Anonym artikkel i Skandinaven

Artikkel om Gengangere i Skandinaven i Chicago 25., 26. og 27. mai 1882 (No. 123, 124 og 125, 16de Aargang).

25. mai 1882 (No. 123).

«Gjengangere.»

I.

Den literære Verden overalt i Europa har allerede i lange Tider været delt i to Leire og Striden har omsider antaget saa voldsomme Dimensioner, at man bekjæmper hinanden paa den literære Æres Liv og Død. Den ene Leir hævder Romantiken som uundværlig for ægte Poesi, den anden Leir har sat Realismen eller Naturalismen paa sit Banner. Førstnævnte fordrer, at en Digter ikke maa tabe Idealerne af Syne, sidstnævnte har vel ikke helt tabt dette Formaal af Syne men sætter som første Betingelse, at Digteren skal sætte Problemer under Debat. Det er i Overensstemmelse med den Nyttetheori og de Livsformaal, som den nyere engelske Filosofi lærer og som mere og mere trænger ind i alle Samfund, at man ogsaa i Forfatterverdenen mere og mere er kommen bort fra det Abstrakte. Duftpoesien har ikke længer nogen Tiltrækningskraft for den store Masse, den maa have noget «stærkere». Der var en Periode, hvor Maanen var Gjenstand for Digtertilbedelsen; vi skal lade være usagt om det er af den Grund, at man har antaget Theorien om store Vandmasser i dette Legeme. Duftvaudevillernes Tid er forlængst forbi, Hyrdesange er forlængst forstummet og man begynder endog saa smaat at tvivle om det ogsaa er virkelige Bønder, der fremstilles i Bjørnsons Bondenoveller; man er ikke ganske paa det rene med, om disse Bønder ogsaa virkelig er Mennesker med Kjød og Blod; der er ikke faa, som tror, at de er forlorne. Som Digtning betragtet bliver dog Fremstillingen ikke mindre herlig, og naar Christian Winther i sit Træsnit giver os et idyllisk Billede af Livet paa Landet og endog lader en Bondepige forsmaa en Konges Gunst af Kjærlighed til sin Beiler, saa læser man denne Skildring med ublandet Glæde og fryder sig over Versenes Fuldkommenhed men man tror ikke paa hans Bønder; Bjørnson er forlængst kommen ud over den romantiske Periode, Chr. Winther kom aldrig ud over den. Han vedblev til sin Død at synge paa sin ideelle Maner: han var og blev Kjærlighedens Sanger, og som saadan staar han uopnaaet i sit eget Fødeland.

Den naturalistiske Skoles strænge Fordring til Dyrkere af enhvilkensomhelst af de ni Muser er Sandhed i Fremstillingen. Hvad enten der males med Pen eller Pensel, hvad enten man digter i Ord eller Toner, lyder Raabet næsten med monoton Ensartethed: Sandhed og Sandhed og slet ikke andet. Men hvad forstaar man ved denne Dyd, er den ikke relativ. Hvad der kan staa som høieste Sandhed for det enkelte Individ ja for en hel Nation, kan for et andet Individ og for en anden hel og maaske større Nation staa som den høieste Taabelighed, der vel ikke er Sandhedens direkte Modsætning, men som dog er godt Stykke i Retning af det Modsatte. De nyere Opdagelser paa det naturvidenskabelige Omraade har taget Livet af mange «Sandheder», der dog derfor ikke bliver til Løgne, thi der var en Tid, hvor Forskningens Standpunkt berettigede dem til at benævnes Sandheder. Hvad der gjælder paa Forskningens Omraade gjælder ogsaa paa det sociale og politiske Felt. Sandheden her bliver relativ, thi der findes saa mange Forhold, som maa tages med i Betragtning, naar man vil dømme. Hvis vi Skandinaver vilde sige til Franskmændene, I har intet Hjem, thi I sætter Eders Børn i Pleie, saa snart som de er fødte, I nyder Eders Maaltider paa Restaurationer og kjender kun til Salonlivets tomme Glæder, saa vilde Franskmændene stemple en saadan Udtalelse som en Taabelighed, og hævde, at netop den franske Nation forstod at indrette sig et Hjem. Vore Begreber om Hjemmet, med dets Hygge, dets alt ordnende Husmoder, den opvoxende Ungdom og den følte, stille Glæde, vilde Franskmanden maaske betegne som Pedanteri, en Sygelighed, der skrev sig fra det koldere Klima. Om Sandheden i politiske Systemer gjør man vel bedst i at tale saa lidt som mulig, og vi tror neppe at de egentlig egner sig til digterisk Behandling i Skuespil, netop fordi det Tendentsiøse kommer til at spille for fremtrædende en Rolle. Bjørnsons «Kongen», der formelt maaske er det bedste, han har skrevet og som sprudler med vittige Indfald, maa dog betragtes som forfeilet i sin Totalitet, fordi det trods sin Realisme dog ikke er virkelig sandt, thi man øiner her en kunstlet Bestræbelse for at faa Ideerne til at slaa til og derfor konstrueres der en Konge og et Folk, der ligger udenfor Virkeligheden.

Den naturalistiske Retning i Europa har sin Vugge i Frankrig, det er derfra den er udvandret og paa sin Reise har den ikke blot besøgt Norge og Danmark, men har sat Børn i Pleie der nu begynder at blive store under de mest fremragende Digtere og Forfatteres faderlige Omsorg. Paa Romanliteraturens Omraade staar Zola, den snart berygtede franske Forfatter, under hvis kunstneriske Behandling den franske Demimonde er bleven behandlet, som Skolens Ypperste. Zola er virkelig Digter med en levende Indbildningskraft og et glimrende Kompositationstalent, men Zola er gaaet til Ydergrændsen af det Tilladelige og i enkelte Tilfælde udover Skjønhedslinien og der har ingen virkelig Digter Plads. I Danmark har Zola havt sine Efterlignere. «Haabløse Slægter», der vakte saa megen Opsigt og som blev forbudt, er en af de realistiske Skoles fuldmodne Frugter; det er første Gang at den danske Literatur har havt en saadan Bog at opvise, maaske for enkelte Træks Vedkommende sand, men hæslig og cynisk i sin Fremstilling, og derfor uskjøn. Saavidt som Forfatteren af denne Bog, Herman Bang, er ingen norsk Forfatter gaaet, men man har jo Tiden for sig, og Ibsens «Gjengangere» lader befrygte, at hans Efterlignere vil præstere Arbeider, der grunder sig paa en falsk Opfattelse af den æstetiske Opgave i et Digterværk.

(Fortsættes.)

 


 

26. mai 1882 (No. 124).

«Gjengangere.»

II.

Af Nutidens nordiske Digtere er der maaske Ingen, til hvem man i de tre Broderriger har set op til med større Veneration end Henrik Ibsen. Og det er sandelig ikke, fordi at denne Digter har kjælet for Samfundet. Grundloven i Ibsens Digtning er mørk og opositionel. Han er aldrig kommen bort fra den Tanke, at Samfundet «seiler med et Lig i Lasten.» Han tror ikke paa Menneskene, han er Pessimist, Livsglæden har aldrig ret været oppe i ham, men han har altid været sandhedssøgende og selvstændig. Ibsen vil have Kamp i Livet og det er igjennem Kamp og Brydninger, at han selv har befæstet sit Digternavn i de skandinaviske Lande. Et af de Vaaben, hvormed han kjæmper er Satiren eller Ironien, det samme Vaaben, hvormed den græske Filosof Sokrates kjæmpede. Satiren som Svøbe er et farligt Vaaben, det skal bruges med Varsomhed. Søren Kierkegaard har brugt det samme Vaaben, skjønt Satiren hos ham snarere var godmodig og fik Formen af Ironi. Ibsens Svøbe er med Aarene bleven mindre og mindre elastisk, han har svunget den med ubændig Kraft, han vil ramme Alle og Alt. I «De Unges Forbund» revser han sin Tids «politiske Løftelse.» I «Per Gynt» er det Overmodet, han med mesterlig Satire rammer. I «Brand» har han opstillet sit Ideal af Kristendommen. Alt eller Intet, en ubønhørlig Kristendom, hvori Kjærligheden skal vige for selve Overbevisningen. I de senere af Digterens Arbeider er det Samfundets rent sociale Spørgsmaal han tager under Behandling. «Samfundets Støtter» betegner den ny Genre, hvorpaa Ibsen er slaaet ind, han staar ikke længer paa den klassiske Jordbund men er midt inde i Familielivet. Han opsøger Grossereren og giver os et mørkt og trist Billede af Handelsmoral, medens han samtidigt tager Spørgsmaalet om Kvindens Rettigheder under Behandling. Han opsøger Bankdirektøren i «Et Dukkehjem» og viser, hvorledes Kvindens mangelfulde Opdragelse fører til Løgn og Bedrag medens Kvindehjertet dog til en vis Grad bevarer sin Uskyld. Men det er kun Problemerne at Digteren rører ved, Løsningen lader han ubesvaret. Ibsen vil ikke paatage sig det Arbeide at reformere Samfundet, han er ikke socialistisk, men snarere nihilistisk. Han siger med hin romerske Feltherre: præterea censeo, Carthaginem delendam esse, hvilket er udlagt, at Samfundet først maa gaa tilgrunde, forinden et bedre og nyt Samfund kan opstaa. Ibsen er revolutionær.

Vi vover at udtale, at Henrik Ibsen maaske aldrig har følt sig saa dybt krænket paa sin Digteræres Vegne, som da Censuren ved de tre Hovedtheatre i Norge, Danmark og Sverige lod ham vide, at «Gjengangere» ikke egnede sig til Opførelse, men vi tager dette Faktum samtidigt som Bevis for, at Ibsen, tiltrods for sit skarpe Syn, dog ikke rigtig kjender det hele Samfund, thi hvis han gjorde det, vilde han aldrig have indleveret dette Arbeide og derved sparet sig denne Ydmygelse. Det er en af Opgaverne for et Theater, der har sig som Maal at være en Opdragelsesanstalt, at vise Publikum dets Feil og dets Brøst, derfor har Holberg til alle Tider været regnet blandt de klassiske Forfattere og hans Arbeider stadigt været opført. Men naar man som Ibsen vil hudflette Samfundet og vise dem et saadant Billede, at det vækker Modbydelighed, saa har hans Drama intet at gjøre paa et Theater af Rang og Betydning, saa meget mindre som det ikke er et Speilbillede af Samfundet i det store Hele, men kun et Exempel af heldigvis sjeldnere Forekomst. At Ibsen efter sin Overbevisning har talt sandt, er der vel næppe Nogen, som vover at bestride, men han har ikke udtalt den hele Sandhed men kun et Stykke af den.

Den stærke Storm, som Kritiken reiste mod «Gjengangere,» aftvang Ibsen en Tilstaaelse, som han lod offentliggjøre i de Blade, der staar hans Retning nærmest. Han forklarede, at de Ytringer, som han har lagt de i Dramaet forekommende Personer i Munden, ikke er et Udtryk for hans personlige Meninger. Han har med andre Ord søgt sin Opgave i Samfundet og sat de af ham fundne Problemer under Debat. Men er det virkeligt muligt, at en Digter kan være upersonlig i et Arbeide, hvor Hovedpersonerne er saaledes digtede, at de er beregnede paa at vække Læserens eller Tilskuernes Sympathi? Kierkegaard, der er en af Nordens største Dialektikere, har blandt andet skrevet en Afhandling om Ægteskabets æstetiske Gyldighed. Afhandlingen er skrevet i Brevform og Forsvar og Angreb er stadigt blandet sammen, men det er næppe falden nogen ind at uddrage som Slutningsresultat at tro paa, at Afhandlingen er imod nævnte Gyldighed eller at Forfatteren slet ikke har ment Noget med hvad han skrev. Hvis det virkelig er muligt, at en Digter kan være upersonlig tilstede i et af hans Arbeider, saa falder hans Tilhængeres Beundring og Lovtaler til Jorden, thi han har da virkelig ikke indlagt sig Fortjenesten af at have revset Samfundet, men kun handlet efter en høiere Inspiration. De Former af Samfundslivet, som Digteren har behandlet, skulle vi i det Følgende nærmere omtale, idet vi gaar ud fra at hans Forklaring om Upersonligheden nærmest rammer de Udtalelser, der forsvarer eller tillader en kjønslig Forbindelse mellem Halvsødskende. Vi tror ikke selv, at Digteren i sit inderste Hjerte mener, at den Slags Forbindelser skal styrke Samfundet eller bære gode Frugter for det, men det staar saaledes paa Tryk og det er næsten ikke mulig at misforstaa det. Mon ikke dette skulde være en licentia poetica en digterisk Frihed, at det ikke er en slip of the pen, derom føler vi os overbevist.

 


 

27. mai 1882 (No. 125).

 

«Gjengangere.»

III.

 

Ibsen har kaldt «Gjengangere» et Familiedrama og derfor bliver de to Personer, Moder og Søn, der ere Ofrene for den tragiske Skjæbne, Stykkets Hovedpersoner. Det er gjennem dem, at Digteren taler til Publikum. Fru Alving siger til Præsten: «Jeg tror næsten, at vi ere Gjengangere Allesammen, Pastor Manders. Det er ikke bare det, vi har arvet fra Far og Mor, som gaar igjen i os. Det er alle Slags gamle afdøde Meninger og alskens gammel afdød Tro og sligt Noget. Det er ikke levende i os; men det sidder i alligevel, og vi kan ikke blive det kvit. Bare jeg tar en Avis og læser i, er det ligesom jeg saa Gjengangere smyge gjennem Linierne. Der maa leve Gjengangere hele Landet ud over. Der maa være saa tykt af dem som Sand, synes jeg. Og saa er vi saa gudsjammerlig lysrædde Allesammen». Ser man rigtig efter, hvad Fru Alving mener med denne Udtalelse, saa er man ikke længe om at finde ud at det hverken er mere eller mindre end de Støtter, som hidtil har gjældt for Samfundets Grundvold, at hun vil tillivs: Religionen og Familien. Religionen maa her tages i den videste Betydning af Ordet, det er ikke Jødedommen eller Kristendommen men Religionen i Almindelighed, men hvis man ikke kan eller vil være Troende og heller ikke Gudsfornegter, men derimod Fritænker, saa staar man lige over for Fornuftreligion, og det er den Fru Alving vil have indført efter at have læst fritænkerske Skrifter, der egentlig ikke «indeholder noget Nyt», men som gjør hende «ligesom tryggere». Det er Fru Alvings Dom over Religionen.

Fru Alving har været Offeret for en ulykkelig Familieforbindelse. Hun har engang elsket Pastor Manders, men har ladet sig lokke til at ægte Kaptein Alving, fordi han var «et godt Parti». Efter det første Aars ulykkelige Ægteskab, styrter Fruen en Dag op til sin gamle Flamme Pastor Manders og siger: «Her er jeg, tag mig». Men Præsten beseirer Fristelsen og minder hende om Pligten. Det skulde efter Fru Alvings Mening Præsten ikke have gjort, thi det var «en Forbrydelse mod os Begge». Da Sønnen, Oswald, taler med Begeistring om de frie kjønslige Forbindelser i den parisiske Kunstverden, og fremhæver, hvor lykkeligt Kunstnerne lever med deres Børns Moder, saa har Oswalds Moder Intet at indvende imod det. Han idealiserer den frie Kjærlighed i Modsætning til de lovformige Ægteskaber og fælder Dommen over de mønstergyldige Ægteskaber i følgende Replik: «Nei, veed De naar og hvor jeg har truffet Usædeligheden i Kunstnerkredsene? Jeg har truffet den naar en og anden af vore mønstergyldige Ægtemænd og Familiefædre kom derned (til Paris), for at se sig om en Smule paa egen Haand». Fru Alving tror paa sin Søns Opfattelse af Ægteskabet, og dermed er Dommen fældet over alle «mønstergyldige Ægtemænd», og de frie Kjærlighedsforbindelser anbefalet som dem, hvori den virkelige Familielykke fæster Bo.

Fru Alving ser mange Gjengangere i Samfundet, men det skal siges til hendes Ros, at det koster hende lidt Overvindelse at faa dem ryddet afveien. Hun er saaledes ikke strax villig til at tillade, at Sønnen indlader sig i Ægteskab med hendes afdøde Mands uægte Datter, men hun beseirer dog tildels denne «Fordom» idet hun fremhæver, at den hele Menneskeslægt har sit Udspring fra Blodskamsforbindelser. Denne Argumentation lyder jo lidt pudsig i en fritænkersk Kvindes Mund, men den vidner jo tillige om, at der endnu er langt mere Gjengangeragtigt i hende end hun selv aner. Vi skal ikke gaa nærmere ind paa dette Thema, der bedst egner sig til Behandling i lægevidenskabelige Tidsskrifter, men vi tror dog, at Verden staar sig bedst ved at den Slægt, der fødes er kraftig, sund og med frisk Blod i Aarene.

Digterens Hovedøiemed med «Gjengangere» har været at sætte Ægteskabsproblemer under Debat. Han viser os to Ægteskaber, et i Samfundets høiere Kredse og et i de lavere Kredse, og begge er et Billede af den gyseligste Elendighed. Fru Alving har ægtet en Mand, der er behæftet med en vederstyggelig Sygdom. Frugten af dette Ægteskab er en Søn, der tager Faderens Sygdom i Arv og bliver blød paa Hjernen. Den samme Søn er af Digteren fremstillet som et ulykkeligt Hospitalslem, men i hvem dog Faderens uterlige Lyster virker som en Drift til at holde Livet oppe med. I det andet Ægteskab vises en fordrukken og hyklerisk Snedker, der for 300 Specier ægter den afdøde Kammerherre Alvings afdankede Maitresse, hvem han omsider piner Livet af. Snedker Engstrands Familieliv er endnu uhyggeligere end Alvings, der findes ikke et eneste Lysglimt i dette elendige Menneskes Liv. Han er Indbegrebet af Raahed, Gemenhed og Snuhed, og sidstnævnte Egenskab hjælper ham til at trække Pastor Manders omkring ved Næsen. Opstiller man et Par saadanne Paradigmer paa Ægteskab og opfatter man dem som Regelen istedetfor Undtagelsen, saa er det intet Under, at man havner i Ulykken.

I Henseende til Figurtegningen saa har Ibsen her hævdet sit Ry som Mester, og navnlig er Snedker Engstrand tegnet med stort Mesterskab. Ogsaa Fru Alving staar klart og bestemt, medens Pastor Manders er uklar. Man ved ikke, om han er en verdslig Pjalt eller en naiv Mand. Naar han i en Replik ytrer, at han nu erindrer, at en af hans Konfirmantinder havde fyldige Former, da han læste med hende, saa ved man ikke ret, hvad man skal tro. I dramatisk Henseende er Ibsen selvstændig og har paa en Maade brudt med de gamle Traditioner for Bygningen af et Drama, idet den, der direkte er ansvarlig for Katastrofen, Alving, ikke blot er død og borte men ligger agtet og hædret i sin Grav. Dramaet ender ikke med Død paa Scenen, men Digteren sætter i de sidste Øiemed det Problem under Debat, om det under visse Omstændigheder kan være tilladt for en Moder at række Giften til sit eget Barn, der vil begaa Selvmord.

Publisert 20. mars 2018 17:08 - Sist endret 4. mai 2018 16:20