Bolette Christine Pavel Larsen

John Gabriel Borkman anmeldt av Bolette Christine Pavels Larsen i Bergens Tidende 22. desember 1896 (nr. 468).

Henrik Ibsens nye Skuespil i 4 Akter
John Gabriel Borkman.

(Kjøbenhavn, Gyldendal.)

«John Gabriel Borkman», der er kommet sidst af alle Aarets Bøger, er alligevel blevet den første; thi den maa flyttes forbi alle de andre, højt, højt op, sættes øverst i Rækken. Saa fremragende er dette Drama, ved Siden af alt, hvad der i 1896 er skrevet i vort Land.

Der er tre Mennesker af næsten overnaturlig Størrelse i dette Skuespil. Det er John Gabriel Borkman selv, hans Hustru, Fru Gunhild og hendes Tvillingsøster Frøken Ella Rentheim. Tre saa stort anlagte tragiske Skikkelser findes ikke før i vor Literatur stillet ved Siden af hinanden.

Han, den forhenværende Bankchef, den mægtige Mand, der gaar som en saaret Løve i sit Bur, – op og ned, op og ned – og Hustruen, der sidder stram og kold nedenunder og hører hans Skridt, men forbliver ubevægelig, kun opfyldt af Tanken paa det, han har forbrudt, – Svigerinden endelig, endnu større end de andre, fordi hun har havt den store Kjærlighed, som de mangler, den, som kunde have baaret alt, men som blev forsmaaet af Undtagelsesmennesket John Gabriel, kastet bort i Bytte for Magt og Stilling, – disse tre fylder Skuespillet.

Hvad disse tre Mennesker har mellem sig, det udgjør Stykkets Handling. Denne kjender naturligvis alle nu. Man kan alligevel ikke lade være at omtale Enkeltheder, Scener, der synes en saa blændende gjennemstraalet af Geniets Ild, at man ikke kan rive sig løs fra dem.

Hvor mageløst er Handlingen ikke sammenslynget, hvordan afsløres ikke Personernes Indre for os i disse Repliker, der falder saa let, at man ikke mærker Kunsten i dem, og saa præcist, at ikke et Ord kan undværes. Man synes, at Ibsen ingensinde er naaet saa vidt som her i den Kunst at give meget i faa Ord.

Og ingen Mystik er her. Men Livets Bølger strømmer ind paa os med drønende Underdønninger fra ophobet Lidenskab og Smerte.

I et Skuespil og især i et, der er saa vidunderlig sammentrængt som «John Gabriel Borkman» og som jo Ibsens Skuespil idetheletaget, er der gjerne et Par Repliker, som bærer Ideen, som rummer i sig det centrale i Stykket, det som maa bli Udgangspunktet, naar man vil omtale det. I et Storværk, som dette, er der mange slige levende Punkter, som fristende kunde tages til Text for en ex-temporær Behandling, men da alting er saa klart her, er der dog heller ikke Tvil om hvilke de Ord er, der udtrykker Stykkets Ide og som alle maa gaa ud fra. Det er de Ord i Samtalen mellem John Gabriel Borkman og Ella Rentheim, som hun bryder ud med:

«Du har begaaet den store Dødssynd – – Du har dræbt Kjærlighedslivet i mig. – – Den store naadeløse Synd, – det er den Synd at myrde Kjærlighedslivet i et Menneske».

Ibsen gjentager Ordene og det i den Samtale, der er den betydningsfuldeste i Stykket.

Og hun staar der da ogsaa med en Martyrs Glorie over sig, Ella Rentheim.

De to Søstre – sammen med John Gabriel Borkman og gamle Extraskriver Foldal – repræsenterer en Slægt, der var stærkere baade i Følelser og Handling end den, der nu er ung. Hvorledes synes man ikke at se disse Mennesker, deres blege, sammenpressede Læber og lynende Øjne i de store Scener, der er gaaet forud for dette Skuespil! Ibsen viser os bare Resterne her, viser, hvorledes det hele maatte ramle og hvorledes det virkelig ramler, fordi Borkman begik den «naadeløse Synd». Men det er jo netop det geniale, at Digteren lægger frem Opgjøret – disse fire Akter – slig, at vi ser alt, der er gaaet forud, ser, hvordan disse Mennesker kjæmped paa Liv og Død, dengang Katastrofen brød ind over dem.

John Gabriel Borkman – Bankchefen, der drømte om at blive saa mægtig og om at udrette saa meget stort her i Verden, – han har havt den store Mands Syn, men han er ogsaa den, der har bragt Ulykken over saa mange, mange Mennesker. Man kan skjælve ved Tanken paa, hvad denne Mand har forskyldt.

Og dog – han fulgte sin Natur, han blev tro mod sig selv. Det er det, der for Ibsen altid staar som det højeste. Ogsaa Fru Gunhild er tro mod sig selv, idet hun – i al sin Haardhed og Ubøjelighed – vil gjenrejse Slægten; og Ella Rentheim er det, naar hun ikke giver efter for Advokat Hinkels Bønner. Ved disse gamle Mennesker er der noget, som siger os, at de ogsaa i sin Ungdom var store og hele.

Hvor ynkelig er den unge Student ikke ved Siden af dem! Han, som, idet han drager afsted med en almindelig Kokette, en Døgnflue, pathetisk udbryder: «Jeg vil leve, leve, leve!» Det blir saa smaat, næsten latterligt, dette hans «Leve». Mon ikke den store Satiriker Henrik Ibsen har havt en liden let Svøbe bag Stolen, da han skrev dette; mon ikke han har etlet den rodløse, levelystne, men ikke arbejdslystne Ungdom en liden Snert? Og saa det pudsige, der stilles i Udsigt, at Studenten har den unge Pige «at falde tilbage paa», naar Fruen og han blir kjed af hinanden! Det saa ogsaa saa ubehjælpelig haabløst ud, da Fru Gunhild indbilder sig, at hun kunde opdrage en «Hævner» af denne vaklende Students Sjæl og Krop, og at Tante Ella skulde ødsle al den ubrugte Kjærlighed, hun har, paa en slig Vekling. Man har ligesom saa ondt for at tro, at Ibsen her bare har været elskværdig og human, bare været forstaaende overfor de unge, bare villet unde dem at faa «leve». Men derved, at han har ladet Studenten være en slig Usselryg – for det maa man da kalde den Søn, der ikke en eneste Gang ønsker at tale med sin Far, hvis Fodtrin han daglig hører over Hodet paa sig – derved er jo Kontrasterne, den gamle og den ny Tids Mennesker, kommet til at staa saa grelt mod hinanden, at Virkningen er ubeskrivelig, slaar en som noget af det ypperste i dette ypperlige Drama.

Mest betagende er anden Akt. Saa fin Psykolog har Ibsen neppe været, som han er her. Hvem kan andet end bli rystet og rørt ved at se den slagne, store Mand stille sig op og raabe «Kom ind!» i den Tro, det er Anerkjendelsen, en Deputation fra angrende Medborgere, der nu endelig indfinder sig. Han er som en Kong Lear der, lidt skjør paa Forstanden af Livets Hærjinger. Hvem beundrer ikke Scenen mellem de to gamle Mænd, hvem Illusjonerne er bristet for, de to gamle vingeskudte Mænd, som staar der overfor hinanden og indbilder hinanden og sig selv, at Verden bare venter paa at se dem flyve ud? Selv har de ingen Vinger, men deres Ord vil saa vist blive bevingede:

Borkman.
Har du ikke siddet her og løjet Haab og Tro og Tillid ind i mig?

Foldal.
Det var ikke Løgn, saa længe du trode pa mit Kald. Saa længe du trode paa mig, saa længe trode jeg paa dig.

Borkman.
Vi har bedraget hinanden gjensidig altsaa. Og kanske bedraget os selv – begge to.

Foldal
Men er da ikke det i Grunden Venskab, John Gabriel?

John Borkman
(smiler bittert.)
Jo, det at bedrage, – det er Venskab! Det har du Ret i – – – –

Anden Akt efterlader det dybeste Indtryk.

Men – der findes jo overhovedet i dette Drama ikke noget, der ikke efterlader det dybeste Indtryk.

Her er ikke uudgrundelige Dybder, som ikke kan loddes. Det er det herligste ved Ibsens nye Skuespil. Her er dybt, men klart lige til Bunden. Men her er saa meget i Dybet, at man ikke kan blive færdig med at drage de mange Skatte op. Og det er vel det allerherligste ved Ibsens nye Skuespil.

Om vore Digtere kan vi sige det samme som om Personerne i «John Gabriel Borkman»: De gamle er de største.

B. C. P. L.
Publisert 6. apr. 2018 09:59 - Sist endret 6. apr. 2018 09:59