Anonym anmelder i Aftenposten

Hedda Gabler på Théâtre Vaudeville i Paris anmeldt i Aftenposten 21. desember 1891 (Nr. 867, 32te Aargang).

«Hedda Gabler» i Paris.

(Fra vor Korrespondent.)

 


 

Paris, 18de December.

Det første Spørgsmaal, en norsk Tilskuer maatte gjøre sig selv, da Teppet paa Sextiden igaar Eftermiddag faldt efter den livskjede Generaldatters sidste Skydeøvelse, blev jo, om den Vei til den virkelige Pariserscene, som herved synes aabnet for vor Landsmands Digtning, nu virkelig ogsaa vilde blive fulgt videre. Ved Opførelserne paa Théâtre Libre af «Gjengangere» og «Vildanden» handledes der ikke om andet end et isoleret Experiment. Matinéerne paa Vaudevilletheatret eier i nogen Grad den samme Karakter. De er organiserede som et Slags Prøveforestillinger; de finder kun Sted en enkelt af Ugens Dage med Kræfter, der ikke hører til dette Theaters faste Personale, og uden den Luxus i Udstyr, der gjør det nødvendigt, at et Stykke, alene for at dække sine Udgifter, maa gaa en halvhundrede Gange over Scenen. Men Planen for disse Matinéer udelukkede ikke, at et Stykke, der slog an hos det store Publikum, fra dem gik over til Aftenrepertoiret. Saa var allerede sket med det Stykke, ved hvilket Serien for nogle Maaneder siden indviedes. Det blev da den «store Naturalisation» paa Pariserscenen. Jeg vover ikke at forudsige, at den efter Gaarsdagens Introduktionsforsøg endnu vil være den Ibsenske Digtning sikret. Som jeg strax i mit Telegram havde meddelt blev Stykket af Publikum modtaget med velvillig Opmerksomhed; der faldt hyppig Applaus, og efter hver Akt fremkaldtes de spillende. Og det var ikke Digterens Landsmænd, hvem dette skyldtes; af dem fandtes der i Theatersalonen, saavidt jeg kunde se, alene et yderst ringe Antal. Heller ikke den ordinære Claque behøvede at gribe sterkt ind; Bifaldet kom for det aller meste baade frivillig og rigelig. De harcellistiske Udbrud, som et parisisk Premierepublikum altid er saa fristet til at hengive sig til, sporedes kun et Par Gange, ved de unegtelig ogsaa paa en temmelig farlig udfordrende Maade gjentagne Repliker om «Vinløv i Haaret» og om at «dø i Skjønhed». Hvad der vel især hjalp Stykket over Skjærene, blev den mesterlige Udførelse af Georg Tesman – i Gjengivelsen paa Vaudevilletheatret omtrent den eneste helt menneskelige, for enhvers Forstaaelse tilgjængelige Figur – og dernæst det Indledningsforedrag, i hvilket Jules Lemaitre, den bekjendte Kritiker i Journal des Débats, paa Forhaand havde udredet Stykket og navnlig af Hedda Gablers Skikkelse givet en Karakteristik, der maatte gjøre den, om ikke sympathisk, saa dog interessant. At Rollens Fremstillerinde saa bagefter enten ikke vilde eller ikke kunde give denne Karakteristik Liv, blev jo en Skuffelse. Gaarsdagens Publikum eiede dog i hvert Fald det Holdepunkt for sin Opfatning, som Indledningsforedraget havde skjænket det. Jeg er ikke sikker paa, at den næste Torsdagsforestillings Tilhørere vil vise den samme Taalmodighed til at vente paa, om ikke den virkelige Hedda Gabler dog tilsidst ogsaa paa Scenen skulde faa Omrids og Farve. Og Jules Lemaitre vil neppe da være der, for paa Spisesedlen at skjærpe Publikums Smag paa de Karper, der ved Serveringen reducerer jeg til ganske ordinære «tørre Jyder».
 

Indledningsforedraget

vil rimeligvis i sin Helhed blive offentliggjort, og man vil da kunne overbevise sig om, hvilket værdifuldt Bidrag det udgjør til Ibsenkommentator-Literaturen. Navnlig i denne Tid, da «Aftenposten»s Spalter jo formelig bugner under det for enhver Avisudgiver kjære Avertissementsstof, vover jeg ikke at møde frem med det udførlige Referat af Foredraget, som jeg skulde have ønsket at kræve Plads for. Jeg forbigaar derfor ganske det indledende Afsnit, hvori Foredragsholderen søgte at forklare Grundene til, at dette fjerne Norge, med en Befolkning der ikke engang er saa stor som Paris´s, var bleven istand til at vise Verden Billedet af en intellektuel Produktion – paa Literaturens som paa Kunstens Omraade, med Navne som Henrik Ibsen og Bjørnstjerne Bjørnson, Johan Svendsen og Edvard Grieg – til hvilken hverken Sverige med sine gamle Traditioner eller Danmark med sin fint udviklede Kultur eiede noget tilsvarende. Kunde den franske Kritikers Forklaring end naturligvis ikke blive fuldstændig, var den ialfald ikke misvisende, og i en norsk Tilhørers Øren maatte den lyde ubetinget smigrende.

Ogsaa den Skildring af det Ibsenske Forfatterskab i det hele, som han dernæst tog fat paa, var interessant og sikkerlig nok saa træffende, især der, hvor han gik over til at karakterisere dets sidste Fase, i hvilken Digteren, i et Slags Reaktion mod sine tidligere forherligede Ideer, viser os, hvorledes den til de yderste Konsekvenser drevne moralske Autonomi, Individet i Oprør mod Samfundet, Kravet paa at faa leve et Liv efter hvad der synes at være den enkelte Personligheds inderste og suveræne Lov, kan komme til at arte sig som en grotesk Egoisme, der halvt vækker vor Medynk, halvt vor Afsky – en paa samme Tid fordringsfuld og afmægtig Egoisme som den, der møder os hos Fotografen i «Vildanden» og hos Titelfiguren i «Hedda Gabler».

Af hende gik saa Foredragsholderen til at skitsere en Karakteristik, der ialfald havde Fortjenesten af at gjøre Skikkelsen tydelig. Om Jules Lemaitres «Hedda Gabler» netop er den, som Rollens Fremstillerinder i Norden har tegnet, ved jeg ikke; det er vel neppe Tilfældet. Det var alene Heroinens Pjalter, han lod hende beholde, – denne Kvinde i hvis overlegne Stolthed der blandede sig saa meget Snobisme og Cabotinage, hvis Begreber om Elegancen ikke naaede længere end til en ydre Luxus, hvis Skjønhedsstræben ikke var andet end Theaterfagter, ufuldstændig i sin fysiske Konstruktion, dobbelt nervøs og hystorisk under en Tilstand, der hos hende maatte faa en ligefrem pathologisk Karakter – en næsten karrikeret Type af dette ubehagelige Produkt, som man med en lidt udslidt Betegnelse kalder une femme fin de-siècle – monomanisk behersket af en jalousie cerebrale, der lader hende hige efter, som hun selv forklarer det, at faa gribe ind i en Menneskeskjæbne, og paa hvem det passer saa godt, det Ord der er bleven udtalt af en dybtskaende Moralist: on veut faire tout le bonheur et, si cela se ne peut pas, tout le malheur de celui qu´ on aime.

Som Modbilledet til denne Skikkelse var det da, mente Jules Lemaitre, at Digteren havde stillet de tvende andre Kvindefigurer, de beskedne, men dybt sympathiske Skikkelser Tante Julie og Thea Elvsted – de tvende, hvis Liv eiede baade den Adel og den Skjønhed, efter hvilken Hedda Gabler med alle sine Komediantgebærder forgjæves greb. De tvende var det, som stille og indtrængende mindede os om, hvorledes det høieste altid blev den selvforglemmende, opofrende Hengivelse, de gode og rene Hjerter.
 

Udførelsen.

Det er, som sagt, kun i ganske korte Omrids, jeg her har refereret det næsten timelange Foredrag, der, fremført paa den enkleste Maade, uden Spor af Higen efter Aandrighed, alligevel holdt Tilhørernes Opmerksomhed uafbrudt fængslet, og som ved sin Slutning lønnedes med et velfortjent Bifald.

Saa skulde da Mad. Brandès give Liv og Blod til den eiendommelige Skikkelse, hvis Omrids nu stod klare for Tilhørerne. De ydre Betingelser eier den forhenværende Pensionaire ved Théâtre Français i rigeste Mon. En rank, lidt stiv, men vel disciplineret Figur, et Fysiognomi, hvis maskeagtige Skjønhed netop har det sfinxmæssige ved sig, der maa til, for at Hedda Gablers Triumfer skal blive forstaaelige, en smal Pande, et tilsløret Blik, Ansigtets nedre Parti temmelig sterkt fremtrædende. Læg dertil en Stemme, der ikke er fri for af Naturen at være en Smule haard, og man har den ydre Personifikation af den skikkelige Georg Tesmans Hustru saa fortræffelig, som det vel er muligt at tænke sig den. Hendes første Fremtræden og Scenerne, hvor hun tolker sin Kjedsomhed over alt og over alle, maatte spænde Forventningerne ganske høit, saa meget mere som Mad. Brandès har Ord for at være en noksaa intelligent Kunstnerinde. Men her stansede hun. Scene efter Scene blev det den samme Hedda Gabler, der kjedede sig og tilslut ogsaa begyndte at kjede Tilskuerne; smukke Toiletter, vellykkede plastiske Stillinger, et soigneret Spil, ingen stødende Misgreb, men heller ikke et eneste lykkeligt Greb, ikke et eneste Forsøg paa psykologisk Karakteristik. Det var ikke før i de aller sidste Scener af Slutningsakten, at der kom lidt mere Bevægelse i denne smukke Sfinx, og at hun i hvert Fald i nogen Grad gjorde den tragiske Afslutning begribelig.

Ikke synderlig mere fik paa sin Side Mad. Samary og Mad. Thomsen ud af sine Partier som Julie Tesman og Thea Elvsted. Tante Julies Hjertensgodhed blev til Sentimentalitet og Eilert Løvborgs Veninde – hvis Apparition heller ikke passede til Rollen – blev given med en vistnok overdreven Klynken og ellers i den banale Theaterstil.

Paa Herresiden er det et mildt Udtryk at sige om Candés Eilert Løvborg, at den fra Begyndelsen til Enden var betydningsløs. Man kan ikke engang sige, at den var forfeilet; thi den var ikke anlagt paa at være noget som helst. Den Eilert Løvborg, der først præsenteres os som det rehabiliterede Geni, og den, som efter den gjennemsvirede Nat og mellem Besøgene hos Frøken Diana tumler ind i Tesmans Dagligstue, var lige til i sin Maske og i sin Kostumering nøiagtig den samme. Rollen er jo episodisk; den er dog fra Forfatterens Haand formet med et ganske dybt Relief. Paa Vaudevilletheatret kom den ikke til at hæve sig over et Statistparti. Noget bedre gik det Lagrange som Assessor Brack; Rollen blev spillet med Flid og korrekt, efter den kurante Type for den belevne Theaterskurk, maaske med en overdreven Betoning af den lystne og paa samme Tid beregnende Kurtisør, med sterk Understregning af de overfor Hedda Gabler aggressive Repliker.

Trods Jules Lemaitres Introduktion er det ikke godt at vide, hvorledes det hele vilde være løbet af, og om det ikke vilde have endt med hvad man i Kulissesproget kalder u four noir, hvis Stykket ikke i Mayer som Georg Tesman havde fundet sin reddende Engel. Fortræffeligere kan denne harmløse Pjalt, denne sin Hustrus Skovisk, denne utrættelige og forhaabningsfulde videnskabelige Kludesamler, denne brave Nevø, dette gjennemskikkelige Fjog ikke spilles. Alt, hvad der er nedlagt af Komik i Skikkelsen, kom til sin Ret, og det uden det aller ringeste Tilløb til en Overdrivelse, uden et Øieblik at streife ind paa Farcens Omraade. Ved Opførelsen paa Théâtre Libre af «Vildanden» havde Antoine som Fotografen havt en beslegtet Opgave at løse, og havde han gjort det med virkeligt Mesterskab. Jeg skulde være tilbøielig til at stille Mayers Georg Tesman endnu høiere. Det var mere end en artistisk Præstation; det blev et Stykke Menneskeliv af den troværdigste og paa samme Tid fornøieligste Art. I «Vildanden» spillede Antoine undertiden en ganske liden Smule for Publikum; for Mayer existerede Publikum ikke; det var Georg Tesman, saaledes som han gik der hjemme i sin Dagligstue og tullede mellem sine Bøger, sine Notater og sin Hustrus Kjoleskjørter. Og, jeg gjentager det, især dette: ikke det fjerneste Forsøg paa Karrikeren. Han blev da ogsaa Forestillingens Fryd – og Stykkets Helt.

Om Gjengivelsen forresten er der ikke stort at bemerke. Indstuderingen havde tydeligvis været meget omhyggelig, og Spillet gik glat fra Haanden. Med Stykkets Text havde man ikke tilladt sig nogen af de Friheder, til hvilke Antoines literære Konsulenter havde anset sig berettigede overfor «Gjengangere» og «Vildanden». Den Prozorske Oversættelse blev samvittighedsfuldt respekteret. Muligens kunde nogle Forkortelser i den i og for sig temmelig langtrukne første Akt ikke have skadet. De farlige Fraser om «Vinløv i Haaret» og om at «dø i Skjønhed» har jeg allerede berørt. Paa dem burde der vel helst være bleven lempet en Smule.
 

Pressen.

Morgenavisernes Omtale af Stykket er idethele velvillig og uden Undtagelse hensynsfuld. Af og til stikker der dog frem noget af den Opposition, som den lille Ibsenitmenigheds paagaaende Propaganda helt naturlig har maattet fremkalde, og det er med en vis Bidskhed, at Henry Fouquier bemerker, at hvis det havde gjeldt en Franskmands Arbeide, vilde Gaarsdagens Publikum rimeligvis tydelig have lagt for Dagen, at det kjedede sig. «Vi er maaske», tilføier han, «altfor høflige, og i denne Høflighed blander der sig muligens lidt Ondskab, saa sandt som det, at finde Geni hos andre, for en hel Del Mennesker er Midlet til at undgaa Pinen ved at maatte anerkjende Talent hos ens egne». Inden denne Menighed var jo ogsaa forlængst det Løsen bleven givet, at den norske Digters hele Verk var saa dybsindigt, saa dybsindigt, at dets rette Forstaaelse ikke var tilgjængelig uden for de indviede, og mere end en Anmelder har da nu, ligesom efter Opførelserne paa Théâtre Libre, heri fundet en bekvem Anledning til at udbrede sig over dets Uklarhed. For det meste lægger man dog til, at det desuagtet ved sine Eiendommeligheder øver en fængslende Virkning. Jeg citerer, instar omnium, nogle Linier af Anmeldelsen i Matin. «Der er», skriver Bladets Kritiker, «i dette Stykke fremragende dramatiske Egenskaber, en betydelig Kraft; Karaktererne er beundringsværdig tegnede; men den Ide, der sætter Hovedfigurerne i Bevægelse, vedbliver at være dunkel. De Motiver, der leder Heltinden, er mig ufattelige; det er et stakkels Væsen, hvis Kombinationer er saa subtile og saa forunderlige, at der ikke mere er noget menneskeligt ved dem. Man kan ikke analysere de mørke Indfald, der hjemsøger en af Hallucinationer behersket Kvinde. Og andet er Hedda Gabler ikke». I sin Anerkjendelse af den fortræffelige Udførelse af Georg Tesmans Rolle er Bladene enige. Enkelte af dem udstrækker ogsaa sine Komplimenter til Titelrollens Fremstillerinde; de fleste lader hende dog temmelig uforbeholdent høre, hvor fuldstændigt hun har grebet feil.

Om et Par Dage faar vi nu se, hvad de saakaldte Kritikens Stormestre har sige i sine dramatiske Ugeføljetoner. Indtil videre tænker jeg, man kan sammenfatte Resultatet af Gaarsdagens Forsøg derhen, at det hverken er blevet en afgjort Sukces eller det modsatte; Stykket har ikke brudt igjennem, og er heller ikke faldt til Jorden. Og hvorvidt følgende Opførelser kan bringe det af denne lidt svævende Stilling tør vel betragtes som tvivlsomt.

Publisert 6. apr. 2018 09:57 - Sist endret 24. aug. 2018 14:18