Signaturen «lb»

Hedda GablerDen Nationale Scene i Bergen anmeldt av signaturen «lb» i Bergens Aftenblad og Bergens Adressecontoirs Efterretninger 26. juni 1891 (No. 3590, 127de Aargang).

Theatret.   Førsteforestilling af Hedda Gabler.   Det deilige varme Sommerveir, hvormed Bergen i denne Tid er velsignet, bliver en overmægtig Konkurrent selv for interessant Program og fremragende Scenekunst. Førsteopførelsen af Ibsens nyeste Drama Hedda Gabler havde i Aftes ikke formaaet at trække fuldt Hus, og Stemningen var temmelig slap under Indflydelsen af den stærke Hede, der unegtelig gjør flere Timers Ophold i en Theatersalon lidet tiltrækkende. Heller ikke vakte Stykket selv nogen Begeistring, om end den kunstnerisk beaandede Fremstilling af dets triste Heltinde vandt fortient Paaskjønnelse. Fru Hennings fremkaldtes 1 Gang efter 2den, 2 Gange efter 3die Akt; Applausen ved Fremstillingens Slutning var derimod ikke stærk og vedholdende nok til at bringe Theatrets Gjæst, hvem den selvfølgelig gjaldt, frem igjen paa Scenen.

Dramaet i dets Helhed og specielt Titelpersonen har været gjort til Gjenstand for saa megen Kritik, saa mange og indtrængende Studier baade herhjemme og i Udlandet, at Anmelderen ikke finder sig opfordret til en nærmere Omtale af «Hedda Gabler»s Fortrin og Mangler; det kan ialtfald efter den ene Opførelse være nok at notere Hovedindtrykket af dets Gjengivelse her. Fru Hennings lagde øiensynlig Vegten paa det Dæmoniske, det dulgt Lidenskabelige hos Hedda, og forsøgte derved at gjøre den uhyggelig frastødende, monstrøs egoistiske Figur mere forstaaelig. Maaske markerede den udmærkede Kunstnerinde tildels endog lidt for stærkt denne Fru Heddas dybe Modsætning til alle hendes Omgivelser, saa det blev næsten umulig at tænke sig denne moderne Hjørdis som den feterede Baldronning, der efter gjennem en lang Ungdom at have «danset sig træt» tilsidst har samtykket i at «lade sig forsørge» af den blandt hendes mange Tilbedere, der vilde paatage sig Opgaven. Fru Hennings gav imidlertid ved sin noble Apparition, sin høitudviklede Replikkunst og udtryktsfulde Mimik et overordentlig levende og interessant Billede af Ibsens nyeste mærkelige Kvindetype, og paa mange Steder var hendes Spil af intens gribende Virkning, saaledes under Samtalen med Løvborg i 2den Akt og i Scenerne med Tesman og Brack i 4de Akt. Dobbelt maa Fru Hennings kunstnerisk lødige og omhyggelig gjennemførte Kreation vurderes, da Rollen lidet stemmer med Fremstillerindens Naturel og Personlighed, og ganske særlig bør Bergens Publikum være taknemlig for denne Anledning til at faa se Ibsens seneste Arbeide, da dette med vor nationale Scenes Mangel paa en kvindelig Kraft i det alvorlige Skuespil vilde været umulig uden fremmed Medvirken.

Vore egne Skuespillere bidrog efter Evne til Dramaets Fremstilling. Her som i alle norske Stykker følte de sig paa hjemlig Grund, forstod idetmindste delvis Personerne og støttedes i disses Gjengivelse af sin egen Erfaring og Iagttagelse. Hr. Roald meget havde godt Greb paa Tesman; Masken var karakteristisk, og at dette Professoremne gjorde et saa ynkelig forfjamsket og tarveligt Indtryk, maa staa for Forf.s Regning. Hr. Løchen gav det forulykkede og «gjenopreiste» Geni med ikke liden Energi og virkede noksaa paalidelig; det personlig Vindende, Indtagende, der skulde kunne fængsle to saa forskjellige Kvinder som Hedda Gabler og Fru Elvsted, saa vi derimod ikke noget til. Hr. Johannessen som Assessor Brack spillede som altid med Intelligens og Dygtighed; men han rammede ikke rigtig den af Ibsen tegnede Skikkelse; denne halvgamle Levemand og Egoist maa være koldere, kløgtigere, farligere; baade i Ydre, Væsen og Tale; Hr. Johannessens Brack gjorde et altfor godmodigt, harmløst Indtryk til at kunne drive Hedda til Selvmord. Kun i enkelte Repliker, under Samtalen med Hedda i 3die Akt, blev Assessorens sande Karakter mere bestemt; ved fortsat Studium vilde Hr. Johannessen med sit betydelige Talent vistnok evne at bringe noget betydeligere, mere eiendommeligt ud af denne interessante Type.

Frk. Paulsen saa udmærket ud som Fru Elvsted men magtede ikke helt at levendegjøre Figuren; det forskræmte, nervøse, der skal være dens Kjendemærke, savnedes, og man forstod ikke, hvorledes denne unge Kvinde havde kunnet gribe saa stærkt ind i Løvborgs Skjæbne, eller at hun selv var saa helt optaget af. Baade Opfatning og Spil var altfor overfladisk. Fru Sperati som den prægtig lyslevende tegnede Tante Julle var heller ikke gaaet synderlig dybt i Opgaven. Hun saa for ungdommelig og for moderne ud til den 65 aarige Dame, og hendes Fremstilling havde ikke fuld Ægthed og Inderlighed, særlig hvor hun kommer for at melde Søsterens Død. Et indtrængende Studium kunde dog maaske neppe ventes paa Grund af den knappe Tid og i et Stykke, der ikke tør paaregne en lang Levetid paa vor Scene. Frk. Christensen gav Tjenestepigen noksaa troværdig.

«Hedda Gabler» gaar som Abonnementsforestilling imorgen Aften Kl. 710.

lb
Publisert 6. apr. 2018 09:57 - Sist endret 24. aug. 2018 14:27