Albert Flinch

Hærmændene på HelgelandDet Kongelige Teater anmeldt av signaturen «y.» – trolig Albert Flinch – i Morgenbladet i København 24. februar 1875 (Nr. 46).

Den danske Skueplads.

»Hærmændene paa Helgeland», Skuespil i fire Handlinger af Henrik Ibsen.

Da Ibsens smukke og poetiske Arbejde «Hærmændene på Helgeland», der saa levende skildrer os Livet i den nordiske Oldtid, saaledes som det træder os i Møde i Oldkvadene og i Sagaerne, i Aaret 1858 indsendtes til det kongelige Theater, blev det forkastet af Theatrets daværende Censor, J. L. Heiberg, der afgav følgende i hans samlede Skrifter optagne Dom:

«Med Hr. Etatsraadens Skrivelse af 28de Februar modtog jeg Skuespillet «Hærmændene paa Helgeland» af Hr. Ibsen i Kristiania. Ogsaa dette Stykke er, ligesom flere af de nyere norske Forsøg paa at frembringe et ejendommeligt, nationalt Drama, bygget paa den islandske Sagaliteratur, men den hele Bestræbelse ad denne Vej er efter min Mening en Misforstaaelse, og Vejen er kun en Afvej. De islandske Sagaer have en saa udpræget episk Karakter, at de blot kunne fordærves ved at bringes i dramatisk Form. Den Vildhed og Raahed, som de skildre, formildes i den oprindelige Form ved den episke Fremstilling, idet Islændernes historiske og literære Interesse gjør sig gjældende som et Civilisationens Moment i deres Nationalkarakter ved Siden af den raa fysiske Kraft, som de skildre. Men i det Øjeblik, man dramatiserer dem, bliver kun Stoffet i sin Raahed tilbage, og det formildende Moment kan ikke følge med, fordi det er knyttet til den oprindelige Fremstilling og ikke kan opvejes af de Nuancer, som en nuværende Digter, staaende midt i Nutidens Civilisation, kan frembringe som Surrogater. Man maa ogsaa indrømme, at Forfatterne ikke prøve herpaa, men tage Stofferne saa objektivt, at man næsten støder sig paa dem, thi i et Drama maa alt det haarde blive endnu haardere end i en episk Beretning. Hvad der i dette og lignende Forsøg fortjener at bemærkes, er Bestræbelsen efter at fremme Illusionen ved Efterligning af den ejendommelige, koncise Stil i Sagaerne. Den giver Anledning til visse paafaldende Konstruktionsformer, men som blive til staaende Typer, der gaa over til Maneer og Affektation. Et norsk Theater vil næppe fremgaa af Laboratoriet for disse Experimenter; det danske trænger lykkeligvis ikke dertil.»

Denne Fordømmelsesdom, der blev afgivet to Maaneder, efter at Heiberg havde forkastet Bjørnstjerne Bjørnsons Halte-Hulda, fulgte naturligvis ganske af sig selv. 1858 var for det alvorlige Skuespils Vedkommende den øhlenschlægerske Tragedie eneraadende paa den danske Scene. Den abstrakte Karaktertegning, den absolute Harmoni, den pragtfulde jambiske Deklamation, var den Form, en ret Tragedie skulde have for at kunne skaffe sig Anerkjendelse hos Avtoriteterne. Og Ibsens Stykke var jo det ganske modsatte, var jo rent Oprør. Altsaa udtalte de gamle konservative Embedsmænd med den gamle konservative Censor i Spidsen Fordømmelsesdommen, og i over ti Aar var den betydelige Digter, til hvem vi nu alle se op, lukket ude fra vor Scene. Og naar og hvor er det ikke gaaet saa? Eller hvem vil i hele Skuespillets Historie, Verden rundt, paavise en virkelig stor Digter, hvis Arbejder ere blevne godkjendte af et «kongeligt Theater», strax da de viste sig i deres Ungdoms hele Friskhed og Nyhed?

Men naar saa det unge er blevet gammelt og altsaa godt, naar det er anerkjendt af Alverden og ikke længer har Spor af Nyhedens Interesse, saa sige de «kongelige Theatre» til Digteren: «Nu kunne vi være Dig bekjendt! Kom nu, træd indenfor! Det skal være os en Fornøjelse at give Dine Stykker det sidste Præg, den endelige officielle Anerkjendelse.»

Og hvor ynkeligt er det ikke gaaet med den Spaadom, der indeholdes i Slutningen af Heibergs Censur. Et norsk Theater er – lykkeligvis – fremgaaet af «Laboratoriet for disse Experimenter», og – ulykkeligvis – er det danske i høj Grad kommet til at trænge dertil. Men hvor glædeligt det nu altsaa kan være at se Ibsens Stykker komme frem paa vor Scene, saa maa dog vist enhver indrømme, at den Orden, hvori de ere blevne spillede hos os, er den bagvendte Orden. Nu efter at man forlængst har spillet «De unges Forbund» og «Kongs-Æmnerne», kan Opførelsen af «Hærmændene» ikke længer kaldes nogen Bedrift. Det kommer nu frem som et gammelt Stykke, hvilket enhver dannet Tilskuer kjender ud og ind. Og Opførelsen faar ikke stort mere Interesse end en «ny Indstudering» af et i lang Tid ikke spillet Stykke.

Var nu endda Udførelsen saaledes, at den gjorde Stykket væsenlig nyt for Tilskuerne. Men dette er vistnok kun i een Henseende Tilfældet. Vi have jo med Hensyn til alt, som hedder scenisk Udstyr, hidindtil levet i en fuldstændig Uskyldighedstilstand. Men det sceniske Udstyr af «Hærmændene paa Helgeland» er ganske net og formaar til Dels at fremkalde Illusion med Hensyn til den Tid og det Sted, hvori og hvorpaa Stykket spiller. Bjælkehallen med de tilsneede Træer, der lude hen over Taget, og Ilden, der brænder i Baal midt paa Gulvet, er godt malet og opstillet, og Middagssolen i første Akt med Skyerne, der sprede og samle sig, er gjengivet, ikke uden Naturtroskab. Og dog har Dekorationen i første og sidste Akt store Mangler; saaledes er Havet, der vælter ind mod Strandbredden, meget uheldigt, og Solens røde Skjær paa Bølgerne forfejlet. Bedre var i sidste Akt Maanens Skjær. Det forekommer os, at Stormen med de Dødes Hjemfærd i sidste Akt var sand og gribende i al sin Uhyggelighed, og at Scenen paa dette Sted virkelig bidrog ikke lidet til at hæve Stemningen. Men hermed turde vel ogsaa det meste være sagt.

Hvad var det dog for en ejendommelig snart syngende, snart brummende Tone, hvori alle de spillende talte. Hr. J. Wiehe, hvis Spil ellers kun udmærkede sig ved en ganske heldig Maske, var ikke i Stand til at sige blot den mindste Replik, uden han skulde sætte Melodi paa den. Hører man et Stykke som dette foredrage fra Scenen, skulde man ikke tro, at i en ikke gammel Periode et dramaturgisk Spørgsmaal, der drejede sig ene og alene om Deklamationen, havde været i Stand til at dele vore Skuespillere i to Lejre, hvoraf den ene forkjætrede den anden, og at dette Spørgsmaal havde fremkaldt meget alvorlige Konflikter. Nu er hele det dramatiske Foredrag paa vor Scene saa dilettantmæssigt, at man skulde tro, der aldrig havde været forhandlet det mindste om denne Sag her i Landet.

Fru Eckardt veed bedre end vi, i hvor høj eller hvor ringe en Grad hun er i Stand til at spille en Rolle som Dagnys. Gaaden er blot, hvorfor hun spiller den. Det uhyggelig moderne, der hvert Øjeblik kom ind i Stykket og gjorde en underlig Figur ved Siden af den oldnordiske Diktion, der er øst lige ud af Sagaerne, falder Fru Eckardt til Last. Om Hr. W. Wiehes Spil er foreløbig intet at sige; thi han var saa hæs, at han ikke kunde tale, selvfølgelig kunde han altsaa kun spille, hvor han tav, og denne Hæshed tilintetgjorde altsaa Virkningen af alle de Scener, hvori Hr. Wiehe deltog.

Mest underholdende var Fru Nyrops Udførelse af Hjørdis' Parti. Fru Nyrop har paa Nationaltheatret haft en daarlig Skjæbne. Hendes oprindelig ikke ubetydelige Talent gik i en farlig Retning, idet det nødvendigvis maatte komme til at virke i et Repertoire, der var efterladt af et andet – ganske vist langt større – Talent, som nu ophørte at virke, men som dog ikke taalte nogen Konkurrence eller nogen Efterfølger, der mulig kunde bringe det i Glemme. Og over slige Indflydelser ere Theaterbestyrere som de, vi have her til Lands, ikke hævede. Fru Nyrop har været trængt tilbage. Hver Gang hun optræder, er det som en ny Debut. Man overraskes ved at se hende og ved det meget, hvorpaa der kunde bygges. Men alt er endnu i sin Begyndelse, og Hjørdis spiller hun med samme Fortrin og samme Mangler, som hun for en halv Snes Aar tilbage spillede Ragnhild i Svend Dyrings Hus, kun med den Forskjel, at hun bedre magter den prosaiske end den poetiske Dialog.

Om den øvrige Udførelse turde der næppe være nogetsomhelst at sige, hverken ondt eller godt. Der er næppe nogen, der vil nægte, at Hr. E. Poulsen formaar at opfatte en Rolle som Gunnars fuldstændigt og rigtigt, men der er dem, der tør paastaa, at han kun sjældent formaar at spille, hvad han saaledes har opfattet.

y.

Publisert 5. apr. 2018 11:10 - Sist endret 17. sep. 2018 11:42