Signaturen «Z. Y.»

Hærmændene på Helgeland ved Det norske Theater i Bergen anmeldt av signaturen «Z. Y.» i Bergenseren 15. mars 1859 (Nr. 21, 1ste Aarg.).

Theatret*).

«Hærmændene paa Helgeland« har nu flere Gange gaaet paa vor Scene. Den fordelagtige Dom over dette smukke Arbeide er allerede forlængst fældet saavel her i Landet, som i Naborigerne, og lang Tid hengaar vel ikke, inden ogsaa fra Tydskland lyder ligesaa hædrende forbausede Udraab over denne Viisning i vor unge Litteratur. Der skal nemlig være en tydsk Oversættelse af samme paa Farten. Den Omstændighed, at paa samme Tid omtrent, som Hærmændene kom tilsyne, ogsaa et andet, ikke mindre genialt Verk «Halte-Hulda« overraktes Publikum, har gjort, at disse to Arbeider næsten bestandig ere blevne bedømte sammen og opstillede overfor hinanden. Theateranmeldere kunne fritages for denne tilvante Skik, eftersom man endnu forgjæves venter paa at se Hulda opført og følgelig mangler Anledning til at dømme, om hun kan glide ligesaa uhindret og livligt henover Scenen, om hun formaar at levne sine Artister lige saa megen Ild og Effekt i den dramatiske Fremstilling, som Læsningen ubetinget maa vække Ønsket om. Nærværende Anmelder kan dog ikke, ved at omtale Hærmændenes Opførelse, lade Hulda, eller ialfald Huldas Forfatter, ude af Talen, siden denne qva Instruktør har havt en afgjørende Del i den Maade, hvorpaa Hærmændene spilles. Mellem Ibsen og Bjørnson, disse vor Litteraturs nuværende Koryfæer og vort stolte Fremtidshaab, er der den samme Lighed og Forskjel, som mellem Wergeland og Welhaven. Ibsen, den rolige, beregnende Digter, har Formen i sin Magt og staar ikke tilbage for Welhaven; med Hensyn til Geni gaar Ibsen endog langt foran; Bjørnson er lutter Ild, Mod og bruser frem som en vældig Storm, naar Tanken griber ham. Derfor ligner han Wergeland. Ibsen gaar gradevis mod Maalet; han beregner sine Situationer, sin Effekt og forbereder den allerede fra Scene til Scene; Bjørnson gjemmer det Alt i et mystisk Halvmørke, som kun stærke Øine kan gjennemtrænge, saa bruser han med Et ud som en Orkan efter Havblik; til den stigende Bølgegang sees Lidet. Derfor følger man Ibsen med Ro og Tillid; man ved allerede, at der maa komme Noget; med Bjørnson er man uvis, om han naar Havnen, og derfor taber man ogsaa en stor Del af de Skjønheder, som ligge forborgne under hans Tilbageholdenhed, og overvældes af den Rigdom, der pludselig ødsler sig selv. Det er fordi Anmelderen har troet at se denne Bjørnsons Individualitet mærkelig fremtrædende i Hærmændenes Instruktion, at disse faa Linier ere henkastede. Her nævnes kun exempelvis 5te Scene i 1ste Akt, hvor Dramaets Knude ikke efterhaanden strammes, men Tvistens Æble «hærtagen Kvinde» med Et bruser ud, saa man efter al den Rædsel, dette Ord vækker, efter al den Kvide, det volder, forundret spørger sig selv, hvad der bevirkede, at det faldt. Forfatteren har forberedt det; ham kan man efterse under Læsningen, dersom man ikke har fulgt ham med Liv; men Skuespillerne kan man ikke bede tage i sig igjen, for saa at følge dem; det bliver derfor Skuespillernes Sag at tvinge Publikum til at give baade dem og Forfatteren Gehør, ved lidt efter lidt at drage Opmærksomheden saa fast til sig, indforlive Øine og Øren i Handlingen, lade Bølgerne svulme, saa Braget mod Stranden falder ligesaa naturligt og ventet, som stormende og vildt. Paa samme Maade maa ogsaa Katastrofen i 2den Akts 3die Scene forberedes, saaledes som Forf. har fordret det. Det er muligt, at den uvante, forresten vistnok rigtige Maner, som Hr. Bj. vil have især de nordiske Stykker foredraget paa, vanskeliggjør denne Stigning; men skulde den ikke kunne naaes ved, at Talen, uden at Stemmen hæves, glider lettere, hurtigere fra Mundene, Replikkerne mere Slag i Slag og fremfor Alt derved, at Pauserne, som paa sine Steder, naar Høiden engang er naaet, gjøre en saa glimrende Effekt, under selve Forberedelserne til denne forkortes, om ikke ganske udelades? At forresten Hr. Bj., der allerede har saa store Fortjenester af Instruktionen ved vor Scene, nok vil finde Midler til at lempe paa de antydede Mangler, betvivles ikke.

Hvad nu de enkelte Rollers Udførelse angaar, da kan den ikke andet end tilfredsstille. Hr. Brun som Ørnulf giver os et vellykket Billede af hin djærve, men ædle Nordbo, der med sex Sønners Tab bringer sin Uvens Barn uskadt tilbage og med ophøiet Ro forlader denne Uvens Hal, efterat hans sidste Søn og stolte Haab der har modtaget sit Banesaar. Hans Deklamation af Drapaet hører til det Bedste, han endnu har præsteret; han ved der at lægge saamegen Følelse, saa megen Ro og Alvor i sin Stemme, at Forfatteren sker Fyldest i høit Maal. Det er kjendeligt, at Br. har drukket tunge Drag af Bjørnsons Instruktion, men ikke mindre mærkeligt, at han ogsaa selv arbeider med en Flid og Interesse for sit Kald, som fortjener Ros. Hermed vil Anmelderen dog ikke have sagt, at han billiger Fremkaldelsen i Søndags. Det kan ikke noksom indprentes Publikum at være karrig med denne Udmærkelse, der snart sagt maa have tabt sit Værd ved vor Scene. Hr. Br. og Flere med ham maa endnu være lykkelige ved Applausen i Spillets Løb, men denne skal hverken han eller nogen Anden mangle, naar Tiden er der. Endnu Et – hvor Ørnulf i sidste Scene kommer tilbage, maa han kun være dyb Alvor. Den hvidhaarede Olding, der har skrinlagt sine syv Sønner paa een Dag og drukket Smertens Bæger tilbunds, gaar ikke længere med stærke Skridt, hans Tale har ikke længere Stormens Styrke, men resigneret modtager han, hvad Nornen videre byder, uden at noget Slag mere kan saare hans lukkede Bryst. Ligesom Hr. Prom er vor bedste, for ikke at sige eneste Komiker, saaledes er han udentvivl den mest følsomme af vore Skuespillere; han har et dybt Gemyt og har mere end een Gang givet os Anledning til at beundre de ømme Roller, men han kan ikke være Alt, og – Sigurd hin Stærke er en nordisk Helt og Hærmand. Vistnok er denne Charakter den vanskeligste fra Forfatterens Side. Han skal være Noget, han er endog Hovedpersonen i Anlægget, men bliver en ledig Tilskuer med Sidereplikker, medens Handlingen drives af de Øvrige fordetmeste. Prom bør være tyngre, roligere, indesluttet i sin Fremtræden; han skal lade os ane, at dersom han vilde tage i, var Alt færdigt, men at han ikke vil, fordi han bærer den giftige Hemmelighed, som kvæler dem Alle. Meget kan her lægges i Blik og Stilling; de hyppige Sukke ere veke, blødagtige og passe ikke for Helten; han tager eet Aandedrag og suger deraf Kraft til at trodse mange Tryk. Med alt det skal den Retfærdighed vederfares Pr., at han gav et helt Billede efter den Maade, hvorpaa han har anlagt sin Rolle, og at den var vakkert gjennemført; men der kan ikke tvivles om, at dersom Proms Fag havde været Heltens, vilde den faldet bedre sammen med det Hele. Hr. H. Nielsen kan som Gunnar have den Tilfredsstillelse, at om der netop ikke drønnede ham nogen Applaus i Hælene, saa fulgte man ham dog med Interesse, hvad ogsaa hans vellykkede Spil i fuldt Maal fortjente. Hr. Hansen som Thorolf og Jfr. Sullustad som Dagny spillede ret vakkert, om det end maa siges, at der maaske kunde være ventet mere af dem Begge og især af den Sidste. Imidlertid bemærkedes det mindre, da Dagnys Rolle i sig selv er saa elskelig, at der skal meget til, for ikke at vække Interesse. Gid dette ogsaa kunde siges om «Kaare Bonde»!

Der gik vistnok mangt Forundringsraab over Læberne, da man hørte, at Md. Nielsen skulde spille den stolte, slemme Hjørdis. Man har kun været vant til at se hende optræde i de veke og naive Kvinderoller, som hun saa godt har magtet; men man glemte, at den unge Skuespillerinde paa samme Tid, som hun havde vundet mere og mere Hjem paa Scenen, var modnet i Aar og Kraft og havt Anledning til at blive mere bekjendt med Livets Alvor. Saa meget er vist, at efter Md. Bruns Afreise var der Ingen af vore Skuespillerinder, der paa en bedre Maade kunde skille sig fra Hjørdis. Hendes Fremtræden er helt igjennem vellykket, og man ser allerede ved hendes første Indgang, at hun ved, hvad hun skal og hvad hun vil. Hjørdis er en stor Opgave; den ligger nær henimod det Ukvindelige, og det er allerede et meget lovende Tegn, naar en ung Skuespillerinde her ved at holde sig inden Skrankerne. Det er noget mærkeligt ved alle Ibsens Stykker, ligefra «Sankthansnatten» til «Hærmændene», at det onde Princip repræsenteres ved Kvinden; men det skal ogsaa siges, at der Side om Side gaar de elskeligste Charakterer. At Md. Nielsen nu har vist, hun kan overtage begge disse Yderligheder, giver et levende Haab om, at der kan ventes meget af hende, thi Meget ligger imellem, og det er ikke at betvivle, at den samme Ihærdighed, der bragte hende til at fremstille Hjørdis saaledes, at man maatte forbauses derover, ogsaa vil hjælpe hende til at blive en Pryd for Scenen. Skal noget enkelt Punkt af hendes Hjørdis fremhæves, da bliver det den Situation, hvor hun lokker sin Mand; hun var her næsten gyselig smuk. Ogsaa hun har Meget at takke Bjørnsons Instruktion.

Saavel Arrangement som Kostumer vare smukke og velvalgte; derimod kunde man nok ønske, at der blev spenderet Noget paa Aasgaardsreien, om end Stykket i sig selv har Knald nok.

Om Stykket «Den svage Side» vil Anmelderen ikke mæle. Det er i sig selv en yderst svag Side, der lokker Publikum til at vise sin svage Side, Interessen for let Gods og Latterværk, samt desværre i høi Grad forledede Skuespillerne til at vise en svag Side: Overdrivelse.

Z.Y.

 


 

 

*) Nærværende Artikkel var allerede, som før bemærket, medtaget til forrige Nr., men kunde da af Mangel paa Plads ikke optages.

 

Red.

 

Publisert 4. apr. 2018 14:35 - Sist endret 17. sep. 2018 11:28