Anonym anmelder i Bergensposten

Hedda GablerDen Nationale Scene i Bergen anmeldt i Bergensposten 26. juni 1891.

Theater-Tidende.

«Hedda Gabler».

Saa naaede da «Hedda Gabler» omsider op til Bergens Theater, hvor Ibsenopførelserne ellers resolut følger Ibsenværkernes Fremkomst, med de store Theatre nærmere og fjernere i Kjølvandet.

Digterens Mesterskab fornægter sig jo heller ikke i dette hans sidste Drama. Særlig byder de to første Akters fuldendte Struktur en Nydelse selv for Kræsenheden. Men naar Mesteren senere skal til at svinge, taber Veiens tydelige Linjer sig i Allegoriens Taage. Og derinde fra Taagedisen hører man tilslut et Nødskud. Der staar Digteren, – og der ligger «Hedda».

Dette Stykke, man kalde nu Publikum Ibsenmodent eller Ibsengrønt, kan selv den største Fremstillingskunst vanskelig holde aldeles frelst ovenvande. Det er vistnok baade banalt og dumt at kalde Hedda «dæmonisk». Ibsen selv, han som lader sin Doktor Relling ironisk udraabe: «hvad Fanden er dæmonisk!» har selvfølgelig mindst tænkt og formet Hedda som saadan. Men som moderne psykologisk Figur, der skal anskues under Videnskabens Synsvinkel, og ikke under Romantikens, staar Hedda som den ialfald kun stykkevis forklarlige.

Meget kan vi forstaa, og adskilligt kjender vi allerede. Men ofte øines i den psykologiske Udvikling kun et svævende «Fordi» som Svar paa et ærligt søgende «Hvorfor».

Skal vi overhovedet nogenledes kunne forklare os Hedda, maa vi paa hende ikke lægge den samme Maalestok som paa Normalmennesket. Vi maa se hende og dømme hende som Fantast. Hun er Fantast i sin nervøse Pirrelighed ligeoverfor Hverdagslivets Ensformighed og Hverdagsstellets Prosa; Fantast i sin Lyst og sin Hang til at løfte Forhænget for det Farliges, det Slibriges Regioner, udelukkende Fantast paa dette Felt, eftersom hendes Sensualisme er Hjernens, ikke Kjødets; endelig Fantast i sin ubetvingelige Trang til at experimentere med Menneskeskjæbner, at øve Vivisektion paa Mennesket, en Vivisektion, der gjør hende selv til Skadedyret.

Og hendes rige men vildledte Evner og Kræfter gjør tilslut Oprør mod sin egen Herskerinde, omringer hende og driver hende træt til Døden.

Figurens raffinerede Blaserthed og utæmmede Fantasteri er af Fru Hennings grebet med fin Forstaaelse og overholdes konsekvent gjennem en rig og solid Fremstilling. Undertiden kan Damen virke vel fremtrædende og underlig afstikkende til Billedsproget og Allegorien. Men med ikke fastere Grund under Fødderne end den, Forfatterens Digtning levner Fremstillerinden, og under Paavirkning af den «Fordom» hos Publikum, ja maaske hos sig selv, at ville, maatte og skulle se noget «gaadefuldt» ved Figuren, – tiltrods for dette, blev Hedda ved Fru Hennings' fremragende Spil gjennemgaaende virkningsfuld, om end ikke altid menneskelig. Her er fin, modig, nervøs og interessant Kunst uden al Manierethed og «dæmonisk» Effektjageri. Heddas overlegne, halvt spottende Forhold til Ægtemanden og hendes raffinerede Kurtise med Assessoren var maaske de største Perler af Udførelsen.

Den Assistance, vore egne Scenekræfter ydede, var mere end respektabel.

Frk. Paulsens Fru Elvsted var i høi Grad troværdig og sympathivækkende. Hr. Roald havde taget med megen Skjønsomhed og Omhu paa Dr. Tesmans vanskelige Rolle, og han havde i Hovedsagen faaet det rette og rammende Greb paa den. Hr. Løchens Løvborg gav under et meget karakteristisk Ydre et kraftigt og levende Billede af det havarerede Geni, og Hr. Johannessen leverede en konsekvent gjennemført Assessor, skjønt der manglede Figuren noget af Levemandens glatte og lette Præg. Fru Speratis Tante Julle var elskværdig som altid, men virkede en Smule for omstændeligt og langsomt i Tempo, noget som ikke ret vil falde i Takt med Stykkets forcerede Hjertebanken.

Publisert 6. apr. 2018 09:57 - Sist endret 24. aug. 2018 14:28