Hans Aanrud

Christiania Theaters oppsetning av John Gabriel Borkman anmeldt av Hans Aanrud i Norske Intelligenssedler i Kristiania 26. januar 1897 (No. 24, 135. Aarg.).

Kristiania Teater

«John Gabriel Borkman»

Igaar gik da endelig det verdensberømte Stykke for første Gang over den Scene, som burde gi det Mønsterudførelsen, og for det Publikum, hvis Dom skulde være saa afgjørende, at den hørtes selv ude i Europa. Og lad det siges med en Gang, hverken Teatret eller Publikum var Opgaven voksen, meningsløsere har der sjelden været klappet i Kristiania Teater, holdningsløsere har et Hovedstadspublikum, som ialfald burde indbilde sig at sidde til afgjørende Dom, neppe nogensinde optraadt. Alt gik ned, Myggen som Kamelen; en Fremmed, som ikke var meget lydhør, maatte troet, at «John Gabriel Borkman» blev en storartet Sukces, og at Spillet nærmede sig det sublime.

Ingen af Delene var Tilfældet, og Skylden derfor maa Digteren og Teatret dele. Stykket havde ikke formaaet at inspirere en eneste en af de Spillende; det havde ikke sat Fantasien i Bevægelse, ikke kommet over dem med Livets Fart og Farve, det havde bare bragt dem til at spekulere, at udpønske, hvad der listeligst burde gjøres. Og at Stykket ikke har havt denne Evne, blev grusomt hevnet, sjelden er et Stykkes Mangler blevet saa ubarmhjertigt blottet; det blev ribbet for alt, som dækkede over, for alt, som mindede om Liv, og der stod bare en gold og kold, om end mægtig Jernkonstruktion tilbage.

Hvad man da med Rimelighed kan bebreide Teatret, er at det ikke har evnet at flette et Fantasiens Løvværk over Sprinklerne, havde det skeet, kunde det hele ialfald kommet til at ta sig vakkert ud.

Grunden til, at dette ikke lykkedes, kan neppe søges saa meget hos de enkelte Spillende som i Samspillet. Der var intet samlende Midtpunkt, det var som de gik usikre om i Mørke og famlede efter hverandre, som om de talte forskjellige Sprog, eller for at bli i Billedet, de løb om med sine grønne Kranse forskjellige i Form og Farve og hængte dem paa maafaa op paa Sprinkelværket uden at bry sig om, hvorvidt det hele samlet blev nogen stilfuld Dekoration. Hvorfor dette blev saa og maatte bli saa, er maaske ikke saa vanskeligt at skjønne. Der var mange, som undrede sig ikke saa lidet over Rollebesætningen i dette Stykke. Uden at udtale nogen Mening om de enkeltes Kvalifikationer for sine Roller, kan man vel i sin Almindelighed sige, at hvor det gjælder at bringe Stil tilveie, er det nødvendigt, at Kunstnerne hører til samme Generation. Jeg mener ikke her Alderen, jeg mener Kunstretningen. I det store og hele kan man vel sige, at der er to saadanne ved Kristiania Teater, og ligesaa sikkert kan man vel sige at netop Fru Gundersen og Hr. Garman staar paa den yderste Fløi af hver sin; det vilde paa Forhaand været mer end sandsynligt, at der ikke kunde bringes Stil ind i et Stykke, hvor disse to stærke maa trække til hver sin Kant og trække andre med sig.

Om de enkelte spillende er der ikke meget at tilføie. Hr. Garmans Borkman, der i det ydre viste en fjern Lighed med Ibsen, var kraftig og fast i de ydre Linjer, men der var ingen Høihed over ham; det var det almindelige forurettede Menneskes Trods, ikke den himmelhøit overlegne Selvbevidsthed, man hørte hos ham; man fik nok kanske det Indtryk, at han var gal, men ikke stormandsgal, og derved gik den forsonende Humor, som fylder første Del af anden Akt, fuldstændig tabt.

Fru Gundersens Fru Borkman havde ligesom ikke taget fast Form. Der var mange deilige Ting i hendes Fremstilling, men det blev ingen hel og klar Figur; det saa nærmest ud, som Tiden har været hende for knap, at hun gav paa Slump, hvad hun ikke havde havt Tid til at udarbeide.

Helt udarbeidet var derimod tydeligvis Frk. Reimers´ Ella Rentheim, men her manglede det indre; det blev sirlig og pen Deklamation, intet mer, og Hr. Selmers Foldal var nærmest ingenting. Hr. Roalds Ungdom som Fru Wettergreens Koketteri virkede, men begge Dele virkede en Smule anstrængt. Fru Dybwads Frida Foldal var et lidet, tækkeligt og naturligt Menneske.

Stykkets Opsætning var baade vakker og ualmindelig stilfuld. Vinterlandskabet i siste Akt var storartet, men dette Kunststykke med Vandretæppe burde sikkert helst sløifes, det virker kun parodisk, og det hører til de dramatiske Effektmidler, som en Ibsen burde ha Raad til at undvære.

Som ovenfor antydet blev der klappet meget, enkelte af de Spillende blev fremkaldt, og efter Stykkets Slutning maatte Digteren gjentagne Gange frem paa Scenen.

H. Å.
Publisert 6. apr. 2018 09:59 - Sist endret 24. aug. 2018 11:32