Marcus Jacob Monrad

Artikkel om Gengangere av Marcus Jacob Monrad i Morgenbladet i Kristiania 14. januar 1882 (No. 14A, 64de Aarg.).

Hvad man kan lære af Ibsens «Gengangere».

Lære? Ja, thi den er længe siden forbi den Tid, da man i Digterværker søgte, hvad man kaldte Poesi og Skjønhed, søgte en Forfriskelse for Aand og Hjerte, en Opløftelse over Hverdagslivets uklare, trættende Virvar og et forsonet og forsonende Blik paa Livet. Alt Saadant betragtes nu ialfald kun som Gjenganger-Væsen, hvad nu Digtekunsten, som enhver anden Kunst, vil give os, er kun, hvad den kalder «Sandhed», det vil sige den nøgne, ja splitternøgne Virkelighed i dens allermest frastødende Form. Den vil knuse alle Illusioner, alle saakaldte Idealer; den vil for enhver Pris aabne vort Øie for, at «Lunden er kun Ved» (lucum ligna), og tilsidst, at denne Ved er raadden. Man skal stedse trøste sig med, at

«Er det ikke smukt, saa er det ganske sandt.»

Kort sagt: den vil kun række os Frugter af Kundskabens Træ, som, hvor bitre de end kunne være, dog skulle være «til at faa Forstand af».

Nu vel! Man maa stikke Fingeren i Jorden og tage, hvad Tiden giver. Man maa ikke «søge efter Vandlilier paa tørre Steder»; thi det vil da gaa, som salig Rathke sagde, at «man søger dem nok, men man finder dem ikke».

Jeg vil derfor ligeoverfor Ibsens nyeste Skuespil gjøre Afkald paa alt andet og kun søge, hvad jeg kan lære deraf, og da hovedsagelig angaaende vigtige Samfundsspørgsmaal; thi det er jo saadanne, der nu fremfor alt saavel i Skuespil som i Romaner skulle «sættes under Debat.»

Det er fornemmelig to Ting, der for mig fremgaar af Ibsens «Gengangere», og det med slaaende Tydelighed.

Under de Angreb paa Christendommen, ja overhoved paa al Gudstro, som i de senere Tider have fremtraadt mere og mere utilslørede, til stor Bekymring for saa Mange, som deri have seet en stor Fare for det hele sædelige Samfund, har det saa ofte været fremholdt, at denne Fare kun er indbildt, at hine Angreb kun gjaldt de religiøse «Dogmer», der ikke havde Noget at bestille med Moral og Sædelighed, og at man nok kunde bortskaffe Troen paa Gud og Udødelighed som uforenlige med den nyere «Videnskab», uden derfor at anfegte de moralske Grundsætninger og den Sædelighedsorden, der kan betragtes som den fremskredne Civilisations, af al Religion uafhængige, Udbytte. Jeg maa tilstaa, at jeg altid har næret nogen Tvivl mod denne Lære om en gjennemgaaende Skilsmisse mellem Religion og Sædelighed, da tvertimod Historien synes at vise, at ethvert sædeligt Samfund stedse har været knyttet til en Gudsdyrkelse, og jeg heller ikke vel begriber, hvorfra en reen moralsk Tænkemaade skulde faa sin fulde Styrke og forbindende Kraft, naar det ikke skulde være i Ærefrygt for og Kjærlighed til noget Helligt og Guddommeligt.

Men hvorom Alting er, saa kommer nu Ibsens nye Stykke og leverer et kraftigt Indlæg imod hin Lære om Religionens Ligegyldighed for det Ethiske. Naturligviis i et charakteristisk Exempels Form. Vi see her en fint og ædelt anlagt Kvinde, hos hvem man helst skulde antage, at en naturlig Sædelighedsfølelse vilde i det Længste gjøre Modstand mod alskens theoretiske Reflexioner, dog ved Læsning af de moderne Fritænker-Skrivter, hvis Lærdomme hun efterhaanden har tilegnet sig, tilsidst bragt saa vidt i moralsk Vilderede, at hun billiger baade den frie Kjærlighed og Blodskams-Forbindelser og Selvmord, kort sagt, Forbrydelser, som det sædelige Samfund betragter med den største Afsky og gjør Alt for at hindre og straffe. Ja, naar hun engang i Ungdoms Fortvivlelse er flygtet fra sin Mand og har villet kaste sig i Armene paa en tidligere Elsker, men af denne med ædel Selvovervindelse er ført tilbage til sin Pligt, saa beklager hun nu denne maaske i moralsk Henseende bedste Handling, som de To i sit Liv har udført som en sørgelig Forvildelse, og mener naturligvis, det vilde været bedre, om de begge, uden Hensyn til moralske Grundsætninger og Egteskabets Hellighed, blot havde fulgt sin Lyst og Naturens stærke Drivt. Jo mere nu Charakteren paa Ibsens sædvanlige Viis er skildret med dybt psychologisk Blik og anskuelig Conseqvents, og jo mere Digteren har vidst at vække vor Sympathi for en oprindelig dyb og begavet Natur: desto tydeligere paatrænge de sædelige Forvildelser sig os som nødvendigt flydende af det hele Standpunkt, og desto stærkere og anskueligere forkyndes os den Lære, at hint «moderne» Standpunkt ikke kan blive staaende ved at bestride religiøse Dogmer, men at det ligesaavel vender sig mod Moral og Sædelighed og saaledes isandhed viser sig som samfundsopløsende. Det er saaledes ikke blot Christendommens Lære om Gud, Frihed og Udødelighed, om Synd og Forsoning, der betragtes som Gjengangere, men hele Livet og Samfundet er fuldt af saadanne, til hvilke igrunden hører Alt, hvad der hidtil har været anseet som helligt og ubrødeligt, men som det nu kun skal være «Feighed» ikke at løsgjøre sig fra. Hvis man da ikke skal finde, at de nye Anskuelser føre til en Opløsning af al Moralitet, saa maa man sige, at de ialfald vil medføre en ganske ny Moral. Hvordan denne forresten skal være, er ikke saa let at tænke sig; saameget se vi kun, at Selvmord, fri Kjærlighed og Blodskam vil blive blandt Ingredientserne.

Ligger det nu ikke nær for Enhver, der ikke vil dette Sidste, men som seer, med hvilken Følgerigtighed det udvikler sig af den moderne Vantro ligger det ikke nær at slutte omvendt, at en sund og kraftig Christendom er den eneste Garantie mod en Tænkemaade, der ikke kjender nogen anden Lov, end Sandselighed og Egoisme, og altsaa isandhed den væsentlige Grundvold for et virkelig Sædeligt Samfund?

Men der er ogsaa noget Andet, som det nye «Familie-Drama» med eller mod sin Vilje maa tjene til at vise.

Et herskende Træk i en Tænkemaade, der i lang Tid har gjældt og endnu i vid Udstrækning gjælder for modern og «frisindet», er, hvad man kan kalde dens Pelagianisme eller Individualisme, den Synsmaade nemlig, at ethvert menneskeligt Individ bestaar udelukkende for sig selv, selv raader ubetinget for sine Handlinger og derigjennem for sin Skjebne, Enhver følgelig staar og falder ved sin egen Fortjeneste og sin egen Skyld. Den christelige Lære om en Slegtens dybere Sammenhæng og Solidaritet, om en «Arvesynd» og om Nødvendigheden og Gyldigheden af en denne ophævende almindelig Forsoning, bliver da betragtet som en barbarisk Fordom. Men der sees i den sidste Tid flere Tegn til Omslag i denne Henseende. Ibsen har selv allerede i tidligere Verker hentydet til Elendigheder, der gaae i Arv i Slægten, og viist sig ingenlunde fremmed for den Tanke, at «Fædrenes Misgjerninger straffes paa Børnene». Men ingensteds fremtræder dette med en saa gruvækkende Tydelighed, som i «Gengangerne», der saa at sige heelt og holdent er bygget derpaa, og hvor ikke alene Syndens ydre Følger, men ogsaa Synden selv gaaer i Arv. Ikke alene har Faderens ryggesløse Levnet i Sønnens ulægelige Sygdom, i hans hele nedbrudte Sjæls- og Legemsforfatning efterladt et uudsletteligt Spor; men naar Faderen i sin Tid har forført en Husjomfru eller Stuepige, saa maa den samme Scene ogsaa gjentage sig i Sønnens Liv. Men hvad der er det mest Karakteristiske, og hvorpaa maa lægges den største Vægt, er, at dette viser sig her at skee ifølge en Naturlov og med uundgaaelig Nødvendighed. Fra den over Slegten hvilende Forbandelse, fra den stedse fortspirende Synd og dens Følger er der ingen Frelse, ingen Befrielse; den engang inficerede Slegt holdes i Naturnødvendighedens Jernbaand; den maa raadne op, hjemfalde en sikker Undergang, ende i Fortvivlelse og Vanvid. Maleriet er rystende, forfærdeligt der er ikke Spor af eller Udsigt til nogen Forsoning. Men jo mesterligere dette er udført, og jo klarere her Alt er motiveret, desto tydeligere seer man ogsaa i dette trøstesløse Resultat en uundgaaelig Conseqvents af den naturalistiske, religionsløse Grundanskuelse, der her danner Udgangspunktet. Kan man da tænke sig med større Styrke den Lære forkyndt, at ifølge Naturens Orden gaar menneskelig Synd og Elendighed nødvendig i Arv, avler en stedse fortsat Synd og Elendighed og medfører tilsidst Slegtens Undergang, mod hvilken den samme Naturens Orden ikke kjender noget Bodemiddel? Men dette er jo det Samme, som at sige, at hvis der skal kunne tænkes noget Middel, hvis nogen Frelse eller Opreisning skal være mulig, saa maa denne søges udenfor hin ubønhørlige Naturens Orden; der maa være indkommen i Verden et høiere, i egentlig Forstand overnaturligt Princip, der kan opløfte over denne Naturnødvendighed, frelse og frigjøre fra denne Trældom under den i Slegten indkomne Synd og dens Følger. Og dette er jo netop Christendommens Lære, som, idet den fuldtud erkjender, hvorledes den i Verden indkomne Synd fremdeles naturligt forplanter sig med Døden i sit Følge, og at Menneskenaturen er vanmægtig til af egen Kraft at udfrie sig fra dette «Syndens Legeme», dog henviser til en Forsoning, der bryder Syndens og Dødens Braad, og gjør det muligt at begynde et nyt Levnet og faae Del i et nyt, over Naturen og Timeligheden hævet, Liv.

Den, der altsaa i et anskueligt Exempel viser os Slegten, som af sig selv ifølge Naturens Orden hjemfalden til uundgaaelig Synd og Undergang, prædiker indirekte om Christendommens Nødvendighed. Saa er altsaa Sagen stillet: enten Ødelæggelse og Fortvivlelse, fra hvilken Naturalismen ikke kjender nogen Befrielse, eller en Forsoning og Frelse, som Christendommen byder. Enhver kan her vælge.

Og man sige ikke, at Handlingens ulykkelige Ende kanske skriver sig fra en hæmmende Eftervirkning af de gamle Ideer og Samfundsmagter, saa at en lykkeligere Slegt kunde tænkes at ville udvikle sig, naar de nye Ideer ere blevne eneherskende, og alle religiøse og sædelige Fordomme ere kastede overbord. Thi derimod taler hele Handlingens Anlæg og Udvikling paa det Bestemteste. Den ulykkelige «Forvildelse» f. Ex. at Fruen af Presten er bragt tilbage (som vi sige) til sin Pligt, har ialfald slet ingen Skyld i Sønnens ødelagte Sjæls- og Legems-Tilstand, som bevirker Katastrophen; denne er meget mere kun en Følge af Faderens ryggesløse Liv (som vi kalde det), eller at denne netop med Tilsidesættelse af sædeligt-religiøse Fordomme, kun har søgt «Livsglæden», hvor han fandt den, hvad der altsaa under den nye Tingenes Orden vilde blive Regelen, og som naturligvis stedse vilde have de samme Følger. Ja jo mere alt dette, som nu strider mod Samfundets Love og de gamle Begreber om Pligt og Sædelighed (f. Ex. den «frie Kjærlighed og de vilde Ægteskaber»), kunde tænkes ifølge de nye Anskuelser at blive herskende Samfundsregel, jo mere altsaa alle hidtil hæmmende Baand bleve løsnede: desto mere vilde ogsaa de deraf flydende Følger blive almindelig, herskende Regel, og det ibsenske Familie-Drama udvider sig uvilkaarlig til at være et Menneskeslegtens Drama. Som det igrunden er Tilfældet med ethvert betydningsfuldt dramatisk Verk, blive Væggene gjennemsigtige; vi see egentlig udover den hele naturlige Menneskeslegt, og see, hvorledes denne, sig selv, sine Naturdrivter og sit Fatum overladt, med uafvendelig Nødvendighed gaar sin Opløsning og Undergang imøde.

Den Lære, jeg saaledes i dette Værk seer sat i et stærkt Lys, er deels den om det sædelige Samfunds Trang til et religiøst Underlag, deels endnu mere den hele Menneskeslegts Trang til en Forsoning og en Udfrielse af den naturlige Fordærvelse og dens Følger. Jeg tør ikke paastaa, at det just er dette, som Digteren selv har villet lære os; derom siger jeg Intet hverken til eller fra. Hvad Ibsen selv i sit Hjerte mener og vil, er hans Sag og vedkommer ikke os, hans Læsere; vi holde os medrette kun til Værket og det deri oprullede Livsbillede, med de Conseqventser, som deraf udvikle sig, og jeg har kun søgt at gjøre mig Rede for, hvilken Lærdom jeg deraf kan uddrage. Det er forresten ikke uden Exempel endog hos betydelige Digtere, at deres Skabninger og Sagens Logik ere stærkere, end de selv og føre dem videre, end de have til Hensigt. Dog om Digterens Hensigt dømmer jeg, som sagt, her ikke. Den objective Lærdom, jeg har fundet i Værket, forekommer mig vistnok at ligge nogenlunde aaben og tydelig for Enhver; dog tør jeg heller ikke paastaae, at Alle just skulle see det Samme. Jeg veed nok, at «saadanne Værker er Speile: naar en Nar seer ind i dem, kan ingen Apostel see ud deraf.» Jeg veed ogsaa godt, at jeg er ingen Apostel, endskjønt hvad jeg har seet deri, nemlig om Menneskenaturens Syndenød og Trang til Forsoning, kan minde om Apostelen Pauli Lære. Men de, som ansees for den nyere Tids Apostle, have vistnok et andet Syn; de ville maaskee ogsaa faae noget ganske Andet ud af det her omhandlede Verk. De ville maaskee tage de ytrede mod Christendom og Sædelighed religionsfiendske Grundsætninger ligefrem til Indtægt og lukke Øinene for de sørgelige Conseqventser eller ansee disse for tilfældige; de ville bag de mørke Skyer, som de betragte som forbigaaende, see en straalende Menneskehedens Fremtid, da der ikke længer skal være nogen Gudstro (og saaledes heller ingen Vantro), ikke længer noget Egteskab (og saaledes heller intet Egteskabsbrud), ikke længer noget Familieliv (og saaledes heller ikke noget Familiedrama), da kun «Livsglæden» skal skumme og sprudle uhindret og rigelig fra alle Kilder, og naar da et Liv derved er sjæleligt og legemligt ødelagt, skal det være i sin Orden, at en Dosis Opium gjør en let Ende derpaa.

Ligeoverfor disse de være nu Apostle eller Propheter faaer jeg finde mig i at være Narren.

Men efter det gamle Ord er det dog undertiden «af Børn og Narre, at man skal høre Sandhed.»

Publisert 20. mars 2018 16:49 - Sist endret 20. mars 2018 16:50