Erik Skram

Fruen fra havet ved Det Kongelige Teater anmeldt av Erik Skram i Illustreret Tidende 24. februar 1889 (Nr. 21, 30. Bind, s. 255-256).

Ibsens «Fruen fra Havet».



Den første Opførelse af Ibsens Skuespil «Fruen fra Havet» paa det kongelige Theater var aabenbart imødeset af Publikum med Spænding. Theatret var udsolgt til dobbelte Priser, og der var en Holdning over Folk, som mindede om gamle Dage, da enhver Førsteforestilling paa Kongens Nytorv var en Begivenhed. Om Udfaldet blev Glæde eller Skuffelse, beroede for en væsentlig Del paa, med hvilke Forventninger man var mødt. Uden forud fattede Meninger kom der sikkert ikke mange i Theatret den Aften. Nogle mente, at Stykket overhovedet ikke kunde gjøre sig, for andre var det Valget af Fru Eckardt i Hovedrollen, som var det spændende, og atter andre havde nok Tillid til Fru Eckardt, men mistvivlede om, at Hr. Foss skulde kunne blot nogenlunde klare den fremmedes umulige Rolle. Forholdsvis faa sad i Theatret med rolig Tillid til, hvad Skuespillerne vilde yde.

Første Akt indeholdt en glædelig Overraskelse for de fleste. Fru Eckardt spillede Ellidas Rolle i virkelig stor Stil. Fra første Færd gav hun et Billede af den kraftige, indtil Sindssyge, nervøse og urolige Frue fra Havet, der mener, at dersom Menneskene blot fra Begyndelsen havde vænnet sig til at leve paa Havet – i Havet maaske – , vilde de nu have været helt anderledes fuldkomne, end de er. Hun kommer ilsomt ind fra Bad, med Haaret udslaaet over Skuldrene, i en grønlig graa Kjole, der falder blødt om Legemet, og i samme Nu har man Indtryk af en Slags Undine, der lever ensomt mellem de andre. Blot den Maade, hvorpaa hun i et enkelt Udbrud klager over Varmen under Verandataget, maler hendes Art. Hendes Bevægelser minder vel stærkt om Bølgers Rejsning og bøjelige Gliden, men smukke og særegne er de, og hendes Tale, der fra Begyndelsen er frisk, bøjer efterhaanden ind i en Melankoli, som endog er beredt til at forraade hendes eget og Mandens og Børnenes hemmelige Liv til den for hende saa fremmede Person, som Overlærer Arnholm i Virkeligheden er. Saa indtræder den nervøse Ophidselse ved den unge Billedhugger Lyngstrands Fortælling om Styrmanden i Lukafet under Stormen om Bord, og den pludselige Tilbagevenden til Virkeligheden, da hun faar Øje paa de unge Piger og Doktor Wangel. Og fra Overgang til Overgang, i hver Mine og Bevægelse var der hos Skuespillerinden det Liv, som ikke falder til Ro. Man havde for sine Øjne en Forstaaelse af Rollens inderste Væsen, der baade overraskede og greb; intet gik i Stykker, til Tider var Virkningen blændende. Fru Eckardt har aldrig spillet med mere Fantasi og næppe nogen Sinde med en saadan Magt over sine Midler. Med et stort og sjælden kunstnerisk Mod havde hun gjort sig til et med det skiftende Væsen, der af Ibsen opfattes som værende i Slægt med Havet, og ubekymret om godt og ondt og om, hvorvidt nu ogsaa de, der var satte til at se paa hende, forstod alle disse mærkelige Anfægtelser i den unge Frues Sind, førte hun Billedet af den aandelig syge, men legemlig stærke Kvinde igjennem indtil sidste Akt, da Forfatteren omtrent tager Livet af sit Stykke ved en Tunghaandethed, ingen Skuespillertrup i Verden skulde kunne frelse fra Parodien. Som noget særlig udmærket maa nævnes hendes Livlighed i tredje Akt, da hun kommer tilbage fra sin Tur paa Fjældene med Wangel, Luften fra Vidderne formelig stod om hendes Person, og saa hendes sindssyge Skræk for den fremmede, der dog vedblivende drager hende til sig med Hypnotisørens Magt.

Men mærkeligt var det, at Fru Eckardt i anden Akt, da Ellida skal fortælle sin Ungdoms Oplevelse, faldt helt ud af den Figurs Omrids, som hun havde skabt. Der blev hun pludselig en Theaterdame, der satte sig til at fortælle Publikum en saare uhyggelig og forbavsende Historie. Og at Tilskuerne øjeblikkelig kvitterede for dette Brud med en Kunst, de kun halvt forstod, ved at klappe, burde ikke forlede Skuespillerinden til at tro, at der gives Forladelse for den Synd, hun her begaar. Et Menneske, der forstod sig paa Kunst, og som af «Fruen fra Havet» kun saa Optrinet i anden Akt mellem Ellida og Wangel, vilde tro, at det endog var ualmindelig slet Komediespil, man der havde lokket ham hen til, medens Sandheden er, at Fru Eckardts Spil ikke alene er godt i Dag og i Morgen, men staar som et i det afgjørende vundet Vovestykke i selve den blivende Kunst.

Saa var det Fru Blochs Spil som Hilde af første Sort; lidt understreget, men herlig følt og gjort. Hun havde givet det ikke udvoxede Pigebarn Overgangsalderens grove Stemme, og hun bevægede sig med lange Skridt. Hendes skjælvende Nysgjerrighed var paagaaende og ubarmhjærtig. Som hun kunde sætte sig til at rive Vingerne af en Flue og flaa Gabet op paa en Karudse med Medekrogen, saaledes fingererede hun ved Lyngstrands brystsyge Tro paa Livet, og ikke før hun blev ti Aar ældre vilde der blive Plads til Medfølelse blandt den Mængde ivrige Forestillinger, hun husede i sit Sind. Alt var udmærket, fast og sundt. Men mon Fru Bloch forstod, at det, der gaar om i Pigebarnets Tanker, da hun spørger Lyngstrand, om han tror, at sort vil klæde hende, er den Flyvegrille, at hun kunde blive hans sørgende Brud? Man skulde ikke tro det, for netop medens hun rettede Spørgsmaalet til ham, forlod hendes undersøgende Øjne ham, og Stemmen mistede sin haardhjærtede Klang. Hun lignede i det Øjeblik mere en ung Pige, der i Almindelighed fantaserede om, hvad der vilde klæde hende bedst. Det var saa meget mere paafaldende, som hendes Ord ellers altid havde deres bestemte Ærende, og Søsterens Udbrud: «Gud ved, hvad ikke du har din Næse i?» kunde sættes som Motto over al hendes Færd. Da Overlærer Arnholm kom anstigende, lod Fru Bloch Hilde tage saa nøjagtigt Maal af Manden, at det næsten faldt som en selvfølgelig Ting, da man i næste Akt erfarede, at hun havde opdaget, at den pænt haarforsynede Mand begynte at blive skallet. I Fru Blochs Spil fandtes der ikke døde Pletter og ikke en Optræden, hun nu en Gang for alle havde lagt sig efter i Kraft af at være Skuespillerinde. Hun var den Person, hun forestillede, og saa huskede hun ikke et Fnug af, hvad der mulig havde taget sig ud i en af de andre Roller, hun havde spillet.

Saa blank af Adfærd var Fru Eckardt ikke, og fremfor alt saaledes spillede Hr. Emil Poulsen ikke som Lægen i den lille By, der har travlt med at snakke om Fruen fra Havet. Han talte med al den Bravhed, og Blødhed i Stemmen, som mange Aars Theatertjeneste har lagt ham under Ganen, naar de og de omtrentlige Følelser i den og den omtrentlige Alder skal udtrykkes, og ikke med en Lyd eller Mine lod han os formode, at denne Læge havde sin Særegenhed ved en vis Slaphed i sit milde Sind, som faar ham til at give Hustruen Morfin og sig selv Vin eller Kognak i belejlige Øjeblikke. Han er en beklemt Mand, og vi fik kun at se, at han er en god Mand. Han er paa sin Vis ogsaa nervøs, rimeligvis hurtig i Ord og Lader og med en tilsyneladende Bestemthed i sin Optræden, der narrer ham selv til at tro paa, at hvad han vil, det staar fast. Eller mulig er hans Væsen et helt andet. Men vist er det, at denne Mand i Almindelighed med Straahat og et blødt Hjerte, – der da for saa vidt bedre kunde plante Roser paa Sjælland end fare ud i aaben Baad paa Nordlandskysten i Norge – det er han ikke. Hr. Emil Poulsen har narret os for det Indtryk, vi skulde have modtaget af Doktor Wangel; vi saa kun Skuespilleren, Hr Poulsen.

Og saa var der Hr. Mantzius, som vi havde al Grund til at stole paa. Han svigtede helt. Hans Spil som Overlærer Arnholm mindede om de Studenterkomedier, vi ved Tidernes Ugunst efterhaanden har faaet Lejlighed til at overvære. Han sagde sine Repliker, og saa lod han for Resten Person være Person. Om det gik Hr. Arnholm til Hjærte, at han fik Afslag paa sit Frieri hos Bolette, syntes at være Fremstilleren den mindste Bekymring i Verden -: Saadan en Lærer har ingen Sjæl! Men Arnholm har netop en hel Del af dette Stof. Bolettes Nej gjør ham ondt helt ud til Fingerspidserne, og da hun faar betænkt sig og siger ja, er det den største Fryd, han endnu har følt i sit Liv. Skolestøv tørrer ganske vist ud, men der skal ualmindelige Begivenheder til, for at det skal kunne drive alle naturlige Vædsker ud af en otte og trediveaarig Mands Hjærte.

Eller var det Frøken Anna Petersen som Bolette, der tog Modet fra Hr. Mantzius? Utænkeligt er det ikke. Det er ufatteligt, at Theaterbestyrelsen har kunnet betro denne fortrinlige Rolle til et ungt Væsen, der, om hun ejer Gnisten, i den Grad formaar at dæmpe dens Virkninger under Bælammets bløde Uld, at de ni og halvfems af hundrede Tilskuere med frit Mod vilde sværge paa, at den aldrig har været der og aldrig vil kunne komme. Og særlig ubehageligt var dette Komediespil, fordi her ingen Famlen var at spore. Frøken Petersen puttede Bolettes Drømme og Stræben og Angest og Given Afkald paa det bedste for det næstbedste ind under et afskyelig rødt Tørklæde med en Mine, som om nu var alt i Orden; hun havde gjort det, ingen gjorde det bedre. Der er formodentlig ikke en Dame ved Theatret, som ikke kunde have gjort det bedre. Og saa tænke sig, at Fru Oda Nielsen lodes ubenyttet eller Fru Hennings eller Fru Sinding.

Ved valget af Hr. Jerndorff til Lyngstrand er Skarpsindigheden heller ikke i Øjne faldende. Hvorfor skulde ikke Hr. Poul Nielsen eller Hr. Martinus Nielsen eller Hr. Lindstrøm spille den syge Billedhuggerelev? Nu blev alt ganske vist rigtig sagt og gjort af Hr. Jerndorff, men hundrede Mile borte fra den Lyngstrand, Ibsen har tænkt paa, og som bl. a. skal gjøre Virkning ved sin Ungdom og sine Provinsialismer. For danske burde hans Ord have klinget, som om han var fra Nakskov. Rollen er saa overvættes ny og sand, at man med Sorg saa den glide ud i almindelig Theaterrutine.

Hr. Olaf Poulsen gav et, særlig i Masken, muntert lille Billede af Tusendkunstneren Ballested. Skuespillerens Greb om Rollen var sikkert nok, Maleren, Dansemesteren, Barberen og Omviseren, alt var der, og dog gjorde Figuren ikke synderlig Virkning. Skulde det ikke ligge i, at Stemmen ikke var naturlig? Hr. Olaf Poulsen har en «komisk» Stemme. Det er et farligt Hjælpemiddel, særlig naar det bæres fra Rolle til Rolle uden væsentlig at skifte Karakter.

Som Helhed gjorde «Fruen fra Havet» mindre Virkning paa Scenen end ved Læsningen. Men da man ikke ved, hvorledes det vilde have taget sig ud, om alle Rollerne var blevne godt spillede, tør man ikke fra det kongelige Theaters Opførelse slutte noget afgjørende om Stykkets Egnethed eller Ikke-Egnethed for Theatret. At Hr. Foss som den fremmede talte som Kommandanten i Don Juan, gjorde hverken fra eller til. Rollen staar sikkert ikke til at redde.

Værre var det, at der i Doktor Wangels Have nord for Trondhjem grode mægtige Bøgetræer. Det var saa noget nær at gjøre Nar af Publikum.

 

 

E. Skram.

 

 

Publisert 6. apr. 2018 09:52 - Sist endret 24. aug. 2018 15:04