Arne Garborg

Gengangere anmeldt av Arne Garborg i Dagbladet i Kristiania 14. desember 1881 (Nr. 317).

Literatur-Tidende.

Henrik Ibsen: Gengangere. Et Familjedrama i 3 Akter.
Kjøbenhavn, Gyldendal, 1881.

 

 


«Mine kjære Herrer af det gamle Samfund! det er farligt at mane Fanden. Vistnok er han mindre lydhør nu end i gamle Dage; men maner man altfor sterkt, saa kan det dog hænde, at man faar skimte hans Horn. I, mine kjære Herrer, har længe underholdt eder med den Trafik at besværge Djævle. I har troet, at det var en uskadelig Fornøjelse; ja I har troet, at I skulde kunne drage Fordel af denne Bedrift at mane Fanden paa Væggen. Men, mine Herrer! I har drevet det for vidt! I har baaret Eder ad, som om det var Eder en Livssag at have Radikalisme i Landet; – voici! her har I Radikalismen! Det har vært Eder et Livsspørgsmaal at faa op den frie Kjærlighed i Eders offentlig Diskussjon; bien! her har I den frie Kjærlighed! I har paa Død og Liv villet, at der skulde være nogen i Eders pene Norge, der forsvarede Hellenbach; meget vel; her har I Hellenbach! Vil I saa behage at være saa artige, mine Damer og Herrer -?»

Saa omtrent forekommer det os, at Henrik Ibsen maa have tænkt, da han sendte sine «Gengangere» ud i Verden. Og vi synes se, hvor den gamle Satiriker gotter sig ved den Tanke, at nu, da de gamle Dydsvogtere her oppe har skreget sig hæse over den indbildte Radikalisme, vil de blive staaende ganske fortabte ved Synet af den virkelige.

«Gengangere» er en Videreudvikling og en Potensering af Tanken i «Et Dukkehjem». Fru Alving er den fuldt udviklede Nora, Kaptejn Alving er i raat Udslag et Pendant til den Penhed og Anstændighed vel indbundne Bankchef Helmer, og Doktor Rank gaar i al sin medicinske og filosofiske Uhyggelighed igjen i den unge Maler Osvald. Men Krogstad og Kristine er her ombyttede med to fælere Figurer, der giver den hele Digtning et vist Præg af sølet Styghed: Snedker Engstrand og hans Datter eller rettere Ikke-Datter Regine.

Det er atter Ægteskabet, der maa holde for. Og aldrig har der været gjort et mer lidenskabeligt og mer hensynsløst Angreb paa denne Institution, hvorpaa vort Samfund er bygget. Henrik Ibsen «gaar ikke med paa at flytte Brikker». Han slaar Spillet overende.

Fru Alving har, ligesom Nora løbet bort fra sin Mand; hun har søgt Tilflugt hos den, hun elskede, nemlig Pastor Manders, der har «ført hende tilbage til Pligtens Vej». Dette stempler Fru Alving som en Forbrydelse. Thi hendes hele lange nittenaars Ægteskab har, trods dets tilsyneladende Anstændighed, ikke været andet end en overdækket Usædelighedens Afgrund.

Hændes Mand, Kaptejn og Kammerherre Alving, har under hele sit Ægteskab levet et aldeles ryggesløst Liv. For at frelse Skinnet, for at holde ham hjemme om Aftnerne og om Nætterne, har Fruen endog maattet deltage med ham i hans Svir. Og for at frelse deres Søn fra moralsk Ødelæggelse, har hun maattet sætte ham ud til Fremmede allerede i hans Barndom.

Kammerherre Alving har tilsidst indladt sig i et Forhold med deres Tjenestepige, Johanne; Frugten af dette Forhold er Regine. Fra den Dag af har Fruen seet sig nødt til at tage hele Herredømmet, saavel i Huset som i sit Ægteskab. Og saaledes har hun holdt det gaaende, under en stadig og fortvilet Kamp for at dække over Skandalen; Johanne er bleven bragt til Taushed ved Hjælp af 300 Daler, hvorefter hun har giftet sig med Snedker Engstrand, en «gudelig» Kjeltring, Drikker og Sjofelist, der har benyttet sin Magt som Ægteherre til at pine Livet af sin Kone, men som trods sine Skrøbeligheder, staar højt anskreven hos Præsten, fordi han jævnlig i dyp Sønderknuselse skrifter sine Synder for ham, – d.v.s. saa meget af dem, som han finder det tjenligt.

Men ved at henleve sit Liv under Forhold, der tykkes hende selv vederstyggelige, og ved alligevel at skulle tro, at dette er hendes «Pligt», har Fru Helene Alving lært at tænke over Pligtlæren samt Religionen. Hun har «bare villet pille ved en eneste Knude; men da hun fik den løst, saa raknede det op altsammen. Og saa skjønte hun, at det var Maskinsøm».

Af Frygt for at Sandheden om hendes Mand maaske alligevel kunde komme op, har hun nu ladet bygge et Asyl til Kammerherre Alvings Minde. Hun har bygget det for de Penger, «der i sin Tid gjorde Løjtnant Alving til et godt Parti», – den «Kjøbesum», for hvilken hun blev hans Hustru -; thi hun vil ikke, at nogen af disse Penger skal gaa over til hendes Søn.

Hendes Livs Prøvelser har gjort hende til en «sterk», en overmaade «sterk» Kvinde. Da hendes fra Paris hjemkomne Søn, Maleren Osvald, med ungdommelig Fripostighed uden videre forsvarer de «frie» Kunstnerægteskaber som ialfald ligesaa sædelige som adskillig andet, finder hun, at han har Ret i hvert Ord. Og hun kan, som Dina Dorf i «Samfundets Støtter», ikke «forstaa dette med Pligt». Hun kunde endog gaa med paa at lade de to Halvsøskene, Osvald og Regine, gifte sig sammen, – «dersom hun ikke var saa fejg!»

Osvald tror ikke meget paa den gamle Lære, at det norske Samfund er det specielt sædelige i Modsætning til «de store Samfund» der ude. «Ved De, naar og hvor jeg har truffet Usædeligheden i Kunstnerkredsene? – Jeg har truffet den, naar en og anden af vore mønstergyldige Ægtemænd og Familjefædre kom der ned for at sé sig en Smule om paa egen Haand –. Da kunde vi faa Besked. De Herrer vidste at fortælle os baade om Steder og Ting, som vi aldrig havde drømt om. – Har De aldrig, naar deslige hæderlige Mænd kom igjen, hørt dem udtale sig om den overhaandtagende Usædelighed udenlands? – Man kan trygt tro dem paa Ordet. Der er sagkyndige Folk iblandt». –

Overfor sin Søn har Fru Alving med Plan og Konsekvens løjet med Hensyn til hans Fader. Netop Sønnen maatte jo mindst af alle vide, hva Slags Menneske Kammerherre Alving var. Og var nu ikke dette smukt og rigtigt handlet? Præsten finder, at det var hendes Pligt. Er overhoved ikke Pietets-Løgnen berettiget? Hva skal det nytte til at sige Sandheden i Forhold, hvor Sandheden bare kan gjøre ondt, og hvor den vil styrte berettigede Idealer?

I dette Tilfælde har imidlertid Pligtløgnen gjort Skade. Osvald lider af et hemmelig, fra Faderen nedarvet Onde, der netop i hans kraftigste Alder gjør ham haabløst arbejdsudygtig; Lægen har sagt ham, at Ondet har sin Rod i, at «Fædrenes Synder hjemsøges paa Børnene»; men dette kan jo, ifølge hva Moderen har sagt, ikke være Tilfældet, og altsaa maa Osvalds Sygdom være selvforskyldt. Dette volder ham de frygteligste Samvittighedskvaler, kaster ham ned i en Ormegaard af Selvbebrejdelser, gjør ham dobbelt ulykkelig. Moderen, der allerede længe har tvilet om Pligtløgnens Berettigelse, tvinges endelig til at sige ham alt. Men den Maade, hvorpaa hun faar sagt det, saaledes at ingen Idealer styrtes alligevel, er et af de fineste Træk i denne Digtning.

Den ulykkelige syge Gut har kastet sine Øjne paa Regine; hun er saa livsglad, synes han; hun maatte kunne yde ham – en sidste «Haandsrækning». Fru Alving og Pastor Manders hører saa en Dag Kaptejn Alvings Søn opføre sig letsindigt overfor Tjenestepigen Johannes Datter inde i Spisestuen. «Hvad er det?» spørger Præsten forfærdet. Fru Alving svarer med hæs Røst -: «Gjengangere. Parret fra Blomsterværelset gaar igjen». Den moderne Lære om Arveligheden er overhoved en af Digtets Grundtanker. Og Ibsen har vidst at stille Tanken op.

Men Gjengangerideerne gjennemføres videre. «Der sidder meget gjengangeragtigt i os», siger Fru Alving. «Jeg tror næsten, vi er Gjengangere, allesammen, Pastor Manders. Det er ikke bare det, vi har arvet fra Far og Mor, der gaar igjen i os. Det er alleslags gamle, afdøde Meninger og alskens gammel afdød Tro og sligt noget. Det er ikke levende i os; men det sidder alligevel, og vi kan ikke blive kvit det. Bare jeg tager en Avis og læser i, er det ligesom jeg saa Gjengangere smyge sig imellem Linjerne. Der maa leve Gjengangere hele Landet udover. Der maa være saa tykt af dem som Sand, synes jeg». – Det er ikke for intet, at Bogen har faaet den Titel det bærer. Naar Ibsen tillige har kaldt den et «Familjedrama», – da ligger der i denne Betegnelse en uhyggelig Spot.

«Gengangere» er egentlig intet Drama. Den bestaar af Exposition og Katastrofe. I dramatisk Form fortæller den os en Roman, en frygtelig Livsroman. Dens egen Handling er tynd; Asylets Indvielse, der danner dens Centrum, er egentlig ikke andet end et Paaskud for at faa Romanens fem Hovedpersoner samlede i en og samme Stue. Og tiltrods for dette, med hvilken nervøs Interesse formaar ikke Digteren at holde sin Læser fast! Det skal imidlertid indrømmes, den gamle Dramatiker sparer ikke paa Effekten. Bogens sidste Scene, hvor Moderen staar stivnet af Rædsel over sin paralytiske Søn, der lallende og idiotisk beder hende om «Solen, Solen» – han mener den Gift, som Moderen har lovet at give ham, «hvis det blev nødvendigt», er saaledes formodentlig den skrækkeligste Scene, dramatisk Digtning har skabt.

Af Bogens Personer er Fru Alving i formel Henseende den bedst udførte. Hun er emanciperet uden at være anstrængt. Hun er den Figur, Ibsen gjennem hele sin senere Digtning har stræbt at forme, uden at det før nu er lykkedes ham: den naturlige «frie Kvinde». Præsten er mindre markeret; hans Hovedejendommelighed er Dumhed. Osvald er den syge Mand. Engstrand minder noget om Bjørnsons Skarlie, men er grovere og uden Sammenligning slettere udført. Regine er, synes det os, altfor overflødigt raa. Hendes Optræden i tredje Akt gjør et ganske modbydeligt Indtryk.

Det Totalindtryk, Bogen giver, er afgjort uhyggeligt. Naar man har læst den, priser man uvilkaarlig den gode gamle Poesi, fordi man ialdfald kunde læse den uden Fare for sine Nerver. «Gengangere» maa indrømmes at være et «fritalende Arbejde». Det er som om Ibsen har gjort sig en Nydelse af at sige alt det værste han vidste, og sige det saa outreret som han var i stand til, maaske for, lig Lona Hessel, «at ærgre alle de buxe og skjørteklædte Snerper», der sjokker om i vort fredelige Samfund.

 

 

Publisert 20. mars 2018 16:04 - Sist endret 13. sep. 2018 11:17