Chr. Johnsen

Chr. Johnsens kommentar til Bjørnstjerne Bjørnsons «Rettelse» (se lenken til «Rettelse») i Dagbladet 28. desember 1881.

Rettelse af en Rettelse i «Dagbladet» 328.

   Til B. B.!

Er De saa vis paa, at Sætningen «Samfundet er bygget paa Ægteskabet» længst er udmønstret? De siger det saa bestemt, som om der ingen Tvivl kunde være derom. Vi maa huske paa, at hvad der er vraget af den nyeste Digterskole, ikke derfor nødvendigt ogsaa maa være vraget af Menneskene i Almindelighed.

Sætningen er nok heller en af dem, som finder almindelig Tilslutning. Staterne og Menneskene vil formodentlig komme til at holde paa den til Tidernes Ende, fordi intet Kultursamfund uden det af Staten sanktionerede Ægteskab kan bestaa.

De siger, at alene en Minoritet af Menneskene endnu hylder dette. Hvor kan De vide det? Hvor har De denne Deres Kundskab fra?

En Minoritet af Menneskene. Som om De eller nogen kjendte Flertallets eller Mindretallets Anskuelser, naar det gjælder Menneskeheden.

De moderne realistiske og naturalistiske Digtere er ikke Majoriteten af Menneskene. Selv om vi tager med hele deres Læsekreds, bliver det alligevel en uhyre liden Minoritet. Og saa er det endda ikke vist, at hele Læsekredsen slutter sig til Digternes Meninger.

Ægteskabet, det af Staten eller Kirken sanktionerede, er nødvendigt for Samfundets Bestaaen. Jeg indskrænker mig ikke som De til, at tale om dets «overordentlige Betydning», men siger, at det er en Nødvendighed.

Hvordan vilde det gaa, skulde den Lære, som De og Ibsen stræber at bringe ind i den almene Bevidsthed, blive praktiseret? Hvordan vilde det gaa med Børneopdragelsen, med Arveforholdene, med meget andet? Samfundsbygningen vilde rystes i sin Grundvold.

Vi kan alle være enige med Dem og Ibsen i, at et Samliv uden prestelig eller statsretlig Vielse, naar det er i Kjærlighed og Troskab, er ædlere og sandere end et Ægteskab efter alle udvortes Regler uden Kjærlighed og Troskab. Vi ved, at Vielse, kirkelig eller borgerlig, ikke er paabudt i Skriften, men at Mand og Kvinde, som lever sammen i Kjærlighed og Troskab, ifølge Skriften, lever i Ægteskab. Men naar Nødvendigheden byder for Samfundets Skyld, at deres Ægteskab maa være sanktioneret af Staten, hvorfor kan de da ikke lade det ske?

Jo, svarer De, hvis Ægteskabet altid var lykkeligt. Men med de ulykkelige Ægteskaber er det anderledes, de kan ikke opløses af Parterne selv, og da maa Manden og Kvinden enten være bundne for hele Livet, eller de maa leve fraskilte, og i begge Tilfælde er det til Skade for Børnene.

Det er sandt, et ulykkeligt Ægteskab fører ondt med sig, som saa megen anden Synd og Ulykke i Verden. Men lad os tænke lidt nærmere over Tingen. Vilde det være bedre, vilde det føre til en lykkeligere Tilstand i Almindelighed, naar Ægtefolk ikke var bundne ved Vielse? Naar de kunde gaa fra hinanden efter kortere eller længere Tid, fordi den ene af dem eller begge ikke følte sig lykkelige ved Samlivet? Og naar hver af dem da kunde forene sig med en anden, som han eller hun fandt sig mere tiltrukken af og mente at elske eller at kunne elske?

Nej; der vilde være en stor Del, for hvem det snart vilde være forbi med den indbildte Lykke, og som da atter vilde prøve paa at fange den i en ny Forbindelse. Blev disse Opløsninger og Forbindelser fortsatte, vilde der ske megen Ulykke. Og de vilde blive fortsatte af en stor Mængde. Thi Menneskenaturen er ustadig, den higer efter Forandring, efter en stedse højere Lykke, og i alle de mange Tilfælde, Samlivet ikke var bygget paa gjensidig Kjærlighed og Agtelse, vilde der findes Paaskud nok til at hæve det; derfor behøvede det ikke at være egentlig ulykkeligt.

De burde ikke anføre Skriften, Hr. B. B., thi De vil ingensteds i den finde Tilladelse for Ægtefolk til at løbe fra hinanden og derefter leve sammen med andre. Tvertimod. Og siden De nævner Navnet Jesus, saa vil jeg anbefale Dem at slaa efter Matth. 19, 5 og 9 og læse, hvad der staar. Der taler Kristus tydelig nok – stik imod, hvad De og Ibsen lærer.

Chr. J.
Publisert 20. mars 2018 16:28 - Sist endret 18. nov. 2019 22:24