Anonym anmelder i Dagbladet

Hedda Gabler anmeldt i Dagbladet i Kristiania 17. desember 1890 (Nr. 416, 22. Aarg.).

Ibsens nye Skuespil*).

Hedda Gabler er gift med Tesman men hendes Forhold til Manden er intet dybere. Han har «endelig med Vold og Magt villet faa Lov til at forsørge hende», og hun er den, som har «tat imod det», da hun havde «danset sig træt». Nu skal hun føde hans Barn. Men hun kjeder sig i hans Selskab og føler sig ham haanlig overlegen. Hun har et fint og fornemt Ydre af sjelden Skjønhed, og hendes Øjne udtrykker kold, klar Ro. Kulde og Klarhed hører ogsaa til hendes Naturs Grundegenskaber, Roen er derimod mere ydre erhvervet gjennem Beherskelse af Frygt for Skandalen. Ti parret med Kulden er en heftig Lidenskabelighed, et hedt Livsbegjær og en nysgjerrig Trang til at «kikke lidt ind i en Verden, som en ikke har Lov til at vide Besked om». Der er noget af en Vild i hende, som forklares derved, at hun har Soldaterblod i sine Aarer. Denne Vildskab er raffineret og forenet med en forfærdelig Fejghed. Hun har intet af det Kjærlighedens Mod, der gir sig hen til en overlegen Mand, redder ham ud af en ubehersket og grov Livsnydelses Fortabelse, for sammen med ham at leve et værdigt Menneskeliv i Selvudvikling og i et Arbejde, der bygger Fremtiden. Men hun har heller ikke stort af Soldatermodet, der slaar Fornærmeren og Fienden ned eller jager ham en Kugle gjennem Panden. Ved Fejgheden er den vildes Ødelæggelsesinstinkt blet noget smaaskaaret en Hang til smaa Grusomheder, til at drage nedover og fordærve. I hendes Natur er der ogsaa en Hunger efter Skjønhedsliv. Den ytrer sig i hendes Tilbøjelighed til Luxus og Forfinelser, men ogsaa i hendes Drømme om Livsafslutninger i Glimmer og Glans og med Knaldeffekt. Aldrig gaar der gjennem denne Kvindes Sjæl en Stemning af Ømhed. Hun staar forholdsløs i alle Forhold. Selv overfor det Barn, hun skal føde, har hun intet af hin moderlige Følelse, der strømmer som af skjulte Kilder og som kan skabe en hel ny Verden af Lys og lykkelige eller ængstelige Fremtidstanker. Hun vil leve Livet for sig selv i Frihed og Skjønhed, men uden Ansvar. Men denne Mangel paa Ømhedens inderlige Trang til at gjøre eller lide noget for andre i Forening med Soldaterbarnets Erobringslyst og den raffinerede Vildes Trang til Fordærv gjør hende til en ren Dæmon. Her staar vi med Tvil. Kan et Menneske i forholdsvis lykkelige Kaar bli dette saa aldeles som her? Strindberg har vist os den ene Kvindefigur efter den anden, som har det dæmoniske i sig, men ingen af dem er saa helt og ubønhørligt Djævel som Ibsens Hedda Gabler. Men er det Sandhed? Kan den sammensatte Menneskenatur saaledes fortyndes og det tusenfoldige menneskelige Instinkt- og Følelsesliv armes ud til at omfatte et Par Strenge? Vi tvilte paa Strindbergs Kvinder og vi gjør det endnu mere paa Ibsens Hedda. Dog hvem bestrider Atavismen? Hvem tør nægte, at hos et enkelt Individ selv midt op i Kulturlivet kan det slaa igjennem hint urmenneskelige Drifts- og Følelsesliv fra den Tid, da det at leve Livet var alles Krig mod alle.

Hedda har Magt over tre Mænd. Assessor Brack er et Levemenneske, der med en dygtig Schakspillers kløgtige Beregning gjør sine Træk for at komme ind i et «trekantet» Ægteskab. En Forbindelse med ham staar for hende som en Nedværdigelse. Og da det stiller sig for hende, som om hun kun har Valget mellem en offentlig Skandale med dens Styghed, eller at tilhøre ham, da løfter hun Pistolen mod sin Pande og puster Livet ud.

Den anden er Ægtemanden Tesman. Han har mange menneskelige Dyder, først og fremst Ømhed og borgerlig Bravhed parret med en noget smaaborgerlig Forfængelighed, der glær sig ved Tanken paa, at der gaar mange og misunder ham, at den fejrede Skjønhed, Hedda Gabler, blev hans. Der er meget ægte og inderligt i hans Natur, f. Ex. i hans Forhold til Tanterne, men intet storslagent eller af dybere Begavelse. Han er en korrekt og flittig Samler i Slægt med Fausts Famulus Wagner. Derfor kan han ikke vinde end sige fængsle en Kvinde med Heddas vilde Begjær efter det glimrende.

Et ganske anderledes dybt Indtryk har Eilert Løvborg gjort, og maa han gjøre. Han er en Faust, men en forranglet. Han har Faustnaturens, det vil sige det i egentlig Forstand moderne Menneskes hede Lidenskabelighed, stærke Livskrav og dybe, ømme Attraa efter at være en Gjenstand for et andet Menneskes frejdige Tro. Han har ikke Wagnernaturens forfængelige Trang til at vinde i en Kappestrid om en Professorpost, men Faustmenneskets ærgjerrige Attraa efter dybere Sejre, dets Trang til at trænge ind i Tilværelsens Hemmeligheder, i sin Viden omfatte Fortid og Nutid og i sit Syn løse Fremtidens Gaader. Først har han kjendt Hedda. Men hun har ikke magtet at redde ham ud af et vildt Liv over i et Arbejde, der tvinger ham til at anspænde sine Evner og Kræfter, saa de yder al sin Rigdom. En anden Kvinde, «en liden Tosse», som Hedda kalder Fru Elvsted, evner dette, fordi hun ejer den rene Sjæls Magt, den sædelige Skjønheds, ikke den borgerlig korrekte, men den dybe menneskelige, der ofrer sit eget, for at gjøre et andet Menneske renere og stærkere.

Hedda kan ikke taale, at Fru Elvsted er alt dette for ham, og da hun ikke selv kan være den positivt byggende Magt i hans Liv, vælger hun at være hans Fordærv. Hun venter, at han skal gjøre sin Regning med Livet op ved en Død i Skjønhed, men det ender midt i en slig Styghed, at det sætter modbydelige Pletter paa hende ogsaa.

I Fruen fra Havet sa Ibsen: Skal Livet kunne leves, saa maa det være i Frihed uden Ansvar. Her viser han os et Liv i Frihed, men uden Ansvar. Istedetfor Ansvaret har de tat Skjønheden til sit Løsen: et Liv i Frihed og Skjønhed, og saa ender det hele i Hæslighed.

Der er gaat Aar hen siden Ibsen sang: «Efter Skjønhed hungrer Tiden». Nu staar han selv som i Tvil og spør: Hvad er Skjønhed? Et Spørsmaal tusindfold vanskeligere at besvare end hint gamle af Pilatus: Hvad er Sandhed. Ibsen gir heller ikke noget Svar. Kun synes han at ville sige: Selv om der er Frihed, saa gives der dog ingen Skjønhed uden Ansvar. Derfor kommer hans Stykke som et ejendommeligt Svar til alle de af hans Efterfølgere, der med Arne Garborg i Spidsen (se hans Afhandling i Samtiden om Tolstois Efterskrift til Kreuzersonaten) vil sætte en skjønhedsfyldt Tilværelse istedetfor et Liv i sædeligt Ansvar. Og hvor mødes ikke Ibsen her med Bjørnson!

Fængslende er dette nye Skuespil i høj Grad. Begivenhedsrigt, med Samtaler, der klinger som Livets egne Ord vexlet mellem modsatte Naturer og ejendommelige Karakterer, spænder det dog om saa et kort Tidsrum som fra den ene Dags Morgen til den andens Aften. Virkningsfuldt under Læsningen, vil det dog først faa sit fulde Liv paa Scenen. Derfor borger Ibsens prøvede gamle, men dog her lige friske Kunst.

*) Hedda Gabler, Skuespil i 4 Akter.  Gyldendalske Boghandel.

Publisert 6. apr. 2018 09:57 - Sist endret 24. aug. 2018 13:49