Anonym anmelder i Berlingske politiske og Avertissements-Tidende

Gildet på Solhoug på Casino Teater anmeldt i Berlingske politiske og Avertissements-Tidende i København 7. desember 1861 (No. 287).

Kasino.  «Gildet paa Solhoug», Folkekomedie i tre Akter af Henrik Ibsen, Musiken af Joseph Glæser, opførtes igaaraftes for godt Huus og blev modtaget med Bifald.

Da Hertz havde skrevet «Svend Dyrings Huus», hvori han paa en genial Maade lod en dramatisk Handling udvikle sig af Kæmpevisetonen, paa samme Maade, som det spanske Drama har udviklet sig af Romancen, tvivlede man ikke om, at dette Exempel vilde blive efterfulgt af Flere. Heiberg udtalte det endog i en interessant Afhandling i Perseus (1837) og meente, at Mængden af Dilettanter og «Gaasefjers-Riddere», som han kalder dem, nu vilde styrte sig over denne nye Form, og han trøstede Hertz med, at det nu engang var Digterens Skjæbne at maatte see sig i Karikatur med Taalmodighed. Det skete dog ikke. Hertz's Form var maaskee saa fuldendt, at den afskrækkede imitatorum pecus, eller ogsaa var det netop denne Bemærkning af Heiberg, der virkede frygtindjagende paa dem – nok sagt, Forbilledet vedblev at staae alene, og, saavidt vi mindes, er «Gildet paa Solhoug» den første Efterligning, der er kommen os for Øie. Forfatteren af dette Stykke har havt den rigtige Takt at forbinde Folkevisetonen med et nordisk og middelalderligt Sujet; men han har ikke havt det rette Blik for, hvad det er for et Slags Stof, der egner sig bedst til en saadan Behandling. Ogsaa heri kunde hans Forbillede have ledet ham med sit Lys og varet ham med sin Skygge. Den mageløse Simpelhed, der er udbredt over den første Akt af «Svend Dyrings Huus», og hvorved den gjør en saa imponerende Virkning, synes han ikke at have havt Øie for, men desmere for det Vilde og Overspændte, der gjennem Ragnhilds Figur bringer Forvirring i Maleriet. Ragnhild og hele hendes dæmoniske Forelskelse i Ridder Stig lever derfor op igjen i Margits Forhold til Gudmund Alfsøn – kun i en barok og fortydsket Skikkelse. Alligevel har Stykket sine Fortjenester: Diktionen er reen og har en vis musikalsk Skjønhed, der ikke bør oversees. Expositionen er ikke uheldig, og i anden Akt slynges Traadene med saamegen Behændighed, at man derved berettiges til at vente noget Mere og Bedre. Det er tredie Akt med sine Gift- og Drukkenskabsscener, der fordærver det Hele. Alligevel har Kasinos Theater havt Ret i at optage dette Stykke, thi det giver i ethvert Tilfælde baade Skuespillerne og Publikum betydeligt mere Udbytte end disse fade Komedier, hvori Ideen eller Intriguen er laant af det Franske, og hvori ogsaa det Laante reducerer sig til Ingenting.

Til at opføre dette Stykke har Kasino saameget mere Grund, som det i Hr. Wiehe har en Skuespiller, der er som skabt for det lyriske Drama. Hans Fremstilling af Gudmund Alfsøn var ogsaa fortræffelig fra Først til Sidst, og paa enkelte Steder, hvor han virkelig har Noget at sige, endogsaa fuldendt. Vi fremhæve som et enkelt Moment af flere hans maleriske indtrængende Skildring af Skibet ved Nattetid, hvor han lytter til Prindsessen og Audun, der vexle Elskovsord med hinanden. Man kan overhovedet ikke see Hr. Wiehe i saadan en Rolle uden at føle, at han har ganske andre Opgaver at udføre i Verden end at spille den Slags Roller, som man i Reglen seer ham træde op i. Frøken Thomsen høstede flere Gange stærkt og fortjent Bifald for hendes Udførelse af «Margit». Denne unge Skuespillerinde har allerede flere Gange viist, at hun tænker ved hvad hun gjør, at hun opfatter poetisk og fremstiller med Smag. Hendes Udførelse af Margits vanskelige og anstrængende Parti vidnede om det Samme. Der var paa enkelte Steder endog Høihed i hendes Optræden, og de grelle og frastødende Momenter i Rollen vidste hun paa flere Steder at mildne og glide hen over. Virkningen af hendes Fremstilling vilde have været endnu større, hvis hendes Stemme havde havt Kraft nok til at udtrykke hele den Skala af forskjelligartede Følelser, som Margit er Organ for. Af Signe, hendes Søster, lykkedes det Frøken Price at give et smukt og tiltalende lille Billede, til Trods for, at det Fremmedagtige i hendes Diktion allermindst kan taale at formæles med den ægte danske Klang, der ligger i Kæmpevisen. Det var maaskee ogsaa i Følelsen deraf, at hun ilede for hurtigt hen over disse anapæstiske Rhytmer, der ikke kunne taale denne hurtige Bevægelse uden at tabe i deres Høihed.

Publisert 4. apr. 2018 14:02 - Sist endret 17. sep. 2018 13:18