Anonym kommentar i Dagbladet

Som en av mange nordiske teatre refuserte Christiania Theater Gengangere. Her følger Dagbladets kommentar til refuseringen, trykt 22. desember 1881 (Nr. 328).

Henrik Ibsen og Kristiania Theater.

Det vil vække en trøstesløs Følelse hos de fleste, som hører, at Kristiania Theater har forkastet Henrik Ibsens seneste Stykke «Gengangere». – Og dog nej! – saa megen Følelse for et aandeligt Arbejdes Magt og et Theaters Forpligtelser mod vore egne Digteres Arbejder findes der desværre endnu ikke. Theatret har Ret, vil man sige, Direktionen har handlet viseligen, «Gengangere» er et fælt Stykke. – -

Vi har udtalt vor Mening om Stykket; hos os vakte det, som man har seet, en halvglemt Længsel efter en lysere, sundere, mere opadstræbende Poesi; vi led under det grufuldes Uhygge, og har vi end i vor Kritik givet Udtryk for, hvad et stort Antal af Publikum føler ved Gjennemlæsningen, saa kunde vi dog derfor ikke et Øjeblik være i Tvil om, at Kristiania Theater ingen Ret havde til at afvise Henrik Ibsens Stykke. Henrik Ibsen har en Ret til at faa det opført, Publikum har en Ret til at se det paa Bræderne.

Hvad mon Theatret vil paaberaabe sig? Det har arvet saa meget efter det gamle danske Theater, saa det gjerne kan tage i Arv den gamle bekjendte Sætning, som stod i gyldne Bogstaver over Scenen: «Ej blot til Lyst». Vort Theater vilde kun daarligt opfylde sin Pligt, hvis det tænker at kunne faa unddraget sig Alvoret i Tidens aandelige Arbejde. Og er det Meningen, hvorfor da spille et saa alvorligt Stykke som «Et Dukkehjem»? Men naar man spiller det, hvorfor da gaa tilbage for «Gengangere»?

Men hvad er Grunden?

Theatret kan ikke frygte noget økonomisk Tab. Kunde det end med nogen Rimelighed siges paa Forhaand, at Stykket intet Kassestykke vilde blive, da mange vilde holde sig tilbage fra at se det, saa er det dog paa den anden Side sikkert, at saa meget vilde det trække, at Theatret for sin egen Økonomi vilde kunne forsvare at optage det. Det spiller saa meget, som bringer mindre i Kassen.

Men naar denne Grund ikke er tilstede, hvilken er saa Grunden?

Ibsen taler paa sit eget Ansvar under sit eget Navn. Ingen vilde gjøre Kristiania Theater eller dets Bestyrelse ansvarlig for de Anskuelser, som snart den, snart den tror at kunne finde sig til ud af Stykket. Det bærer Theatret ikke noget Ansvar for. Stykket har i de teknisk kyndiges Dom faaet en Ros, som maaske er enestaaende i den norske og danske Kritik. Ingen af Personerne er saaledes fremstillet, at det vilde være en Fornærmelse mod nogen af Personalet at indstudere Stykket. Vi føler os overbevist om, at der inden Kristiania Theaters Personale er saa megen Intelligens og kunstnerisk Interesse, at det med Glæde vilde lægge alle sine Evner i at bære den store Digters Arbejde frem for Publikum. Eller skulde Stykket gaa Sædelighedens og Anstændighedens Fordringer altfor nær? Kristiania Theater kan ialfald ikke paastaa det. Af selve Ibsen har det jo spillet Per Gynt; det har opført, svagt sløret af Musiken, Peers Dans med de tre Sæterjenter udover Fjeldvidden. Vi skal ikke aftrykke Replikkerne, men det Theater kan ikke med nogen Rét eller Skjel gaa tilbage for «Gengangere».

Ikke fra noget i Stykket vil man kunne finde en rimelig Grund for Theaterstyrelsen til saa helt at sætte sig udover, hvad det skylder Henr. Ibsen og en meningsberettiget Del af Publikum.

Men det er heller ikke der, Grunden ligger. Den er destoværre altfor let at se! Det er den lange Kamp, som dette vort Theater har ført for at holde sig Bjørnstjerne Bjørnson fra Livet, som nu føres over paa Henrik Ibsen og rettes mod ham. De har nu faaet Syn for Sagen: Henrik Ibsen kan ikke længer indrulleres i de konservative Rækker, han kan ikke paaberaabes som konservativ Skald mod Bjørnson og Forkjæmperne for den aandelige Emancipation. Og da er hundrede og et ude. Ingen nægtede i sin Tid Bjørnsons Evne som Theaterdirektør, men han kunde dog ikke være det; Kristiania Publikum vilde ikke taale det, Bjørnson havde i sine Anskuelser skilt sig fra, hvad der var dette Publikum dyrebart. Og det samme med Ibsen. Hans Stykke er dramatisk, let spilleligt og virkningsfuldt, men han har i sine Anskuelser skilt sig ud fra, hvad dette Publikum anser for sig dyrebart. Konsulent Hr. Henrik Jæger har gjennem Mrgbl. ladet meddele, at han vilde sige, at «Gengangere» er en naturlig Konsekvens af Ibsens Standpunkt, og dette Ibsens Standpunkt var «revolutionært og samfundsopløsende i Ordets bogstaveligste Forstand». Det er Hr. Theaterkonsulentens bebudede Mening. Men selv om han nu har Ret: at skrive er ikke at omstyrte. Der spilles Farcer, som trodser al Fornuft, men Menneskene bliver derfor ikke gale. Et Stykke kan kritisere Samfundsordningen paa det voldsomste, men Tilskuerne bliver derfor ikke Samfundsomstyrtere. Og det frygter, og det tror heller ingen. Det hele er en Demonstration rettet mod Bestræbelserne paa vore aandelige Enemærker. Kritikken kan have sin Ret; thi den er udviklende og fremmende, og altid kun bedømmende; Kristiania Theaters Optræden er den brutale Undertrykkelse.

Publisert 20. mars 2018 16:19 - Sist endret 13. sep. 2018 11:31