Bjørnstjerne Bjørnson

Bjørnstjerne Bjørnsons kommentar til Arne Garborgs anmeldelse av Gengangere (lenke til anmeldelsen) i Dagbladet 22. desember 1881 (Nr. 328).

«Gengangere» og Kritiken.

En Rettelse.

I Dagbladets Nummer 317 staar, at vort Samfund er bygget paa Ægteskabet.

Denne Sætning, som, saavidt jeg husker, er af Guizot, er længst udmønstret; thi Samfundet hviler paa Børneopdragelsen. Forsaavidt man nemlig med «Ægteskab» mener det ægteskabelige Samliv mellem én Mand og én Kvinde, som Staten eller Kirken, eller begge tilsammen, helliger, saa maa vi huske; at alene en Minoritet af Menneskene endnu hylder dette, og at Samfundene desuagtet bestaar. Uden her at indlade mig paa Ægteskabets Historie vil jeg alene minde om, at det Folk, der siger om sig selv, at det var udvalgt og styret af Gud som Overkonge, endnu paa Jesu Tid havde Flerkoneriet. Da Jesus ikke var kommen for at tilintetgjøre Loven, saa billigede han i dette Stykke som i andre Moselovens Forskrifter, efter hvilke ikke alene Flerkoneriet var tilladt, men Mandens Ret til at forskyde sine Hustruer omtrent grænseløs, ligesom hans Ret til at tage andre i de forskudtes Sted. I Tim. 2 og 12 synes ved sin bestemte Undtagelse just at stadfæste Regelen.

Hermed være intetsomhelst sagt mod Ægteskabet eller dets overordentlige Betydning for Samfundet. Jeg mener ogsaa, at i hint Nummer af Dagbladet er det i høj Grad urigtigt at tillægge Hr. Ibsen den Mening, at han vil Ægteskabet tillivs, fordi om han finder det for Børnenes Skyld rigtigere, at Forældrene lever sammen uden præstlig eller stats-retlig Vielse end at de ikke lever sammen; og at et saadant Samliv, naar det er i Kjærlighed og Troskab, er ædlere og sandere end et Ægteskab efter alle udvortes Regler uden Kjærlighed og Troskab. Det gaar udmærket godt an at have denne Mening og desuagtet ære og forsvare Ægteskabet. At angribe det usædelige Ægteskab og benægte dets Ret er efter vor Mening netop at hævde Ægteskabet.

B. B.

 

Til Forstaaelse.

 

Jeg ser med stor Forundring, at man debiterer Henr. Ibsen personlig for enhver Ytring i «Gengangere» af Fru Alving og hendes Søn. Befinder disse to Personer sig i saa normale Forhold, navnlig paa det Punkt, hvor de paaklagede Ytringer falder, at man kan forudsætte, deres Ræsonnement danner det Punkt, hvorefter der maales? Naar et Blad endog gaar saa vidt at paastaa, Oswald Alving er opstillet af Digteren «som Mønster», saa faar man for det første huske, at den moderne Digtning ikke mere befatter sig med «Mønstre», og for det andet, at Ibsen ikke selv er en Idiot.

Men der er noget til, som heder relativ Sandhed; deres Repliker kan have sin Berettigelse ligeoverfor den Indskrænkning, de møder, – om ikke anden, saa den at bringe til Eftertanke. De Tunger, som talte, skal tale, de Ting, de sagde, skal siges – ogsaa i Livets Billede. Dette er Parolen. Ordet er blevet frit.

Digterens egen Mening faar søges i Kompositionen, og jeg tænker, at i den fejrer ikke Usædeligheden nogen synderlig stor Triumf.

B. B.
Publisert 20. mars 2018 16:22 - Sist endret 18. nov. 2019 22:24