Anonym anmelder i Bergens Tidende

GengangereDen Nationale Scene i Bergen anmeldt i Bergens Tidende 4. og 6. desember 1890 (No. 400 og 405, 23de Aarg.).

(4. desember 1890)

Bergen.

Theatret.  For første Gang opførtes altsaa «Gengangere» igaaraftes paa Holbergsdagen.

Og Løfterne fra Generalprøven blev mere end indfriede.

Thi det store Drama blev fremført og tolket paa en saadan Maade, at det var til største Hæder for vor nationale Scene. Der var derfor ogsaa en Stemning i Theatret, som bar Præg af, at det her bar ud over det hverdagslige; den dirrede i Luften denne Begejstring, der fødes ved Synet af sand Kunst, man følte, at «her strøg noget stort forbi.»

Allerede ved Slutningen af 1ste Akt brød der en Bifaldsstorm løs, og Fremkaldelse fulgte paa Fremkaldelse.

Og saaledes gik det i større og større Bølger udover den hele Aften, og Bifaldet kulminerede, da Tæppet endelig faldt for sidste Akt.

Stor Tak skylder man de Kunstnere, der ved sit fortrinlige Spil og Samspil igaar bidrog til den store Sukces, og stor Tak skylder man den dygtige Instruktør, hvem det naturligvis ikke skyldes mindst, at Resultatet blev, som det blev.

Fru Sperati spillede Fru Alving. Det var atter en af de store Figurer, skabt af Fru Speratis friske Talent, en af dem, der fremstiller Hustruen eller Moderen med Resignationens Heltemod.

Fru Alving var et nyt Udslag af denne Side af Fru Speratis Talent, den bedste og lødigste, den, som først kom til Gjennembrud i den senere Del af hendes Kunstnerbane, men som da ogsaa kom størst. Fru Sperati gav Fru Alving med fin og sand Opfatning, med kraftige Træk, men med kunstnerisk Moderation. Hendes Repliker faldt ialmindelighed med realistisk Sandhed, og hun fik godt frem de Nuancer, der resulterede af de forskjellige Stemninger.

Frk. Paulsens Regine havde gode Momenter, uden at hun dog strak til i den Rolle. Men de Mangler, som klæbede ved Frk. Paulsens Fremstilling, var ikke saadanne, som egentlig kan lægges hende til Last.

Hendes Personlighed formaaede ikke at fylde Rollens Krav. Regines Rolle er ikke let tvertimod. Der skal et specielt Anlæg og en vaagen Kunst til for rigtig at kunne fremstille denne unge Pige, der har været under saa forskjellige Indflydelser, og hvis Karakter baade af den Grund og som det glimtvis antydes af sørgelig Arv er saa tvilsom. Overgangene hos Regine lykkedes ikke for Frk. Paulsen; der blev noget kantet og haardt ved Figuren, der overskred Skjønhedslinjen.

Hr. Løchen fortjener megen Ros for sin Udførelse af Osvalds Rolle. Han havde faaet det rette Greb paa Figuren, og han spillede den med megen Diskretion og velgjørende Maadehold. Hr. Løchens Replikbehandling var paa sine Steder overraskende god, og han forstod at benytte sine Midler paa en meget heldig Maade.

Hr. Johannessens Pastor Manders var som man kunde vente en Figur af megen Virkning og af kunstnerisk Gehalt.

Den naive gamle Mand, der er saa from og saa dum, saa kemisk blottet for Verdenserfaring, at han lader sig narre af de paatageligste Løgne, maa have en dygtig Fremstiller, om han skal blive fuldt trolig. Hr. Johannessen gjorde ham baade trolig, og han vakte den Sympathi for ham, som man føler ligeoverfor gode Børn, om de end er lidt dumme. Pastor Manderss gammeldags Salvelse, der stak saa komisk af mod hans gruelige Idioti, gav Hr. Johannessen med vanlig Dygtighed, og den Sikkerhed, som er en Følge af hans uryggelige Tro paa sig selv og sit System, fik Hr. Johannessen godt frem.

Men fremfor alle skal Hr. Thomassen have Ære denne Gang. Den Snedker Engstrand, Hr. Thomassen igaar leverede, var af en saadan Betydning, at man vistnok ikke behøver at betænke sig paa at udtale, at bedre Engstrand vistnok vanskelig vil kunne præsteres. Ikke alene Rollens ydre Konturer var sikkert og paalideligt grebne og fremstillede, men hele Engstrands Personlighed var i den Grad forstaaet og i den Grad nøjagtigt gjengivet, at Fremstillerens egen Personlighed forsvandt og Engstrand tød ud af hver Pore.

Hr. Thomassens Spil i 2den Akt, da han narrer Pastor Manders, var Førsterangs; hans gjennemførte Dialekt, hans Mimik og Glimtet i de slyngelagtige Øjne under de stærke Bryn, alt forenede sig til et saa helstøbt Billede, at vi godt kan forstaa den umiddelbare og intense Applaus, der brød frem, da han gik ud.

Hr. Thomassen blev ogsaa specielt fremkaldt af Publikum.

Det var med Glæde og Tilfredshed over vor nationale Scenes Evne, vi igaaraftes forlod Theatret og med Haab for dens Fremtid. Alle, der interesserer sig for vor Scenes Trivsel, bør se dette Drama.

Fredag gives «Gengangere» for Abonnenterne, og at Huset da vil fyldes af et talrigt og interesseret Publikum anser vi hævet over enhver Tvil.


 

(6. desember 1890)

 

Theatret.  For godt besat Hus gaves «Gengangere» igaaraftes som Abonnements-Forestilling.

Det udmærkede Spil gjorde ogsaa denne Gang sin Virkning, og Publikum fulgte den interessante Forestilling med stedse stigende Bifald og Fremkaldelser.

Efter Scenen mellem Pastor Manders og Snedker Engstrand i 2den Akt blev Hr. Thomassen stærkt applauderet for aaben Scene. Men ogsaa de øvrige rollehavende præsterede et Spil, der bragte baade dem selv og vor Scene Ære.

Imorgen opføres atter «Gengangere», og vi anbefaler Forestillingen paa det bedste til alle Venner af god, norsk Skuespil-Kunst. Ingen vil angre paa at have seet et nationalt Arbejde saaledes tolket.

Publisert 21. mars 2018 13:53 - Sist endret 13. sep. 2018 11:41