Anonym anmelder i Morgenbladet

Gengangere anmeldt i Morgenbladet i Kristiania 15. og 18. desember 1881 (No. 345 A og 348 A, 63de Aarg.).
(15. desember 1881)

«Gengangere»,

Familiedrama i 3 Akter af Henrik Ibsen.

Hvad er det for en stor Tanke, som rører sig i alles Sind, og giver Tidsalderen sit Præg? Hvad er det for et Syn, som griber Forfattere og Forskere, saa at det trænger frem som en altopslugende Livsanskuelse, – som bringer Darwin til at lære, hvad alle, naar Fantasterierne skjæres bort, ere enige om, at han har Ret i at lære, – som paa Literaturens Mark lader fremblomstre netop det styggeste, Naturen eier, Gjødseldyngernes eget frodige Ukrud, – hvad er alt dette uden «Gengangere» af den store Tanke, som fødte, og af det Syn, som rulles op i Ordene, vi alle mindes fra vor Børnelærdom: «Jeg, Herren, Din Gud, er en nidkjær Gud, som hjemsøger Fædrenes Ondskab paa Børnene».

Saa mægtigt og sandt er altsaa dette Ord, at det efter Aartuseners Forløb dukker op som en ny Sandhed, ja næsten som et Fund! Saa evig uforanderligt er dette Ord, at i en Tid, som søger Sandhed og vil klargjøre sig Menneskelivets Gaader, bliver denne den ældste af Menneskeaandens Eiendele den første Frugt, som en ny Lære formaar at afsætte! Hvilken Kredsgang maa dog ikke Menneskeaanden gjøre! Gjennem Aarhundreder bøiet under Gjengjældelsens Trældom vandt Menneskeaanden frem til Frihed og Forsoning, for atter efter nye Aarhundreders selvforskyldte Sløvhed at vaagne op paa sit første Udgangspunkt, Erkjendelsen af, at der gives en aandelig Lov med Udslag for den enkelte, for Familiegrupperne, for de store Samfund: den Lov, at hvad Du har brudt, skal sones, med andre Ord: den evige Retfærdigheds Lov.

Vi spørge ikke om, af hvilken Aand de Mænd tale, der forkynde denne gamle Lære som en ny Opdagelse; vi undersøge ikke, om de ere helt skrøbelige Redskaber, maaske blinde og ubevidste. Vi modtage dem som Redskaber til at vække en sløv Tidsalder op af Dvale og bringe den til at higes og kjæmpe efter en Forsoning, fordi den maa erkjende, at der gives en urokkelig Lov, som siger, at der skal sones.

Paa denne Maade seet byder Ibsens «Gengangere» en Interesse, som de ingenlunde fortjene i Egenskab af Kunstverk. Uden Handling, med løst henkastede Konturer af uklare Skikkelser, med plumpe Udtryk og endnu plumpere Hentydninger – og dog paa samme Tid med Streifglimt af den store Mesters Begavelse – er det hele Drama kun en løs Udarbeidelse af den Tanke, som kommer frem i «Nora»s Doktor Rank. En gjennem Udsvævelser ødelagt Fader har sat en Søn og en Datter i Verden, den første gjennem lovligt Ægteskab, den anden som Frugt af en ulovlig Forbindelse. Sit Hjem har han forpestet, saalænge han lever, og de Minder, som hans Hustru bærer med sig, og som hun nu, med Forfatterens altfor gunstige Tilladelse, betror de «tusind Hjem», have intet tabt af sin oprindelige Duft. Hun er en værdig Hustru til en værdig Mand: for at skaffe sin Søn en «Livsglæde» prøver hun den Tanke at fremme en Blodskamsforbindelse (Byrons Laurbær hindrer Ibsens Søvn) og viger kun med Nød tilbage fra med egen Haand at afskjære Sønnens Livstraad, da han ved Tæppets Nedgang synker sammen som Idiot, et uforskyldt Offer for sin Faders Synder.

Uforskyldt, – det er dette, Forfatteren har villet fremhæve, uforskyldt fra Sønnens Side, men dog – ikke sandt? – med Skyld til Døden hos Faderen? Og hvis saa, hvorfor da ikke minde Sønnerne itide om, at som de, efter Digterens smukke Tanke, havde Ret til at forbande sine Fædre, saa venter der engang dem den samme Dom? Vi er jo dog nu paa det rene med, at Sønnens Pietet for Faderens Minde er en ynkelig «Genganger», men hvis Faderens Kjærlighed til Sønnen endnu har Livskraft, hvorfor saa ikke udnytte den til Samfundets bedste?

Henrik Ibsen har krævet Prærogativ til at spørge, men efter Læsningen af «Gengangere» skal neppe mange være i Tvivl om, at der dog kan spørges for meget, naar man magter saa daarligt at give Svar, som Ibsen aabenbart gjør det.

Vi tro for vor Del, at der bag denne Stræben, ja Lidenskab hos Ibsen og Snese af andre moderne Forfattere, efter at fremhæve Mennesket som et sikkert Produkt af Arvelighedens Faktorer, at der bag dette ligger en klarere eller dunklere Følelse af, at der dog er en stor Skyld i Verden, og at Menneskeheden Generation efter Generation ikke ere selvstændige Led i en sammenklinket Kjede, men inderligt forbundne Dele af en levende Organisme, der bærer paa en stor Skyld, som den skal betale. I denne Forstand hilse vi «Gengangerne» med Glæde, og se i Ibsen en Medarbeider for den Livsanskuelse, som beæres med de «store» Aanders Haan, men hvis Grundpille de samme Aander nu ere med at gjenopbygge. Lad dette være skeet, saa ville andre og større Aander bygge videre og, naar Tidens Fylde atter kommer, rejse det Tag, hvorunder Mennesket kan bo med Erkjendelsen af Skyld, men med Forvisningen om Naade.

I al anden Forstand kan Ibsens sidste Verk kun vække Beklagelse og Følelse af, at han i dette Arbeide er i kunstnerisk Henseende kun en blodløs Gjenganger af sit fordums Jeg.



(18. desember 1881)

Henrik Ibsen: «Gengangere» et
Familiedrama i tre Akter.

Naar man skal karakterisere Ibsens nye Bog, træder dens æsthetiske Side tilbage for dens ethiske.

Ibsen har øiensynligt til de mange Spørgsmaal paa Ethikens Gebet, som han i sine tidligere Skrifter allerede har reist, villet bringe frem en Række nye og videregaaende. Ligesom Ibsen i sine tidligere Verker paa en besynderlig kald Maade har stillet sig neutral ligeoverfor de af ham vakte Kvæstioner, saaledes er det vistnok hans Mening, at han denne Gang vil indtage samme Stilling. Herved er imidlertid for det første at bemærke, at de Spørgsmaal, han denne Gang behandler, ere af den Natur, at Neutralitet ligeoverfor dem ikke kan tilstedes. For det andet er hans Fremstilling af de Personer, gjennem hvilke han lader de forskjellige Synsmaader træde frem, af den Beskaffenhed, at han maa siges som Digter at have ladet Vægtskaalen falde til Gunst for Anskuelser, der ikke kunne betegnes som andet, end yderst forkastelige.

Vi skulle betvivle, at Spørgsmaalet om Ægteskabets eller den frie Kjærligheds Berettigelse egentlig egner sig til at bringes frem som Diskussionsthema i en digterisk Behandling. Det samme gjælder Spørgsmaalet om det er naturligt og rigtigt, at Børn elske sine Forældre, fordi de ere deres Forældre, eller om dette skal bero paa, om de kjende dem og finde Behag i dem, Spørgsmaalet om, hvorvidt Forbindelser bør være forbudne mellem nære Slægtninge eller om disse – hvilke vi med et uneutralt Udtryk kalde Blodskamsforbindelser – bør være tilladt, og endelig Spørgsmaalet om, hvorvidt Selvmord eller Mord paa andre efter Vedkommendes egen Begjæring er tilstedeligt eller ikke.

Men det er disse Spørgsmaal, som i «Gengangere» bringes frem for det læsende Publikum.

Som Repræsentant for den kristne Morals Opfatning af disse Spørgsmaal staar Presten Manders, der skildres som en troskyldig, skikkelig Mand af de mest bornerede Synsmaader og med den ynkeligste Menneskefrygt. Ingen Læser, selv om hans Overbevisning fører ham paa samme Side som Presten Manders, kan føle andet end Medynk med en saadan Repræsentant for Kristendommen og den kristelige Moral, og han skal sikkerlig ikke være skikket til at gjøre Proselyter blandt Bogens Læsere. Som Repræsentanter for den modsatte Anskuelse staar Bogens tvende Helte, Kammerherreinde Alving og hendes Søn, Maleren Osvald Alving.

Om den frie Kjærligheds Fordele i Modsætning til Ægteskabet ere begge disse enige, og Sønnen giver en meget rosende Skildring af den «Sædelighed», som hersker i Konkubinatfamilier, i hvilke den unge Mand i Udlandet har havt megen Omgang. Fru Alving henter fra sit ulykkelige Ægteskab med en udsvævende Mand Argumenter for det samme.

Sønnen finder ingen Grund til at elske en Fader, som han ikke engang har kjendt, og kalder dette «gammel Overtro». Dette støder Moderen, som dog ikke gjør meget stærke Indvendinger, men udbryder: «Osvald – saa elsker Du heller ikke mig»! Herpaa faar hun det elskværdige Svar: «Dig kjender jeg da ialfald» – hvortil han senere tillægger, at han skylder hende Taknemmelighed – hvorfor mon anerkjender den nye Moral denne Følelse, naar den sløifer saa mange andre? – og at hun desuden jo kan være ham «saa umaadelig nyttig nu, da jeg er syg».

Fru Alving finder ingen afgjørende Betænkelighed ved en Forbindelse mellem sin Søn og dennes uægte Halvsøster, Regine, i det nære Blodsbaand mellem dem, og anklager sig selv for Feighed, fordi hun ikke vilde vove at gaa ind derpaa. Da Pastor Manders finder en saadan Tanke forfærdelig og en saadan Forbindelse oprørende, søger hun at berolige ham ved at antyde, at der ude omkring i Landet findes adskillige Ægtepar, som er ligesaa nære i Slægt. Den fortræffelige Repræsentant for Religion og Moral, som Hr. Ibsen har fremstillet i Pastor Manders, svarer hertil:

«Nå, De tænker Dem det mulige Tilfælde, at – Ja, desværre, Familielivet er visseligen ikke altid så rent, som det burde være. Men sådant noget, som De sigter til, kan man jo dog aldrig vide – ialfald ikke med Bestemthed. Her derimod – ; at De, en Mor, kunde ville tilstede, at Deres -!»

Senere ytrer Fru Alving:

«Ja, vi stammer nu forresten allesammen fra den Slags Forbindelser, siges der. Og hvem er det, som har indrettet det slig her i Verden, Pastor Manders?»

Derpaa forekommer følgende Replikskifte:

Pastor Manders.
Saadanne Spørgsmaal drøfter jeg ikke med Dem, Frue; dertil har De langtfra ikke det rette Sind. Men at De tør sige, at det er feigt af Dem -!

Fru Alving.
Nu skal De høre, hvorledes jeg mener det: Jeg er ræd og sky, fordi der sidder i mig noget af dette gengangeragtige, som jeg aldrig kan bli´ kvit.

Pastor Manders.
Hvad var det De kaldte det.

Fru Alving.
Gengangeragtigt. Da jeg hørte Regine og Osvald derinde, var det som jeg så gengangere for mig. Men jeg tror næsten, vi er gengangere allesammen, Pastor Manders. Det er ikke bare det, vi har arvet fra far og mor, som går igjen i os. Det er alleslags gamle afdøde meninger og alskens gammel afdød tro og sligt noget. Det er ikke levende i os; men det sidder i alligevel og vi kan ikke bli´ det kvit. Bare jeg tar en avis og læser i, er det ligesom jeg så gengangere smyge imellem linjerne. Der må leve gengangere hele landet udover. Der må være så tykt af dem som sand, synes jeg. Og så er vi så gudsjammerlig lysrædde allesammen.

Sønnen Osvald udtaler sig lidet om dette Punkt, men synes at være enig med Moderen.

Det er Sønnen Osvald, der som Arv efter Faderens Udsvævelser har modtaget Spirer til Galskab, hvoraf han allerede har havt et Anfald, som begjærer af Moderen, at hun, naar Sygdommen igjen indfinder sig, skal give ham en Dosis Gift, med hvilken han har forsynet sig. Moderen vægrer sig først, men giver ham tilsidst sin Haand paa det «om det bliver nødvendigt. Men det bliver ikke nødvendigt – nei – det er aldrig muligt». Efter nogle faa Replikker kommer følgende Slutningsscene:

Osvald.
(sidder i lænestolen med ryggen mod baggrunden, uden at røre sig; pludseligt siger han):
Mor, gi´ mig Solen.

Fru Alving.
(ved bordet, ser studsende paa ham).
Hvad siger Du?

Osvald.
(gjentager dumpt og toneløst):
Solen. Solen.

Fru Alving.
(hen til ham).
Osvald, hvorledes er det med Dig?

Osvald.
(synes at skrumpe sammen i stolen; alle musklerne slappes; hans ansigt er udtryksløst; øinene stirre sløvt frem).

Fru Alving.
(dirrende af rædsel):
Hvad er dette? (Skriger høit.) Osvald! Hvorledes har du det! (kaster sig paa knæ ned ved ham og rusker i ham) Osvald! Osvald! Se paa mig! Kjender du mig ikke?

Osvald.
(toneløst som før):
Solen. – Solen.

Fru Alving.
(springer fortvivlet op, river med begge hænder sit hår og skriger):
Dette bæres ikke! (hvisker ligesom stivnet) Dette bæres ikke! Aldrig! (pludseligt) Hvor har han dem henne? (famler pilsnart over hans bryst) Her! (viger et Par skridt tilbage og skriger:) Nei; nei; nei! – Jo! – Nei! nei!
(Hun staar et par skridt fra ham, med hænderne indfiltret i håret og stirrer på ham i målløs rædsel.)

Osvald.
(sidder ubevægelig som før og siger):
Solen. – Solen.

Som man ser en effektfuld Udgang, vel skikket til, ved en god Udførelse at bringe et Theaterpublikum til at stivne af Forfærdelse. Vel arrangeret er det ogsaa af Ibsen, at Tæppet falder efter Sønnens sidste Raab paa Solen – det er de Ord, han i sit Vanvid bruger istedetfor Giften. Det vil bero paa Betoningen af Fru Alvings sidste Nei og den Hurtighed, hvormed Osvalds Slutningsreplik falder ind, om Tilskuerne skulle forlade Theatret med den Tanke, at Moderen rækker Sønnen Giften eller ikke.

Et er indlysende, at Forfatteren stiller alle de forfærdelige Spørgsmaal, han i Stykket retter til Samfundet, gunstigst muligt for den Besvarelse, der er i Strid med den kristelige Moral.

Som faktisk Udgangspunkt ved Besvarelsen af Spørgsmaalet om Ægteskabet eller den frie Kjærligheds Fortrin stilles Fru Alvings ulykkelige Ægteskab og Sønnens fordelagtige Skildring af den frie Kjærligheds Virkninger i Udlandet. Yderst tarvelig er dog det Ræsonnement fra Sønnens Side, at det frie Samliv mellem Mand og Kvinde skulde anbefale sig ved den Betragtning, at det «koster mange Penge at gifte sig». Selv rent materielt betragtet kommer vel Bekostningen ud paa det samme, og Pengespørgsmaalet kan vel i intet Tilfælde her stilles op mod det ethiske Spørgsmaal.

Besynderligt er det, at Fru Alving, der har seet Manden føre et af Ægteskabet ganske ubundet, frit Kjærlighedsliv ikke opkaster det Spørgsmaal, om den Ulykke, der er fulgt af Kombinationen af Ægteskab og den frie Kjærlighed, skyldes Ægteskabet eller den frie Kjærlighed.

For den mindre opmærksomme eller tænksomme Læser skjuler denne Betragtning sig, saaledes som Ibsen fremstiller Sagen. Forfatteren var dog vistnok kommet Sandheden nærmere, om han havde fremstillet Sagen saaledes, at det var Hr. Kammerherre Alvings frie Kjærlighedsforbindelser, der havde ødelagt hans og Sønnens Helbred og tilintetgjort Hustruens Lykke, end ved at fremstille Sagen, som om Ægteskabet var Skyld i alt dette.

Det faktiske Grundlag for Spørgsmaalet om Blodskamsforbindelsers Tilladelighed søges i et Forhold mellem en Mand og hans uægte Halvsøster, hvor Kundskaben om Slægtskabsforbindelsen først kommer, efterat Tilbøieligheden er vakt. Det er, som man ser, det for en for Blodskamsforbindelse gunstig Besvarelse af Spørgsmaalet allerfordelagtigste Position.

Med Hensyn til Spørgsmaalet om Børns Pligt til at elske Forældre giver Forfatteren os et Tilfælde, hvor en Søn aldrig siden de første Barneaar har kjendt sin Fader, der har overført paa ham en ødelagt Helbred.

Hvor Spørgsmaalet om Tilladeligheden af Selvmord eller Mord paa uhelbredeligt Syge til Slutning opkastes, fremstilles ogsaa de faktiske Forholde paa den for en saadan Forbrydelse allerundskyldeligste Maade.

De af vore Læsere, der kjende noget til de nyere filosofiske Retninger i Udlandet, ville strax i ovennævnte ethiske Spørgsmaal gjenkjende en Del af de mest udprægede af en vis Skoles Lærdomme. Et her udkommende Dagblad, der i sin Tid gjorde sig bemærket ved fra Dr. Georg Brandes´s Haand at optage en velvillig – neutral er et for mildt Udtryk – Anmeldelse af Tyskeren Hellenbachs Ethik, har ogsaa nu selv bemærket den Indflydelse, Hellenbach og Meningsfæller maa have øvet paa Ibsen, og har i sin Anmeldelse af Bogen udhævet dette.

Vi skylde dog Ibsen at gjøre opmærksom paa, at der i den nu foreliggende Bog intet Spor findes til, at han skulde have akcepteret Hellenbachs Meningsfællers Lære om Nødvendigheden af i stor Udstrækning at indføre Fosterfordrivelse, som det eneste, fyldestgjørende Middel til at forhindre en uforholdsmæssig Folkeformerelse med deraf følgende Fattigdom, naar Sandselighedens Tilfredsstillelse gjennem den frie Kjærlighed gives frit Løb. Denne Lære, der nu doceres baade i Tyskland, England og Danmark, ikke af løse og letsindige unge Mennesker, men af Professorer og andre lærde Mænd, og som søges opretholdt ligesaameget ved moralske, som ved medicinske statsøkonomiske Betragtninger, tør vi kanske vente, at en eller anden af vore yngre Digtere, opmuntrede ved Ibsens noget mindre vidtgaaende Exempel, vil levere os en digterisk Behandling af til vort næste Julebord. Denne Forfatter vilde da kunne udføre Æmnet om Selvmord og Mord paa Syge noget videre, end Hr. Ibsen har behandlet det. Udenlandske Forfattere af den Skole, af hvis Lærdomme man finder Spor i Ibsens «Gengangere», have allerede længe lært, at det maatte være tilladeligt paa denne Maade at skille sig ved Gamle, hvis Liv efter deres egen Opfatning eller efter deres Omgivelsers upartiske Dom rigtig beseet maatte være dem selv til Byrde. Dette Spørgsmaal bør medtages i næste Juledrama, og bør konsekvent udvides til ogsaa at omfatte Spørgsmaalet om Tilladeligheden af Mord paa dem, om hvem det vistnok ikke kan siges, at Livet er dem selv en Byrde, men om hvem det kan konstateres, at de ere til Byrde for andre. Et saadant Juledrama maatte kunne anbefales mange gamle Mennesker som en opbyggelig, om end alvorlig Julelekture. Maaske man kunde drive det saavidt, at man ved en forestaaende Revision af Fattiglovgivningen kunde tage Spørgsmaalet om, hvilken Ret der i saa Henseende kunde tillægges Fattigkommissionerne under alvorlig Overveielse. Vi indse nemlig i Virkeligheden ikke, at den, der forlader den kristelige Morals Grundvold, og bygger en ny Moral paa Basis af det for Samfundet nyttige, kan standse ved den Grænse for det tilladelige Mord, som de fleste af denne nye Religions Talsmænd stanse ved, nemlig at Livet er selve den, der skal myrdes, til en Byrde. Vi ere tilbøielige til med Fru Alving at tro, at det er «Gengangere», som gaa igjen, naar disse Forfattere standse, hvor de nu stanse. Det vil nok vise sig, at det bare er «alleslags gamle afdøde Meninger og alskens gammel afdød Tro og sligt noget», som stanser disse Herrer. Naar man først forlader det positive Grundlag for Moralen, som vi hente fra den aabenbarede Religion, og sætter Begreberne nyttigt og skadeligt istedetfor Begreberne godt og ondt, saa føres man i Virkeligheden længere, end Nutidens dristigste Tænkere af den nyere Skole endnu vove at bekjende for sig selv.

En stor Nytte vil Ibsens Bog gjøre. Uagtet den i Virkeligheden er et forsigtigt Forsøg paa med Varsomhed at vække enkelte af de Spørgsmaal, som nu for Alvor ere satte under Debat i de store Kulturlande, vil den være vel skikket til at vække Almenhedens Opmærksomhed for en Bevægelse, hvis Betydning og Bærevidde man hos os har været tilbøielig til at undervurdere. Bogen vil ogsaa give et godt Svar paa den rationalistiske Paastand, for hvilke navnlig Hr. Bjørnson har gjort sig til en bemærkelig Talsmand: at Moralen ikke staar i nogen Forbindelse med den aabenbarede Religion. Man kan nu se, hvad ethiske Spekulationer, løsrevne fra den aabenbarede Religions Grundlag, kunne føre til.

Vi indlade os ikke i nogen Diskussion med Hr. Ibsen, hvem vi anse ansvarlig for de nye Moralsætninger, mod hvilke han ikke i sin Bog har udtalt en klar Protest. Det vilde være en utilladelig Objektivitet at stille sig neutral ligeoverfor Kvæstioner, hvor ingen har Lov til at være neutral. Og at Ibsen har stillet sig neutral i denne Bog, desuden være at indrømme ham for meget.

Vi have i det ovenstaaende præciseret Bogens ethiske Side, der fra ethvert Synspunkt betragtet er den væsentlige. Vi skulle ogsaa ytre nogle faa Ord om den æsthetiske.

Bogen er visselig godt skreven, og bærer Præg af Mesterens Genius. Uagtet den indeholder en Del ganske brede og lange Dialoger, vilde den dog – hvis dens Opførelse paa Scenen af andre Grunde var tænkelig – vistnok vise sig virkningsfuld. Slutningsscenen har vi allerede berørt ovenfor.

Af Karaktertegninger, i hvilke Ibsen jo oftere har leveret fuldkomne Typer, indeholder denne Bog ingen, hvis man ikke dertil vilde regne den fødte Glædespige, Regine, der dog er en altfor modbydelig Skikkelse til at kunne virke anderledes end frastødende. Snedker Engstrøm er en hyklerisk, og derfor modbydelig Udgave af den fortrinlige Aslaksen-Figur, som vi kjende fra «De Unges Forbund». Pastor Manders er, som ovenfor nævnt, en altfor ynkelig Figur til at kunne tjene som Repræsentant for Religion og Moral. Den norske Geistlighed har isandhed Grund til at beklage sig over den Maade, hvorpaa vore Digtere fremstille den for Indlandets og Udlandets Øine. Den, der kjender denne Stands virkelige Værd som Hele betragtet, og ved, hvad den har virket, og hvad den virker, skal have vanskeligt for at kjende den igjen i vore Digteres Fremstilling.

Hverken Fru Alving eller hendes Søn give noget klart eller helstøbt Billede, ligesaalidt som de ere skikkede til at tilvende sig nogen dybere Sympati.

Med Hensyn til Tonen i Stykket, da forekommer den os navnlig i de Scener, hvor Engstrøm spiller med, at synke betænkeligt ned mod Zolas Standpunkt – et Standpunkt, som Henrik Ibsen dog skulde være høit hævet over.

Dersom endnu noget Folkeslag ved Aarets Udgang feirer Saturnalier, lig Oldtidens Romere, saa turde Ibsens «Gengangere» være en passende Festgave. Paa Julebordet i et kristent Hus hører Bogen ikke hjemme.


Publisert 20. mars 2018 16:17 - Sist endret 20. mars 2018 16:17