Helga Bluhme-Jensen

I Aften, den 20de Mai, lader som bekjendt en Komite opføre Ibsens, i Europa saa meget omtvistede Familiedrama «Gjengangere»; det er efter Forholdene her godt besat med dygtige Dillettanter. Selv har jeg paataget mig at udføre den vanskelige, anstrengende Hovedrolle, Kammerherinde Alving, en Rolle der kræver et langt og grundigt Studie, som desværre min optagne Tid ikke fuldt har tilladt mig. Digteren har aabenbart valgt denne Karakter som Repræsentant for en Del af hans egne Tanker og Meninger. Stykkets Opførelse her (paa den desværre i dramatisk Henseende ofte misbrugte Turner Halles Scene) i Chicago er imidlertid en Begivenhed i vor lille skandinaviske Theaterhistorie i Amerika, en Begivenhed der ikke bør gaa upaaagtet hen, jeg for min Part, sætter dette Stykke øverst af alt, hvad Ibsen har frembragt, en saa glimrende Bygning og Teknik skal man lede længe efter; Handlingen er egentlig ikke stor, og dog saa forfærdelig. Enhver, hvem det strenge, arbeidshaarde Liv herovre ikke helt har berøvet Sands for Kunst, vil føle ligesom et Greb ind i sig selv af Digterens Haand. Med store sande forfærdelig sande Træk ser man et Interieur i en Familie, hvis Rygte har været hævet over al Tvivl, hele den sørgelige nøgne Sandhed, viser Ibsen os da i storslagne, malende Scener. Man finder det hjemme ved Theatrene, udramatisk vist ikke det er kun maaske for sandt, midt i sin Absurditet, thi vel at mærke, Stykket er absurd, ligger der en ulmende Gjæring mod alle gamle Fordomme og Tro, og dertil i Pastor Manders Figur, en smuk, sand Repræsentant for, hvad man skal og bør tro her i Livet, om end Menneskene nu tildags i de nye tvivlende Strømninger ikke altid kan holde fast ved Traditionerne. Ibsen lyser stærkt op med Tvivlens Fakkel over alt engang vedtaget. Stykket er værd at se. Jeg staar i økonomisk Retning dennegang uinteresseret ligeoverfor Forestillingen, og kan derfor saameget mere anbefale den. Skandinaver, gaa hen og se den norske Digterkunsts sidste storartede Frembringelse, Ibsens «Gjengangere.»