Anonym anmelder i Politiken

Hedda Gabler ved Det Kongelige Teater anmeldt i Politiken 26. februar 1891 (Nr. 57).

Det kgl. Teater.



Hedda Gabler.

Rundt om i Verden drøftes for Tiden Ibsens sidste Skuespil. Der gives i Nutiden to à tre Forfattere, der paa denne Maade sætter Sindene i Bevægelse, naar et Værk forlader deres Arbejdsbord. Tolstoy besidder denne Magt, og Zola vel ogsaa, men den brede Roman virker ikke saa æggende og svarudfordrende som det moderne Drama, hvor Replikerne mange Gange snarere kan synes at være Spørgsmaal til Tilskueren end til Personen paa Scenen. Og hvad der er spurgt om i Hedda Gabler, søger man baade i germanske og romanske Lande at forstaa og besvare, tildels ogsaa at bespotte og fordømme.

Om Hedda Gabler staar paa Højde med Ibsens seneste Produktion, – det Spørgsmaal lader sig vanskeligt afgøre. Man læser et Ibsensk Drama, naar et saadant hvert andet Aar udkommer, i stærk Betagelse; hvad vil Mesteren byde denne Gang, hvilke sære Personer og Forhold har den geniale og mørke Fantasi indfattet i denne enestaaende faste Stil? Man véd, at noget som et Rok-Æg, et sindrigt Verdenssymbol skal fæstnes over vore Hoveder for lang Tid. Man finder talløse Enkeltheder at beundre ved Siden af Helhedsindtrykket, der altid er blændende og bindende som Magi; siden hen finder man ogsaa Uklarheder og tekniske Snildheder og muligvis ogsaa søgte og kunstlede Udtryk og Opfattelser. Men man slipper ikke Stykket: det hører for Fremtiden med til Ens Bevidsthed. For Mennesker, der overhovedet interesserer sig for aandelige Ting, bliver de Ibsenske Skuespil Mærkepæle i deres Udvikling; man har tænkt anderledes i Norden efter Gengangere og Rosmersholm, skønt disse Stykker ikke fristede det kgl. Teaters embedsmandige Kunstnere, der holder sig til Jorden og lugter, hvad Land de opholder sig i.

Paa samme Maade slog ikke Fruen fra Havet an; ogsaa Hedda Gabler vil næppe faa en Betydning, der kan maale sig med Gengangeres. Som et Fortrin ved Hedda Gabler vil Mange anføre, at det overnaturlige Element er borte. Heri rider ingen hvide Heste; til Hedda Gabler kommer ingen fremmed Mand rejsende ved Nattetid. Den overordenlige tekniske Færdighed, som Ibsen besidder, er ikke brugt til at indsmugle det Fantastiske i Virkeligheden, men ene til at føje Led til Led i en Kæde af smaa Begivenheder, der ender i den eneste virkelige menneskelige Afgørelse, Døden.

Henrik Ibsen har i Hedda Gabler fremstillet en Kvinde, hvem Livet efterhaanden falder til Besvær. Figuren er nem at forestille sig. Det er en fejret Skønhed, en Modedame og Ballernes Dronning, der op imod de Tredive, da Bejlerne aldrig erklærede sig, har valgt sig en Mand i den flittige Akademiker Jørgen Tesman. Hun, General Gablers Datter, besidder ingen Formue, og Ægteskabet er desuden for enhver Kvinde det første Trin op ad Samfundsstigen. Det fremgaar af en af hendes Repliker, at hun har tænkt sig en politisk Løbebane, et Statsministerembede, som Mulighed for Tesman. Stykket mælder sig i saa Henseende som norsk; vort Naboland kender jo ikke saa stedsevarende politiske Former som Danmark. Alligevel er der noget evropæisk ved Hedda Gabler: man tænker sig hende let i Skikkelse af hine russiske Verdensdametyper, som den tyske og russiske Novelle fremstiller – kold, haanlig, herskesyg efter at vinde Mænd og borttrænge Kvinder, blaseret og pirringslysten. Det er lykkedes Ibsen fortrinligt at gøre Hedda Gabler overlegen mellem sine Omgivelser: Tesman er et Pjok, Fru Elvsted provinsforlegen, Løvborg et Vrag, Brack en lavttænkende Levemand, Tante Juliane den mest hverdagslige Spidsborgerlighed.

Imellem disse staar den smukke og kloge Hedda som lettelig den første. Blot den Egenskab, at hun tilsyneladende aldrig lader sig henrive, medens de Andre bestandig handler efter Indskydelser, hæver hende op over dem. Desuden er det hende, der styrer Handlingen i Stykket, bestemmer Personernes Kommen og Gaaen, foranlediger Tesmans Bevægelser overfor Løvborg, dennes Dragen paa Sold, tilintetgør hans Værk, ja lægger ham Pistolen i Haanden. Hun siger selv, at hun vil have Magt over en Menneskeskæbne, og over Løvborgs Liv giver i hvert Fald Stykket hende Magt. Hun er endelig den i Stykket, hvis Ord altid betyder mere og andet, end de ligefrem siger, medens for Eksempel Jørgen Tesmans stakkels Tale er ligesaa flad som tynd.

Hedda Gablers Overlegenhed mellem dette lave Krat af Mennesker føles da stærkt. Nægtes kan det dog ikke, at denne Følelse til en vis Grad er teknisk tilvejebragt, idet Ibsen med Forsæt har stoppet sine Personer i Væksten. Tag saaledes Løvborg, om hvem det hedder, at han er et Geni. Han skal have skrevet en Bog, der efter Tesmans troværdige Udsagn skal være «noget af det mærkeligste, der er skrevet». Rigtignok handler denne Bog om «Fremtidens Kulturgang», hvad der just ikke synes særdeles interessant, og Mange vil mene, at Husfliden i Brabant, som Tesman sysler med, kan gaa i Spand med den Andens Værk. Thi hvis Tesman kun véd saare kedelige Ting om den brabantske Husflid, saa véd uomtvisteligt Løvborg slet ingen Verdens Ting om Fremtidens Husflid, endsige dens Kultur. Ikke desmindre skal Løvborg være et Geni; da er Ulykken den, at han ikke siger et genialt Ord, ja knap et forstandigt Stykket igennem. Hvis Drukkenskab var nok til Geniet, vilde Løvborg ikke mankere Toget. Paa særlig norsk Vis drikker Løvborg til den store Guldmedalje, og han drikker sig endog saa snyde fuld, at han taber sit kostbare Manuskript paa Vejen, ligesom et sanseløst Barn dratter sin Skolebog. Et underligt Geni!

Han har i sin Ungdom elsket Hedda Gabler, og hun har haft ham til god Kammerat, endog været Dus med ham – men ikke mere. Den Maade, hvorpaa Forholdet skildres dem imellem, stiller ikke Hedda Gabler aandeligt højt; det synes næsten, som om deres Samtaler væsenligst drejede sig om de smaa Historier, som unge Mænd med net Udseende og lidt Penge uden stærke Anstrængelser oplever. Herigennem er de blevne «Kammerater i Livsbegæret». Men da Løvborg en Aften vilde tage hende i sine Arme, vægrede Hedda sig, truede ham endog med den Pistol, hvormed hun nu og altid morer sig med at lege. Siden har de ikke set hinanden.

Han vender tilbage som en oprejst Mand. Han drikker ikke længer, han har skrevet to store Værker, han medfører en ung Kvinde, der elsker ham. Pludselig rejser Hedda Gablers Skinsyge sig imod den Lykke og rolige Livsnydelse, hvorover disse to Mennesker kan raade. Ødelæggelseslysten stiger i hende. Den Magt til det Onde, som hun nu viser, gør hende sikrest overlegen. Der mangler hos hende et betydende Aandsindhold, men jo mere man indtrænger i Karakteren, des mere Beundring føler man for dens omhyggelige Udarbejdelse. Hvert Ord hun siger, antyder nye Sider hos hende. Man vilde kun ønske, at denne saa kloge og viljestærke Kvinde satte sig større Formaal end at ødelægge Ejlert Løvborgs og Fru Elvsteds sølle Lykke.

Hendes Undskyldning er maaske den, at hun har elsket Løvborg. Muligvis tror hun det selv, da hun finder sig gift med den ringere Mand, den jævne Dødelige, medens den Anden endog har beaandet Helten og Guden. Ibsen forklarer os ikke Forholdet; de Ord, som Hedda tilhvisker Løvborg om hendes Fejghed hin Aftenstund, synes beregnede paa at ophidse ham og løsrive ham fra Fru Elvsted, hvis uskyldige Blondhed den mørke Hedda har hadet fra Skoledagene af – som Jættepigen Lysalfen. Da Hedda selv er strandet, tillader hun ikke de Andre at frelse deres Skude. Dermed sender hun Løvborg i Døden.

Paa dette Punkt reagerer Læseren. Skikkelserne mangler den Storhed, der skulde bære en saa mørk Tragik som Løvborgs Død og endnu mere Heddas Selvmord. Man spørger, hvorfor dette var nødvendigt. Man faar den Fornemmelse, at Løvborg handler i en Art Rus. Men nu Hedda! Ibsen har begrundet hendes Fortvivlelse gennem Angsten for at være i Assessor Bracks Magt: hun véd, at Løvborg har skudt sig med en af hendes Pistoler, General Gablers Pistoler. Af Frygt for Skandale viger Hedda ikke tilbage for selve Døden. Dog vilde den kloge Dame sikkert forstaa, at Skandalen vilde være ringe, om hun blot hævdede, at Løvborg hende uafvidende havde taget Pistolen, eller hvad hun nu ellers vilde anføre for at fjærne hver Tanke om hendes Medviden om eller Ansporen til hans Selvmord. Saa maa Ibsen indskyde, at Hedda Gabler foragter en saadan Løgn, og desuden gøre Løvborgs Selvmord saa uklart, at hun maa tvivle om, at han er død «i Skønhed». Vilde virkelig denne verdenskloge Hedda Gabler, som dog éngang har giftet sig med Tesman, som er Assessor Bracks meget kokette Veninde og som, 29 Aar gammel, smuk og fejret, endnu kan vente sig baade Nydelser og Omskiftelser, saa brat overklippe den Traad, hvori alt Menneskeligt hænger. Skikkelsen vokser vel igennem denne ubønhørlige Foragt for Livet, men det er vanskeligt at forsone denne Død med, hvad vi véd om Hedda Gablers Liv.

Ser man bort herfra, er Stykket fængslende og mægtigt – der er kun denne ene Henrik Ibsen, som bygger et Skuespil saa stort og fint Scene for Scene. Den tekniske Færdighed er hævet over enhver Lov. Men Replikernes Fynd, Stemningen paa Scenen – for Eksempel den guddommelige Morgenscene, hvor de to Damer halvtsovende venter Herrernes Ankomst fra Soldet – Karakterernes originale Præg, blot Tesmans pjankede, evige Hvad?, Handlingens Sammentrængthed, alt rager op over, hvad dramatisk Literatur iøvrigt magter, og betegner denne Kunstarts højeste Udviklingstrin. Man kan læse Stykket atter og atter og man vil finde ny Ting at tænke over og beundre.

Visse Udtryk i dette Stykke er løbne Verden over, saadanne som med Vinløv i Haaret, dø i Skønhed og lign. Hvad man nu end vil indvende imod dem – det Søgte fremtræder nemt – saa er det ikke Enhver givet at udtrykke sig med en saa opskræmmende Magt. Noget Norsk er der sagtens ogsaa ved disse Ord, som fjærner dem fra dansk Smag. Og helt igennem maatte da dette Skuespil gennemarbejdes, hvis Ord og Vendinger ganske skulde falde sammen med dansk Talebrug.

Publikum modtog iaftes Hedda Gabler køligt. Der hyssedes endel, pebes endog lidt; paa den anden Side klappedes der ogsaa varmt og hæftigt. En Meningskamp fandt Sted, endnu mens Tæppet var oppe, ved Slutningen af tredje Akt inden den korte Replik, hvormed Hedda Gabler brænder Løvborgs Manuskript. Sandsynligt er det imidlertid, at de ivrigt Hyssende og Pibende antog Akten for endt. Fru Hennings bevarede beundringsværdigt Koldblodigheden, mens Gassen skruedes op og ned, og udfyldte Pavsen med stumt Spil. Efter Stykkets Slutning kæmpedes der atter indtil Gongonen lød, hvorefter den bekendte danske Revolutionslyst lagde sig ved det første Slag, og Folk vandrede hjem med forrettet Gærning.

Modstanden mod Stykket er ikke af æstetisk Art. Hvilke Indvendinger man end vil gøre mod Ibsens Værk, det skæmmer ikke den Scene, til hvis uforanderlige Repertoire Abekatten og Farinelli hører. Har Stykket Mangler, saa har en stor Digter fejlet, og vort Publikum kunde roligt vise Tidens største Dramatiker Ærbødighed. Det kgl. Teater fortjener Tak, fordi det har spillet Stykket. Angrebet er af oftedølsk Natur; der føles Trang til at forbyde Skribenterne at sysle med Livets Vrangside, med dets Rædsler – Vaudevillesmagen skal herske i Forbindelse med den ambrosianske Æventyrromantik.

Man faar et kraftigere Indtryk af Stykkets Personer, naar man ser dem paa Scenen, end ved Læsningen – derimod et ringere Indtryk af Replikerne, af de enkelte Situationer (for Eksempel de to Damers Morgenventen). Man ser tydeligere Hedda Gabler som en Type paa mange Kvinder og ikke de sletteste. En Type paa dem, der gifter sig i Fortvivlelse med en Jørgen Tesman, der vaander sig under et aandløst og lidenskabsløst Ægteskabs Tortur, der føler en voksende Trang til noget Modigt og Daadrigt højt oppe over Hverdagslivets Tøffelmarch. Ejlert Løvborg, den forfaldne Mand, der ikke lever ordnet og korrekt som Tesman´erne og Per Nittengrynerne, repræsenterer for Hedda Gabler forsaavidt det samme som den fremmede Mand for Ellida. Hedda Gablers Angst for den Sækgade, hvori Forholdene har indespærret hende, er saare menneskelig, hendes Lede ved Tante Julle, ved Mandens tomme Præk og Fagmenneskelighed, hendes Misbrug af Thea Elvsted, selv hendes Rædsel for det Barn, der skal fødes, altsammen er saare naturligt og kun det officielle Hykleri vil nægte dette og fremstille hende som et Umenneske. Hun er i de første Akter ganske den, hun skal være, og den, som mange andre Kvinder er – eller i hvert Fald til Tider af deres Liv er.

Ulykkeligvis er der et Svælg mellem denne Hedda og den, der dræber sig. Saaledes vilde ikke Hedda Gablers Skæbne formet sig, selv om hun af Længsel mod det Voldsomme kunde hidse Løvborg til Selvmord. Selv havde hun ikke dræbt sig – nej, var hun ikke snarere faldet i den bløde Snare, som Brack bereder hende? Livet er saadan, ikke saa hurtigt dramatisk, som Ibsen har villet det.

Hedda Gabler spilles med overordenlig Dygtighed af Fru Hennings. Hun kan vel ikke lægge den Tomme til sin Vækst, som Personens Ydre maaske fordrer, men hun spiller indtrængende, med Fart og uden Sky. Hun gjorde Hedda netop saa led af Tilværelsen, som hun skulde synes, og det er ikke hendes Skyld, at Ibsen lader sin stærke Kvinde dø med et saadant Balkonversationsord paa Læberne som Repliken om Brack som ene Hane i Kurven. Fru Hennings Spil viste paa alle Punkter den nøjeste Omtanke og en slagfærdig Teknik. Hvad man kan bebrejde hende, er et vist Hang til plastiske Stillinger, f. Eks. hvor Hedda ser ud af Vinduet, hvor hun brænder Manuskriptet og lign. Endelig er sikkert Slutningen af anden Akt misforstaaet: saa rasende farer Hedda Gabler ikke løs paa Fru Elvsted.

Ogsaa Ejlert Løvborg blev En klarere ved Opførelsen, ikke mindst ved Hr. Emil Poulsens fortrinlige Spil i denne Stykkets vanskeligste Rolle. Hans Maske, hans Indtrædelse paa Scenen, alle de korte og alvorlige Repliker – var Kunst af allerførste Rang. Hans Øjne alene fortalte hele Løvborgs Liv – delt imellem en overlegen Kvinde, som intet tør vove af Angst for Skandale, og en god lille Stakkel, der ikke kalder paa Lidenskaben hos ham. Havde Ibsen blot nøjedes med Løvborgs Død, vilde Stykket nærmet sig Virkeligheden mere, især hvis man var bleven forskaanet noget for Drukkenskaben som Geniets værste Last. Det lille Samfund vilde tilstrækkeligt forklaret den talentfulde Mands ublide Kaar. Hr. Poulsen bødede ved sit Udseende paa det tomme i Replikerne, men de lidenskabelige Ord sagdes undertiden med altfor taarekvalt Stemme.

Jørgen Tesmans Rolle er vel den, der byder mindst Vanskelighed for Forstaaelsen. Blot det tænk, som han har arvet fra Tante Julle, og det nævnte ubetalige norske hvad giver hans tunge og drogede Væsen. Hr. Poul Nielsen var lidt for springsk, lidt for dansk; Tesman skal føles som Kedsommelighedens evige Rædsel, og hans hvad skal gjaldre over Teatret. Men Hr. Nielsen spillede med sikker Intelligens og med en punktlig Betoning af hver Replik. Alt var rigtigt, men nok en Smule tørt – maaske fordi den unge Skuespiller ikke giver sig mere hen i Talen, maaske ogsaa fordi hans Stemme ikke endnu har vundet Styrke og Farve.

Fortræffelig var Hr. Mantzius som Brack: i sidste Akt spillede han Scenen, hvor han fortæller Hedda om Løvborgs Død, fuldkommen i den rette Stemning. Rollen er Stykkets mest konventionelle. Mindst heldig var Fru Bloch som Fru Elvsted. Hendes Maske virkede daarligt, særligt to unaturlige Belladonna-Øjne; hun hviskede indtil Uforstaaelighed, og hun gav ikke et Billede af en sød ung Kvinde, som vækker en selvfølgelig Sympati. Hun klynkede for meget og viste for lidt Holdning.

Stykkets ovennævnte bekendte Udtryk vakte undertiden Latter, udnyttede som de allerede er. Fru Hennings maatte stride med Publikum og blev undertiden forknyt; muligvis kunde der hist og her være læmpet noget paa Replikens udfordrende Form. Stykket skulde dog spilles paa Dansk, og Overførelsen er imidlertid foretaget med liden Kundskab til Norsk og liden Respekt for Dansk. Almindelige Ord er misforstaaede, klisset er saaledes ikke klisteragtig (!), men klæbrig, springe betyder løbe. Hedda Gabler frygter at vise sine Fødder (ikke Ben) ved at springe ud af Kupeén, og hun skal spørge, om Tesman er latterlig (ikke løjerlig). Værre er det dog, at en Mængde norske Vendinger er bevarede uden Hensyn til, hvad der er god dansk Sprogbrug. Sligt burde ikke finde Sted paa det kgl. Teater.

Stykket vil næppe blive nogen pengelig Sukces til Trods for det Talent, som Hedda Gabler rummer, og den Iver, hvormed Skuespillerne har arbejdet.

Publisert 6. apr. 2018 09:57 - Sist endret 24. aug. 2018 14:22