Otto Borchsenius

Gengangere anmeldt av Otto Borchsenius i tidsskriftet Ude og Hjemme i København 8. januar 1882 (Femte Aargang, Nr. 223, s. 185-187).

Henrik Ibsen: Gjengangere.

Et Familiedrama i 3 Akter. (Gyldendalske Boghandels Forlag.)


Hvis man havde fulgt J. L. Heibergs gamle æsthetiske Regel kun at holde sig til Fakta «og lade Motiverne gaa fri», vilde næppe Nogen under Diskussionen om Ibsens nye Drama have kaldet Digteren selv for «samfundsomvæltende» eller for «nordisk Nihilist». Ingen har Ret til at opfatte nogen af de skildrede Personer i «Gjengangere» som et direkte Talerør for Digteren selv eller at rive en Replik ud af den i saa sjælden en Grad sammenhængende Dialog og slaa den fast som et Udtryk for Ibsens egen endelige Mening om de paagjældende Spørgsmaal. I et Kunstværk af saa fast Støbning som «Gjengangere», hvor hver Karakter er strængt lovbunden indenfor den én Gang lagte Plan og sine egne Forudsætninger, og hvor hver Replik slutter beundringsværdig tæt om den Handlendes Natur og Tanke, har man ikke Lov til at tillægge hverken Karakterer eller Repliker absolut Gyldighed; efter alle hævdvundne Regler for Logik have de kun relativ Betydning for de i Skuespillet optrædende Mennesker, og først naar man kunde bevise, at Ibsen havde været inkonsekvent, havde gjort Brud paa sine egne Præmisser for at komme til revolutionære Konklusioner, vilde man kunne gjøre Digteren personlig ansvarlig for de enkelte Udtalelser, som hans Personer i de givne Situationer fremføre. Bjørnstjerne Bjørnson har derfor Ret, naar han i sit korte Indlæg for Ibsen og dennes nye Skuespil siger, at Digterens egen Mening kun kan søges i Kompositionen, og at Usædeligheden i den just ikke fejrer nogen synderlig Triumf: «At angribe det usædelige Ægteskab og benægte dets Ret er efter vor Mening netop at hævde Ægteskabet.»

Det er i Sandhed heller ikke godt at forstaa, hvorledes Henrik Ibsen, hvis hele Produktion med bestandig voxende Strænghed og ubønhørlig Afsky for al Gaaen paa Akkord har holdt Spejlet op for vore Svagheder og Hæsligheder, nu pludselig – som man har beskyldt ham for – skulde have faaet Lyst til at fejre «Saturnalier» og lære os frit at slippe alle vore Lyster og Tilbøjeligheder løs. Saa liden Sammenhæng er der sikkert hverken i Ibsens literære eller menneskelige Personlighed. Jo flere Pigge han beslaar sine Svøber med, des mere maa han mene, vi trænge til Tugt, og hvis man ikke med det Samme vil bryde Staven over Motiverne til Søren Kierkegaards «Øjeblikket», til Paludan-Müllers «Adam Homo», eller til mange andre lignende Stormløb og Tugtens Ris fra ældre og nyere Tid, maa man ogsaa lade enhver Mistænkeliggjørelse af Motiverne til «Gjengangere» fare og maale det faktisk foreliggende Drama med dets egen Maalestok.

Skulde det i Virkeligheden ogsaa frembyde særlige Vanskeligheder for Forstaaelse, at Forfatteren til «Kjærlighedens Komedie», «Brand», «Samfundets Støtter» og «Et Dukkehjem» nu ogsaa har skrevet «Gjengangere», eller er der ikke snarere en naturlig og for Digteren maaske naturnødvendig Konsekvens i denne Udvikling? Og tag saa Henrik Ibsens lyriske Digte, hvor Forfatteren jo virkelig i egen Person taler til os. Hveranden Anmelder minder jo selv om saadanne Linjer:

De siger, jeg er bleven «konservativ».
Jeg er, hvad jeg var mit hele Liv.
Jeg gaar ikke med paa at flytte Brikker.
Slaa Spillet overende; da har De mig sikker.
Men naar Digteren saaledes erklærer, at han «med Lyst» lægger Torpedo under Arken, saa er det ikke af djævelsk Glæde over at kunne sprænge det Hele i Luften, men fordi det er hans faste og inderste Overbevisning, at Tiden først «maa faa krænget sig om til sin egen Karikatur», før det paany kan «varsle mod Foryngelsens Stund». Lad os mindes hans egne Ord, før vi underskyde hans sidste Digterværk andre Tendenser: 
Men er det i Raaddenskabs Sumpe vi gaar,
jeg raaber ej Ak og Ve
over hver en brammende Giftblomst, som staar
i Fylde paa Tidens Træ.
Lad Ormen kun hule. Før Skallen er tom,
før brister ej Væg og Tag.
Og lad kun «Systemet» faa vrængt sig om;
des før kommer Hævnen og holder Dom
paa Tids-Løgnens yderste Dag.

Andre Anmeldere have mindet om andre Digte, om hans Syn paa Samfundets urolige Morgendrømme «midt imellem usund Søvn og Mareridt» (i Rimbrevet, der ender med det bekjendte Udsagn: Jeg tror vi sejler med et Lig i Lasten), men Ibsens Livssyn turde tilstrækkelig fremgaa af det alt Anførte.

Det har – for at sige det med saa faa Ord som muligt – til alle Tider været Maalet for de største Aanders Virksomhed her paa Jorden at gjøre Menneskene bedre indadtil og lykkeligere udadtil, men Vejene til Maalet have været forskjellige, vexlende efter Tidernes Behov og Individernes Art. Ere da navnlig Digterne Slægtens Opdragere, kan det første Blik paa den moderne Literatur rundt om i alle Lande lære os, at vi for Øjeblikket befinde os overfor Læremestre, der mene, at der skal skarp Lud til visse Hoveder, og selve Læseverdenen siger uden Tvivl med bestandig stigende Majoritet som Skuespildirektøren i «Faust» til Digteren:

Euch ist bekannt, was wir bedürfen;
wir wollen stark Getränke schlürfen.

Paa den anden Side vil der selvfølgelig ogsaa findes mange Individer, som ikke kunne aande i denne Luft; det vil til Syvende og sidst altid bero paa Ens Gemyt og Temperament, om man – ogsaa i sine literære Sympathier – er Pessimist eller Optimist; og man vilde sikkert tage meget fejl, om man i Angrebene paa «Gjengangere», de offentlige som de private, kun vilde se en tilsløret Vrede over, at Ibsen ikke længer er «konservativ», ikke længer kan tages til Indtægt fra «højre» Side, men tværtimod nu sætter alle det sidste Tiaars omstridte Spørgsmaal «under Debat», ja endogsaa driver dem ud til deres yderste Konsekvenser. «Gjengangere» er virkelig et Drama, der kan tage Vejret fra den Læsende. Den store Menneskekjender, som har skrevet det, er tilvisse ogsaa en stor Menneskeforagter, om hvis Mund der hyppigere spiller et Haanens end et Godlidenhedens Smil, og som i alt Fald mener, at vi ikke fortjene bedre Behandling. I en af sine Hilsener «hjem fra Verden», da det sidste Studentertog til Upsala stod for Døren, hedder det saaledes:

Snart samles i Upsal alle de Unge;
Taler skal strømme, og Sange skal runge.

Selv har jeg digtet til Ungdoms-Mødet,
kjendt mig ildnet i Aanden og Kjødet.

Jeg nytted et Øjebliks Tro mellem Tvivlene
og stod alt med Foden mod Stævnet stilende.

Nu er det over. Afgjørelsens Porte
slog jeg i Laas og bli'r ensom, langt borte.
Hvem tør da for Alvor underlægge denne «ensomme Tvivler» slette Motiver eller tale om, at han før har været en Anden? Det er i det samme Digt fra 1875, at han siger, at det jublende Tog gjennem Hjemmet tykkes ham fremmed og spøgelsesagtigt:
Gjenfærd af afdøde Tider og Mænd
gaar i vor Ynglingeskare igjen
og ender med Spørgsmaalet:
Naar kommer og rusker os op af Døsen
Aarhundredets Aand med Aarhundredets Løsen
Man har ogsaa ofte nok overfor disse Ibsens mange Spørgsmaal mindet om hans egne Ord:
Kræv ikke, Ven, at jeg skal Gaaden klare;
jeg spørger helst; mit Kald er ej at svare.

Og heller ikke hans «Gjengangere» bringer noget andet Svar end det indirekte, som er fælles for alle destruktive Aander: Lad os først faa ryddet ordenlig op i alt det Gamle, det Tilgroede, i Hykleriet og Løgnen, saa klarer nok Alting sig af sig selv! Her er det, at alle optimistisk anlagte Naturer føle deres dybe Uoverensstemmelse med den store Pessimist, hvis Digtning, saa højt de end beundre den for dens Kunst og dens Stringens, ikke kan mætte deres Sjæle og give dem Noget at leve for. Saa træffe de deres Valg i Livet som i Literaturen, men er der Noget ved dem, ville de altid respektere selv deres Modsætninger og, med Tro paa, at Udviklingen er bedst tjent med fuld aandelig og kunstnerisk Frihed, gjerne være med til at skaffe enhver alvorlig Aandens Stridsmand det fornødne Albuerum til Aktion. De have jo set, at f. Ex. selv en saa optimistisk Digter som Bjørnson ogsaa kan forkjætres af ydre – politiske – Grunde. 

Man har ofte bebrejdet de norske – og Anken gjælder ogsaa flere af de moderne franske – dramatiske Forfattere, at de endte deres som Samfundstragedier anlagte Skuespil med en Idyl, der ikke blot svækkede Virkningen af deres egen forudgaaende Lære, men heller ikke i og for sig indeholdt nogen som helst Garanti for, at de omhandlede Konflikter ikke den følgende Dag opstod paany. Man kan i saa Henseende tænke baade paa «En Fallit» og paa «Samfundets Støtter». Men allerede i «Et Dukkehjem» og endnu mere i «Gjengangere» have vi nu den moderne Tragedie. Indrammet af det af den tunge Regntaage slørede dystre Fjordlandskab, gaar Fortidens Brøde igjen i det Alvingske Hus og lægger sin mer end dræbende Haand paa den unge Mands Hjærne, hvis hele Liv og Virksomhed hidtil kun har drejet sig om Livsglæden, «altid og bestandig om Livsglæden». I Alt, hvad han har malet og elsket, var der kun «Lys og Solskin og Søndagsluft», kun «straalende fornøjede Menneskeansigter», og et Øjeblik efter trygler den hjærnebløde Hjælpeløse om den sidste «Haandsrækning», medens han i Vildelse fantaserer om «Solen». Digteren lader det dog staa uafgjort hen, om hans Moder dræber ham eller ikke; det er Ibsen nok at kaste dette Spørgsmaal ind i Sjælene, saaledes som i vor egen Literatur Drachmann allerede tidligere har gjort det i sin Fortælling «To Skud».

Men Ibsen nøjes ikke med at lade Gjengjældelsesloven i alt sit tragiske Alvor slaa rammende ned; han lader sine levende Menneskikkelser, indenfor deres én Gang givne Forudsætninger, sætte sig til Modværge; lader dem, fra deres Standpunkt, føre Processen for og imod; og har Fru Alving Ret overfor de fritænkerske Skrifter, at der ikke staar Andet i dem, end hvad de fleste Mennesker tænke og tro, kun at de enten ikke gjøre sig Rede derfor eller ikke ville være ved det, saa har den gjennem hele Stykket fortsatte Tankeudvexling mellem hende og Præsten ganske sikkert ogsaa Betydning for andre Hjem end det særlige, Ibsen her skildrer, og vil næppe heller undlade at røre op i Sindene og vække alvorlig Eftertanke, hvor den naar hen. Pastor Manders og Fru Alving repræsentere to forskjellige Livsanskuelser, naar den Første erklærer det just for den rette Oprørsaand at kræve Lykken her i Livet, og hun derpaa svarer med sin, af hendes egen Skjæbne opammede, Protest mod «Lov og Orden» som det, der volder alle Ulykkerne her i Verden, og endelig udslynger sine harmfulde Repliker om alt det Gjengangeragtige, der spøger i Samfundets Liv og Tro, samt hvorledes alle det Bestaaendes Lærdomme som «Maskinsøm» løbe op, naar man blot piller ved en eneste Knude; Repliker, der allerede i den korte Tid, Skuespillet har foreligget, ere blevne bevingede Ord, som Alle kunne anføre. Men gjære virkelig disse eller andre lignende Spørgsmaal i Manges Sind, har Digteren da ikke ogsaa Ret i at lette Laaget paa den kogende Kjedel, fremfor at være med til at holde den tilspigret, til den en Gang maatte sprænges? Og forøvrigt, hvilken menneskelig Magt, tror man, vil kunne forhindre disse moderne Samfundsmoralister fra med haard Haand at gribe om Livets Brændenælder og nævne Alt ved dets rette Navn? Trods al Modstand, der møder dem, blive deres Slag jo kun tungere, som deres Tal kun større. Det er at lukke Øjnene, naar man tror eller vil faa Andre til at tro, at Andet end en ny Tids nye aandelige Strømninger vil give os en anden Literatur.

«Gjengangere» er som Kunstværk et Arbejde af første Rang. Medens endnu «Et Dukkehjem» (i Krogstad og Fru Linde) havde to mere almindelige Theaterfigurer, ere de fem handlende Personer i det nye Skuespil, i det Mindste saaledes som Digteren her bruger og sammenstiller dem, alle baade nye og levende, og griber med beundringsværdig Sikkerhed og Virkning overalt ind i hinanden. Mindst ville vel de Fleste kunne forsone sig med en Menneskeskildring som Regine, og der kan uden Tvivl ogsaa rejses Indvendinger imod, at en Personlighed som Fru Alving baade kunde finde sig i Samlivet med sin Mand og senere kan holde sin Søn saa længe i Uvidenhed om Alt, Indvendinger, som dog Ibsen tildels har mødt paa Forhaand ved at lade hende bebrejde sig selv som Fejghed, hvad Præsten kalder Pligt og Skyldighed. Mulig kan man ogsaa have Ret i, at de enkelte Personers Karakter strax er givet og ikke undergaar videre Udvikling, saavel som at Stykkets Handling hverken er rig eller kompliceret, men i saa Fald skyldes den dramatiske Virkning Replikerne, thi at man holdes i aandeløs Spænding under Læsningen er utvivlsomt. Som altid hos Ibsen er Replikskiftet fuldt af Tanker og skarpe Sandheder, og Bemærkninger som den, at der er Mænd, «hvis Levnet ikke bider paa deres Rygte», eller at Alving ikke havde «noget Livsformaal; han havde bare et Embede» have dette Smeld, denne Pointe, som i et scenisk Arbejde ikke kan vurderes højt nok. Hvorledes forøvrigt «Gjengangeres» sceniske Virkning vilde blive, er det ikke godt at have nogen begrundet Mening om. Det vilde i hvert Fald som det ubetinget mest Vovede, den nordiske Literatur endnu har frembragt, under de nuværende Forhold være utænkeligt paa vort Theater. Derimod har den Vredesstorm, der strax mødte Stykket efter dets Udgivelse, utvivlsomt allerede lagt sig og er i Færd med at give Plads for en besindigere Erkjendelse af, at ligesom dette Drama i lange Tider vil være et Stridens Æble og ved sin egen Styrke vil blive staaende fast paa sin bestemte Plads i vor Literatur, saaledes skylder man ogsaa en Digter af Henrik Ibsens Betydning rolig at høre, hvad han har at sige os.

Otto Borchsenius.
Publisert 20. mars 2018 16:46 - Sist endret 20. mars 2018 16:47