Carl Rosenberg

Carl Rosenbergs oversikt over danske og norske bokpublikasjoner i 1858 i Dansk Maanedsskrift i København i 1858 (åttende bind, s. 483-495). Blant annet omtales Hærmændene på Helgeland og Bjørnstjerne Bjørnsons Mellom slagene og Halte-Hulda.

Æsthetisk Literaturoversigt.

Som bekjendt, gjælder med Hensyn til Aarstiderne en anden Lov for vor Bogproduction, især den poetiske, end for Naturens Frembringelser: medens disse spire, modnes og høstes, hviler i Regelen hiin, og, naar Vinteren lægger Naturen i Dvale, mylre Bøgerne frem. Vi ville da, inden den rigtige æsthetiske Høsttid, Jule- og Nytaarstiden, kommer, søge i en kort Oversigt at sammenfatte, hvilke poetiske Arbeider af noget Værd det forløbne Foraar, Sommer og Efteraar have bragt.

Det er ikke Meget, hvorpaa vi maae henlede Læsernes Opmærksomhed, og det Betydeligste, i alt Fald det Mærkeligste, som er kommet ud i vort Sprog, hidrører ikke fra Danmark, men fra Norge. De der i Forsommeren udkomne dramatiske Arbeider, navnlig «Mellem Slagene» og «Halte-Hulda» af Bjørnstjerne-Bjørnson og «Hærmændene paa Helgeland» af Henrik Ibsen, tør vistnok, hvad æsthetisk Værd de end have i og for sig, betragtes som betydelige Bidrag til Skabelsen af et eiendommeligt norsk Drama, idet de røbe ikke blot en rigtig Stræben efter at give det poetiske Stof, som Nordens Oldtid og Norges Middelalder gjemme i saa rigelig Mængde, en til dets eiendommelige Væsen svarende dramatisk Skikkelse, men ogsaa, trods store Feil og Mangler, en ikke ringe Evne i saa Henseende. Størst Betydning, ikke saameget i og for sig som for Fremtiden, have utvivlsomt Bjørnstjerne-Bjørnsons to Arbeider. Han er en dybere poetisk Natur end Henrik Ibsen. Medens den Sidstnævnte fortrinsviis henter sine Inspirationer fra selve Oldtidens Mindesmærker, medens hans Arbeider, baade det i 1856 udkomne Skuespil «Gildet paa Solhoug» og nu «Hærmændene paa Helgeland», af denne Grund, skjøndt de som Dramaer staae over Bjørnstjerne-Bjørnsons, dog mere ligne poetiske Illustrationer til Middelalderens og Oldtidens Historie end frie Digtninger, øser Bjørnstjerne-Bjørnson mere umiddelbart af selve Livet og søger at lade noget Selvoplevet, Noget, som er fælleds for Fortidens og Nutidens Mennesker og derfor maaskee det egentlige, af Tiderne uforandrede Nordiske og Norske, komme til Udtalelse i et af de norske Landskabsmaal befrugtet, ofte særdeles udtryksfuldt Sprog. Man tør derfor vistnok, skjøndt hans to Skuespil lide af store Mangler i dramatisk Henseende, vente sig noget Mere og noget Større af ham for Fremtiden, medens dette turde være tvivlsomt med Hensyn til Henrik Ibsen. Vi ville nu betragte de tre Stykker lidt nærmere.

Stoffet til det lille Eenactsstykke «Mellem Slagene» er en Episode af Kampen mellem Sverre og Magnus Erlingson. Forklædt som Speider for Kong Magnus, kommer Sverre til en Mand, der boer eensomt mellem Fjeldene med sin unge Hustru, hvem han har røvet fra hendes Fader og med hvem han ikke lever i bedste Forstaaelse, skjøndt de begge elske hinanden med Inderlighed. Forsyndelsen mod hendes Fader straffes paa dem, idet Manden, Halvard Gjæla, begynder at trættes af sit ørkesløse Fjeldliv og Konen hemmeligt harmes herover, uden at Nogen af dem kan bekvemme sig til aabent at udtale sig for den Anden. Her udgjør altsaa et af det virkelige, daglige Liv grebet og i sig selv betydningsfuldt Forhold, der ved den sære Indesluttethed hos de paagjældende Personer netop bliver nationalt nordisk, Stykkets Hovedhandling. Men, idet den udfolder sig paa den store mørke Baggrund, som Kampen mellem Kongerne danner, faaer den historisk Betydning, og da den giver Anledning til, at Sverre, ved hvem Tvisten løses paa en lykkelig Maade, lægger al sin Charakteers Storhed og Eiendommelighed, især sit bag udvortes Haardhed skjulte ædle Hjerte, sin høie Stræben som Konge ved Siden af dyb Menneskefølelse, endelig sit Mod og sit naturlige Humor for Dagen, bliver Stykkets Slutning en glimrende Forherligelse af hiin Norges største Mand i Middelalderen. Man maa forsaavidt kalde det lille Skuespil et vellykket Arbeide. Men, idet Forfatteren har havt for Øie at anskueliggjøre hiin tunge Indesluttethed, der er betegnende for Nordboerne og der saa ofte fremkalder den tragiske Conflikt i deres Sagn og Fortidsfortællinger, ligesom visselig ogsaa i det virkelige Liv, er han falden til en Yderlighed, hvorfor man saameget mere maa advare ham, som den fremtræder i forøget Grad i det senere digtede, større Stykke «Halte-Hulda». Han lader nemlig de handlende Personer være saa ordknappe, at de komme til at tale i Gaader, ikke blot for hverandre indbyrdes, men for Tilskuerne og Læserne. Vi tvivle om, at selv dygtige Skuespillere ville kunne lægge saa meget Udtryk i de mange kort afbrudte, i dunkle Hentydninger bestaaende Repliker, at disse overalt blive gjennemsigtige, og det kan selv efter en gjentagen Læsning oftere være vanskeligt nok at see, hvad der paa det enkelte Sted egentlig er meent. Denne Uklarhed er naturligviis ligesaa udramatisk, som den flade Snakken, der lægger Alt, hvad der kun skal anes, frem paa Overfladen og ligesom maler i chinesisk Maneer, d. v. s. uden Perspectiv, en Feil, som forresten er et daarligere Tegn end den, hvori Bjørnstjerne-Bjørnson gjør sig skyldig.

I hans andet, senere skrevne, men tidligere udkomne Stykke, «Halte-Hulda», har Bjørnstjerne-Bjørnson leveret et sjeldent Exempel paa et paa een Gang saare poetisk og saare udramatisk Drama. Det har omtrent de fleste Mangler, et Stykke kan have, der er bestemt for Theatret. Sujettet er i sig selv dramatisk nok. Idet Heltinden er stillet mellem to forskjelligartede Verdener, den ene repræsenteret ved den hedenskvilde Aslakslægt, til hvilken hun hører ved Opfostring og Giftermaal, den anden ved den ridderlige Eyolf, hendes Elsker, som fælder først hendes Ægtefælle, Gudleik, og dernæst dennes Fader Aslak, fremkommer denne Conflikt mellem forskjellige Livsmagter, uden hvilken intet Drama er muligt, og, idet hun tilsidst af Skinsyge forener sig med sine Fjender, de efterlevende Aslaksønner, der søge Hævn over Eyolf, hidføres en i Sandhed tragisk Katastrophe. Men dette store Udkast er ved Behandlingens Feil ligesom blevet gjort ukjendeligt, indtil man befinder sig paa det. I den første Scene, der i sig selv er meget interessant, fængsles Tilskuernes Opmærksomhed i overveiende Grad til en heel Gruppe af Personer, hvoraf de Fleste senere hen forsvinde uden at faae nogen Deel i Handlingen, hvilket navnlig gjælder om den gamle Bedstemoder, i hvem man naturligviis venter sig Aslaks Slægt repræsenteret, saavelsom om Hallgerde, der i Begyndelsen lader til at skulle blive Gudleiks og siden Aslaks egentlige Hævnerinde og dog ligeledes fuldstændigt sættes tilside. Antydninger, der ikke føre til Noget, umotiveret Fremtræden (f. Ex. især Halte-Huldas ved den temmelig haartrukne Slyngning af Knuden), afsides Repliker i Overflod, endelig den ovenfor antydede forcerede Ordknaphed: Alt dette minder om de Perioder i Dramaets Historie, som hos enhver Nation, der har havt et nationalt Drama, gaae forud for dettes Blomstertid og som udmærke sig ved store Tilløb, rige poetiske Kræfter og en Mangel paa Herredømme over Formen, der især viser sig i visse Ynglingsmanerer, hvori det senere Dramas Eiendommelighed findes carrikeret; saaledes er i de førshakspearske Skuespil en barrok Blanding af Spøg og Alvor paafaldende, der hos Mesteren selv gjenfindes forædlet til det ham aldeles eiendommelige Humor. Vi troe, at Bjørnstjerne-Bjørnsons Feil, og navnlig netop den paaankede overdrevne Ordknaphed, varsle om et kommende norsk Nationaldrama, men rigtignok kun fordi hine Feil staae i Forbindelse med en usædvanlig dyb og energisk poetisk Begavelse. Det Gribende i «Halte-Hulda» er den levende Anskuelse, man faaer af en rig, mægtig og i Grunden blød – dette Træk er særdeles sandt – Kvindesjæls Kamp mod en Skjæbne, der har mærket hende med en hæslig Legemslyde og stillet hende i Forhold, der aldrig have tilladt hende at «leve» og elske. Hun forsynder sig tilligemed sin Elsker mod Lov og Pligt, høster Lønnen derfor i Elskerens Vankelmod og straffer tilsidst ham og sig selv ved at give ham i hans Fjenders Vold og da gaae i Døden med ham. Man staaer virkelig her ved Menneskelivets Hemmelighed, ved Kilden til al tragisk Begeistring, Tanken om en Nemesis fra Slægt til Slægt; og man kan ikke læse eller høre de phantasierige Udbrud af hendes Sjæls Bevægelser, uden at føle, at Digteren her er, hvad han skal være, Medvider i Hemmeligheden og dens Aabenbarer. Særdeles poetisk slynger sig mellem den Række af mørke Billeder, hvori Huldas og Eyolfs Kjærlighed kommer tilsyne, Thordis´ og Gunnars ungdommeligt uskyldige Forelskelse; hvad der hører hertil, er ved eiendommeligt Lune, ved Natursandhed og Friskhed maaskee det meest Vellykkede i hele Stykket. Mindre heldigt forekommer os Forholdet mellem Eyolf og Svanhild skildret, og en Hovedfeil i poetisk Henseende er det, at Digteren har stillet Aslaksønnerne i et saa hæsligt Lys. De have Meget at hævne; deres Broders Hustru er bleven forført, han selv og deres Fader dræbt af Huldas Elsker. De maatte repræsentere den oldnordiske Blodhævn, ikke blot i dens Vildhed og dæmoniske Indesluttethed, men ogsaa i dens sædelige Berettigelse, som en Yttring af Slægtsfølelsen og Retfærdighedsfordringen. De maatte ikke skildres og fremtræde som brutale Trælle for en Hævnlyst, der kommer af blot Fordom, men som Redskaber i den retfærdige Gjengjældelses Haand. At de i og for sig frembyde et meget interessant og correkt tegnet Billede af den nordiske Tunghed og Tværhed, som baade i Sagaerne og endnu den Dag i Dag i Livet saa ofte viser sig, formindsker ikke Feilen.

Det er imidlertid, trods Alt hvad man kan udsætte paa Hr. Bjørnstjerne-Bjørnsons Arbeider, øiensynligt, at der er Mere, hvor det kom fra, at han kun kjæmper for at vinde en Form for Tanker, der gjære i ham i usædvanlig Fylde, og at han, hvis det lykkes ham at blive Herre over den dramatiske Form, vil kunne præstere noget Udmærket i denne Retning. Derimod faaer man ved Læsningen af Henrik Ibsens «Hærmændene paa Helgeland» let det Indtryk, at Forfatteren her har spillet sine bedste Kaart ud, hvor store Fortjenester end Stykket i sig selv har. Det er et ganske anderledes tro Tidsbillede end noget af Bjørnstjerne-Bjørnsons, ja – og denne Sammenligning ligger nær, da det er et oldnordisk Æmne – end noget af Øhlenschlægers Stykker, og der er i dramatisk Henseende kun Lidt at udsætte paa det. Gjennem en Exposition, der ikke vilde være Shakspeares uovertrufne Kunst ganske uværdig, føres Tilskueren eller Læseren ind i et Stridsforhold, der kunde kaldes typisk for Oldnordens Tilstande: en Fader, der kræver Æresbøder af sine Svigersønner, fordi de have ægtet hans Datter og Fosterdatter mod hans Villie, ædelt Maadehold fra Mændenes Side, der overlade den Gamle Selvdom i Sagen, og Modstand fra den ene Kvindes, Fosterdatterens (Hjørdis) Side, der har en gammel Regning med sin Fosterfader, eftersom han i hendes Barndom har dræbt hendes egen Fader. Da den Gamle, forbittret over Modstanden, fornærmer hende paa det Haardeste, søger hun Hævn og opnaaer den ved at bringe det saavidt, at hendes Mand, der har budet den Gamle tilligemed hans Familie til Gjæst, fælder hendes yngste Fosterbroder, den Gamles Øiesteen. Imidlertid har den Gamle været borte med sine andre Sønner for at redde Hjørdis´ Barn fra en af hende krænket Bondes Efterstræbelser; han træder nu ind i Gildeshallen med Barnet paa Armen og med Melding om sine Sønners Fald, netop som hans yngste Søn er bleven dræbt af det reddede Barns Fader. Man seer, at Alt her virker sammen til den stærkeste tragiske Effect, og den tilbageholdte Sorg og Harme, den stolte Ordknaphed, hvormed den gamle Ørnulf modtager Budskabet om sin Yndlings Død, er i Sandhed storartet og ægte nordisk. I den saaledes fortrinligt anlagte Hovedhandling har Forfatteren imidlertid indslynget en anden, af den allerfornemste Extraction, der ikke er saa tilfredsstillende løst. For at menneskeliggjøre Hjørdis, for at forklare hendes Grumhed og dæmoniske Livslede, har han, og med Rette, ladet hende lide af en hemmelig Elskov, der er ældre end hendes Giftermaal. Men en Feil er det, at han ikke har kunnet nøies med Mindre end det colossale Sagn om Sigurd Fafnersbane, Gunnar, Brynhild og Gudrun; dette Sagns Hovedmotiver ligge nemlig til Grund for Forholdet mellem Stykkets to Ægtemænd og deres Hustruer. Naturligviis ere Sagnets store Træk blevne mere eller mindre forvanskede, idet dets Indhold er blevet presset ind som blot Deel af en dramatisk Handling, der forresten dreier sig om ganske andre Interesser. Allerede, at Mennesker ere stillede i Stedet for Sagnets overmenneskeligt store Skikkelser, er en Feil. Dramaet skal fremstille Typer og ikke Exemplarer, og en Helt, der som Sigurd forudsættes, er af Gudeslægt og berømt over Alverden, samt en Kvinde, der, som Brynhild, egentlig er en Guddom i Menneskeskikkelse, endelig Sagnets Gunnar og Gudrun, som Børn af en mægtig Troldkvinde og Dronning, kunne i en ganske anden Grad gjøres til Personificationer af Sider af Menneskelivet, end simple Mennesker. Men dernæst ere ogsaa flere af Sagnets Motiver forkvaklede; saaledes har hos Henrik Ibsen Sigurd frivilligt overladt sin Elskede til Gunnar, medens han efter Sagnet har faaet en Glemselsdrik, hvis Virkning han først opdager, da det er for silde. Endelig er Sagnets storartede Katastrophe, der, efter at Sigurd i Brynhild har gjenkjendt sin første Elskede, lader hende drive Gunnar til at raade Fostbroderen Bane, og dernæst hende selv tage Livet af sig, for at blive brændt sammen med Sigurd og fare med ham til Valhal, bleven heelt borte, og en Opløsning kommen i Stedet, der, idet den hidføres ved smaa Begivenheder og næsten tilfældigt, lader Stykket tabe aldeles i Interesse i de to sidste Acter, hvormed ogsaa følger, at dets første Conflikt, nemlig Ørnulfs Sag, ligesom bliver borte og kun løses paa en lidet tilfredsstillende og lidet sandsynlig Maade. Sagnet om Sigurd og Brynhild er ubetinget det største tragiske Stof, som er os overleveret fra Oldtiden; at Øhlenschlæger ikke har behandlet det, hidrører maaskee fra, at det var hans milde, lidt endaimonistiske Sind for vildt, for tragisk. Naar man seer, hvorledes Hr. Henrik Ibsen har benyttet det, naar man tillige bemærker, hvorledes han har anbragt Repliker, der hidrøre fra andre Sagaer (f. Ex. fra Laxdælesaga Gudruns Replik om det dobbelte Storværk, fra Nials Saga Hallgerdes Svar til Gunnar fra Hlidarende, da han beder hende snoe sig en Buestreng), Repliker, der hver for sig kunde udgjøre Kjernen i en Tragedie, som blotte Bidrag til at charakterisere sine Personer, da faaer man uimodstaaeligt det Indtryk, at han i «Hærmændene paa Helgeland» paa een Gang har udtømt sig, i det Mindste med Hensyn til Sagastoffets dramatiske Behandling. Ikke desto mindre vil hans Stykke altid beholde en stor Betydning i saa Henseende; thi det har anslaaet den eneste rigtige Sprogtone for en saadan Behandling, og dette er ganske vist en overordentlig stor Vinding for enhver fremtidig Digter.

Vi vende os til vore egne poetiske Frembringelser, der ikke ere mange, hvad egentlige Nyheder angaaer, medens derimod Adskilligt er blevet samlet og udgivet paany, der tidligere ikke fandtes saaledes tilgjængeligt.

Til den sidstnævnte Klasse hører «Et Foraar» af Kaalund, som nyligt er blevet udførligt omtalt i dette Tidsskrift og som derfor ikke skal berøres videre paa dette Sted. – Christian Winther har paany udgivet en af sine smukkeste Samlinger, nemlig «Sang og Sagn» (Philipsens Forlag, 208 Sider, 1 Rd. 20 Sk.); men ligesom han har udeladt nogle mindre betydelige Leilighedsdigte, der fandtes i den ældre Udgave, saaledes har han tilføiet adskillige nye Digte. I nogle af disse, navnlig i de to Digte «Skovsang» og «Skovminder», gjenfinder man al hans Ungdoms Fylde i Phantasien, Inderlighed i Stemningen og forunderlige Velklang i Versene, og det synes os herefter, at den gamle Digter har lige saa lidt Grund til at klage over sine Digterevners Aftagen, som over Mangel paa Paaskjønnelse, hvilket han gjør i nogle, ligeledes nye «Sonnetter til J.». To smukt fortalte Smaanoveller, «Monsieur Martin» og «Ristestenen», der tidligere have været trykte, slutte Samlingen. – Ogsaa Nicolai Krossing, der forlængst har været den danske Børneverden bekjendt som Udgiver af velvalgte Samlinger af Digte, har samlet sine «Digte» (Hagerups Forlag, 213 Sider, 1 Rd. 11 Sk.), der, skjøndt de for største Delen som Leilighedsdigte, især i Anledning af Familiebegivenheder, navnlig maae have Interesse for de paagjældende Personer, dog ville kunne tiltale i en videre Kreds ved det Gjenskjær af et christeligt og kjærligt Samliv mellem Medlemmerne af en talrig Slægt- og Vennekreds, som er Bogens Totalindtryk. Liebenbergs Udgave af Oehlenschlägers poetiske Skrifter er fortsat til det 22de Hefte, efter det samme Princip, nemlig stedse at lægge Originaludgaven til Grund. Herfra er kun skeet Afvigelser, deels ved «Hakon Jarl», der er trykt efter et hidtil ubekjendt Haandskrift, hvilket kuns i en ufuldkommen Afskrift har ligget til Grund for den første derfor paa mange Steder forvanskede Udgave, deels ved «Fostbrødrene», for hvilket Stykke vistnok med Rette den anden Udgave er lagt til Grund, navnlig med Hensyn til dets Slutning. Udgiveren har ledsaget hvert Digterværk med en Fortegnelse over de faa Afvigelser fra dets første Udgave, der findes i den nærværende, samt med Anmærkninger, indeholdende deels Oehlenschlägers oprindelige, endnu i mange Henseender lærerige Fortaler, navnlig til «Nordiske Digte» samt «Poetiske Skrifter», deels hans egne senere Bemærkninger om sine Stykker, endelig Oplysninger om deres Tilblivelsestid m. M.

Af nye poetiske Frembringelser have vi for Øieblikket kun to og det ikke meget betydelige at nævne. Den ene er et Digt i sex Sange: «Strid og Fred», af Pseudonymen Christian Adam (Gad, 115 Sider, 72 β.), den anden atter en Samling Lyriske Digte, betitlet «Et Ungdomsliv», af en Anonym. (Eibe, 176 Sider, 1 Rd.). Man kan ikke sige, at der ved disse Digtninge er tilført Nationen nogen videre betydelig Skat af Poesi; dertil ere de begge i altfor høi Grad Frugter af poetisk Læsning. Det kan saaledes neppe betvivles, at Digtet «Strid og Fred», der er en Landsbykjærlighedshistorie, i hvis Udvikling Krigsbegivenhederne gribe afgjørende ind, ikke vilde være blevet til, hvis ikke «Hjortens Flugt» havde været skrevet. Men, naar man har sat sig ud over dette og vil see bort fra en Stræben efter at skrive flot, der som oftest fører til ubehagelig Plathed, vil man oftere finde sig tiltalt ved smukke Naturskildringer, ved en i det Hele sanddru Fremstilling af den sjællandske Bondecharakteer, seet fra dens Lyssider, og ved en levende Anskueliggjørelse af Tilstanden og Stemningerne paa Landet i Krigsaarene. Enhver Opfriskning af Krigstidens Minder, der true med sørgeligt at gaae i Glemme, er noget Fortjenstligt, og Bogen har i saa Henseende vistnok større Værd end som Digterværk. – I Digtsamlingen «Et Ungdomsliv» røber sig en mere overlegen og ved Studier mere udviklet Aand end i «Strid og Fred», men maaskee knap saa megen oprindelig Poesie. Medens man derfor paa den ene Side sjeldent støder paa Smagløsheder – i denne Henseende har kun det desuden i sine Motiver meget trivielle Digt: «Hun veed, jeg lyder hendes Vink» været os paafaldende – , savner man paa den anden Side Indtrykket af en eiendommelig Digternaturs Tilstedeværelse. Der findes ikke saa ganske faa Digte, der maae kaldes smukke, fordi en heldig Tanke i dem har fundet et smagfuldt Udtryk – vi fremhæve blot som iøinefaldende Exempler Digtene: «Speilklar var Søen», «Amor som Vægter», «To Kys», «Raketterne i Luften suse», «Ridder Guillem», «Tungt», «Beridersken» og især «Morgenskyen», hvilket sidste vi anføre som det smukkeste, vi have fundet og formeentligt charakteristisk for Forfatterens Talent:

«See den røde Morgensky, som skyder
Gjennem Æthren mod den steile Kyst;
Fjeldet den en iiskold Pande byder,
Hvor den higer mod et kjærligt Bryst;
Og, for tung nu for de fine Strømme,
Som den nys bevinget gjennemfoer,
Den, til Regn fortættet, ud maa tømme,
Brat sin Rigdom over Bondens Jord.

Har, som den, din Ungdomsdrøm opfløiet,
Fandt i Verden den er sneedækt Fjeld,
Synker den nu, naar dit Mod er bøiet,
Ned, forvandlet til et Taarevæld,
Trøst dig: Intet vel tilbagekalder
Meer dens første sværmeriske Flugt;
Men er Grunden god, hvor Regnen falder,
End dit Løv kan bære Blomst og Frugt.»

Men, ligesom selv i disse Motiverne ere laante eller ikke nye, saaledes have alle Bogens Digte den Mangel, at de hvert for sig enten kunde være skrevne af en hvilkensomhelst Digter, eller, hvad værre er, ere Reproductioner af visse Digtere, som have paavirket Forfatteren. Han har ganske vist fulgt Goethes Regel:

«Hier ist Rhodus, hier tanze, du Wicht!
Und die Gelegenheit mach´ ein Gedicht!

han fører Læseren ind i den concrete virkelige Situation, hvorved hans Stemning og Phantasie i hvert enkelt Tilfælde er kommen i Bevægelse; men han har seet og følt mere med andre Digteres Øine og Sands end med sine egne. Man gjenkjender hyppigt Christian Winther, f. Ex. i Digtet: «De Heste traved den kjendte Vei», der endogsaa ligefrem er et Studie efter hiin Digter, og meer eller mindre i de fleste erotiske Digte; Heine gaaer livagtig igjen i Digte som «Paa Museet», «Jeg havde læst mine Digte»; Romancerne have ogsaa et vist reglementeret Snit, uden at noget paafaldende gribende Indhold bøder herpaa. Det vil efter det Ovenstaaende være forklarligt, at der saa at sige ikke af Digtene i deres Heelhed fremgaaer et individuelt Billede af Digterens Personlighed som saadan. Et vist Tungsind gjør sig fortrinsviis gjældende; men der coquetteres i saa betænkelig Grad med de af samme flydende «svare Kampe», hvis egentlige Beskaffenhed og Indhold naturligviis blive Læserne ubekjendte, at man tvivler om Ægtheden af denne Natureiendommelighed, saameget mere som disse Kampe ikke have efterladt noget kjendeligt Spor i de leverede Poesier: hverken lidenskabelig Begeistring eller store Tanker eller nogen bestemt Livsanskuelse som deres Resultat.

Flere i den sidste Tid udkomne novellistiske Værker, som have Krav paa en større Opmærksomhed, skulle ikke omtales ved denne Leilighed. Vi maae blot til Slutningen blandt Massen af Oversættelser, som Aaret har bragt, idet vi her ikke nærmere omtale L. Moltkes endnu ei sluttede Oversættelse af Dickens Værker, der hører til vor Litteraturs Prydelser, fremhæve nogle enkelte Arbeider, som øiensynligt ikke skylde industrielle Hensyn deres Oprindelse, nemlig Rector Dr. Whittes Oversættelse af Terents´s Komedie «Andrierinden» (48 β.), Prof. Dorphs Oversættelse af den aristophaniske Komedie «Freden», (40 β.), samt den af Forfatterinden til Clara Raphaels Breve leverede Oversættelse af E. T. A. Hoffmanns to Æventyr: «Brudevalget» og «Guldskaalen» (Schønberg 1 Rd.). Enhver, der uden at være Latiner af Fag har prøvet paa at læse Terents i Grundsproget, vil have faaet et eget Indtryk af pedantisk Stivhed og Gravitet, hvorved Skuespillene tabe deres Liv og Munterhed. Noget af dette Indtryk vil utvivlsomt altid blive tilbage, selv for den med Oldtiden meest fortrolige Læser; men for største Delen kommer det naturligviis af Ubekjendtskab med Sproget, med enhver Vendings Betydning og Klang i den daglige Tale. Jo vanskeligere det er i saa Henseende at finde det rette Tilsvarende i et nyere Sprog, desto mere maa man paaskjønne Dr. Whittes Arbeide, der paa lidt nær gjør det muligt for Læseren at forestille sig hele det oversatte Stykke Scene for Scene, som om det foregik imellem Danske, samt at see hver Mine og høre Klangen af hvert Ord hos de talende Personer. Vi kunne kun udtale det Ønske, at Forfatteren maa føle sig tilskyndet til ligeledes at oversætte de fem andre Stykker af Terents. – At oversætte Aristophanes frembyder i en vis Henseende færre Vanskeligheder, nemlig forsaavidt han i det Hele er mere poetisk og Sproget lettere bliver levende for os som Udtryk for hans phantastiske Lune, end det latinske Sprog, hvor det kommer an paa at gjengive den jævne daglige Tale. Paa den anden Side lægger Billedrigdommen, Allusionernes Mængde og tildeels Uforstaaelighed ualmindelige Vanskeligheder i Veien for en Oversætter. I den nyligt udkomne Oversættelse af «Freden» har Prof. Dorph, som det forekommer os, løst Opgaven langt mere fyldestgjørende end i sine tidligere («Fuglene» og «Ridderne»), og navnlig maa man bifalde, at han har havt Mod til at gjengive de aristophaniske Obscoeniteter fuldstændigt. Desto beklageligere er det, at Døden har afbrudt ham i et Arbeide, som han synes at have villet føre til Enden. – Oversættelsen af de to Hofmannske Æventyr vil være enhver Ven af Hofmann kjærkommen, som en smuk og med kjærlig Omhu udført Gjengivelse af de humoristisk-dybsindige Originaler, og muligt hjælpe til at skaffe denne vittige, af de moderne tydske Æsthetikere stærkt tilsidesatte Digter en Indgang blandt os Danske, som han fortjener overalt og som aldrig vil kunne skade vor Danskhed.

C. R.
Publisert 4. apr. 2018 11:39 - Sist endret 4. apr. 2018 11:41