Lars Holst

Fruen fra havet ved Christiania Theater anmeldt av Lars Holst i Dagbladet i Kristiania 13., 14., 15. og 16. februar 1889.

(13. februar 1889)

Kristiania Theater.

«Fruen fra Havet».

Der er Feststemning i Kristiania Theater, naar der opføres et nyt Stykke af en af de store norske Forfattere. Det var der ogsaa igaar i det udsolgte Hus hos et Publikum, som med spændt Forventning imødesaa den sceniske Virkning af det Ibsenske Skuespil, der skulde indlede «det tredje Riges» Digtning.

Ibsen er en Romantiker, som er bleven Evolutionist. I hans Nutidsdigtning voxer der op en Fremskridtstro ved Siden af en romantisk Idealisme, der kaster en mørk Skygge af Pessimisme over den evolutionistiske Betragtning. I Rosmersholm laa ikke længer Forhold og Omgivelser fatalistisk knugende over Menneskeskjæbnerne. Her var det naturbundne og omgivelsesbestemte adlet – under Frihed – af aandelig Finhed; men det var ikke voxet op til Livets Styrke, bare til Dødens Renhed.

Fruen fra Havet er skrevet ud fra en inderlig Følelse af, at Udviklingen adler ikke bare til Døden i Møllefossen, men i Frihed under Ansvar til Livets Arbejde. Inderst inde i Digterens eget Sind er dette foregaaet. Dybest er det hans egne personlige Stemninger med deres Erindringer og Oplevelser, som klinger i dette Stykke. Dramaets Form og i Virkeligheden et Stykke Tankelyrik, det er «Fruen fra Havet». Vi mødes med Romantikens Hang til Mystik, med Troen paa det naturkraftiges Fatalisme og Omgivelsernes bestemmende Myndighed; men saa klinger Evolutionismens forløsende Ord: Frihed under Ansvar, og det naturbundne ejer ikke længer andet end Erindringens Fylde, ikke Viljens tvingende Magt, og – Fruen fra Havet finder sin Opgave i «Karudsdammen», i spidsborgerligt at leve for sin halvgamle, halvfordrukne Mand og yde hans Børn af første Ægteskab det kjærlige Ord, hvorefter de har tørstet fra den Dag, hun kom i Huset.

Her har vi Stykkets Svaghed. Det vil samle det uforenelige, al Livets Realitet og al Drømmenes Mystik og svejse det sammen til et helt Billede. Det giver Mystiken en naturlig Jordbund. I anden Akt – saa mægtig i sin Tegning, at den staar i Rang med Verdensliteraturens ypperste – er Ellida den sjælesyge, der med arvelige Anlæg vaander sig under hypnotiske Paavirkninger. Men i de følgende Akter forflygtiges dette reale Grundlag. Istedetfor et psykiatrisk Drama, en psykologisk Analyse faar vi abstrakt Symbolik. Ellida blir ikke længer Wangels sjælesyge Hustru, men en Personifikation af Tanker, – til den ene Side Verdenstanker, som allerede de gamle Grækere tumlede med: Forholdet mellem Menneskets Naturbundethed og den moralske Frihed, – paa den anden Side vort Folk i dets Eventyrlængsel «med Kravet paa det grænseløse og endeløse og paa det uopnaaelige» stillet i de Udviklingskaar, som Frihed under Ansvar giver.

Men det er netop denne Symbolik, der gjør sidste Akt svag. Og den faar ikke mer af Livets Styrke i sig derved, at vi ser Dampskibet glide forbi udover Fjorden – saa respektabelt det end var udført –. Tvertimod blir Kontrasten mellem Mystik og Natur, syge Drømmes Uklarhed og Livets Haandgribelighed derved saa meget mere skjærende, og den formildes heller ikke gjennem den virkelighedsfyldte Scene, hvor Bolette og Overlæreren handler om hendes Hengivelse i Ægteskab til ham, mod at hun faar et godt Udkomme og se Verden og Livet og lære, hvad hun vil.

Det siger sig selv, at et Stykke af saadan Art stiller sterke Krav til Fremstillingen, særlig til «Fruen fra Havet», Ellida. Fru Gundersen var gaaet til denne Opgave med hele sin kunstneriske Energi og Begejstring. I enkelte Repliker og Scener naaede hun ikke op. Slutningsrepliken i 3dje Akt: «Den Mand er som Havet» var saaledes ikke Fru Ellidas, men Fru Gundersens. I sidste Akt kunde hun maaske – vi skal udtale os mere bestemt derom, naar vi har seet Stykket flere Gange – naaet en større Virkning ved at gjøre Ellidas Exaltation mere indadvendt; men i det hele og store taget var hendes Udførelse noget af det ypperste, som Kristiania Theater nogensinde har havt at opvise. Dette gjælder navnlig hendes Spil i 2den Akt. Her var det saa genialt ægte, og blev saa fint og vakkert understøttet af Hr. Gundersen, at denne Scene ejede Livets egen Magt. Der var dem blandt Tilskuerne, der sad og skalv under og efter denne Akt. Over dem havde det grufulde med sin Dragning og Rædsel lagt sig. Fru Gundersens Spil har i de Scener, hvor hun skildrer sin Sindstilstand, naaet det fuldkomne. Alle bør, maa og vil se dette.

Udførelsen forøvrigt viste – bortseet fra første Akt, der gik trevent – alvorligt, talentfuldt og ofte vellykket Arbejde. Vi skal senere komme tilbage til den. Idag skal vi fremhæve Hr. Gundersens og Frøknerne Bruuns og Juels dygtige Spil.

Efter første Akt lød svagt Bifald, efter anden stormende, senere under Stykkets Gang som efter Akterne jævnt, og efter Slutningen flere Fremkaldelser, der afsluttedes med, at Regissøren kom frem og oplyste, at «det ærede Publikums Hyldest vil blive Forfatteren meddelt.»


 

(14. februar 1889)

 

«Fruen fra Havet» gav paa sin Premiereaften en Indtægt af 1800 Kr. Det er første Gang paa fem Aar, at den første Opførelse af et norsk Stykke har givet endog blot udsolgt Hus. Hverken til «Vildanden», «Sigurd Slembe», «Sigurds Hjemkomst», «Det ny System», «En Hanske», «Rosmersholm» osv. var Tavlen ude, ja Indtægten i Tirsdags er endog dobbelt saa stor som Premiereindtægten for enkelte af de opregnede Stykker. Forresten er det ogsaa den tredje største Indtægt i Theatrets nyere Historie; de kronprinselige Festligheder i 1882 bragte de to største, af hvilke den ene, 2100 Kr., faldt paa hin Aften, da Johanne Reimers som Susanne i «Den kjedelige Verden» spillede for sidste Gang.


 

(15. februar 1889)

 

Kristiania Theater.  Fruen fra Havet havde ogsaa igaar trukket fuldt Hus. Der faldt meget, men ikke sterkt Bifald, undtagen efter 2den Akt, hvor Fru Gundersens storslagne Spil henrev Publikum. Samspillet var livligere, og navnlig gled første Akt bedre end ved første Opførelse.

 


 

(16. februar 1889)

 

Kristiania Theater.

«Fruen fra Havet».

Hver Gang Fruen fra Havet sees op igjen, føles dets Svaghed stærkere. Vi har tidligere søgt at vise, hvori den har sin Grund, nemlig i Brydningen mellem de to historiske Retninger, der har mærket Henrik Ibsens Udvikling. Det ejendommelige ved Fruen fra Havet blir saa det, at disse to Retninger søges forsonet med hinanden. Men herunder forflygtiges Dramaets naturlige Grundlag, og det Indtryk, Forestillingen efterlader, blir et uvirkeligt. Vi gaar ikke hjem med Sindet optaget af et levende Stykke Menneskeliv, men i Højden med Tanken henvendt paa en filosofisk-moralsk Læresætning. Vor Fantasi er ikke fyldt, vor Interesse ikke fengslet af Personligheders Sammenstød og Udvikling. Selv Ellida, der i Begyndelsen tar os fangen ved sin Havlængsel og sit syge Sind, skilles vi fra uden Vemod og uden synderlig Lyst til at fornye Bekjendtskabet.

Hendes pludselige Forvandling, da Ordene: Vælg i Frihed under Ansvar, udtales, virker som et Under, vi ikke tror paa. Disse Ord øver ikke paa Tilskuerne den samme magiske Indflydelse som paa Ellida oppe paa Scenen. Vi forstaar nok, at det er Digterens Mening, at der bag Ordets Magi i Wangels Person staar Kjærlighedens, at det er Meningen, at denne læger og frelser, fordi den selvfornægtende ofrer sig selv. Men naar Aars Samliv ikke har magtet det, hvorledes saa en enkelt Stunds Trylleformular? Og kan Ellida helbredes paa denne Maade? Vil hun ikke faa Tilbagefald imorgen? Tages end ikke hendes Tanke og Længsel fangen af den fremmede Mand, vil den saa ikke vende sig mod det uopnaaelige i en anden Form? Hendes Sind synes sygt ved Arv og ved de Omgivelser, hun er voxet op imellem, hun har aldrig tidligere været fyldt af en virkelig Livsinteresse, men i dyb Tungsind af et Krav paa det endeløse, grænseløse og uopnaalige, – kan saa denne Sygdom helbredes ved en andens selvfornægtende Kjærlighed? Vi tror ikke paa det, ialfald ikke saaledes som Helbredelseshistorien gives i Fruen fra Havet. Og naar hendes Mand i hendes sindssyge Dragning mod den fremmede vil se Udtrykket for et vaagnende og voxende Frihedskrav i hende, da finder vi dette meget venligt af ham, men vi tror ham ikke. Forsaavidt Symboliken ikke gjør os kold, er vi mest tilbøjelig til at frygte for, at Forvandlingen er flygtig som hendes Morfinrus og at hun om kort Tid vil falde tilbage til en endnu sygere Længsel mod det grænseløse.

Men netop fordi vi faar Symbolik istedetfor Liv, interesserer ikke Ellidas videre Skjæbne os. Nærmere ligger det saa at grunde over, hvorvidt det i alle Tilfælde holder Stik, at Mennesket kan akklimatiseres i Frihed under Ansvar. Men heller ikke dertil har vor Tanke nogen stærkere Spore. Skuespilkunst er nu engang ikke Filosofi. Vil den udover sine Grænser, give Tankebygninger eller Læresætninger, istedetfor Optrin af ejendommelige Personligheders Liv, da mærker man Hensigten og blir forstemt.

I Fruen fra Havet ser vi dette saa godt. I anden Akt, da det er det enkelte Menneskes sjælelige Lidelser, vi staar overfor, da virkelig Ellida længes ud mod Havet og knuges til Vanvid af sin Fortids Minder og Løfter, da bevæges vi til dyb og inderlig Deltagelse. Vi lider med, som det ene Menneske lider med det andet, men da saa Ellida i de senere og særlig i sidste Akt skal være noget mere end Ellida, symbolsk betegne Menneskeheden eller specielt det norske Menneske, sidder vi som oftest kold. Sjelden er et Udtryk her individuelt følt, eller den enkelte Handling udsprunget af et enkelt Menneskes ejendommeligt formede Bevidsthed. Det væsentligste blir højstemt Ræsonnement, og vi sidder og ræsonnerer paa samme Maade, som naar vi ser Mennesker bruge store almene Ord under Forhold, da vi venter at høre de dybeste, personligste Stemningers Urlyd dirre paa deres Læber.

Ogsaa i en anden Henseende blir den her fremstillede Svaghed skjæbnesvanger for Stykket. Ellers plejer der at være Stigning i Ibsens Stykker. Den dramatiske Spænding blir større og større, indtil den til Slut brister ofte kanske med en skjærende Klang. Men her er Spændingen stærkest i anden Akt. Siden gaar det jævnt nedover, indtil det ender omtrent ligesaa idyllisk men langt fra saa troværdigt som sidste Akt i En Fallit.

Er saa den Virkning, Forestillingen øver, bare Stykkets Skyld? Det faar bære Hovedskylden, men Fremførelsen paa Kristiania Theater faar ogsaa ta sin Del. Saaledes som den fremmede Mand gives af Hr. Reimers, ødelægger den al Illusjon. Den mangler baade ydre og indre Magt. I det Ydre ser Hr. Reimers ud som Billett øren paa et af vore mindre Dampskibe. I sin Klædedragt har han havt for Øje, at den fremmede er betegnet som Understyrmand eller Baadsmand, men han har ikke lagt Mærke til, at det var han, da Ellida flere Aar tilbage kjendte ham og da Lyngstrand for tre Aar siden for tilsøs sammen med ham, mens det nu udtrykkelig siges om ham, at han er ganske anderledes klædt. Nu har vi ogsaa faaet høre om ham, at han er gaaet til Guldminerne i Australien, og af hans egne Udtalelser fremgaar, at han maa være en formuende Mand. Forfatteren siger, at han skal være rejseklædt, ha busket rødligt Haar og Skjæg, Skottehue paa Hodet og Rejsetaske i en Rem over Skulderen. Men dermed er der intet ivejen for, at Hr. Reimers kunde havt en Maske og været rejseklædt paa en Maade, der fremhævede hans Ydres dæmoniske Magt over Ellida. Særlig burde Øjnene været givet et Udtryk, der lod os forstaa deres Evne til at tvinge Ellidas Vilje, til at drage og skræmme hende paa en Gang.

Dog med det ydre fik det endnu være, dersom der i Hr. Reimers Spil havde været noget af den indre Magt. Men det er der ikke. Han taler den hele Tid som fra Kjælderen, hult og tomt. Han siger ikke en eneste følt Replik, ikke en Sætning, der slaar ned. Istedetfor den fremmede Mands beherskede – men grænseløse og udholdende – Lidenskab, slaar der os fra Hr. Reimers en Kulde imøde, ovenikjøbet som hos en Experimentør, der ikke tror paa sit eget Experiment. Der bæver i hans Fremstilling ikke en Nerve. Vi forstaar ikke, hvorfor han er kommen hjem igjen, eller hvorfor han har saa sterk en Dragningsmagt. Den Fremmede maatte gives saaledes, at han med Øjnenes metalskinnende, faste Blik, med Ansigtets lidenskabelige Bleghed, med Sindets grufulde Glød under Talens rolige Tonefald drog og sugede Ellida og Tilskuerne til sig, saaledes som Havet selv kan gjøre. Nu er der intet af dette i Hr. Reimers Spil, og det gjør næsten et komisk Indtryk, naar denne Mand stamper afgaarde i sin korte Jakke. Vi synes, Ellida er mere end besynderlig, naar hun finder, at denne rent hverdagslige Foreteelse af en Mand er som Havet.

Fru Gundersen siger iøvrigt nu denne Replik sandere end ved første Opførelse. I det hele taget har det nu lykkedes i hende at faa Ellida mere naturlig i de sidste Akter, end man skulde anse for mulig. I Forvandlingsscenen slaar dog Spillet endnu ikke til. Blev Exaltationen mindre larmende, vilde hun naa endnu længer. Nu deklamerer hun enkelte Repliker, som, sagt med stille Inderlighed, kunde blive mere menneskelige. F. Ex.: «Aldrig gaar jeg med Dem efter dette» kan siges med Magt i Stemmen, uden at det derfor blir Deklamation. Endnu mindre burde der sættes sterk Damp paa, da Forvandlingsrepliken siges. Den burde fremsiges grundende og saa inderlig, vi vil sige indadvendt, grebet, at den ogsaa tog Tilskuerne. Det gjælder navnlig for denne Scene at gyde det Liv og Blod i Figuren, den mangler fra Forfatterens Side.

Det gjør Fru Gundersen ellers paa flere Scener i de sidste Akter, navnlig i Scenerne med Wangel. I det hele taget hører hendes Ellida til noget af det ypperste, vi har seet paa Kristiania Theater. F. Ex. hvor sjælfuldt er ikke hendes Spil i 4de Akt under Samtalerne med Wangel, og hvor gribende, da det slaar ned i hende som et Lyn, at hun her i Hjemmet overfor Hilde kunde ha en Gjerning, og hun blir staaende med Hænderne sammen om Hodet stirrende fremfor sig som ud i et Hav af endeløse Spørgsmaal. Aller mægtigst er dog hendes Spil i anden Akt. Her gir hun Livet selv, og derfor sidder hele Publikum i aandeløs Spænding, som var det en virkelig Oplevelse og ikke en Scene i et Skuespil.

I Hr. Gundersens dygtige Spil har Fruen en god Støtte. En sterkere individuel Karakteriseren vilde dog ha gjort hans Doktor Wangel mere virkningsfuld. Hvorfor har Hr. Gundersen saaledes ladet det Moment ganske ligge, at Doktor Wangel har en vis Tilbøjelighed til sterke Drikke? Havde han tat det op med og indarbejdet det i den Figur, han gir, vilde Doktor Wangel staaet i Gundersens norske Figurgalleri som en ejendommelig Skikkelse, med et udpræget individuelt Fysiognomi. Nu ligner den mer end nødvendigt tidligere Frembringelser. Hovedtrækket i Wangels Karakter, den selvopofrende, kjærlige Mand, men svag og uden Fremfærd, og paa den Tid, Stykket spiller, saa optaget af Ellida, at han kun lidet har Øje for sine Børn, kommer helt til sin Ret i Hr. Gundersens Fremstilling. Navnlig i anden Akt, i Scenen med Ellida, er ogsaa hans Spil af megen Finhed.

Ogsaa Hr. Hanssons Arnholm er i det hele udført med Dygtighed, om end en mere i Dybden gaaende Karakteristik vilde gjort den mere interessant.

Frøken Constance Bruuns Bolette gjør et særdeles tiltalende Indtryk. Den er et nyt Vidnesbyrd om hendes skabende Evne og fine Kunst. Men giver hun den Bolette, Digteren har tænkt sig? Gjør hun hende ikke for sympathisk, livsfrisk og dyb? Er det ikke Forfatterens Mening, at Bolette skal være et snilt, forstandigt, praktisk Pligtmenneske, uden større Dragningsmagt eller kraftige Følelser, hvem derfor Tilbudet om et Fornuftægteskab vistnok i det første Øjeblik støder fra, men som strax ved nærmere Overvejelse modtar det af Hensyn til de ydre Fordele, en saadan Forbindelse byder? Men Frøken Bruun var noget mere. Hun betonede sin Lyst til at komme ud og lære noget paa en Maade, der gav den et dybere og ædlere Indhold, og hendes Kamp i Frierscenen var mere end Øjeblikkets ubehagelige Overraskelse, det var en fin Naturs vaandefulde Modstand mod det modbydelige. Men derfor blev ogsaa hendes Ja til Slut et Syndefald, der gjorde den hele Scene yderst pinlig, og det har vel ikke været Forfatterens Mening?

Den halvvoxne Søster Hilde gaves af Frøken Juell. Hun taler endnu for sterkt bergensk, skjønt hun har gjort Fremskridt i saa Maade, men hendes Spil var gjennemgaaende vellykket, især ved senere Opførelser. Hun giver en ægte norsk Halvvoxtring. Hendes Udtryk er lige ægte, naar hun betages af sin Interesse for «det spændende», naar hun ærter og naar Følelsens Understrøm bryder igjennem.

Skade kun, at Lyngstrand i Hr. Schanche havde en Fremstiller, der ikke magtede at gjøre den Interesse, Hilde og Søsteren føler for ham, forstaaelig. Hans Opfatning af Rollen var forstandig, men han manglede ganske det Lune, der skal gjøre hans naive Egenkjærlighed paa engang sympathisk og komisk. Desuden er det Forfatterens Mening, at Lyngstrand skal tale Dialekt. Former som «levendes» og «velhavendes» viser dette. Men Hr. Schanche gjør her ikke engang Tilløb. Hans «levendes» staar midt oppe i pent Theatersprog og gjør derfor et uorganisk, uvirkeligt Indtryk. Hvorfor talte ikke Hr. Schanche bergensk Dialekt? Ogsaa den kjender disse Former. At Hr. Lyngstrand ikke fik en ganske anderledes fyldig og ægte Fremstilling var ogsaa uheldig af den Grund, at det er Stykkets mest virkelighedstro Figur. Den skulde ha livnet op i Forestillingen, men blev i Hr. Sc hanches Haand til et af dens døde Punkter.

Heller ikke Hr. Johannes Bruns Fremstilling af Ballested giver, hvad der kunde gives. Hans halvdanske Dialekt er ikke helt og fuldt gjennemført, og de mange Morsomheder kommer ikke til sin Ret. Hvorfor siger han f. Ex. «akklimatiseret» som en stam Mand? Meningen er visselig, at han skal snuble over det som den, der gjerne bruger fremmede Ord uden at ha Herredømmet over dem.

Samspillet er i det hele godt. Paa Iscenesætning og Udstyr er anvendt megen Omhu.

Publisert 6. apr. 2018 09:52 - Sist endret 24. aug. 2018 14:53