Alfred Sinding-Larsen

Hedda Gabler anmeldt av Alfred Sinding-Larsen i Morgenbladet i Kristiania 21. desember 1890 (No. 738, 72de Aarg.).

Literatur.

Hedda Gabler. Skuespil i fire Akter af Henrik Ibsen.

Digteren ynder i det Hele taget meget at beskjæftige sig med Ægteskabet og navnlig med Kvinder, som er ulykkelige i dette. Forsaavidt bringer «Hedda Gabler» ikke noget Nyt; ogsaa dette Stykke handler om et Ægteskab og om en Hustru, hvem det ikke har gjort lykkelig, ja der forekommer i Stykket endog to Hustruer, med hvem saa er Tilfældet. I to Punkter skiller imidlertid det nye Drama sig ud fra sine Forgjængere. Ibsen har ikke tidligere saaledes som her ladet intenderede eller iverksatte ulovlige Forbindelser med andre Mænd være det, hvori hans Kvinder søgte sin Trøst saaledes som i det franske Repertoire sædvanligt, og forsaavidt er han jo altsaa bleven mere Kosmopolit. Men dernæst synes Stykket at give os Ret i den ved en tidligere Leilighed udtalte Opfatning, at naar Forfatteren hidtil havde ladet det gaa udover Manden, var dette ikke af den Grund, at det for ham netop gjaldt om at optræde som Kvindens Forsvarer, men alene fordi Kvinden ofte er den lidende under en hos Manden tilstedeværende Egoisme. Det er nemlig Egoismen, Ibsen forsaavidt vil tillivs, ligegyldigt hvilken af Parterne der er den Skyldige, og i «Hedda Gabler» er det, hvad Heltindens Ægteskab angaar, Hustruen, der er Egoisten i Ægteskabet. Imidlertid spiller dette Forhold i det Hele en mindre fremtrædende Rolle; mange Spirer til Ulykke i Samlivet erfares vistnok at være tilstede, men de faa ikke Tid til at skyde frem og sætte Frugt, det Hele er endnu saa nyt, at den hjemlige Tilværelse først skulde til at begynde, naar Dramaet er udspillet og den dræbende Pistolkugle har umuliggjort dets Fortsættelse. Heltindens Ægteskab er ikke noget Andet eller Mere end et af de forskjellige Træk, som af Forfatteren er benyttet til Belysning af hendes Karakter. Der ligger ogsaa en Betegnelse af dette Forhold deri, at hun i Stykkets Titel er nævnt ved det Navn, hun bar som ugift. Men i Titelen ligger noget mere. Hedda Gabler har givet hele Stykket Navn, fordi det i hende har en mere stærkt fremtrædende, alt det Øvrige dominerende Midtfigur, end der er i noget af Ibsens tidligere Arbeider. Ikke nogen af de øvrige Personer frembyder mere selvstændig Interesse; de have kun Betydning i og for det Forhold, hvori de staa til Heltinden, og de gjøre et mere skisseret Indtryk ved Siden af hendes Billede, paa hvis Udførelse Forfatteren har koncentreret hele sin Styrke.

Naar Forfatteren skal have ytret, at her stod han selv udenfor med alle Theses og Problemer, her var det bare de fremstillede Mennesker, han lod udtale sig for deres egen Regning, maa han antagelig støtte denne Ytring til dette, at altsaa en enkelt fremtrædende Skikkelse med sine Omgivelser har været Gjenstanden for hans Skildring. Men Gyldigheden af denne nøgterne og objektive Karakteristik beror først og fremst paa, at det findes, at Hedda Gabler er studeret efter Naturen, at det altsaa ikke er Forfatteren selv, som paa egen Haand har udstyret hende med det Livsindhold, der viser sig hos hende, og for hvis Beskaffenhed han i saa Tilfælde ikke kan blive uden Ansvar, især ikke, hvis hun synes omfattet med hans Sympathi.

Hedda Gabler har henlevet sin Ungdom som en professional beauty, indtil hun i 28-29 Aars Alderen for nogle Maaneder siden blev gift. Hun var sin afdøde Fader, General Gablers, eneste Barn og har faaet en Udvikling, der var skikket til i alle Maader at styrke det Kraftige og Selvstændige i hendes Natur. Generalen havde hende med sig paa sine Skydeøvelser og Rideture, og forresten fik hun raade sig selv. Omgivet, som hun var, af Tilbedere, var det alene en enkelt af disse, med hvem hun indlod sig nærmere. Det var Eilert Løvborg, en begavet ung Videnskabsmand, formuende og af god Familie, men derhos ogsaa bekjendt for sit vilde, udsvævende Liv. Hvad der drog hende til ham, var ikke saa meget virkelig Tilbøielighed som Nysgjerrighed efter at lære de smud sige Enkeltheder ved hans udsvævende Liv at kjende (!), og han, som paa sin Tid var lidenskabelig indtaget i hende, maatte i deres hemmelige Stævnemøder til med disse væmmelige Skriftemaal, men da han endelig engang tillod sig en altfor vidtgaaende Tilnærmelse, truede hun ham med en af Faderens Pistoler og viste ham fra sig, hvorved Forholdet blev brudt. Saa blev Eilert Løvborg fuldstændig forfalden og sendt paa Landet. Hun fortsatte imidlertid sit Liv som Fifdame, indtil hun endelig fandt det nødvendigt at blive forsørget. Da ingen anden af hendes Kurtisører i saa Henseende viste sig villig, lod hun sig endelig nøie med Jørgen Tesman, Stipendiat i Kulturhistorie og Eilert Løvborgs tidligere videnskabelige Konkurrent, en hæderlig og korrekt Mand, opfostret af to skikkelige gamle Tanter, designeret til Professor nu, efterat Løvborg jo er forsvunden fra Skuepladsen. Da Tesman en Aften fulgte hende hjem og de kom forbi en smuk Villa, ytrede hun Lyst til at bo der, og dette gav Indledningen til et Frieri med snart paafølgende Bryllup, hvorpaa de reiste til Udlandet ved Hjælp af et Tesman tildelt Reisestipendium. Under deres Fravær har Assessor Brack, en af Heddas Beundrere, kjøbt og indrettet Villaen for dem, hvortil Midlerne væsentlig er skaffet ved Opofrelser af de gamle Tanter.

Eilert Løvborg har oppe paa Landet levet i Nærheden af en gammel Foged Elvsted, der som Enkemand har giftet sig med sine Børns Guvernante, en yngre Skolekamerat af Hedda ved Navn Thea Rysing, i hvem Jørgen Tesman forøvrigt i sin Tid har været noget skudt. Berørelsen med denne unge Kone, der er mindre lykkelig gift, har havt en saa gavnlig Indflydelse paa Løvborg, at han er bleven fuldstændig skikkelig og med Bistand af hende har skrevet et nyt, videnskabelig Verk, hvoraf første Del er udkommet og har gjort overordentlig Lykke. Derpaa er han brudt op fra sit Exil og vendt tilbage til Byen.

Her begynder Stykkets Handling. Netop som Hedda og hendes Mand har gjort sin Indtrædelse i sit nye Hjem, overraskedes de ved den for Jørgens Professorat truende Nyhed om hans Konkurrents fornyede, glimrende Fremtræden og derefter ogsaa ved, at Fru Elvsted, som er reist fra sin Mand for at leve i Nærheden af Eilert Løvborg, kommer og beder dem om Hjælp til at faa fat i denne. Heddas gamle Følelser for Løvborg, styrkede ved Skinsyge mod Fru Elvsted, bringer hende til at faa sin troskyldige Mand til at bede Løvborg komme til dem, og da hun ved at se ham igjen erfarer, at han hænger fast ved den Kvinde, han skylder sin Gjenopreisning, driver hun ham til at bryde sit Princip, ikke mere at nyde berusende Drikke, og faar ham til at gaa med i et Drikkelag hos Assessor Brack. Her er Løvborg bleven overstadig drukken og har endt Natten i et berygtet Hus efter at han paa Veien har tabt Manuskriptet til Fortsættelsen af sit Verk. Pakken med de skrevne Hefter har Tesman fundet og agter at bringe dem tilbage, men Hedda faar fat i den, og da Løvborg kommer til hende, aldeles fortvivlet over Tabet, fordølger hun for ham, at hans Arbeide er i Behold, og lader ham gaa efter at have foræret ham en Pistol med en temmelig utilsløret Opfordring til at gjøre det af med sig. Derefter brænder hun Manuskriptet, det for hende hadefulde Resultat af Løvborgs Samarbeide med en anden Kvinde. Løvborg følger hendes Vink. Han skyder sig og bliver døende ført paa Hospitalet. Assessor Brack har hos Politiet seet og gjenkjendt Pistolen og forholder hende, at hvis han aabenbarer, at den er hendes, maa hun for at fri sig angive Løvborg som Tyv, og at hun alene kan tilkjøbe sig hans Taushed ved at hengive sig til ham. Begge disse Alternativer vække hendes Afsky, og da hun samtidig ærgres ved at se sin Mand og Fru Elvsted fortrolig og ivrig beskjæftigede med muligens igjen at istandbringe det ødelagte Manuskript ved Hjælp af de Lapper, hvorefter Løvborg har dikteret det, gjør hun en brat Ende paa det Dilemma, hvori hun er, ved at skyde sig.

Allerede efter denne sammentrængte Oversigt over Stykkets Indhold vil Hedda Gablers Fysiognomi staa temmelig klart i sine Omrids og i enkelte Hovedtræk. Men Indtrykket bliver dog ufuldstændigt og tildels misvisende, saalænge man ikke kjender Detaljerne, de mangfoldige dybere og lettere Skyggepartier, hvorigjennem Forfatteren har udmodelleret Billedet. Sleben og kold som en Staalklinge, elastisk og stærk som den, viser Hedda Gabler allerede i sin første Scene en næsten brutal Utaknemmelighed og Hensynsløshed. Skjønt hun ser sig omgivet af en Luxus, som ligger langt over hendes Mands økonomiske Evne, har hun blot Ord for, hvad hun videre ønsker; og uagtet hun er vidende om de Opofrelser, de kjærlige gamle Tanter have underkastet sig for at skaffe tilveie Huset og dets Udstyr, viser hun ikke alene den blide og elskværdige Tante Julle en krænkende Kulde og Ligegyldighed – hun vil ikke engang kalde hende Tante men behandler hende ceremonielt som en Fremmed – men hun søger endog med fuldt Overlæg paa en lav Maade at saare hende. Uden Kjærlighed er hun gaaet ind i sit Ægteskab, men nu er den Følelse, hun nærer til sin Mand og til hans Slægt, som kappes om at bære hende paa Hænderne, nærmest Had. Uagtet Muligheden af, at Jørgen Tesman kan gaa Glip af Professoratet, berører hendes egne Interesser – i saa Fald maa hun bl. A. opgive sin Plan om at holde Livrétjener og Ridehest – tænker hun dog blot paa, at det vil volde ham Sorg og Bekymring, og Udsigten dertil synes at være hende kjær. Endog de Blomster, hvormed Tante Julle har prydet Stuen til hendes Hjemkomst, kaster hun ud. Hun er flanet og falsk. Uagtet Assessor Brack i Grunden byder hende imod, hindrer dette hende ikke fra at kokettere med ham og at indvie ham i den Følelse af Kjedsommelighed og Modvillie, hun nærer og altid har næret for sin Mand. Fru Elvsted hader hun fra Skoledagene af, med en smaalig Misundelse over dennes prægtige krusede Haar, men da hun har Brug for hendes Venskab og Fortrolighed, nærmer hun sig til hende med katteagtig Smidighed og har let nok for at bruge dette indsmigrende og fortrolige Du, som hun ikke vilde nedlade sig til at ofre paa Tante Julle. Snu og beregnet er hun til det Yderste. Saasnart hun øiner Muligheden af en ny Tilnærmelse til Eilert Løvborg, kombinerer hun  strax en Plan til at drage ham til sig og støde Fru Elvsted ud; og da Forsøget herpaa brister, optænker og iverksætter hun strax et infamt Middel til paany at bringe ham de gamle Fristelser i Vold. Han vil ikke være hendes, han viser Trofasthed mod den, der har øvet den gode Indflydelse paa hans Liv, – derfor hader hun ham og hende, derfor rækker hun ham med kold Grusomhed Pistolen i det Øieblik, hun havde det i sin Magt at skjænke ham nyt Livsmod ved at lade ham faa sit tabte Manuskript tilbage; og derefter tilintetgjør hun dette, fordi Fru Elvsteds Andel i det er Gjenstand for hendes Misundelse, ikke, som hun bagefter frækt fortæller sin Mand, for hans Skyld, forat ikke han skal blive stillet i Skygge af den deri aabenbarede, større Dygtighed. Der er ved Siden af al denne Styghed omtrent intet Lyspunkt, intet forsonende Træk. At hun i sin Tid har jaget Løvborg fra sig med Pistolen istedetfor at hengive sig til ham, havde ikke nogen ædlere Grund. De var «Kamerater i Livsbegjæret», men hun var, som hun kalder det, feig, hun var ræd for mulig Skandale; og at hun nu ikke vil indlade sig med Assessoren kommer alene deraf, at det er hendes Egoisme imod. Det Eneste, der ikke kan bebreides hende, er, at hun til Slutning ikke vil redde sig ved at lade Eilert Løvborg gjælde som Tyv. Vi maa tilstaa, at hvad der har hindret Forfatteren fra at lade hende begaa ogsaa denne Monstrøsitet alene syntes at kunne være det, at det ikke passede i hans Kram; thi dette Træk har ingen virkelig Sammenhæng med den øvrige Skildring. Det skulde maaske være en Undskyldning for Hedda Gabler, at hun paa Grund af et fremskredet Svangerskab befinder sig i en sygelig Tilstand af Pirrelighed og Nervøsitet, hvortil forøvrigt hendes klare, kolde og beherskede Væsen ikke lader mærke meget. Men Undskyldningen er i ethvert Fald ganske utilstrækkelig. Den gjør hende ikke mere sandt menneskelig, og lader hendes Selvmord virke desto mere pinligt. At hun priser og beundrer Modet ved denne Udgang af den Krog, hvori hun tilsidst ser sig trykket op, klinger som en grufuld Spot ligesaa meget som hendes Anvendelse af Ordet Skjønhed paa Selvmorderens Afskjed med Livet, saa meget mere som Skjønheden synes at skulle bero paa de oprørende Detaljer ved Fremgangsmaaden, saaledes at hun kalder det skjønt at skyde sig i Tindingen eller Hjertet, men uskjønt at skyde sig i Underlivet.

Alt i Alt kan Hedda Gabler neppe kaldes Andet end et uhyggeligt Fantasifoster, et af Digteren selv frembragt Uhyre i Kvindeskikkelse uden tilsvarende Forbillede i Virkelighedens Verden. At Skildringen af hende er gjennemført med virtuosmæssig Dygtighed, og at der ligger en vis dæmonisk Magt over Figuren, er ikke til det Gode. Saa meget mindre, som hun af Digteren er behandlet med, hvad der ialfald i høi Grad har Lighed med Sympathi. Det er jo nemlig ikke alene hendes fuldkomne Perversitet, det, at hun uden Spor af Betænkning bruger hvilketsomhelst Middel til Opnaaelse af hvilkensomhelst Hensigt, der giver hende Indflydelse paa sine Omgivelsers Skjæbne; men hun er desuden udstyret med en stor Overlegenhed over dem, hvad Intelligens og Personlighed angaar, – mere overfladisk tegnede, som de derhos Allesammen ere. Men dertil kommer, at ingen af dem – undtagen den irregulære Eilert Løvborg, der hæver sig op i Heddas høiere Sfære – er gaaet fri for en vis Ridikuleren fra Forfatterens Side. Jørgen Tesman er ligefrem en komisk Figur, ubegavet og flau, inderlig trættende med al sin Distraktion, sin ubehjælpelige Godslighed og sit evindelige, tanketomme «Tænk det», – morsomt nok opfattet i og for sig, men uheldig placeret, dersom det er mod Forfatterens Ønske, at han afgiver et saa underlegent Modstykke til Hedda Gablers Skikkelse, og forresten i vigtige Punkter rent ud karrikeret. Naar Ibsen lader ham, hvis kjærlige og ærlige Sjæl Heddas Bemægtigelse og Tilintetgjørelse af Løvborgs Manuskript maa oprøre saa dybt, deri ikke se Andet end en ulovlig Omgang med Hittegods, er dette raljerende Overdrivelse, ligesaavelsom at han lader ham komme med sit «Tænk det» i det rystende Øieblik, da han skriger ud, at Hedda har skudt sig, eller naar han umiddelbart under det voldsomme Indtryk af Eilert Løvborgs Selvmord giver sig ifærd med en Dechifrering af hans Koncept. At Fru Elvsted ligeledes er med paa dette, lader et vist Løierlighedens Skjær falde ogsaa over den Fortvivlelse, hvoraf hun skulde være greben, om det end er saa, at hun, den fra sin Mand bortløbne Kone, forøvrigt er skildret med Sympathi. Endog Tante Julles rørende Diakonissenatur, hvis Kjærlighed ikke lader sig afvise, og som ikke kan existere uden Nogen at opofre sig for, – endog hun har sit Streif af det Løierlige.

Assessor Brack minder om de kyniske Levemænd i den franske Salonkomedie og gjør i det Hele taget stærkere Indtryk af at være en blot og bar Andenhaandsfigur, end det pleier at være Tilfældet med Ibsens Personer.

Det behøver neppe at nævnes, at «Hedda Gabler» er udstyret med en livfuld og pointeret Dialog, og Stykket er ligeledes, som med Ibsens Arbeider sædvanligt, vel beregnet paa en kraftig scenisk Effekt. At Dunkelheder findes intet Andet end en oftere gjentagen, uforstaaelig Frase i Heltindens Mund, naar hun nævner Løvborg, nemlig at hun ønsker at se denne «med Vinløv i Haaret».

Man har tidligere sporet Følgerne af, at Digteren bliver fremmed for Hjemmets Forhold. Det viser sig maaske endnu stærkere her. Det er øiensynlig Meningen, at Handlingen passerer her i Christiania. Men her har vi heldigvis endnu ikke saaledes som i Udlandets større Hovedstæder Kurtisaner, der holder Salon som denne Diana, hos hvem Løvborg skyder sig; og naar Brack angiver som Hindring for, at Tesman kan opnaa at blive Minister, det, at han ikke har Penge nok, ligger dette heldigvis ogsaa ganske borte fra vore hjemlige Forudsætninger.

«Hedda Gabler» er i det Hele taget alt Andet end skikket til at vække nogen Glæde eller nogen dybere Beundring. Franskmændene have en for Øieblikket meget yndet Betegnelse for allehaande Fremtoninger i Literaturen og i Livet: fin-de-siécle – «fra Aarhundredets Slutning», præget af den eiendommelige Sygelighedstilstand hos Kultursamfundene i disse det nittende Aarhundredets sidste Dage. Ibsen er fin-de-siécle. Dette giver Nøglen til den rette Forstaaelse af, at han, skjønt tilhørende en liden og lidet paaagtet Nationalitet og skrivende sine Arbeider i et Sprog, der ikke kjendes af mange Fremmede, dog har fundet Indgang i alle Lande, endog i det for utenlandske Forfattere saa lidet tilgjængelige Frankrige. Hans store og originale Begavelse, hans fremragende dramatiske Evne formaaede alene ikke at lukke op for ham; saalænge hans Produktion var nogenlunde sund, forblev den upaaagtet. Men efterat han med den ham egne Styrke i den Fremstillingens udvortes Realitet, der af Samtiden yndes saa høit, har forenet et «tidsmæssigt» Valg af Emner, – efterat hans Arbeider have faaet den rette mørke, trøstesløse Farve, den rette Pessimismens, Gudløshedens, Fortvivlelsens Grundtone, ere de ogsaa bleven istand til i mægtig Grad at tilfredsstille den Trang til Sensation, til Pirring, som er bestemmende for Smagen hos Kredse, der fortiden overalt fører det store Ord, om de end heldigvis ikke raade for, hvad der bliver den endelige og afgjørende Opfatning.

Saa er det med alt Moderne, og den Omstændighet, at Ibsen er kommen paa Moden, vil ikke sige det Samme som, at de Verker, hvorigjennem dette er opnaaet, komme til at beholde nogen ophøiet Plads af Varighed og af virkelig Betydning. Ser man hen til de dramatiske Digterverker, der uafhængig af en snart omskiftelig Smagsretning have levet frem gjennem Tiderne og bevaret sine Forfatteres Navne fra Forglemmelse, finder man, at det er naturlige Mennesker i Livets naturlige Konflikter, som ere skildrede i dem, saaledes at det virkelige Liv altid vil afspeiles deri. Ibsens moderne Drama derimod er det abnorme Drama. Hovedfigurerne have intet andet Menneskeligt end den rent udvortes Skikkelse, og deres Anskuelse og deres Foretagender ligge udenfor det Normale – i Uhygge og Forskruethed om ikke i fuldstændig og haabløst Vanvid. Det Ry og de Fordele, som ad denne Vei er at opnaa, kan ganske vist i Øieblikket være kildrende og behagelige nok; men nogen virkelig og blivende Storhed naaes derved neppe. Det syntes ogsaa, da Ibsen for to Aar siden sendte os «Fruen fra Havet», at det Golde, Frugtesløse, Utilfredsstillende i den Retning, han længe havde fulgt, var gaaet saaledes op for ham, at han var ifærd med for Alvor at foretage en Vending. Desværre, det blev ikke saa. I «Hedda Gabler» har han igjen taget fat, hvor han slap i «Rosmersholm», og det Skydevaaben, der gjorde Tjeneste i «Vildanden», er hentet frem igjen til ny Benyttelse. Næste Gang bærer det formodentlig til en Afvexling atter afsted til Møllefossen.

- * –
Publisert 6. apr. 2018 09:57 - Sist endret 6. apr. 2018 09:57