Anonym anmelder i Dannebrog

Henrik Ibsens nye Skuespil er som saa mange af Forgængerne en Familietragedie, men uden noget som helst Spor af den Mystik, Symbolik eller Dobbeltbund, der saa ofte har ladet Digterens mange Fortolkere faa de mest modsatte Ting ud af hans Værker. Klar og anskuelig udvikler Handlingen sig, de efter Sædvane faa optrædende Personer tegner sig med skarpe Omrids for Fantasien: man synes, man har dem levende for sig, og deres Tale vedbliver at lyde i éns Øren, længe efter at man har lagt Bogen fra sig. Med større logisk Stringens, med ubønhørligere psykologisk Konsekvens, med – man kunde fristes til at sige – ungdommeligere digterisk Varme har Henrik Ibsen ikke skrevet noget Drama i lange Tider. Denne Tragedie, hvori ogsaa Kjærlighedskraft og Kjærlighedssavn, Kjærlighedsdrift og Kjærlighedsoffer spiller saa fremtrædende en Rolle, skulde man ikke tro skyldtes en Digter, der nu stærkt nærmer sig de 70 Aar.

Skuespillet handler om en Mand, der for at naa Magten har skudt alt og alle til Side. Storhedsdrømmene gav ham imidlertid kun det vide Syn udefter. Hvad der laa ham nærmest i Livet, var hans Øje lukket for. Saa kommer Straffen. Paa hans sidste Aften finder Opgjøret Sted. Og det er om denne Aften, Tragedien handler. Digteren har holdt sig saa strængt til Tidens og Handlingens Enhed, at Skuespillet foregaar i ét Træk, Slag i Slag. Naar Tæppet falder for de enkelte Akter, betyder dette ingen Pavse. Handlingen skrider strax videre i det samme Spor. Kunde de krævede Sceneskifter foregaa øjeblikkelig, burde Stykket spilles uden Ophold og Standsning. Det vilde være af en lige saa ejendommelig som mægtig Virkning uafbrudt at holde Tilskuerne i Aande den hele Aften.

John Gabriel Borkman er – saaledes som den efterhaanden meddelte Forhistorie lærer os – en Bjærgmands Søn. Ofte tog hans Fader ham med ned i Gruberne, og han modtog fra sin Barndom et uudsletteligt Indtryk af, at «Malmen synger» dernede, synger af Glæde over Hammerslagene, der gjør den fri: «den vil op i Dagens Lys og tjene Menneskene». Det bliver da ogsaa John Gabriels Livsmaal at «vække alle Guldets slumrende Aander». De bundne Millioner, siger han, laa dèr ud over Landet, dybt i Fjældene og raabte paa ham, skreg til ham om Befrielse. «Alle Magters Kilder i dette Land vilde jeg gjøre mig underdanige. Alt, hvad Jord og Fjæld og Skov og Hav rummed af Rigdomme – det vilde jeg underlægge mig og skabe Herredømme for mig selv og derigjennem Velvære for de mange, mange Tusend andre.» Og han blev en Magt i Landet. Alle kjendte ham og kaldte ham ved Fornavn, «John Gabriel», som om han var Kongen selv.

Men for det første var Magten dyrekjøbt. John Gabriel elskede en ung Kvinde, Ella Rentheim, den eneste, der maaske tilfulde forstod ham og hans Storhedsdrømme. Og hende sveg han. En anden Mand, der, skjønt han kun nævnes, spiller en stor Rolle i Stykket, Advokat Hinkel, elskede ogsaa Ella, og han satte hende som Pris for at hjælpe John Gabriel til at stige til Vejrs. Og John Gabriel, der ikke kunde undvære Hjælpen, tuskede sin Elskede bort, solgte sin Kjærlighed for en Bankchefspost.

Og saa var Ofret alligevel forgjæves. Da Ella afviste Hinkel, vendte dennes Had sig mod Borkman. Vildere og vildere havde John Gabriel disponeret. Tilsidst forgreb han sig paa Bankens Millioner. Som et Undtagelses-Menneske tvivlede han ikke et Øjeblik paa sin Ret dertil. Det store, han vilde udføre for Landet, overskyggede enhver Betænkelighed. Og han var lige ved Maalet. Havde han kun faaet otte Dages Frist, skulde alle Deposita have været indløste. Alle de Værdier, han «med modig Haand» havde gjort Brug af, skulde igjen have ligget paa deres Plads som før. De svimlende store Aktieselskaber var lige paa et hængende Haar ved at blive til Virkelighed. Ikke en Sjæl skulde have tabt en Øre.

Men om alt dette vidste Advokat Hinkel igjennem John Gabriels fortrolige private Breve fuld Besked. Og uden Barmhjærtighed tilintetgjorde han Vennen og styrtede ham fra de svimlende Lykkehøjder ned i Tugthuscellens Afgrund. I de voldsomste Ord lyses der Forbandelse over denne Vennens troløse Færd. Man skal høre denne Replik, der sikkert vil give Gjenlyd længe og i Tidernes Løb staa som en Flammeskrift for enhver, der ikke har en ren Samvittighed i Livets Tillidsforhold. Den lyder saaledes:

«Nej, du – det infameste, et Menneske kan begaa, det er at misbruge en Vens Breve – lægge frem for Alverden det, som bare var betroet til en eneste, paa Tomandshaand, ligesom en Hvisken i et tomt, mørkt, laaset Værelse. Den Mand, som kan gribe til slige Midler, han er helt igjennem forgiftet og forpestet af Overskurkens Moral.»

De eneste Værdier i Bankens Kjælder, som denne Bjærgmandens Søn dernede mellem de gyldne Dynger – han skildrer selv i betagende Ord deres Magt over hans Sjæl – ikke trak med op til Dagens Svindel, var Ellas Formue. Ikke for at han selv og hans nærmeste skulde have noget at falde tilbage paa, hvis alt gik galt – thi sligt laa udenfor hans Tanke – men, siger han, naar man med en Kæmpeballon stævner ud over det store Verdenshav, tager man ikke det dyreste med om Bord. Den skaante Formue kommer imidlertid alligevel hans Familie til gode. John Gabriel, der efter Bruddet med Ella har ægtet hendes Tvillingsøster, faar Lov til med sin Hustru at bo paa den gamle Rentheimske Familiegaard lige udenfor Hovedstaden, og Ella sørger ikke alene for deres Underhold, men tager deres lille Søn en lang Række af Aar til sig.

Og saa begynder Dramaet en Vinteraften i Tusmørket, medens Sneen fyger udenfor. Fru Borkman, der «altid fryser», og hvis Hjærte er blevet koldt og haardt i Ulykken, venter paa sin Søn, sin Erhart, nu Student i Byen. Han skal være Familiens og Familieærens Gjenoprejser. Han skal tvætte alt det rent, som «Bankchefen», den forhadte Mand, har tilsmudset. Hans Fremtid skal blive glimrende, og han selv skal lyse saa langt ud over Landet, at intet Menneske ser den Skygge, hans Fader har kastet over Hustru og Barn. Med Rette spørger hendes Søster, om Erhart selv stiller dette Maal for sit Liv, eller om det kun er Moderen, der har sat det for ham. Fru Borkman er dog kun lidet tilbøjelig til at lytte efter, hvad denne Søster siger. Hun hader hende, fordi hun har ejet hendes Mands Kjærlighed, og fordi hun har villet erobre Sønnen fra hende. I Virkeligheden kommer da Ella ogsaa – syg til Døden af en ulægelig, hurtig tilintetgjørende Sygdom – for atter at vinde Erhart for sig. Hun vil give ham sin store Formue, men han skal antage hendes Navn.

Og imedens de to gamle, hvidhaarede Søstre prøver Kræfter, gaar Bankchefen alene op og ned i Gaardens store Jagtsal, en syg Ulv i Bur, en skamskudt Storfugl, som han selv kalder sig. Han har faaet Tid til at se tilbage paa sit Liv. Tre Aar i Varetægtsfængsel, fem Aar i Cellen og nu otte Aar frem og tilbage paa Gulvet, uden nogen Sinde at have været i frisk Luft. Og dog gaar ogsaa han og venter paa Oprejsningens Time. Saa ofte det banker paa Døren, stiller han sig i Positur ved sit Bord med Haanden i Brystet. De maa jo komme, de Folk fra den nye Bank, den, de ikke kan magte, og bede John Gabriel tage Tøjlerne paa ny! Men ak, der kommer ikke andre til ham end en ung, bleg Pige, der spiller «Dødningedansen» for ham, og hendes stakkels Fader, ogsaa en vingeskudt Fugl, der har villet være Digter i de unge Dage og nu sidder som en fattig – forøvrigt ogsaa af Borkman ruineret – Extraskriver med den tomme Rede fuld af sultne og bidske Børn. Hvor er Scenen mellem disse to skibbrudne ikke ægte Ibsensk. John Gabriel med Storhedsdrømmene, Foldal med Digterdrømmene. Deres indbyrdes Tillid holder deres Mod og Forhaabninger oppe – thi det at lyve for hinanden, bedrage hinanden, lulle hinanden ind i Illusioner, det er Venskab! – indtil de bliver uens og haaner hinandens Vanvid og Fantasier paa det blodigste, flænser og flænger i de aabne Hjærtesaar.

Saa følger Opgjøret mellem John Gabriel og Ella. Nys har den første doceret for sin Ven Digter-Skriveren, at hverken Mord eller Røveri eller Indbrud eller falsk Ed er det lumpneste i Verden. Det infameste er, som ovenfor berørt, Vens Misbrug af Vens Tillid. Nu vender Ella de samme Ord mod John Gabriel. Hvad bryder hun sig om hans Krænkelse af Lands Lov og Ret. Gjærne havde hun selv staaet ved hans Side, da alt styrtede sammen over ham, og baaret Skammen og Ødelæggelsen med ham. Men han har myrdet Kjærlighedslivet i hende, det er hans store, naadeløse Synd. Han har gjort hendes Liv ørkentomt og ørkengoldt, han har bedraget hende for en Moders Glæde og Lykke, for – og det turde være det dyreste Tab – for en Moders Sorger og Taarer. John Gabriel, hvis Langsyn gik ud paa at skabe Menneskelykke ude omkring i Landet, dræbte sine nærmestes Lykke. Trods alt elsker Ella ham endnu, og i Modsætning til den haarde og kolde Søster er hun fremdeles stadig rede til at bringe ethvert Offer for ham og Sønnen.

Saa kommer Kampen om Erhart. Ella vil have ham til sig, Moderen holder hans store «Mission» op for ham. Og da Erhart viger tilbage for dem begge, træder endogsaa Faderen til. John Gabriel vil begynde helt forfra igjen. Haand i Haand med Sønnen vil han vinde Magt og Ry endnu en Gang. Men Sønnen vil heller ikke arbejde, han vil kun leve, leve, elske og nyde. I Faderens Dødsfjendes Hus, hos Advokat Hinkel, har han skaanselløst haft sin Gang og her truffet en ung fraskilt Kone, Fru Wilton, der, skjønt syv Aar ældre end han, ogsaa i ham – i hvert Fald for en Stund – ser sin Lykke. Sejrsstolt hævder hun, at der er Magter, der byder to Mennesker at knytte deres Livsgang uløselig og hensynsløst sammen. Erhart er hendes. Og med hoverende Frivolitet erklærer hun oven i Kjøbet, at skulde hun blive for gammel for Erhart, saa tager de nu, naar de rejser til Udlandet, den unge Frida Foldal med sig. «Mændene er saa ubestandige. Og Kvinderne ligervis. Naar Erhart er færdig med mig – og jeg med ham – saa er det godt for os begge, at han, Stakkel, har nogen at falde tilbage paa.»

Denne Frivolitet er og skal være paa Grænsen af det hæslige. Virkningen i Scenen ligger i de tre gamles, paa deres Vis stort anlagte Personligheders, næsten heroiske Kamp om en ung Døgenigt, i hvert Fald et ubeskrevet og indholdsløst Blad. Saa bittert, saa haabløst er Livet.

Og saa kjører den smukke Fru Wilton af Gaarde med Erhart og Frida og kjører tilmed Fridas gamle Fader over paa Vejen. Han er imidlertid, da han kommer humpende af Smerte, straalende glad over Datterens «Lykke» og jubler over Slædens festlig klingende Sølvklokker. Men i de andres Øren er det Gravklokker, der ringer. De styrter ud paa Gaardspladsen efter de bortdragende, men ingen af dem vil dog kalde dem tilbage. Men ind igjen i sit Bur vil John Gabriel heller ikke mere. Han og Ella gaar ud gjennem den dybe Sne og op i Skoven til den vide Udsigt, hvorfra John Gabriel har set saa langt ind i sine Drømmes Land. Men nu kommer der – som i Isørkenen for Brand – et dræbende Pust fra hans «Rige». En Ishaand eller en Malmhaand griber ham om Hjærtet. Den kolde Nattevind dræber den længe indestængte. Bjærgmandens Søn kunde ikke taale det friske Livspust. Fru Borkman finder Ella ved sin døde Mands Side. «En død og to Skygger – det har Kulden virket.» Og de to Tvillingsøstre rækker hinanden Haanden over ham, de begge har elsket. «Vi to Skygger – over den døde Mand!»

Det er stærke Viljer, der brydes i dette ægte Nutids-Sørgespil, Guldtørstens og Magtbryndens moderne Tragedie. Allerede de mange Anvisninger i Texten til Skuespillerne om at tale «haardt og skærende», «koldt og dumpt», «hvast og haanlig», «mørkt og truende» vidner om, at det er Alvor her, Livets store, tunge Alvor. En af John Gabriels egne bitre Repliker – «Nogen maa som oftest bukke under i et Skibbrud» – kunde staa som Motto for hele Værket. Men der er en Kraft og Vælde over John Gabriel, en Lidenskabens Højhed over de to gamle Tvillingsøstre, der allerede under Læsningen gjør et mægtigt Indtryk, og som paa Scenen i store Kunstneres Udførelse maa kunne blive af gribende Virkning.

Vi anser det for en Selvfølge, at ogsaa vor første Scene vil vove Forsøget. Til John Gabriel er vel utvivlsomt Hr. Emil Poulsen selvskreven. Men betydelig større Vanskeligheder vil Besættelsen af de to Søstres Roller frembyde. Vi ejer jo kun saare faa ældre tragiske Karakterfremstillerinder. Dog skulde vi være tilbøjelige til at tro, at Fru Hennings bør spille Ella og Fru Oda Nielsen Fru Borkman. Det stivnede, det haarde i den sidstes Rita vil der atter her være Anvendelse for. Lettere vil det gaa med de øvrige Personer. Den gamle Foldal vil en hel Række af vore Skuespillere kunne give Liv, Hr. Olaf Poulsen, Hr. Jerndorff, Hr. Kolling, Hr. Poul Nielsen, Hr. Mantzius, hvem nu Valget falder paa. Antagelig bliver endelig Fru Emma Nielsen den smukke Fru Wilton, Hr. Liebman Erhart og Fru Betty Nansen eller en anden af Theatrets yngre kvindelige Kræfter Frida.

Maatte nu det kgl. Theater for en Gangs Skyld bringe Skuespillet hurtig frem!