Anonym anmelder i Illustreret Tidende

August Lindbergs oppsetning av Gengangere ved Folketheatret i København anmeldt i Illustreret Tidende, København 2. september 1883 (Nr. 1249, 24de Bind, s. 603).

Theatrene.

I «Gjengangere» har Henrik Ibsen udført det tekniske Mesterstykke at bygge en gjennem tre Akter livlig fremskridende Handling med kun tre Personer som Agerende. Det følger heraf, at Stykket maa stille store Fordringer til de Spillende, og det bliver derfor en dobbelt stor Ære for Hr. Aug. Lindberg og hans svenske Selskab, at deres Løsning af den vanskelige Opgave maa siges at være lykkedes i alt Væsenligt og at byde en scenisk Fremstilling, som det nok er værd at tage i Øjesyn baade for den sikre, blødt afrundede, intelligent beherskede Helheds Skyld og for de enkelte Rollers Vedkommende. Den mest omfattende af disse, Fru Alvings næsten overveldende store Rolle, udføres af Fru Winter-Hjelm, i hvis Spil en Tilskuer, hvis Smag ikke har taget Skade af det rabaldermæssige «Virtuosenthum», snart vil opdage en Kunstnerinde, der er ligesaa sikker paa sine Midler som paa sit Maal og veed at lade Fru Alvings Skikkelse hæve sig fra den stilfærdige, douce Begyndelse til den jevnt stigende Højde af Affekt, som Rollen kræver. I Frk. Rustan har Selskabet en ung Dame, hvis friske og tækkelige Personlighed er som skabt for Regines Sundhedsfylde, og hvis Spil formaaer at betone det Frække og Fordærvede i hendes Natur, uden at berøve hende al Sympathi. Hendes Regine og Hr. Axelsons Snedker Engstrand, som især mod Slutningen af Stykket bliver en af virkelig Humor baaren Skikkelse, virke som højst oplivende og ofte med Længsel imødesete Elementer i den Hospitalsluft, der hviler tungere og tungere over Stykket, alt som den af ingen digterisk Retfærdighed forsonede Handling skrider frem. Godt havde det været, om ogsaa Hr. Ranft havde kunnet bringe sin Del af Komik, om end af en finere Art, ind i Stykket, men dertil egner hans noget for suffisante Spillemaade sig ikke, uagtet Udførelsen baade er rigtig anlagt og har vellykkede Momenter. Osvalds Rolle spilles af Hr. Lindberg; den ligger godt for hans Temperament, er forstaaet med den fine Intelligens, vi alt nu have seet flere Prøver paa hos denne Skuespiller, accentueres i det Ydre ved en træffende Maskering, som kun skades af en mangelfuld Mimik, og opnaaer ogsaa en betydelig Virkning, mest naturligvis i Slutningsscenen overfor dem, som «wollen stark Getränke schlürfen». For vort Vedkommende maa vi tilstaa, at skjøndt Handlingens skabreuse Motiv traadte mindre frem, end vi havde ventet medens paa samme Tid rigtignok tillige dens typiske Anvendelse paa andre Livsformer traadte i Skygge har Opførelsen af «Gjengangere», trods alt det Interessante, den bragte, kun bestyrket os i, at det er god Smag at holde Nationalscenen saalænge som muligt lukket for dramatiske Fremstillinger, der have deres Tyngdepunkt i den naturtro Gjengivelse af Drankergalskab, som i «Faldgruben», eller den ikke fremskridende, men formelig galopperende Parese, som i «Gjengangere» al anden Sammenligning mellem disse to Stykker selvfølgelig udelukket.

Publisert 21. mars 2018 09:28 - Sist endret 21. mars 2018 09:29