Henrik Jæger

Hedda Gabler ved Christiania Theater anmeldt av Henrik Jæger i Dagbladet i Kristiania 27. februar 1891.

«Hedda Gabler».



Opførelsen.

 


Saa løb da endelig «Hedda Gabler» af Stabelen paa Kristiania Teater. Man synes at ha givet sig god Tid og taget Sagen grundig dernede, og Følgen har da ogsaa været den, at man er kommen senere end baade Tyskland, Sverige og Danmark.

Grundighed er en god Ting: det viste sig i den behagelige Støhed, hvormed Opførelsen iaftes gik; men den har ogsaa sine Ulemper. Alle disse Beretninger om, hvorledes Frøken den og den har udført sin Rolle i Stockholm og Hr. den og den sin i Berlin, kan let distrahere baade Publikum og Skuespillere – især i et Tilfælde som dette, hvor Opfatningen er saa vanskelig.

Paa enkelte Punkter mærkedes da ogsaa en Smule Indflydelse udenfra; men i det store og hele taget havde saavel Rollehavende som Instruktør tappert hævdet sin Selvstændighed, og dette fik igaaraftes en ganske egen Betydning ovenpaa Efterretningen om Stykkets Skjæbne i Kjøbenhavn den foregaaende Aften.

I en foreløbig Korrespondence til Aftenposten er der bleven sagt, at det var den her i Bladet hævdede Opfatning af «Hedda Gabler», der dannede Grundlaget for Udførelsen paa det kgl. Teater. Saa smigrende dette end kunde være, tror jeg dog ikke, at det forholder sig saa. Efter de Meddelelser, der er naaet herop, synes Udførelsen paa det kgl. Teater at ha lagt an paa det krasse og det stærke. Hedda skal mindet om en Slange, Eilert Løvborg har gaat omkring med et forsorent Skurkefysiognomi osv. Det synes som om Opførelsen har dannet en korrekt Illustration til de Komplimenter, Dr. Georg Brandes i sin Anmeldelse gav Stykkets Personer og Nordmændene i Almindelighed. Eilert Løvborg var en Pøbel og Hedda Gabler et tarveligt Fruentimmer – slig er nu engang den ferske norske Kulturs Produkter. Og saa kan man jo ikke fortænke den danske Civilisation i, at den «tager Afstand» og lader Stykket gjøre Fiasko.

Men enhver er nu glad i sine egne Børn, selv om fremmede finder dem aldrig saa fæle, og det Bifald, der iaftes lød efter Tæppets Fald for sidste Akt, havde derfor Karakteren af en Demonstration. Det var en Protest mod Kjøbenhavneriet og det velsignede danske «Grin», der er kommet tilorde ved denne som ved saa mange tidligere Lejligheder.

Hvormeget af Bifaldet der skal skrives paa Protestens Regning, er ikke let at sige; kun saa meget er sikkert, at nogen egentlig Begejstring over Stykket var der ikke. Man fulgte det hele med spændt Opmærksomhed, tildels endog med anstrengt, idet der paa enkelte Punkter blev talt saa lavt, at det var meget vanskeligt at høre, hvad der blev sagt. Men Bifaldet faldt sparsomt under Stykket; kun en Gang lød der Applaus for aaben Scene. Slutningsresultatet var en Succes; men det var ikke en af de afgjørende Succes´er, vi har været vant til at opleve, naar nye Arbejder af Ibsen eller Bjørnson har gaat over Scenen.

Hvad kan nu egentlig være Grunden til dette?

Saavidt jeg kan skjønne, har flere Grunde medvirket.

Den vigtigste er vistnok selve Skuespillets lidet populære Karakter. Det stiller altfor store Fordringer baade til almindelig Opfatningsevne og til speciel Ibsen-Forstaaelse. Det store Publikum har meget vanskeligt for at honorere dem. Det hefter sig ved enkelte udvortes Egenskaber og kommer ikke længer.

«Hedda Gabler» er som mange andre af Ibsens Værker en genial Konstruktion, bygget paa tænkte Forudsætninger. De psykologiske Modsætningsforhold, som fremstilles, har Ibsens stærke og selvstændige Hjerne først behandlet, som Pasteur og Koch behandler Bakterierne. Det er et Slags Psykologi i Renkultur. Derfor virker det som Scenestykke en Smule fremmed og uvirkeligt. De fine og vel tildækkede Symboler forvandles til solide Paatageligheder i Lamperækkens Lys, og derved vinder de ikke. Det hele bevæger sig i en abstrakt Sfære, hvori Publikum ikke er vant til at færdes. Saa virkelighedsmættet Replikens Form end er, føler Tilskueren sig alligevel ikke hjemme. En gammel Teatergjænger og Ibsen-Beundrer bemærkede igaaraftes: «Spiser de Mennesker aldrig Frokost? Hedda er netop opstaaet i 1ste Akt; men Mad smager hun ikke i hele den Time, Akten varer. I tredje Akt vaagner hun paa Sofaen og fryser i den graakolde Morgenluft. Hvorfor beder hun ikke Pigen om en Kop Kaffe?» En slig Bemærkning er karakteristisk – den antyder, hvad det er Publikum savner.

Om Udførelsen maa det siges, at den gjennemgaaende gjorde Kristiania Teater megen Ære. Men en Kapitalindvending maa der gjøres mod den: den var fra først til sidst holdt i et altfor langsomt Tempo. Lidt større Fart over Replikskiftet vil gjøre godt. Forøvrigt er der bare godt at sige om det Arbejde, Instruktøren har præsteret. Det er fremragende, solid og samvittighedsfuldt Arbejde.

Der har, som bekjendt, været Tvil om, hvem der egentlig burde spille Hedda ved Kristiania Teater. Fru Gundersen vilde selvfølgelig ha været selvskreven for ti Aar siden. Nu var der nogen, som talte om Frk. Bruun, andre om Fru Heiberg. At Frk. Bruun var nærmest til Rollen, har jeg for min Part ikke et Øjeblik tvilet om, og det, som manglede ved hendes Fremstilling, var ikke væsentligt nok til at rokke denne Overbevisning. Frk. Bruun havde tegnet Rollens Grundrids sikkert og rigtig. Der manglede hende endnu hist og her de finere Schatteringer, som fortsat Syslen med Opgaven vilde bringe. Endnu en fire-fem Prøver – og Constance Bruun vilde ha været en Hedda Gabler med absolut kunstnerisk Autoritet i stort og smaat. Der, hvor hun nu staar, forekommer det mig, at hun altfor stærkt og ensidigt betoner det livstrætte hos Hedda Gabler. Hendes Hedda maa, saavidt jeg kan indse, allerede i første Akt har besluttet at «bryde op fra Livsgildet», og det er neppe rigtigt. Grunden til hendes Misfornøjelse med sit Liv er den, at hun ikke er kommen paa den Plads, som hendes Natur og hendes Kjærlighed har anvist hende. Efter min Mening er Hedda Gablers Tragedie inderst inde en Tragedie om ulykkelig Kjærlighed, og den ser man for lidet til i Constance Bruuns Spil, skjønt hun gjør et meget respektabelt Tilløb i Slutningen af 2den Akt. Hun er for blasseret, for færdig med Livet fra først til sidst; man mærker for lidet, at hendes Forsøg paa at erobre Eilert Løvborg tilbage er et Forsøg paa at vinde sikkert Fodfæste, og at det først er dette Forsøgs Udfald, der fører hende mod Pistolmundingen. Kun paa et eneste Punkt har Frk. Bruuns Hedda for meget «Livsmod» i Behold efter min Opfatning. Det er, hvor hun taler med Brack om Jernbanetoget og den gode Ven, som kommer ind i Kupéen undervejs. Assessoren melder sin Indstigning og priser sine gode Egenskaber. «Og saa kjører Toget videre», svarer Hedda, træt, kjed og lige glad, akkurat som om hun vilde sige: «Herre Gud, Hr. Assessor, som om Deres Nærværelse gjorde Spor fra eller til». Frk. Bruun siger det paa en saa hemmelighedsfuld og forjættelsesrig Maade, at man ikke forstaar, hvorfor hun i fjerde Akt kan ha saa meget imod at være kommen i Assessorens Magt.

Men er dette en Smaating, saa er den nysnævnte Mangel paa Fylde og Intensitet i Erotiken en væsentlig Ting. Det er den, som skal gjøre Hedda Gabler menneskelig og sympatisk. Hedda Gabler er paa en vis Maade Champagne paa Is, og man træffer ikke det rigtige ved at servere os Isen og glemme Champagnen. Hvis jeg skulde gi Frk. Bruun et Raad, saa vilde jeg bede hende ikke anse sig færdig med Rollen endnu; hun maa gjennemlæse den paany mellem hver Forestilling og lægge ind den Fylde og Rigdom, som endnu kun er antydet. Da vil hendes Hedda Gabler efter nogle faa Opførelser være, som den skal være, og som hun allerede har bevist, at den kan bli.

Under enhver Omstændighed betegner imidlertid hendes Hedda Gabler en Mærkepæl i hendes Udvikling; det er den største og vanskeligste Opgave, hun hidtil har havt, og at hun har klart den, som hun har gjort, er en Kjendsgjerning, som man bør ta Hatten af for. Jeg tillader mig at betvile, at nogen anden Hedda-Fremstillerinde til Dato har klart den bedre, og der er kun en eneste, jeg tror vil naa højere, her i de nordiske Lande; det er Ida Aalberg, der skal spille Rollen i Helsingfors.

Smukt, frit og nydeligt spiller Frk. Juell Fru Elvsteds Rolle. Hendes Personlighed hjælper hende til at gjøre den bortløbne Hustru til et naivt Barn, en Ingenu, som det hed i Teatersproget i gamle Dage, og derved sejler hun sikkert og let forbi de farligste Skjær i Rollen. Dette med «Beaandelsen», der saa let vilde bli til komisk «Jaaleri» i et mindre frisk Talents Mund, blir i hendes elskværdige Barnlighed, som man bare smiler ad. Men hvorfor har Frk. Seeligs Exempel fra Stockholm bragt hende til at udstyre sig saa «landligt»; hvad skal hun med den fæle «Mantillen», hun gaar omkring i, og hvorfor har hun saa meget Hat paa gjennem hele Stykket næsten? Løs lidt paa Hatten, Frk. Juell, og la os faa se lidt mere af «det vakre Haaret»! Det klæder virkelig baade Dem og Rollen saa aldeles fortryllende.

Som alt, hvad Frk. Parelius skaber, er Tante Julle en sikker og solid Præstation. Hun modtog Aftenens eneste Applaus for aaben Scene, og ingen skal være villigere til at applaudere mer end nærværende Anmelder, skjøndt en saadan enestaaende Udmærkelse unægtelig er lidt uretfærdig mod enkelte af de andre Rollehavende.

Over alt, hvad Frk. Parelius siger og gjør paa Scenen, bliver der en kraftig og sund Farve; det virkede specielt saa velgjørende i Scenerne med Berthe, Tjenestepigen. Fru Selmers Berthe er nemlig den absolute Farveløshed fra først til sidst. Fra hvilken Kant af Landet er Berthe, hvilket Sprog fører hun, hvorledes opfatter hun sit Herskab, hvad synes hun egentlig om sin Stilling? Ja; en Daare kan spørge mere, end ti Vise kan svare; men Ulykken er, at Fru Selmers Visdom for Anledningen indskrænker sig til slet ikke at svare paa nogen Ting; det er dog vel lidet. Et Sted gjør hun sig forresten skyldig i en utilstedelig Misforstaaelse. Da hun faar høre, at Tesman er bleven Doktor, siger hun: «Jeg trodde ikke, at Tesman vilde give sig til at kurere paa Folk ogsaa.» Tonen skal naturligvis lægges paa «kurere», Fru Selmer lægger den paa «Folk». Efter hendes Opfatning maa altsaa Berthe staa i den Formening, at Tesman tidligere har praktiseret som Dyrlæge.

Blandt Herrerne indtog Hr. Reimers iaftes den første Plads. Hans Entré og hans første Scene med Hedda var superb, og han gjorde i det hele taget Eilert Løvborg saa vindende og saa betydelig, at man forstod, det var denne Mand, Stykkets kvindelige Hovedfigurer fandt det Umagen værd at kjæmpe om. Paa den anden Side havde jeg gjerne ønsket en lidt rigere Individualisering af Følelsen ligeoverfor Fru Elvsted; man saa ikke, at «det lille Tossehode» virkelig havde havt Fingre i en Menneskesjæl, forstod ikke rigtig, at den «Kvindeskygge», som stod imellem, blev mere og mere til en Skygge, følte ikke rigtig Dybden i hans Sorg, da han havde kastet «Barnet» væk. Her var for lidet af Fortvilelsen og Sønderknuselsen, for lidet af den «Vildelse», Fru Elvsted er overbevist om har behersket ham, da han trykkede løst. Reimers giver Fru Elvsted for lidet Ret; Fejlen ved hans Eilert Løvborg er, at han ikke lader ham tage Parti for den ene af de to Damer. Og det maa gjøres hvis Heddas Spil i tredje Akt skal faa den rette Baggrund.

Hanssons Assessor Brack var igaaraftes ikke en gjennemført Præstation; den meget betegnende Nasaltone, han havde anslaaet, glippede undertiden, og istedenfor Assessor Bracks karakteristisk dæmpende Tonefald fik man Hr. Hanssons friske Gaminstemme. Men jeg har Grund til at tro, at dette bare var en Følge af 1ste-Opførelsens Nervøsitet og at Gjennemførtheden hurtig vil vende tilbage. Paa de sidste Prøver skal den intet ha ladet tilbage at ønske. Rollen gaar i sidste Akt lige til Grænsen af Hr. Hanssons hævdede Omraade og vel saa det. Det er en Ære for ham, at han klarer den, uden at tabe Fodfæstet. Kun i Slutningsrepliken brister det for ham. De stærkt bevægede Repliker er nu engang ikke hans Sag. Maaske burde Instruktøren af Hensyn til ham ha ladet Replikerne efter Skuddet falde anderledes – ikke støjende og skrigende, men med en vis stille og stivnet Skræk. Det havde maaske været vel saa virkningsfuldt.

Man maa anerkjende de mere end respektable Bestræbelser, Hr. Selmer gjør for at klare Tesman; der er mere Beherskelse, mere Ro over Figuren, end man er vant til at finde hos Selmer, naar han spiller Roller med et let komisk Anstrøg. Alligevel er han dog undertiden for meget – Hr. Selmer. Endnu lidt mere Ro og ydre Korrekthed vil ikke skade.

Men trods alle Smaaindvendinger maa Præstationen i det store og hele taget stemples som Sæsonens kunstneriske Begivenhed for Kristiania Teaters Vedkommende. Her er store Opgaver, som vil være af Betydning i de enkelte Kunstneres Udvikling, og Maaden, hvorpaa de løses, viser paany Rigtigheden af den gamle Paastand, at naar det gjælder vore egne Digteres Værker, da kan Kristiania Teater trygt opta Kampen med hvem det skal være.

Det var vistnok ogsaa Publikums Mening, da det tilslut gjennem tre Fremkaldelser bragte de rollehavende og Forfatteren sin Hyldest.

 

 

 

Henrik Jæger.

 

 

Publisert 6. apr. 2018 09:57 - Sist endret 24. aug. 2018 14:36