Georg Brandes

Gengangere anmeldt av Georg Brandes i Morgenbladet i København 28. desember 1881.

Henrik Ibsen: Gjengangere.

Det er et Tidens Tegn, at Karl Gjellerups Prisafhandling «Arvelighed og Moral» og Henrik Ibsens Drama «Gjengangere» have set Lyset i et og samme Aar. Thi begge Bøger handle om det samme, dreje sig om en af Tidsalderens store og frugtbare Grundtanker. Den første behandler Arvelighedsproblemet videnskabeligt, giver en paa omhyggelig Forskning hvilende Fremstilling af den moderne Videnskabs Standpunkt og Resultater med Hensyn til dette Problem, opregner Arvelighedens fysiologiske og psykologiske Kjendsgjerninger, fremstiller dens for os bekjendte Love, dvæler kortelig ved et (underligt nok kun ved et) af Forsøgene paa at forklare dem og drager Konsekvenserne af Arvelighedstheorien for Moralbegrebernes Vedkommende. Ibsens Drama behandler Arvelighedstanken i digterisk Form, fremstiller paa Grundlag af den Determinisme, der nu én Gang er og bliver den moderne Videnskabs sidste Ord i Sagen, Barnets gjennemgaaende Bestemthed ved Forældrene, det Punkt, der er Kjærnen i den hele Arvelighedslære, og giver denne Kjendsgjerning en Baggrund af stemnings- og tanke-vækkende Art ved at henpege paa den almenere Kjendsgjerning, til hvilken Titlen hentyder, og som man i Gjellerups Bog finder fremstillet i videnskabelig Sammenhæng, nemlig Arvelighedens Bevarelse af Følelser (og derigjennem af Dogmer), hvis oprindelige Livsbetingelser nu ere uddøde og vegne for andre, med hvilke disse Følelser staa i Strid. Herved foraarsages da, især i Civilisationer og Individer, der kunstigt ere blevne holdte tilbage fra Deltagelse i det fremrykkende Kulturliv, en mere eller mindre haardnakket Konflikt mellem en ny Erkjendelse og et gammelt Følelsesliv, der dels vanskeliggjør Tilegnelsen af nye Sandheder, dels efter disses Tilegnelse medfører en indre Reaktion imod dem. Den udmærkede engelske Forfatter Galton (hvem Gjellerup citerer) har i veltalende Udtryk vist, hvorledes vi af denne Aarsag i flere Henseender ikke hæve os synderligt over «de første, der bleve omvendte fra Barbarismen», og hvorledes «halvt ubevidst Selvbedrag og Hykleri» for de flestes Vedkommende er Følgen af denne Tilstand. «Den Tro, vi bekjende,» siger han, «er i Strid med de virkelige Regler for vor Handlemaade, og vi føre et dobbelt Liv mellem gold religiøs Sentimentalitet og krasse materialistiske Vaner». Altsaa: ikke blot gaa hvert enkelt Menneskes Forældre og Forfædre igjen i ham som deres Produkt, og ikke blot vende Karakterer og Situationer paa uhyggelig Vis tilbage, men længst afdøde Generationers Fordomme, Meninger, Vildfarelser gaa igjen i den nuværende Generations indre Liv, den er hines halvt ufrivillige, halvt slappe og fejge Arvetager.

Allerede i Juni 1875 sendte Henrik Ibsen «Det nittende Aarhundrede» et Digt, i hvilket det hedder:

Gjenfærd af afdøde Tider og Mænd
Gaa i vor Ynglingeskare igjen,
Af Frasernes Taager og Festernes Røgelse
Formes et Verdenshistoriens Spøgelse.

Det er disse Gjenfærd af afdøde Tider, som Ibsen denne Gang har eftersporet indenfor Familielivets Tærskel; det er Spøgelsets Optræden paa Privatlivets Grund, han har rettet sit Blik paa, og der er et Spøgelse i hvert Hus.

Det er atter her som i «Et Dukkehjem» et Ægteskab, der er analyseret, Modstykket til hint. Det Store og Fine i «Et Dukkehjem» var især, at Ibsen havde indrømmet Ægtemanden saa meget. Hvad havde Ibsen ikke indrømmet denne Mand! Han er en grundhæderlig, punktlig retskaffen Mand, en fortrinlig Økonom, øm over sin Selvstændighed overfor Fremmede og Underordnede, en trofast Ægtemand, en stræng og kjærlig Fader, en godhjærtet og en æsthetisk dannet Mand osv. – og dog! Dog var denne Mands Hustru et Offer og hans Ægteskab en kalket Grav.

Manden i det Ægteskab, vi her faa et dybt Indblik i, har været af stik modsat Beskaffenhed, raa, fordrukken, hensynsløst udsvævende, men med saa meget af den Evne, tøjlesløse Mennesker ofte have til at vinde Hjærter ve d tilsyneladende Godmodighed, at det netop blev hans Hustru muligt at dække hans Levnet og frelse Skinnet. Ved at blive hos ham, ved at hengive sig til ham, har hun ikke blot bragt sin personlige Velfærd og Lykke som Offer, men er blevet Moder til et fra Fødselen af ødelagt Væsen, til en Søn, hvem Dødstræthed, Fortvivlelse, Afsind, Idiotisme rammer ved Indtrædelsen i Mandsalderen – og dog! Dog finder den Del af Samfundet, som Hr. Pastor Manders repræsenterer, at hendes Ofring af sig selv og Sønnen var Pligt, at et Opstandsforsøg mod dette græsselige var Forbrydelse.

Dette er Stykkets Pathos.

Digteren udvikler med rolig men ubøjelig Strænghed alle Konsekvenserne af et Liv som Alvings: Moderens forspildte, Sønnens skrækkelige Tilværelse, Sønnens Forelskelse i sin egen Halvsøster, dennes fra først af fordærvede Natur, der vil bringe hende til stedse dybere Synken, endelig Moderens fortvivlede Stilling overfor det Alternativ at fremme Sønnens Død eller lade ham leve som et levende Lig, og han synes saa at spørge, om et Levnet som hint var alle de tusinde Ofre værd, der under Trykket af Samfundsopinionen er bragt det. Naar, synes Ibsen at sige, saa oprørende, saa græsselige Ting forekomme indenfor det af Lov og Samfund omhegnede Familieliv, uden at noget velsindet og dannet Menneske deraf drager nogen Slutning om Beskaffenheden af de stiltiende Overenskomster, paa hvilke «det gode Selskabs» Façade hviler, mon det saa ikke er sundere, værdigere, mandigere, ja kvindeligere, at prøve Bygningen bag Façaden indtil Grunden end at nøjes med Pastor Manders's Forsikring om, at Bygningen er opført paa Klippegrund og, lige som Asylet i «Gjengangere», selv uden at være assureret, sikker nok mod Brandskade, da den «jo dog lige som helliges en højere Livsopgave».

Dette er, tykkes mig, kortelig udtrykt, Digterens Mening med sit Stykke.

Han har udtalt den i digterisk, dramatisk Form. Der forekommer ikke en Replik, ikke et Ord, som er sagt af ham, og for hvilket han bærer Ansvaret. At paadutte ham enten Osvalds eller Fru Alvings Synsmaader er utilladeligt, saa meget utilladeligere, som begge disse Karakterer hænge fortræffeligt sammen og ere fuldt forstaaelige uden Inddragning af Digterens Personlighed. Og dog er dette foretaget offentligt paa den plumpeste Maade. Om Osvald er det i denne Henseende næsten overflødigt at tale: hvad han siger, har Ungdommens, Kunstnernaturens, Zigøjnernaturens Præg. At Ibsen skulde skjule sig bag ham for at faa sagt, hvad han vil sige, er det lidt enfoldigt at antage. Men Fru Alving, der giver ham Ret, der endog overbyder ham! Hun maa da være den forklædte Henrik Ibsen! Som om Fru Alving ikke var en Skikkelse af det nordiske Samfundsliv. Som om vi ikke havde truffet hende, talt med hende, beklaget hende, forstaaet hende, længe før Henrik Ibsen malte os hende. Ikke en Gang det har man indset, at saaledes bliver en Kvinde, der har lidt og udstaaet dette. Og naar hun siger: «Ja det med Lov og Orden! Jeg tror mangengang, det er det, som volder alle Ulykkerne her i Verden», saa lader man, som havde man nu grebet Henrik Ibsen i at erklære Lov og Orden Krig. Denne Kvinde har set, hvad der trives bag Loven og Ordenen som Skjærmbrædter, hvad Under, at hun griber fejl og tror Skjærmbrædtet skyldigt; hun har set, hvad Selskabet tilsteder, lukker Øjnene for, bortlyver og borthykler; hvad Under, om hun tænker, at det Selskabet forbyder, (selv om det var Ægteskab mellem Halvsødskende) umuligt kan være slemmere eller endog blot saa slemt som det, det tilsteder, naar det bare ikke officielt behøver at vide deraf. Hvad Under! Nihilismen er Aandstyranniets sikreste Produkt. Vil man ikke høre Fru Alvings Synsmaade om Forbindelsen mellem Sødskende, saa maa man ophøre at fortælle os, at vi alle nedstamme fra slige Forbindelser. Vil man hindre Fru Alvings Anskuelser fra at brede sig, saa lad Orthodoxien indtage en beskednere Holdning, lad den opgive at undertrykke og at angribe. Der gives intet Sted i Evropa, hvor den hviler paa Sindene med et saadant Tryk som i Danmark-Norge, lad den tilskrive sig selv den stedse alvorligere Modstand, der rejses imod den, og lad den, hvis den ikke vil fremkalde en Literatur, i hvilken de Anskuelser, som nu kun fremstilles dramatisk, forfægtes for fuldt Alvor, tage Reb i Sejlene i Tide. At den bander og fordømmer, nytter intet. At dens frivole Talsmænd i Pressen til Bedste for den udkramme en Kvasi-Æsthetik, der for halvhundrede Aar siden endnu fandt Tiltro, men som aldrig var sand, det nytter endnu mindre.

Ibsens Drama skal efter Sigende have vakt megen Misstemning. Det norske «Dagblad» slutter en yderst lunken Anmeldelse med et Længselssuk efter – jeg veed ikke ret, om det er Rahbek eller A. Munch. «Naar man har læst Bogen», hedder det, «priser man uvilkaarlig den gode gamle Poesi, fordi man i al Fald kunde læse den uden Fare for sine Nerver.» Den norske Liberalisme ligner den danske Konservatisme deri, at de begge ere saa nervøse som Mimoser.

Nervøsiteten gyser tilbage for denne Bog; Blødsødenheden finder den «oprørende», den smægtende Fejghed finder den «dumdristig» og Affældigheden finder Ibsen «upoetisk». Jeg har for Morskabs Skyld ladet mig sende nogle Anmeldelser og har derved udvidet min Menneskekundskab. En Artikel i «Nationaltidenden» har særlig fortryllet mig. Den Petersen, der har skrevet den – jeg kjender ikke hans borgerlige Navn, han er anonym – bemærker, at «kun fordi Ibsen staar saa højt i Navnkundighed og literær Betydning, kan hans nye Arbejde ikke uden videre kastes hen i den Kalkkule, hvor sligt i Grunden ene hører hjemme.» Godt brølt, Petersen! Artiklen gjør ganske Indtryk af at være skrevet af en gammel journalistisk Daglejer, graanet i Haandværket. Naar man nu betænker Sandsynligheden af, at dette Udbrud stammer fra en Fyr, der har skrevet en Snes Aar i Aviser uden at det i dette Tidsrum er lykkedes ham at frembringe fire Linier, noget Menneske kan huske, mens det altsammen, Artikel for Artikel, Nummer efter Nummer er vandret – «i den Kalkkule, hvor sligt» i Reglen havner, naar man videre betænker, at Fyren taler om en Mand, af hvem man maaske endnu om 200 Aar vil læse et og andet, saa er denne Veltalenhed ikke uden psykologisk Interesse. Og Interessen stiger, naar man i det følgende støder paa disse Ord om Henrik Ibsen, at han maa ikke blot nære en sær Forkjærlighed for det modbydelige, men «være betagen af en til Vanvid grænsende Forfængelighed og Indbildskhed, naar han mener at have Kald til at fremsætte disse Problemer til æsthetisk Nydelse og med mindste Fremgang mod hint høje Maal, Bevidsthedernes Revolutionering.» Dette er maaske en Smule uhøfligt, men naar en anonym Petersen siger det, saa maa det være sandt, og det vilde være Pedanteri at opholde sig ved Formen.

Saa har dernæst «Dagbladet» haft en herlig Anmeldelse. Blot man aabner den, «er det ligesom man saa Gengangere smyge imellem Linierne». Naar man først læser de n, tager den sig ud som lutter Perfidi, og der er ganske vist en god Del Perfidi deri. I Anledning af Fru Alvings uforglemmelige Replik om Maskinsømmene, udbryder Anmeldelsen f. Ex.: «Saaledes bliver Ibsen færdig med Religionen», den undser sig ikke ved at lade ham «havne i den fri Kjærlighed» eller ved at plapre om, at Ibsen, den strengeste Moralist i evropæisk Poesi «ikke kjender eller ikke anerkjender Pligtbegrebet som en Hovedfaktor i Livet». Men jeg skal ikke dvæle ved Perfidien heri, fordi det er umuligt at skjønne, hvor meget der her er uvirkelig Perfidi, og hvor meget der er pur Enfoldighed. Den dybe ethiske Alvor i «Faraos Ring» har Ibsen nu vel ikke naaet. Men et almindeligt stilfærdigt Menneske vil nu formodenlig begribe, at Ibsen ikke mangler Pligtfølelse eller Pligtbegreb, fordi han som Goethe og Heiberg, Schiller og Hugo, Hegel og Herbert Spenser ingen absolute Pligter anerkjender. Han er netop saa langt fra at underkjende Pligten, som Schiller var fra at hade Dyden, da han skrev:

                 Meine Antipathie.

Herzlich ist mir das Laster zuwider, dobbelt zuwider
Ist's mir, weil es so viel schwatzen von Tugend gemacht.
«Wie, du hassest die Tugend?» – Ich woll'te, wir übten sie alle,
Und so spräche, will's Gott, weiter kein Mensch mehr davon.

Det er næsten Synd at forstyrre Anmelderne, naar de moralisere for Henrik Ibsen, thi det klæder dem saa uforligneligt. Men ilde vilde det heller ikke klæde at have saa meget Begreb om videnskabelig Psychologi og Ethik, at man vidste, Forpligtelsen hører hjemme i en Mellemsfære, er et Overgangsbegreb, for hvilket der i et harmonisk, sædeligt Forhold ikke mere er Brug. Da vilde man vel ogsaa begribe, at hvor Fru Alving (fra hvem der endda er langt til Ibsen), for overfor Sønnen at undskylde Faderen anklager sig for at have gjort Hjemmet uudholdeligt for denne med evindelig Tale om sine Pligter og hans Pligter – der angriber hun ikke – som man plat har insinueret – Sædeligheden i «Livsglædens» Navn, men den golde nordiske Hersen i Pligtbegreberne, der er saa uforenelig med et Liv i rolig Harmoni og saa sørgelig let at forene med et Liv i den mest forbenede Egoisme.

Dog pikantere endnu end Dagbladets Ethik er dets Æsthetik. Det er lutter gammel afdød Æsthetik fra Aarhundredets Begyndelse, der en Snes Aar senere kom til Danmark og, som det viser sig, har holdt sig der. Saaledes indvendes, at «Stykket i det hele er vendt tilbage til det antike Dramas Fatum og lader Katastrofen fremtræde som en Nødvendighed, medens det moderne Drama beror paa Frihed». At nu det moderne Drama beror paa Frihed (skal sige Villiens Frihed), er en af disse Spøgelsemeninger, som man ikke ventede at møde mere. Den stammer fra den gamle rationalistiske Periode, der ikke kjendte Arvelighedsideen, og ikke forstod eller ikke vilde vide af Omgivelsernes Indflydelse; det er en Theori, til hvilken ikke et eneste godt moderne Drama nogen Sinde har svaret. Og latterligt vilde det være, om Æsthetiken, der dog helst burde vide lidt Besked om, hvad den moderne Videnskab lærer om «den frie Villie», vilde fordre, at Dramaet skulde bero paa et Fantom, paa hvilket intet andet beror. At Katastrofen fremtræder som en Nødvendighed, er saa langt fra at være en Fejl i Ibsens Stykke, at det er netop det, som maatte være. Og ganske lige saa lidt er det en Fejl, eller som det i «Dagbladet» hedder «uretfærdigt og udramatisk» at Straffen fortrinsvis rammer Moderen og Sønnen, ikke den, som bærer Hovedskylden. «Uretfærdigheden» her er Verdensordenens, som det ikke er Digterens Sag at omarrangere eller omlyve, men at fremstille, og hvad der i Ibsens Stykke er mindre dramatisk end ønskeligt var, det beror ikke i mindste Maade paa dette Forhold. Som Drama har «Gjengangere» trods Digterens ogsaa her udviste Mesterskab sin Svaghed, det staar teknisk tilbage for «Et Dukkehjem», fordi Expositionen er for lang, og der er for lidt virkelig Handling imellem den og Katastrofen, men med det gamle Problem om Frihed eller Nødvendighed har denne Svaghed intet at skaffe. Hvis man vil finde Overensstemmelse mellem Ibsens Skjæbnetro og den antike, saa kan man; men den, der virkelig findes, beror kun paa, at vi alle, Tidsalderen, i hvilken vi leve, er vendt tilbage til Antikens naturalistiske Opfattelse af Menneskelivet. Det nittende Aarhundrede er deterministisk, som den klassiske Oldtid var det. Tænker man derimod paa de Gamles Tro paa et mystisk Fatum, hint Fatum, der i det antike Drama tvinger Oedipus til i Kraft af en Forudbestemmelse at dræbe sin Fader og ægte sin Moder, hint Fatum, der endnu spøgede i Ibsens «Kejser og Galilæer,» saa er Skjæbneudviklingen i «Gjengangere» saa langt derfra som Indsigt fra Mythologi.

Dagbladet betragter det som «en Slags Trods» eller «en Naivetet» af Ibsen, at han har indleveret sit Stykke til det kongelige Theater i Kjøbenhavn; thi, hedder det, «at noget Theater, i al Fald noget Theater af Rang og Betydning skulde ville opføre dette Drama, anse vi for en Umulighed.» Hvad fremmede, det vil vel nærmest sige tyske, Theatre ville gjøre, er ikke let at beregne og temmelig ligegyldigt. De skylde Ibsen intet, hans Stykker og den tyske Smag ligge langt fra hinanden, de have intet Hensyn at tage til ham. Men naar jeg ser de Anstrængelser, som «Dagbladet» og andre ligesindede Blade gjøre, anser jeg det selv for rimeligt, at det vil lykkes at hindre «Gjengangeres» Opførelse i Kjøbenhavn til Trods for Theaterchefens intelligente og uhildede Blik og til Trods for alt, hvad Theatret skylder Ibsen. De Par Tusind Mennesker, der udgjøre Selskabet, kalde sig «Samfundet» og forsøge at bilde Millionerne ind, at de er Staten, og som have en Hovedinteresse i, at der aldrig fra noget officielt sanktioneret Sted forkyndes noget dybt Alvorligt, noget gribende Stærkt, noget skjærende Sandt, ville rimeligvis med Lethed kunne hindre Opførelsen eller dog forvandle den til et Nederlag for Digteren og Theatret. De vilde for 50 Aar siden have umuliggjort Stykkets Trykning, nu kunne de vanskeliggjøre dets Opførelse og ville vedblive at kunne det, saa længe Nationaltheatrene i Evropa ikke betragte sig selv som Statstheatre, hvad der var Meningen med dem, men som en Samfundets eller Selskabets Luxus.

Selskabets Argument er dette, at et Stykke som dette er ikke «Poesi». Men Sandheden er, at Begrebet om Poesi forandrer sig igjennem Tiderne. I Frankrig var 1670 Shakspeare ikke «Poesi», i Danmark var 1770 Goethe ikke «Poesi,» for Heiberg var Victor Hugo og Frankrigs hele romantiske Literatur ikke «Poesi», ja for ham vare end ikke Bjørnsons og Ibsens Ungdomsværker det, som nu, netop i Modsætning til «Leonarda» og «Gengangere» ere blevne «Poesi.» Man kan være rolig, «Gjengangere» bliver saavist nok Poesi. «Men», siger Dagbladet, «der er en Skjønhedslinie, der sætter Grænsen for hvad der kan opføres og hvad ikke, og naar noget er ikke blot uskjønt, men rentud modbydeligt, har det intet paa Theatret at bestille.» Det er sandt, og jeg underskriver hvert Ord. Der er noget der er uskjønt, ja rentud modbydeligt, og som intet har paa Theatret at bestille. Og hvad er det? Det er f. Ex. Efterligningen, der puster sig op som var den Originalitet, der er Udtømtheden, der blotter sig som var den Produktivet, det er Rutinen og Margløsheden, som raaber sit «Exelsior!», det er Gengangerskikkelserne, som sminke sig tommetykt for at synes rødkindede bag Lamperækken. «Det Uskjønne, ja Modbydelige» ligger ikke i Stoffet, men i Behandlingsmaaden. Hvad angaar altsaa alt dette Ibsen, som staar i sin fulde digteriske Kraft?

Henrik Ibsen har ved at skrive den moderne Tragedie, som kaldes «Gjengangere», sat sin hele møjsomt og langsomt indvundne Avtoritet, sin Yndest hos Publikum, næsten sin borgerlige Anseelse paa Spil. Denne Bog er trods sin eminente Betydning ikke det fuldkomneste Drama, han har skrevet, men den er den nobleste Handling i hans literære Liv.

Georg Brandes.
Publisert 20. mars 2018 16:14 - Sist endret 20. mars 2018 16:14