Signaturen «V. A.»

Ibsens Verker hører til dem, som altid giver vore Anmeldere meget at bestille; – Ibsen kan i Kraft af sit Navn – som «vor største Digter» – skrive den for enhver virkelig høiere Livside mest blottede Bog, saa kan han alligevel være sikker paa at se den drøftet og gjennemgaaet i den ene længere Afhandling end den anden. Saa har ogsaa været Tilfældet med «Hedda Gabler» – dette sidste Ibsen-Fyrverkeri, som dog sikkerlig vil slukne ligesaa hurtig, som det afbrændtes. Det er jo altid saa med Ibsen, at han omgiver sig med en vis ophøiet Dunkelhed, saa han til syvende og sidst ligeoverfor al Kritik kan sige: Ja, de har slet ikke forstaaet mig. Men er nu egentlig det nogen Fortjeneste? Skriver ikke Digterne for at forstaaes? Og hvis de ikke forstaaes, som de selv ønsker det, skulde det da ikke nærmest være et Tegn paa en Feil ved Verket? – Hvorom alting er, nogen stor Tanke eller høi og ædel Ide skal man forgjæves lede efter i «Hedda Gabler» – ei heller gjør man Bekjendtskab med saa behagelige Personer, at man faar nogen Lyst til atter at tage Bogen frem igjen efter engang at have læst den igjennem – hvilket ellers er en god Bogs bedste Kjendetegn og Egenskab. Det er en uren, fordærvet Luft fra de mest overkultiverede Samfundskredse, man indaander i denne Bog, og selve Hovedpersonen «Hedda Gabler» er Type paa en Slags moderne Damer, som i hvert Fald neppe endnu hører hjemme her i vort Land, og i og for sig er hun fuld af de største Selvmodsigelser. Snart synes alt hos hende at være bare Overfladiskhed og Leg og kold Egoisme, – og saa dukker der dog af og til frem enkelte Glimt ligesom fra en dulgt, vulkansk Undergrund, men det er saa glimtvis, at det er ikke til at faa Tag i. Hvis det var Ibsens Mening i «Hedda Gabler» netop at fremstille en saadan Selvmodsigelse, saa kunde det jo være, – men hendes Person maatte da være udformet klarere, end den er, saa denne Digterens Hensigt traadte tydelig frem. «Hedda Gabler» er Datter af en General, – hun er bleven forkjælet og forvænt i Hjemmet og er fra sin Faders Hus vant til at lege med Pistoler, – hun er fremmed overalt i Livet, ogsaa i sit Hus, – fremmed for sine Pligter som Hustru og vordende Moder – Digteren lader hende derfor ogsaa bære sit Farsnavn, og ikke sin Mands – hun har kikket ind i alt, ogsaa det forbudne, har ogsaa Lyst til at vove sig ud i det, men mangler «Modet», hun er kjed af alt, har ingen Kjærlighed, ingen Livsopgave, misunder andre deres, er troløs og grusom – saa bliver ogsaa selve Livet og Døden for hende en Leg med Pistoler, – med Pistolen besørger hun tilslut baade sig selv og den Mand, hun paa sin selvsyge Vis sætter høiest – et forranglet Forfattergeni – over i den anden Verden. Der er her unegtelig mange Tilløb til en skarp Virkelighedsskildring af vor Tids overraffinerede og fordærvede Kvinde, – men man faar et altfor sterkt Indtryk af teatralsk Effektjageri til at tro paa og gribes af dens Sandhed. «Sligt noget gjør man da ikke!» lader Ibsen en af Personerne sige i Slutningsrepliken om Hedda Gablers Selvmord! Aa jo, desværre, – det gjøres nok altfor ofte, – men det gjøres ikke paa den Maade, som Ibsen lader det ske, man gjør det ikke som nogen Leg midt i en Salonkonversation, men i den dybeste Fortvilelse og mørkeste Livslede, og har det været Ibsens Mening, at en saadan Sindstilstand virkelig er tilstede hos Hedda Gabler, da har han ikke været heldig til at fremstille det. Ved Siden af alt det abnorme, umenneskelige og dæmoniske har dog Digteren ogsaa udstyret Hedda Gabler med en udvortes indtagende og forførende Personlighed. Dette tør muligens gjøre denne Ibsens Bog ikke saa lidet farlig. Som bekjendt er Selvmordshistorier hyppig smitsomme, og de bliver det vistnok ikke mindre, fordi om de er digtede, særlig naar Digteren har gjort alt muligt for at gjø re vedkommende Person rigtig «interessant» og gaadefuld, saaledes som denne nye Ibsenske Kvindefigur Hedda Gabler er tegnet. Hvis Hedda Gabler opfattes, som det ses en Anmelder har gjort i et her udkommende Venstreblad, nemlig som en i Grunden herlig og storslagen Kvindenatur – hvad der unegtelig skal en temmelig levende Fantasi til – saa bliver denne Ibsens Bog selvfølgelig end mere farlig. At hun kan opfattes saa vidt forskjellig, som hun altsaa bliver, er imidlertid et sterkt Vidnesbyrd om, hvor halvt og hvor uklart hendes Figur i Grunden er udformet fra Digterens Side. En Hedda Gabler forkommer imidlertid under enhver Omstændighed ikke nærv. Anmelder saa tiltrækkende eller interessant, at han gidder fortabe sig i dybere Undersøgelser og Spekulationer over, hvilken Opfatning af hende er den ene rette. Det har for ham nærmest været en Behagelighed at være bleven færdig med Bogen. Vi har derfor heller ikke fundet det Umagen værdt at gjengive Handlingens Indhold. Den ovenfor nævnte Anmelder har sammenlignet Hedda Gabler med Hjørdis i «Hærmændene paa Helgeland», og det skal forsaavidt ikke negtes, at der er visse fælles Træk, navnlig det dæmoniske hos dem begge. Men Hjørdis staar dog langt langt over Hedda Gabler i poetisk Klarhed og Helstøbthed saavelsom i personlig Dybde, og denne Sammenligning har uvilkaarlig hos nærværende Anm. vakt Tanken om, at Ibsen begynder at blive gammel.