Anonym anmelder i Bergensposten

Hedda Gabler ved Christiania Theater anmeldt i Bergensposten 3. mars 1891.

«Hedda Gabler» paa Kristiania Theater.

Fredag den 27de Februar.

Sjelden har en Førsteforestilling været imødeset med en saa nysgjerrighedsblandet Interesse, – ikke bare med den Spænding, som maa gaa forud for «de stores» Stykker; her kom ogsaa den Ting med, at «Hedda Gabler» havde fristet en høist blandet Tilværelse, der hvor hun før havde presenteret sig. Nu sidst i Kjøbenhavn: Gaarsdagens Morgenaviser bragte Telegrammer om, at Latter og Hyssen havde været Modtagelsen i det kgl. Theater, – vilde ogsaa her det at «dø i Skjønhed» bli tat som en Brander og «Vinløv» i Haaret vække Galleriets vildeste Latterstorm? – man var meget spændt.

Og da man fra sin Morgenavis styrtede ned til Ole Olsens Billetudsalg, havde man en Kamp paa Livet at gjennemgaa forat naa frem til Disken, – for der at faa vide, at alle anstændige Billetter var solgt Dagen forud til Dobbelpris.

Der var altsaa propfuldt Hus, ægte interesseret Premiere-Publikum, med Kunst- og Literatur-Repræsentanter og -inder i Parket, Drammensveiens fine Navne i 1ste Logerad og megen og gløg Ungdom i de øvre Regioner, – de farlige Regioner, som har saa liden Respekt, og som er saa kategorisk i sine Domme, naar det gjælder Ting, der har tat deres Interesse.

Og Konversationen gik i høie Bølger, man hørte lidet til Ouverturen – saa gik Tæppet op.

Der har allerede været skrevet adskilligt om Hedda Gabler; hun har været kaldt den fineste, sikreste seede af alle Ibsens Kvindefigurer, – en Hjørdisfigur i Korsét, kraftig og dybtgaaende skildret, – og hun har været kaldt den aldrende Digters svagelige Datter. Man har sagt paa Prent, at hun fængsler fra første Replik, holder en uvristelig fast fra første Gang, man ser hende, helt til Pistolskuddet lyder, – og for et Par Dage siden skrev Georg Brandes, at det uheldigste ved Hedda var, at hun slet ikke interesserer os, denne feige, lystne Kvinde, som ikke «kan» andet end kjede sig ihjel, og hvis Livsbegjær er skrumpet sammen til det latterlige Minimum: Lyst til at ha livréklædt Tjener.

Og alle disse mange Domme har saamænd ikke gjort Figuren klarere, hverken for Publikum eller Skuespillere. En Fantasi evner ikke at samle et helt Billede ud af alle disse Træk, der peger i hver sin Retning, og som alle skal ha sin store tunge Vægt, naar Hedda Gabler skal klædes i Kjød og Blod, – i ens Tanke eller paa Scenens Brædder. Det feige, utrolig feige, naar det gjælder bare at nærme sig den Grændse, Konveniensen sætter: – Det er Hedda saa rent uforstaaeligt, at Fru Elvsted vovede sig til Løvborgs Logi, skjønt hun gik i Dødsens Angst, – hun har ikke en Tanke af Beundring for den lille forpinte Kvinde, som forlod alt og lar Folk sige, hvad de vil, – fordi hun ikke kunde andet. – Hedda eier ikke Medlidenhed, ikke Forstaaelse, bare Forbauselse over, at den anden kan tillade sig saant, og der er over hendes Forbauselse noget af den Uvelhed, man føler, naar man er sammen med taktløse, uopdragne Mennesker.

Feigheden er gaat General Gablers Datter i Blodet, Konveniensens Korsét, som «Hjørdis» har været spændt i, er voxet fast, blit Kjød af hendes Kjød og Ben af hendes Ben.

Men alligevel skal hun eie Lady Macbeths tragiske Storhed og ubetvingelige Begjær efter at styre Menneskers Skjæbne som Vandbækkens Løb, en Djævelinde skal hun være, som med rolig Tilfredsstillelse dræber en andens Livsværk og Livslykke, fordi «hun selv ikke har havt sin Finger med i det», – og man maa spørge med Assessoren: „Men snille Fru Hedda, hvor kunde De nu gjøre det?» Og alt det Svar, man faar fra Hedda, det er: «Ja, ser De, – sligt noget kommer over mig ret som det er. Og saa kan jeg ikke la' det være.»

Og Hedda fortsætter: «Aa jeg ved ikke selv, hvorledes jeg skal forklare det.»

Det er det, Læserne og Tilskuerne heller ikke ved.

Og saa dette «Kameratskab i Livsbegjæret». I Samtalen mellem Hedda og Assessoren i tredie Akt faar man ligesom en Smule Efterdønning af de Samtaler, Frk. Gabler og Ejlert Løvborg engang levede paa, – og det blir vanskeligt at faa noget andet ud af disse mundtlige Bakkanaler end en ung Mand og en ung Dame, som sidder bag et illustreret Blad og «snakker stygt». Og det er Hedda Gabler, som skjælver i sit inderste Væsen, bare der er Tanke paa en Skygge af Skandale, – – det er hende, der sidder med den berygtede Løvborg og svælger i Beretningerne om hans Orgier, – med freidige Spørgsmaal og omsvøbsfulde Svar. Og der var ikke over disse freidige Spørgsmaal en Trang til at vaske Kameraten ren, – der var bare noget lokkende over dette løndomsfulde Kameratskab. Hun synes ogsaa, der var noget modigt. Aaja maaske.

Men skal dette Mod være noget andet end det «løndomsfulde» Mod, som spirer lige ud af den konveniensbundne Feighed, – denne Lystenhed, der kan slaa sig løs bag et illustreret Blads beskyttende Skjærm, – skal det ha Ret til saa fint et Navn, som «Kameratskab i Livsbegjæret», da har vi en tredje Side i Heddas Karakter, en Side, som ikke for Hverdagsfolks Øine staar sammen med «Dæmonik» – for at bruge et flunkende nyt Ord – og medfødt Feighed.

Men saa skriver jo heller ikke Ibsen for Hverdagsmennesker.

– Og saa til Opførelsen.

Frk. Constance Brun havde faat Heddas Rolle. Til adskillig Overraskelse.

Der gik for en Tid siden et Rygte om, at Fru Heiberg havde tænkt paa at si sit Engagement op, hvis hun ikke fik Hedda. Rygtet var altsaa ugrundet. Men det gik. Og det viser ialfald, hvordan en stor Del af Publikum havde tænkt sig Stykket besat. Og tænkt sig som det eneste rette.

For skulde nogen af Theatrets Skuespillerinder mægte at faa frem et Stænk af Dæmonen, dette, som skulde gjøre Fagmennesket Tesmans Hustru til en Tragedies Heltinde, gi hende en Smule Ret til at være slig hun er, fordi hun er «større end Mennesker de er», – da maatte det vel være Fru Heiberg. Det er naturligt, at den korrekte Konveniens-Kvinde Frk. Gabler vilde man faa mindre af, havde Fru Heiberg faat Rollen; men det kan hænde, hun havde forlenet den en rigere Personlighed og derigjennem større Sympathi, end den fik i Frk. Bruns Hænder.

Ialfald større Interesse.

Frk. Brun gav, hvad hun mægtede. Men hun, der kan skildre de helstøbte Kvinder, rene og sikre helt til Bunden af Sjælen, som ikke frygter Skandalen, fordi de synes at staa for høit til at naaes af Sladderen, – hun fik for det første ikke frem den Side ved Hedda Gabler, der har faat et saa udmærket Udtryk i Replikskiftet mellem hende og Assessoren: De taler om Bryllupsreisen. Hun har kjedet sig, – og Reisen er ikke endt endnu. Det er bare et Stoppested. Saa siger

Brack:

Naa saa hopper man ud. Og moverer sig en Smule, Fru Hedda.

Hedda:

Jeg hopper aldrig ud.

Brack:

Virkelig ikke.

Hedda:

Nei, for der er altid nogen tilstede, som – –

Brack:

– som ser paa éns Ben, mener De?

Hedda:

Ja, netop.

Dette lystne, som saa gjerne hopper ud, bare ikke de andre var der, de som ser, – og saa Skandalen, – det fik man ingenting af hos Frk. Brun, og naar hun saa skal samtale med Brack om Nattens Ungkarlegilde og de livlige Historier, kom denne ufine Nysgjerrighed som et Paahæng, der ikke var smukt sammen med Figuren forresten.

Og saa det dæmoniske.

Der staar i Slutten af tredie Akt, – det er den sidste Replik: (Hedda lytter en Stund ved Døren. Derpaa gaar hun hen til Skrivebordet og tager Pakken med Manuskriptet frem – –. Saa gaar hun med det Hele hen og sætter sig i Lænestolen ved Ovnen. Pakken har hun paa Skjødet –. Kaster et af Hefterne ind i Ilden og hvisker hen for sig):

Nu brænder jeg dit Barn Thea!

Det skal altsammen gaa saa dæmpet –, saa stille, siddende alene, efter at Løvborg er sendt i Døden, – kaster hun langsomt Hefte efter Hefte ind i Flammerne, ser dem brænde op til sorte Emmer – og hun hvisker hen for sig: «Nu brænder jeg Barnet.» – Det er ikke en «Monolog» som i de gamle Stykker, – det er Sjælen, som hvisker til sig selv, – og denne Sjæl skal være en Dæmons, og Kvinden der i Lænestolen skal bli som en ubønhørlig Sfings, der gir Døden til dem, hun møder. Og denne Scene med de langsomme Bevægelser og de hviskede Ord skulde bli Stykkets «store Scene», fordi der var Helvedes Flammer under.

Men Frk. Brun staar høit opreist, og med en stor Bevægelse løfter hun Hefterne op til Ovnsdøren – der bruges mærkelig nok en høi Majolikaovn med Dør langt oppe – Papirerne knuger hun mellem Hænderne, hun flænger dem istykker og slænger dem i Varmen. Saa synker hun lidt tilbage, saa hun støtter sig, opreist, mod Lænestolens Arme, og i denne Stilling, som vi kjender igjen fra de franske Melodrama-Heltinder, hvisler hun frem: «Nu brænder jeg Barnet.»

Denne Scene synes mig betegnende. Det viser, hvorledes Frk. Brun ligesom har «stemt» Rollen i en anden Tone end den, Digteren tilsiger. Der er blit noget smaatskaaret over det, som skulde ha tragisk Høide, uden at der er blit mere Natur. Der er kommet en hel Del ydre Effektmidler, som bare er ydre, og som gjør Figuren hul, og en Markerethed, som virker paatrængende, og en Understregen, som undertiden er ufin.

Frk. Brun fortæller i «Dagbladet»s Nytaarsnummer for iaar, at hun har megen Lyst til at spille Djævelinde eller noget saant. Det er naturligt, at det er fristende for Svavas og Julies Fremstillerinde. Hedda Gabler synes at vise, at det eier Frk. Brun kun faa Betingelser for.

Skjønt det er kanske forhastet at si. Hedda Gabler er det første Forsøg i denne Retning, Frk. Brun har gjort, – og Hedda Gabler er skabt til at knække Halsen paa. – Der var desuden Ting i Frk. Bruns Spil, der virkede som en Overraskelse: Da Fru Elvsted i første Akt fortæller sin Angst for, hvad der er blit af Løvborg, begynder Hedda pludselig at bli opmærksom. Hun aner, at her er «noget mere», at «det lille Tossehoved» har været bortimod det, hun selv har længtes efter: At ha Magt over en Menneskeskjæbne. Og der virkede Frk. Brun forunderligt: Iført en underlig grønfarvet Dragt, med lysere Pletter, – den mindede om noget slangeagtigt, – med mat Teint og trætte halvlukkede Øine har hun ligget paa Sofaen. Saa begynder Thea at nævne Løvborgs Navn, – og uden at forandre sin trætte, dvælende Stilling lytter Frk. Brun, – med Øinene.

Og hele Skikkelsen er som Slangen, der fanger Fuglen med sit Blik.

Man aner de voldsomme Lidenskaber bag det trætte Ydre.

Saaledes ogsaa i Samtalen med Thea, da hun ved sin indsmigrende Hjertelighed faar Fru Elvsted til at fortælle «alt»; Frk. Juel (Fru Elvsted) lægger sit lyse Hoved ind til Heddas Bryst og fortæller hende sin triste Historie, og Frk. Brun bøier sig ned over den smaa, men stadig holder hun sig en Smule fra hende, Øinene har det samme lyttende, kolde Udtryk, og imens klapper hun Theas Hænder.

I det Hele var Samtalen mellem de to et af de Punkter i Stykket, som sidst vil glemmes. Fra Instruktørens Side maa her være lagt uendelig meget Arbeide for at ingen Replik skulde bli for understreget, men holde denne forunderlige Tone, Dagligdagstonen med de stormende Følelser bag.

Som sagt, hvor man skulde ane det vældige, der gav Frk. Brun, hvad gives skulde; hvor man skulde se, der blev det det Ydre af Lidenskaberne, der mødte en.

At Frk. Brun har lagt meget og intelligent Arbeide i den Rolle, det er der ingen Tvil om. Men hun er ikke naaet til at gi Lys over Hedda Gabler, – og det er sogar vanskeligt at sige, fra hvilket Synspunkt hun har forsøgt at tolke den.

Som Fru Elvsted var Frk. Juel særdeles tilfredsstillende i 1ste Akt. Bare det ydre viste, hvor godt Figuren var opfattet. Det unge Barn, der halvt mod sit Vidende var blit den gamle Fogeds Frue og Mor til sin Mands Barn, saa man, strax Frk. Juel traadte ind, i den lidt gammeldagse Dragt, – Mode fra 85, med hvide Kanter ved Ærmlinningerne. Og man kunde forstaa, at dette lyse Krushoved kunde virke med Renhedens Kraft paa en Mand som Løvborg.

Men det var med Frk. Juel som med Frk. Brun: Efter en første Scene, som greb, – en Eksposition, som loved meget, fulgte ikke, hvad den loved. Man saa lidet til dette hensynsløse Mod hos den lille Thea, det blev med de forskræmte Øine. Og naar mere skulde gives, blev det ydre Ting. – Men det maa sikkerlig være Rollens Skyld for en stor Del. Den er ikke til at faa Tag paa. Og hvad Frk. Juel gav i den nævnte Samtale med Hedda, det var saa fint og forstaaelsesfuldt, at det kaster Glans over hele Præstationen.

Hr. Selmer spillede Tesman, – med mange gode Tilløb, men han virkede for latterligt. Han var og blev Selmer, – og naar man saa tænker, at den Tesman er Hedda Gabler gift med, blir Hedda endnu mere uforstaaelig.

Hr. Reimers's Løvborg havde en udmærket Maske, men spillede svært melodramatisk, – Hr. Hanssons Assessor Brack gjorde Bravurnumre med sine Repliker; Samtalerne mellem ham og Hedda var det en Ørenslyst at høre paa, baade Takt og Klang var til lige stor Hæder for Skuespilleren og for Instruktør.

Den eneste af de spillende som helt ud tilfredsstillede var Frk. Parelius som Tante Julle. Noget saa indtagende godt som den velsignede gamle Dame faar man sjelden se paa noget Theater, og man kunde hade Hedda bare for den Hattehistories Skyld.

Og saa se Frk. Parelius ta Hatten paa sig: «Det er saamænd første Gang, jeg gaar med den, lille Fru Hedda».

Ja, det er ikke til at beskrive. Men den, som har set Frk. Parelius, trænger ikke til det, – og for andre nytter det altsaa ikke at forsøge. –

Skal der gives Theater-Skole-Karakter for en Forestilling, saa maa den vist i dette Tilfælde være: Succes d'estime. Bifald efter hver Akt, men ikke videre begeistret, tilslut et Par Fremkaldelser, og Regisørmeddelelse om, «at det ærede Publikums Hyldest –» o. s. v.

Publisert 6. apr. 2018 09:57 - Sist endret 24. aug. 2018 14:25