Helmer Lind

John Gabriel Borkman anmeldt av Helmer Lind i Aftenbladet i København 26. desember 1896 (Nr. 3322).

John Gabriel Borkman.

Om Ibsens nye Skuespil.

Naar man har haft Tid til at sunde sig efter Læsningen af det Ibsenske Drama, naar Spændingen og Nysgjerrigheden er forbi, og den rolige Eftertanke faar Lejlighed til at bundfælde Indtrykkene, tror jeg, at det første vil være det, at «John Gabriel Borkman» er en gammel Mands Værk.

Ikke saaledes at forstaa, at det paa nogen Maade gjør Indtryk af at være en Affældigs Tankefoster, end mindre at det i sin Kunst betyder en Tilbagegang. Det er jo saa langt fra, at Skuespillet endog i teknisk Henseende er som al Ibsens vidunderlige Tekniks Kulmination, disse fire Akter, der er som ét Aandedrag! Her er den knappe Form, baade i Replik og i Scenegang, i Tidens og Stedets Enhed, som de gamle dramatiske Regler fordrer det, ført ud i det Utroligste, i sin yderste Konsekvens; kun i et enkelt Øjeblik – Fru Borkmans lidt umotiverede og teatermæssige Tilsynekomst i anden Akts Slutning – synes det, som det faste Tag har glippet.

Men en gammel Mands Værk gjør Skuespillet Indtryk af at være, fordi Ibsen ikke længer synes tilgængelig for Paavirkning udefra. Han er ikke alene en Olding, der paa Oldingevis fordyber sig i sig selv, dybt grublende over sit eget – i hvor høj Grad personligt vil ikke nu, da Digteren lever, vel kunne siges – men han er ogsaa en ældet Mand, der gjentager sig selv, selv hvor hans geniale Aand finder nye Former og Udtryk.

Thi sikkert aldrig i noget tidligere Skuespil har Digteren saaledes ommaskeret og omkostumeret sine egne Skikkelser som her, og ikke alene Skikkelserne men ogsaa de Forhold, de bevæger sig i.

Er ikke Borkman, der vil det højeste, der vil stige mod selve Himlen i almægtig Vælde, er han ikke Solness, der svimler paa Tinden og styrter ned? Eller er han ikke Samfundsstøtten Konsul Bernick i forstørret, mangedobbelt Format; hvor Bernick kæmper for sit eget lille Formaal, sin Formue og angrer, der stræber Borkman mod Magten og Æren og Riget, for Magtens og Ærens egen Skyld, og selv otte Aars Cellefængsel bryder ikke hans Tro paa hans Genis Ret – saaledes er den samme Skikkelse voxet fra det ene Skuespil til det andet. Sammenlign Bernicks Forhold til Lona Hessel og Borkmans Forhold til Ella Rentheim; begge har sveget deres Ungdoms Elskede, der nu i begge Tilfælde stævner dem til Regnskab. Er Borkmans Forhold til Hustruen ikke ganske paralelt med Solness' Forhold til hans Hustru, eller er Kampen om Sønnen andet end en Fortsættelse af Kampen mellem Lille Eyolfs Forældre? Man vil overalt i dette Skuespil kunne finde Personer eller Situationer, der minder om de foregaaende. Er Foldal som Geniets Karrikatur ikke beslægtet med Ulrik Brendel i «Rosmerholm», kræver ikke Ella sin Ungdom af Borkman, som Hilde kræver sin af den tyve Aar ældre Solness, eller er ikke Ella i Familie med Asta, der haabløst elsker Allmers? Man kunde blive ved, finde nye Sammenligninger, og ikke en af det nye Skuespils Skikkelser vil savne sin Forgænger i det Ibsenske Teater.

Er det da Uret at sige, at dette mægtige Skuespil vidner om, at dets Forfatter til næste Aar har naaet Støvets Alder. At han er som en Mand, der sidder fordybet i sig selv og sin egen Verden, der lever som paa Bunden af sit eget Hav, hvortil ingen Lyd fra Verden og det nye naar ham.

Men er det derfor ringere? Sandt nok, vi vil altid det Ny, og vi skal ville det. Men hvor vidt saa end Udviklingen gaar, fra den enkelte til de mange, fra Spørgsmaalet om Individernes Ret og Pligt til Spørgsmaalet om Samfundets Krav og Forpligtelse, det rent personligt Menneskelige døer dog først med det sidste Menneske.

Man vil spørge: Hvad bringer Ibsen os denne Gang, at vi skal vente hans Ord og Bud halvt i Spænding og Angst? Har han fundet Gaadens Løsning, kjender han de sidste Ord om Liv og Død, om den Fremtid, vi skimter som et kaotisk Virvar, sløret af røde Dampe. Eller er den inderste Mening af det Skuespil, han opruller for os, andet end en glimrende Udlægning af et gammelt bibelsk Ord, der taler om, at det gavner ikke et Menneske, om han vinder al Verdens Rigdomme, naar han tager Skade paa sin Sjæl.

Svaret maa blive, at om Ibsen ikke er en Seer og Profet, bliver hans Værk lige betydeligt. Al virkelig Menneskeskildring er af den største Betydning for Udviklingen, i hvad Retning den gaar, men tidobbelt, hvor den fremtræder med en saadan Mægtighed, i saa monumentale Skikkelser som her.

Spørgsmaalet vil rejses særligt hyppigt, og af Ibsens Modstandere særligt ivrigt denne Gang, fordi Digteren i «John Gabriel Borkman» er saa klar, saa fri for Gaader og dunkle Orakelsprog, som næsten aldrig før. Alle vil kunne forstaa dette, alle vil strax finde det Ord, som rummer det hele Dramas inderste Kjærne.

Ordet staar i Skuespillets sidste Repliker. Borkman er, ledsaget af Ella, vandret ud i den fri Natur, der ikke har set ham i saa mange Aar, fra den højtliggende Slette i Skoven, fra Bænken, over hvilken deres Ungdoms og Kjærligheds Træ nu er gaaet ud, har han sidste Gang set udover det Land og de Herligheder, han drømte om at herske over, og Malmhaanden, der er hans egen Fortid – Bjergmands-Sønnens, hvis Ærgjerrighed det var at hæve Bjergets gyldne, syngende Malm op i Lyset – har grebet om hans Hjærte og dræbt ham. Da kommer Fru Borkman til, og paa hendes Spørgsmaal, om det er Kulden, der har voldet den gamle Mands Død, svarer Ella: Ja, Hjærtekulden.

Her er Skuespillets Kjærne, ud fra det ene Ord forklares alt.

Igjen har Ibsen skrevet et Skuespil, hvor som Motto det Ord Egenkjærlighed kunne staa. Egoismen, det er Sygdommen, alt Ondts Rod. Kun sit eget har Hedda Gabler villet, kun deres eget var Allmers og Ritas Tragten, alene Selvet tænkte Bankchefen Borkman paa, da han i Krisens Øjeblik forgreb sig paa betroede Midler og styrtede Tusinder i Ødelæggelse. Mig selv! Riget og Magten og Æren for mig! For det glemte han ikke alene de mange, hvis Ruin han blev, for det glemte han Hustru og Sønnen, der nu, kold og fremmed, flyer ham, for det offrede han selv den, han elskede, saa Ella Rentheim kan kalde ham en Morder, der dræbte Kjærlighedslivet i hende.

Borkman staar tilbage, efter de mange Aar i Fængslet og Ensomheden endnu stor og fyldt med Bevidstheden om sit Genis Ret, om Undtagelsesloven for sig, fordi han vilde det største, og Malmhaanden griber ham, thi Hjærtevarmen, Næstefølelsen manglede. Hvad hjalp saa alt det andet, det store, det geniale Syn? Hvad bragte det ham andet end Fængsel, Forsmædelse og aarelang, tvungen og frivillig Ensomhed og Døden tilslut, da han vover sig udenfor sin «Isolation»s snævre Grænser.

Saaledes holder Ibsen Dommedag – et Genis fortvivlede Selvopgjør?

Og med stor og dyb Ironi tegner han Geniets Karrikatur, Foldal, Extraskriveren og den forulykkede Poet, der lever paa sin lille Livsløgn, det Sørgespil, han har skrevet i sin Ungdom, og som aldrig blev opført eller offenliggjort. Og medens Borkman, stor i sin vældige Tro paa sig selv og sin Fremtid, følelsesløs ser sin Søn forlade sig, hinker Foldal ind, lykkelig ved at være overkjørt af den Slæde, i hvilken hans Barn flygter ud til lysere og rigere Forhold – den hjærtevarme Stymper mod det hjærtekolde Geni. Er nogensinde det højeste naaet, maa det være her.

– – – –

Meget var der at sige endnu om det storslaaede Drama, der bærer John Gabriel Borkmans Navn. Men der vil blive Lejlighed til at komme tilbage til det, naar vort kongelige Teater, forhaabentlig snart, hædrer sig selv ved at opføre det.

Helmer Lind.

Publisert 6. apr. 2018 09:59 - Sist endret 24. aug. 2018 11:25