Signaturen «W.»

Hærmændene på Helgeland på Odense Teater anmeldt av signaturen «W.» i Fyens Stiftstidende 21. og 22. april 1876 (No. 122 og 123, 105. Aargang).

[21. april 1876]

Odense Theater.  Opførelsen af Henrik Ibsens «Hærmændene paa Helgeland» havde igaar Aftes samlet et talrigt Publikum, hvem Hr. Aug. Rasmussen ved at bringe dette sjældent smukke og værdifulde Arbejde paa Scenen havde beredt en stor Nydelse. Vi skulle imorgen nærmere omtale saavel Stykket som Udførelsen og her kun fremhæve, at Forestillingen vandt fortjent Anerkendelse.

W.

 

[22. april 1876]

Odense Theater.  Henrik Ibsens Skuespil «Hærmændene paa Helgeland» fører under den dramatiske Form frem for Tilskuerne en af hine gamle nordiske Sagaer, hvis Bevarelse vi navnlig skylde Island, og som i sammentrængt Kraft og Umiddelbarhed i Opfattelse, Følelse og Udtryk staaer uopnaaede andetsteds. Kamp og Hærværk omgiver hvert Stade i Livet, det trofasteste Venskab og den haardeste Haan tegne alle Vegne deres Mærker, Stordaad er Mandens Attraa, til hvilken han opflammes og ægges af Kvinden. I Henrik Ibsens Drama er Hovedpersonen en Kvinde – Hjørdis – med et stort, men haardt og stolt Sind og et varmt Hjerte, hvis utilfredsstillede Higen gjør hende hadsk og hævnsyg, men ikke formaaer at kue det Storslaaede i hendes Karakter. Om hende og hendes Planer dreje sig hovedsagelig den Række af stærkt og skarpt tegnede, kampisprængte Optrin sig, af hvilke Stykket bestaaer. Da endelig hendes Hjerte finder den, imod hvem det har higet, er begges Kjærlighed en Forbrydelse, men hun river Jordlivets Tvang over, for i Gudernes Himmel at kunne forenes med den Mand, hvem hun ikke kan følges med i denne Verden; dog Straffen rammer hende: den, hun elsker og dræber, er kristnet, og Døden skiller dem først ret fra hinanden. En skjøn Karakter fremstiller Vikingen Sigurd hin Stærke, der har ofret sin egen Kjærlighed paa Fostbroderskabets Alter, men foretrækker Død eller evigt Fjendskab med Hjørdis, hvem han fra første Færd har elsket, fremfor at svigte den Kvinde, hvem han, skjønt uden at elske hende, har skænket sin Tro. I Landnamsmanden Ørnulf er tegnet en fuldstændig Typus paa Sagatidens hedenske Kæmpe med alle hans gode og mindre gode Sider, men dog med et ædelt Grundpræg, og i Gunnar sees det bløde, ubestemte Sind, der i hin Tids Livsanskuelse var Værktøjet for alle onde og sørgelige Tilskikkelser, medens den blide, kvindelige Dagny kaster Kristenlivets milde Skjær ned over det Hele, der i og for sig betegner et Afsnit af den hvide Guds, Kristendommens første Kamp mod de gamle hedenske Guder og hin Mellemtilstand, i hvilket Sindene tvivlede om disses Magt, men dog ikke vilde vende sig mod den nye, milde, forsonende Frelser. – Udførelsen var særdeles tilfredsstillende for vore Forhold. Fru Recke-Madsen spillede i Fremstillingen af Hjørdis med Kraft, Sandhed og god Nuancering af hin forunderlige, men storladne Kvindes Stemninger og samlede her, som forleden Aften i Mercy-Merrick, Hovedinteressen om sig og sit Spil. Men ogsaa Hr. Dall som Sigurd, Hr. Benj. Petersen som Ørnulf, Hr. Madsen som Gunnar og Frk. Raun som Dagny ydede deres til den gode Udførelse. For Hr. Dalls Vedkommende tro vi dog, at han af og til kunde tage lidt lempeligere fat med sit Organ, der vilde komme mere og rigtigere Afvexling i hans Spil derved. Hr. B. Petersen bliver i sin Bestræbelse for at tegne den stærke kamplystne Olding af og til noget tør og ensformig i Tonen, navnlig i første Akt, og kommer egenlig først ind i Alderdommen i sidste Akt, hvor hans Spil ved Sønnernes Grav og hans Foredrag af Mindekvadet over den er særdeles smukt. – Sammenspillet og Udstyrelsen vare meget gode. En Vinterdekoration var sjælden smuk. I det Hele taget maa der vides Hr. Rasmussen varm Tak for, at han har fremført dette Stykke paa Odense Theater og derved beredt Publikum en ædlere Nydelse, end saa mange fremmede Arbejder og lettere Sager kunne yde.

W.

Publisert 4. apr. 2018 14:40 - Sist endret 16. apr. 2018 11:25