Anonym anmelder i Dannebrog

John Gabriel Borkman ved Det Kongelige Teater anmeldt i Dannebrog i København 1. februar 1897.

Det kgl. Theater.

John Gabriel Borkman.

Paa Telegrafens Vinger fløj i Aftes det Budskab viden om Lande, at Henrik Ibsens nye Skuespil i Kjøbenhavn havde vundet sin første egenlige sceniske Sejr. Scene for Scene fulgtes det storslaaede, mørke Digterværk med den betagne Opmærksomhed, der røber, at en Tilskuerkreds er grebet, og det stærke Bifald ved Akternes Afslutning kom næsten som en Befrielse ud af den Forpinthedens, Bitterhedens og Ironiens Atmosfære, der hviler saa tungt og trykkende over det hele Stykke. Det er en Ære for vor første Skueplads, at den – i alt Fald hvad Helheden og Stemningen angaar – har mægtet at løse denne sin store og vanskelige Opgave. Hvad der manglede, var ikke de sceniske Kunstneres Skyld. Denne Ibsens nyeste Tragedie er i sig selv sort i sort. «Her lades Haabet ude» staar over Skuespillets Portal. Man kan derfor paa ny tvistes om, hvorvidt denne Haabløshed er Digtekunstens Maal, og man kan imod Ibsen stille baade Antikens og den nyere Tids store Aander. Men som Digteren er i dette sit sidste Værk, er han paa sin Vis en mægtig Magus. Med stærke Hænder holder han os bundne, og det er uendelig mere end den tekniske Fuldkommenhed og den for en halvfjerdsindstyveaarig Digter beundringsværdige Lidenskab, man her bøjer sig for. Det gjennemførte Livssyn er saa imponerende konsekvent, saa voldsomt i sin Viljesytring, at «John Gabriel Borkman» utvivlsomt til sene Tider vil hævde sin Plads i den dramatiske Digtekunsts Historie.

Dette Skuespil om Magtbrynde og Guldtørst, Ærgjerrighed og Selviskhed er unægtelig et Barn af vor Samtid. Det er sat højt op, ligesom selve Dialogen er stærkt stiliseret, men de i overmenneskelig Størrelse tegnede Karakterer bringer dog Bud – og Advarsel – til os alle. Denne vore Dages Dødningedans er lige saa skrækindjagende som den, Reformationen afbildede paa sine Kirkevægge.

 

Saint-Saëns' «Danse macabre» for fuldt Orkester indledede den mærkelige Forestilling. Og saa rullede Tæppet op for det første Opgjør mellem de to Tvillingsøstre, denne nye Variant af Ibsens to kjendte Kvindetyper. Fru Eckardts ypperlige Maske, det magre, furede Ansigt, ud af hvilket den evige Kulde lyste, viste strax, at Fru Gunhild Borkman stod levende paa Scenen. Alene den Maade, hvorpaa den krænkede Kvinde korslagde sine Arme, var karakteristisk, og det ubøjelig haarde i Stemmeklangen skar igjennem til Marv og Ben. Det var næsten den hele Aften en Ydelse af høj Rang, og det kostede nu og da Fru Hennings som Ella Rentheim Møje nok at naa op i Højde hermed. Fru Hennings saa' udmærket ud med det mægtige hvide Haar over den blege Pande, og der var en Inderlighed i Spillet, der mange Gange greb dybt, men Ella voxede ligesom ikke under Kampen. Selv overfor Borkman stod hun mere i Skygge, end Digteren vistnok har villet. Lidenskaberne slippes jo saaledes løs under Striden, at end ikke den mægtigste fysiske Kraft er for meget.

Man har villet vide, at Hr. Emil Poulsen som John Gabriel havde anlagt en Maske som Ibsen selv, og om saa havde været, vilde vel Digteren mindst have haft noget at indvende derimod. I Norge er Borkman jo spillet som Johan Sverdrup. Man vil imidlertid allerede af vor Tegning se, at Hr. Poulsen kun antydningsvis gjengav Ibsens Træk. Kunstneren holdt Figuren helt pathetisk, uden noget som helst Tilløb til et komisk eller satirisk Strejflys over Posøren. For os staar denne Opfattelse ogsaa som den eneste rette. Skuespillet er fra Ende til anden den dybeste og bitreste Alvor. Hr. Poulsen betonede endogsaa det brudte og syge hos Bankchefen særdeles stærkt. Det var og blev Aftenens ypperste kunstneriske Præstation, et nyt Vidnesbyrd om den rige og interessante Eftervaar, Kunstneren staar midt i. Og Præstationen bliver dobbelt beundringsværdig, naar man betænker, at Hr. Poulsen tillige som Iscenesætter har at stemme alle Instrumenterne sammen og saa at sige vaage over det hele, medens en Kæmpeopgave hviler paa hans egne Skuldre. Det forekommer os, at de systematiske og tendentiøse Angreb paa Hr. Poulsens Instruktionsvirksomhed nu snart burde forstumme. Hvad denne Kunstner for Øjeblikket er for vor Scene baade som skabende Evne og arbejdende Kraft, fortjener den allerstørste Anerkjendelse.

 

Ogsaa Hr. Olaf Poulsen slog som gamle Foldal de stille Strænge an og virkede rørende saavel i sin Resignation som i sin dumpe Harme over, at Vennen bryde den indbyrdes Illusion, hvorpaa det hele Forhold saa længe har været bygget. Ganske udmærket var den gamle Stakkels Glæde i sidste Akt over Datterens «Lykke».

Hr. Guldbrandsen havde det vanskelige Hverv at være den unge Erhart, dette ubeskrevne Blad, paa hvilket baade Moderen og Plejemoderen, ja Faderen tilsidst med, vil skrive deres egne Ønsker og Fremtids-Missioner. Den unge Skuespiller var ikke ilde i sin hidsige Nydelsestørst, men ligesom en Kjende for lavstammet og ubetydelig til, at Fru Wiltons «Appetit» kunde blive forklarlig. Heller ikke selve den smukke Frue forekom os i Fru Emma Nielsens Fremstilling saa altbesejrende, som man under Læsningen af Stykket havde tænkt sig. Selve den ydre Skikkelse i den store, flotte Kaabe tog sig derimod straalende ud. Endelig sagde Fru Mantzius den lille Fridas faa Repliker nok saa kjønt.

Af de nye Dekorationer var Gaardspladsen og Udsigtshøjen under Snevejret af stor Virkning og gjorde megen Lykke. Vandretæppet savnedes ikke; Arrangementet med Sneen og Flortæpperne var snarest en Vinding. Men vi skal efter næste Opførelse komme tilbage hertil.

De medfølgende Billeder af Gaarsaftenens fire fremtrædende rollehavende er alle tegnede efter Naturen under Generalprøven forleden. Vi bringer de ærede Kunstnere vor Tak for deres velvillige Imødekommenhed.

Forestillingen, der gaves for et særdeles repræsentativt udsolgt Hus, overværedes af Drs. kgl. Højh. Prins Valdemar og Prinsesse Marie.

Publisert 6. apr. 2018 09:59 - Sist endret 14. feb. 2019 11:59