Anonym anmelder i Bergens Aftenblad

Fruen fra havet anmeldt i Bergens Aftenblad 3. desember 1888 (No. 2713).

«Fruen fra Havet.»

(Brev fra Kjøbenhavn.)

Det netop udkomne Skuespil i fem Akter af Henrik Ibsen udmærker sig fremfor Forfatterens Arbeider i de senere Aar ved at omfatte saa godt som lutter sympathiske Mennesker, derhos ved ogsaa at ende lykkeligt og glædeligt, endelig ved at være lettere forstaaeligt, endskjønt det rummer baade Mystik og Symbolik. Fabelen er i kort Begreb som følger:

Distriktslæge Wangel, en brav og elskværdig, men noget tung, lidt karaktersvag Person, bosat i en liden Fjordby langt nordpaa i Norge, er gift i andet Ægteskab med Fru Ellida, Datter af en Fyrvogter paa et ensomt liggende Fyr i den nordlige Skjærgaard. Af Wangels første Ægteskab er der to Børn, den voxne Bolette og den halvvoxne Hilda. Dramaets Begivenheder spænder kun over to lyse Sommerdage. Wangel har netop faaet Besøg af en Ungdomsven, Overlærer Arnholm fra Hovedstaden, og denne Mand, til hvem Fru Ellida ogsaa har Tillid, er væsentlig tilkaldt for at oplive Fruen, der synes halvt sindssyg, levende indesluttet og isoleret med sig selv og sit eget mørke Tankeliv.

Dels til Arnholm, men dog væsentlig til sin Ægtefælle forklarer Ellida saa i Stykkets Løb, hvad der er i Veien. Paa hint ensomme Fyr ude i Havet dette Hav, hvis ubundne Frihed er saa dragende, men tillige saa grufuld har hun som pur ung Pige i et sværmerisk, romantisk Øieblik trolovet sig med en fremmed Sømand. De har fæstet sig til hinanden ved sammenføiede Vielsesringe, som han dog strax har kastet i Havet, og selv er han ogsaa strax reist bort, men med Løfte om at komme og hente hende som sin rette Brud.

Hurtig efter hans Bortreise er hun vaagnet af Extasen, og hun har skrevet til ham, Gang efter Gang, at hun ikke føler sig bunden ved Løftet eller hin selvtagne, romantiske Vielse. Herpaa har han atter og atter kun svaret, at han vil komme igjen og hente hende som sin rette Brud. Altid trykket ved Erindringen, men tillige draget ved samme, har hun imidlertid givet Wangel sin Haand, men egentlig ikke sit Hjerte. Hun ægtede ham, men hendes væsentlige Bevæggrund til Forbindelsen var alligevel, at hun vilde bort fra Erindringen fra Fyret, at hun vilde forsørges, at hun vilde nyde de Goder, Ægteskabet med den hæderlige og ansete, elskværdige Mand kunde byde. Og som hun i Virkeligheden har solgt sig, har han kjøbt hende, uden at de ret kjendte og forstod hinanden ret; idet han attraaede en ung og tækkelig Livsledsagerske, derhos en Husholderske og en Hjælperske overfor de to Døtre af første Ægteskab. Wangels og Ellidas Forbindelse har altsaa savnet den fornødne Idealitet, og den har ikke ført dem sammen i fælles Forstaaelse og Udvikling.

Hertil kommer saa hendes Erindring om Løftet til hin «fremmede fra Havet», den Erindring, der dels stadig lokker og drager hende, saa at hun bliver som en Slags hjemløs paa Landjorden, «Fruen fra Havet», dels fylder hende med Skræk og Rædsel, saaledes som selve Havet gjør, ikke for hende alene, men vel for alle Mennesker. Og efter at hun for tre Aar siden fødte et Barn, der tidlig døde, men i hvis Øine hun mente at læse den fremmedes, den svegne Brudgoms Blik, fra den Tid af har hun helt fjernet sig fra sin Ægtefælle, ikke saa meget i Mangel paa Tillid og Hengivenhed som i Mangel paa fri Vilje til at kunne være og leve som hans Hustru. Saa er det endelig, at hun overvinder sig til at fortælle sin Mand og hans Ven sin Ungdoms Historie.

Kort efter kommer han selv, «den fremmede fra Havet» som Passager paa en stor Damper, der i Forbifarten lægger til ved Fjordbyen. Han optræder i Stykket mindre som Person end som noget mystisk noget, som en Slags Gjenganger eller som Legemliggjørelsen af en Idé, en Forestilling. Han siger ikke meget, næsten kun, at han kommer for at hente hende, fordi hun trods alt er og bliver hans rette Brud. Forgjæves udtaler hun sin Rædsel for ham, sin Hengivenhed for Wangel: hun kan alligevel ikke frigjøre sig for hans Kaldelse. Og ikke mindre forgjæves vil Wangel søge at hjælpe hende ved udvortes Midler enten ved at flytte fra Stedet eller ved at paakalde Lovens Ret og Magt til Værn mod den Fremmede. Hvad hjælper det? spørger hun klagende; intet ydre Middel kan give indre Fred. Selv om hun nødes nu til at lade den Fremmede fare for bestandig, saa vil hun dog føle sig bunden til ham, være hjemløs i sit Ægteskab. Hun maa til Afgjørelsen have fuld Frihed og eget Ansvar.

Wangel gaar tilsidst ind herpaa, skjøndt med Sorg. Men da løses Fortryllelsen eller rettere sagt: Friheden (og Ansvaret) har virket som en ny Trolddom, som en frigjørende. I samme Nu som hun faar fuld personlig Magt og Myndighed til at vælge, vælger hun uden Tøven og ubetinget at lade den Fremmede fare som en Gjenganger, en død Mand, hvorimod hun nu i fuld Forstaaelse vil kunne slutte sig til Mand, Hjem og Børn i en Kjærlighed, hvis Baand ikke snærer, fordi de er valgte i Frihed og under Ansvar. Saaledes slutter Hovedhandlingen lykkelig og lyst.

Tanken i «Fruen fra Havet» er vel den, at kun den personlige Frihed under Ansvar den Individualitetens Ret, som Ibsen altid har hævdet, skjønt paa mange skiftende Maader at kun den skjænker Lykke ved at gjøre Mennesket til sandt Menneske. I Modsætning til, hvad Ibsen har gjort i andre Skuespil, ender han dog ikke i «Fruen fra Havet» med en Dissonans. Han lod Nora i «Et Dukkehjem» sprænge Ægteskabet, for at hun kunde finde sig selv; han lod i «Gjengangere» alt styrte sammen, fordi Personernes Liv var hildet i Synd og Sorg, i falske Forbindelser, hvis «Maskinsøm» pludselig raknedes; han lod i «Vildanden» den idealistiske Sandheds Forkyndelse ende med at glæde sig ved at være overflødig i Livet som «den trettende til Bords»; han lod i «Rosmersholm» de tvende, der vilde være «Adelsmennesker» finde Maalet ved Selvmord i Møllefossen. Men i «Fruen fra Havet» løses alt i Harmoni, Ægteskabet og Samfundslivet sprænges ikke, thi naar man faar den fulde Frihed tilligemed det fulde Ansvar kan og vil det brave Menneske vælge det Baand, der bindes af Kjærlighed og Offerredebonhed, saaledes som det Baand er, som Wangel trods sin Kjærlighed til Ellida vil løse for hende.

Ved Siden heraf betyder «Fruen fra Havet» maaske noget mere end denne idealt ophøiede Moral. Det omfatter tillige en mystisk Symbolik eller Romantik. Thi Havet, det uendelige Hav, som baade drager og vækker Gru, er sikkert Billedet paa den ubundne Frihed, den uindskrænkede Individualisme. Denne bør Mennesket ikke begjære, selv om man er hemmelig viet til den gjennem sin Ungdoms bedste Drømme og derfor drages mod den i senere Dage . . . . . indtil man ved at staa frit og ansvarlig overfor et afgjørende Valg frigjøres baade for den ubundne Friheds Lokkelse og for dens Gru, vælgende i dens Sted det Baand og Fortrolighed, af Forstaaelse, af sand og ægte Kjærlighed, som det er Ægteskabets som ethvert Samfundsforholds, enhver Livsgjernings Opgave at fremme selv om Udviklingen kun kan gaa gjennem haarde, ydre og indre Kampe.

Men netop fordi «Fruen fra Havet» er en slig Blanding af Spekulation, Mystik og Idealisme, er det tydeligt, at de Mennesker, som optræder i Stykket i mangt og meget er sjeldne Exemplarer af Arten, egentlig maaske kun «Figurer», der i Dramaets knappe Ord docerer Forfatterens Livsfilosofi.

I teknisk Forstand er Stykket ypperligt, ja vistnok mesterligt, ligesom dets Indhold i hvert Fald er interessant, nobelt og tankevækkende.

Publisert 6. apr. 2018 09:52 - Sist endret 6. apr. 2018 09:52