunde, udadvendte Virksomhedsliv, som skulde kunne danne en Modvegt mod de sygelige Syner og urolige Længsler. Hendes Mand har ikke levet et Tankernes og Interessernes Samliv med hende; han har været delt mellem hende og Børnene af første Ægteskab, og disses Kjærlighed eller Fortrolighed eier hun ikke, eller tror hun ikke at eie; hun er intet for dem og lidet for sin Mand; for hans Hus og dets Ledelse endnu mindre. Hun er helt rodløs i Mandens Hjem; er sat udenfor og lever udenfor, merker lidet af, hvad der foregaar omkring hende, og støtter ikke der, hvor det just som Hustru var hendes Sag at støtte. Tilbage bliver saa blot Følelsen af, at hun forkommer i disse trange, for hende fremmede Forhold, i det lunkne og slappe Brakvand, og al hendes Frihedstrang og hendes Synder og Længsler og overspændte Tanke- og Fantasiliv voxer paa denne Følelse.

Men samtidig er der inderst inde i hende voxet noget nyt frem, som kun venter paa Plads for at gjøre sig gjældende som den stærkeste Magt i hende. Først og fremst en dyb og inderlig Kjærlighed til hendes Mand og en Længsel efter at faa dele hans Tanker og Interesser med ham. Og dernæst en halvt vanemæssig Tillempning efter de nye Omgivelser, en «Akklimatisation», som hun ikke selv er sig bevidst. Men først maa Rædselen for den fremmedes hemmelighedsfulde Magt over hende og den urolige Higen ud mod det ukjendte og grænseløse bringes til at svinde. Og det sker, da den fremmede atter optræder paa Skuepladsen. Allerede det, at denne Virkelighed, der er at tage og føle paa, bringer de sygelige Drømmebilleder til at vige, hjelper langt paa Vei. Men saalænge hun endnu har Følelsen af, at ydre tvingende Baand holder hende fast i hendes nuværende Forhold, giver disse Baands Stramning hende Illusionen af en Higen mod at bryde dem. Først i det Øieblik, disse Baand løses, og hun frit og under eget Ansvar skal træffe sit Valg, føler hun, at denne Higen var en Selvskuffelse, og at der er indre Baand, der langt stærkere end den ydre Tvang knytter hende til hendes Mand og hans Hjem.

Os forekommer denne Udvikling som psykologisk Skildring betragtet af betydeligt Værd. Man vil kanske indvende, at det fulde Virkelighedspræg tabes ved alt det mystiske og abnorme, som spiller ind. Lad saa være. Men tager man dette mystiske og abnorme som noget engang givet, bliver den psykologiske Tegning derfor ikke mindre dyb i sin Plan, ikke mindre fin i sin Gjennemførelse. Man tænke f. Ex. paa den ypperlige Scene i 3die Akt, hvor Ellidas nervøse Spænding ikke tillader hende at sidde ned, hvorledes hun tildels visselig under Paavirkning af en Dosis Morfin det ene Øieblik befinder sig saa inderlig vel, føler sig saa usigelig lykkelig og tryg, men hvor Lykken og Trygheden dog kun er som et Solglimt over Fjorden, som Tungsindet og Ængstelsen strax efter kaster sine Skygger over, og hvorledes hun trænger til at have Wangel hos sig, se ham for sig, idet alle Indtryk og Billeder ogsaa Billedet af ham forflygtiges for hende, naar hun ikke har den haandgribelige Virkelighed at klynge sig til. Der er en Mesters Haand i dette Sjelemaleri.

Men forstyrrer end ikke dette mystiske og abnorme den psykologiske Sandhed, er det visselig saa, at det forringer Skildringens typiske Betydning og derigjennem ogsaa svækker Virkningen af den Forkyndelse af Samfundsmoral, som Digteren maatte have villet lægge ind deri.

Abstrakt seet fortjener denne Forkyndelse den fuldeste Tilslutning. Ære være den Digter, der energisk peger paa noget for Personligheden saa centralt som «Frihed og Ansvar». Og ikke mindst i en Tid, da den deterministiske Ansvarsløshed forkyndes paa Torvene. Som pædagogisk Princip for Personlighedens Selvudvikling har Friheden i Betydning af Valgfriheden med den dermed følgende Ansvarsfølelse den aller største Betydning. Og den sande Frigjørelse, hvor det gode vælges i fuld Frivillighed for dets egen Skyld, vil jo staa som Idealet, som Maalet for Personlighedens Udvikling. Men saalænge dette Maal ikke er naaet, faar man anerkjende Moralbudets kategoriske Imperativ og derhos erindre, at Sagen ogsaa har en Samfundsside, hvor Tvangen nødvendigvis maa spille en Rolle. Samfundet kan ikke blive staaende ved at sige til Individet: undlader Du blot af Tvang at støde an mod Samfundsordenen, er det uden alt sædeligt Verd, ergo løser vi alle Baand, saa Du kan vælge i Frihed og under eget Ansvar. Og dette gjælder ogsaa Ægteskabet, der ikke blot har Betydning for Personligheden, men ogsaa for Samfundet, er en borgerlig Institution. Vi lader det staa hen, om det af Wangel i den yderste Nød anvendte «radikale Lægemiddel» under de givne Omstændigheder er be rettiget. Men vilde man ophøie det til Princip og sige til Ægtefolk: I kunne komme og gaa «i Frivillighed», forat der altid skal være Valg til begge Sider, og Valget skal kunne ske under fuldt Ansvar, da blev Sagen betænkeligere, og man kunde visselig derved komme til at forsynde sig mod Ægteskabet ikke mindre som personligt Forhold end som Samfundsinstitution.

En Opfatning af Ægteskabet som den kritiserede behøver nu imidlertid ikke med Nødvendighed at lægges ind i Dramaet. Naar det overhovedet i de foreløbige Meddelelser om Stykkets Indhold har været almindeligt at betegne «Fruen fra Havet» som et nyt Ægteskabsdrama, synes dette kun i rent ydre Forstand at være berettiget. Thi det Krav paa Frihed og Valg under Ansvar, der danner Dramaets Hovedide, kunde uden synderlig Forskjel have været knyttet til et hvilketsomhelst Livsforhold. Og ved Siden heraf bliver det af mere underordnet Betydning, naar Digteren giver Frivillighedskravet Anvendelse ogsaa paa den Maade, hvorpaa Forbindelsen mellem Ellida og Wangel er kommen istand, og lader Ellida erklære, at denne Forbindelse «i Grunden ikke er noget Ægteskab», fordi hun i sin Tid har ladet sig bestemme til at indgaa paa den blandt andet ogsaa af Hensyn til den «Forsørgelse», den sikrede hende.

Skal man heri behøve at lægge noget mere end et Udtryk for Ellidas overspændte Maade at se Tingene paa, har man med andre Ord at gjøre med et Forsøg paa en almengyldig Begrundelse af et Ægteskabs Brister, forekommer det os, at vi her staar ligeoverfor en af Dramaets svageste Sider. Det er jo visselig saa, at Ægteskabets Grundlæggelse paa gjensidig Kjærlighed i dette Begrebs hele Fylde er Idealet, og det Ideal, som Digteren har fuld Ret til at pege paa. Det er endvidere en sørgelig Sandhed, at en Kvindes Vilkaar ofte leder hende ind i Ægteskaber, hvor denne sikreste Garanti for et rigt og lykkeligt Samliv ialfald delvis mangler. Men dels er nu denne Tanke lidt spinkel som dramatisk Motiv. Dels har den lidet eller intet med Frivilligheden at gjøre. Bortseet fra den skjære Nød, som en arbeidsfør Kvinde dog regelmæssig ikke behøver at frygte, bliver jo nemlig Valget lige «frivilligt», af hvad Art saa de avgjørende Motiver er. Der kan jo ogsaa være mangt et andet Hensyn end Udsigten til Forsørgelse, som bringer en Kvinde til at modtage et Tilbud, hvor Kjærlighedens fulde Hengivelse mangler. Feilen om den er der er altsaa ikke den, at der ikke vælges frivillig, men den, at der vælges urigtig.

Og endelig: de Exempler, Dramaet opstiller, indeholder intet fuldt overbevisende for, at det behøver at gaa saa ilde med den Slags Ægteskaber. Det inderlige og lykkelige Samliv mellem Ellida og Wangel, som Dramaet aabner os Perspektivet for, maa jo være forberedt gjennem alle Ægteskabets Aar og maa tænkes tidligere at kunne have været naaet, saafremt Ellidas Følelsesliv havde været mindre eiendommelig disponeret. Og hvad det andet Par angaar, som Digteren stiller frem for os som et Pendant, Bolette og Arnholm, saa kan det neppe siges, at man forlader dem med den sørgelige Forvisning, at deres Livslykke skal strande paa denne Forbindelse. Naar Bolette som Resultatet af sit efter vort Skjøn fuldt ud «frivillige» Valg udbryder: «Jeg tror i Grunden at dette her maa kunne gaa», vil vistnok de fleste være tilbøielige til at give hende Ret. Er nu Ibsen muligens af samme Mening? Vi maa erkjende, at dette staar os dunkelt, og at vi ikke har været istand til at rede ud Tanketraaden mellem Ellidas Skjæbne og de Fremtidsmuligheder, Forbindelsen mellem Bolette og Arnholm ruller op for os.

Forekommer det os saaledes, at Episoden: Bolette Arnholm staar noget løst knyttet til Stykkets Hovedhandling, skal heller ikke forøvrig disse Personer eller Scenerne mellem dem være skikkede til at tilføre Dramaet Styrke. Det kan ikke negtes, at Dialogerne mellem dem og navnlig Hovedsamtalen i sidste Akt ialfald ved Læsningen falder noget lange og gjør et mattere Indtryk end man fra Ibsens tidligere Arbeider er vant til. Persontegningen frembyder heller ikke for deres Vedkommende saa meget originalt eller individuelt udpræget, at de formaar at fastholde Interessen. Vi misunder navnlig ikke den Skuespiller, som skal give Arnholm Kjød og Blod, et Indtryk, der bliver saa meget stærkere gjennem Modsætningen til Bifigurer som Hilde, Lyngstrand og Ballested, der hver for sig især de to førstnævnte indeholde saa meget fortrinligt og ville byde saa taknemlige Opgaver for den sceniske Fremstilling.

Hva endelig Wangel angaar, naar han visselig ikke op i Høide med de ypperste Figurer i de Ibsenske Dramaers rige Persongalleri. Men studerer man ham lidt nærmere, finder man meget baade skarpt seet og fint gjengivet i Tegningen af ham. Med al sin Bravhed og Hjertensgodhed er han en svag og holdningsløs Karakter, der mangler Fremfærd til at rette paa, hvad han selv indser er skjævt, dækker over eller viger undaf for alle Vanskeligheder og Ubehageligheder og lader alt gaa sin Gang, naar han blot kan opnaa «Solskinsveir og Fornøielighed i Huset» med glade Ansigter omkring sig. Han «gaar fra og til», siger Ellida, «snart er han her hos mig og snart er han over hos Børnene». Men han opnaar kun, at han ikke kommer til at høre hjemme nogetsteds. For Ellida staar han som den, der med Døtrene lever et Fortrolighedsliv, fra hvilket hun er udelukket. Og omvendt anser Bolette ham som «saa rent optaget af Ellida», at han hverken har Interesse for eller Tid til at tænke paa hende og hendes Fremtid. Og selv staar han raadløs og lader sig drive med Strømmen, søgende at holde sig oppe ved de Stimulanser, som den svage Karakter saa let tyr til. At Halvheden og Holdningsløsheden hos den skildrede Person kommer til at influere paa selve Karakteristikens Energi, bør ikke hindre os i at vurdere det meget sande og træffende i Skildringen.

Naar undtages en enkelt Side af Handlingen, hvortil ovenfor er hentydet, skal ingen kunne klage over Mangel paa Klarhed i det nye Dramas Plan eller i de ledende Tanker. Man skulde kanske heller kunne finde, at Ibsen muligens for at undgaa de almindelige Bebreidelser for Dunkelhed endog i nogen Grad paa den psykologiske Sandheds Bekostning har givet Publikum Pegestikker til rigtig Forstaaelse. Ellers har det somoftest været i et Billedsprog eller gjennem de ægte Ibsenske dobbelttydige Repliker at Digteren har understreget, hvad han har villet lægge os paa Hjerte, og Repliker som Wangels om Ellidas Længsler og Higen etc. som et Udtryk for hendes vaagnende Frihedskrav eller Ellidas Svarreplik: «Du fandt, og Du voved at bruge det rette Middel» osv. gjør et fremmed Indtryk i et Ibsensk Drama. Forøvrig er baade Replikbehandling og Dramaets Bygning saa ægte Ibsensk som nogensinde og vil som altid hos Ibsen utvivlsomt lade Stykket gjøre sig endnu stærkere gjældende til sin Fordel ved scenisk Opførelse end ved Læsning. Vi skal endnu kun tilføie, at Sprogbehandlingen bærer et Par smaa Stænk af fremmed Sprogtone. Det er endnu næsten umerkeligt; men Ibsen bør vistnok være opmerksom derpaa.

Det var med Mismod, man for 2 Aar siden lagde «Rosmersholm» fra sig, og Tilfredsstillelsen er da saa meget større, naar man denne Gang synes at aande en renere Luft, se fremad mod lysere Perspektiver, være kommen tilbage til en Verden, som vi føle os hjemme i, til Mennesker af samme Art som vi selv. Er nu Digteren «akklimatiseret» i denne Verden, eller vil han af «Kravet paa det grænseløse, det uopnaaelige drives ind igjen i Nattemørket» med de «sorte, lydløse Vinger» over sig?

Vi har god Tid til at gruble derover til vi næste Gang hører fra ham.

 

 

V.

 

Publisert 6. apr. 2018 09:52 - Sist endret 24. aug. 2018 14:43