Jon Kleveland

John Gabriel Borkman anmeldt av Jon Kleveland i Morgenposten i Kristiania 19. desember 1896 (No. 437, 36. Aarg.).

Literatur.

Henrik Ibsen: John Gabriel Borkman. Skuespil i 4 Akter. Gyldendalske Boghandels Forlag.

Der har nok faret mangt et lunt Smil henover Digterens Ansigt, naar han har læst de mange underlige Udtydninger, som flere af hans Skuespil har faaet.

Det fuldkommes, det gamle Ord: Vi forstaar stykkevis. Men Sagen har jo ogsaa en anden Side: Man taler til Menneskene, og Menneskene forstaar ikke eller misforstaar. Uklarheden breder sig og kan tilslut munde ud i det pureste Vrøvl.

Og da vil ikke Smilet rigtig frem længer.

Dennegang fører Ibsen tydelig Tale. Jeg kunde fristes til at sige: Det er det bedste Skuespil, Ibsen har skrevet; men det lyder saa banalt, derfor siger jeg ikke det, men:

«John Gabriel Borkman» er det klareste Skuespil, Ibsen har skrevet – paa længe.

Ibsens nye Skuespil er et ethisk Drama af vældig Kraft. Den Lære, som indprentes, straaler i Flammeskrift. Det er denne:

En hel Kjærlighed mellem Mand og Kvinde er det høieste, som Livet har at byde.

Den, som sælger dette «for Rigets – og Magtens – og Ærens Skyld», den er en Forbryder.

Den som sviger! Det er den store Dødssynd, for hvilken ikke er Tilgivelse, at ligne med Synd mod den Helligaand.

Den Synd har Bankchef Borkman begaaet. At han har snydt Folk for Penge, siger lidet i Sammenligning med dette.

Et saadant Forræderi bærer Hævnen i sig. Riget styrter sammen, og dermed Magten og Æren.

Alt, hvad et Menneske kan opnaa af Magt og Ære, kan det ogsaa tabe.

Men den Mand, som eier en Kvindes hele Kjærlighed og holder paa den med Troskab, har en Støtte, naar alt ramler.

                                                             «Ella Rentheim:
Tro mig, jeg skulde baaret det saa gladelig sammen med dig. Skammen, Ødelæggelsen, – alt, alt skulde jeg ha hjulpet dig at bære –.»

Saa siger den Kvinde, som Borkman har sveget.

Mere tilspidset, sterkere pointeret end nogensinde, saavidt jeg skjønner, kommer det frem her, det som er det centrale i Ibsens Digtning:

Alt, hvad et Menneske bygger op af stort og herligt, det styrter ubønhørligt sammen, naar det ikke er muret paa Sandheds Grundvold.

«Frihedens og Sandhedens Aand, det er Samfundets Støtter».

Men saa meget – Gud bedre os saasandt, det meste – er bygget paa Løgn og Svig.

Derfor vandrer der om i Livet saa mange havarerede Skikkelser.

Ibsen har skrevet deres Saga. Det er et Galleri, som i sit samlende Billede viser Menneskelivets dybeste Elendighed.

Det, som er af Sandhed, har sin egen, frodige Vext. Det er det eneste, som bestaar i Livet.

Den, som har mistet Sandheds Grund, lever paa – Illusioner.

Illusioner svinder, nye kommer op og svinder, til den sidste Boble brister, da har det fortabte Menneske kun et igjen: at dø Døden.

Gang paa Gang har Ibsen sagt dette. Sterkest nu:

Ja, saa kommer det evindelig gamle Spørgsmaal op igjen: Hvad er Sandhed?

Til det Spørgsmaal kan kun svares: Enhver prøver sig selv. Men Prøven er denne: Gaar du paa en Vei, hvor du ikke tør tage med dig det dyreste, du eier, saa er du ikke paa Sandheds Vei.

Da tvivler du.

Den Mand, som tvivler, er aldrig sterk.

Fra Ibsens nye Skuespil falder der stor Klarhed tilbage over hans hele Digtning. Nu kan man spare sig alle Kommentarer. Det gjælder kun at læse og forstaa.

«John Gabriel Borkman» er et Alvorsdrama. Det har intet enkelt Slagord, som kan rives ud og citeres, til det blir vammelt, men hele Dramaet er et Signal.

En spæd Røst kan gjerne kvække her og der, at Ibsen ikke er nogen Storhed.

«John Gabriel Borkman» er et levende Vidnesbyrd.

Jeg vil ikke referere Indholdet til bedste for nogens Nysgjerrighed.

Det forekommer mig næsten som en Brøde. Man bør helst vide saa lidet som muligt paa Forhaand, læse det, og det vil virke med sin hele Vegt.

Som Scenestykke er «John Gabriel Borkman» utvivlsomt af høieste Rang. Et fireakts Drama, som forløber i nogle Eftermiddags- og Aftentimer – ikke fuldt en halv Dag!

Jeg tænker paa dette: Skam for vort Folk, om der ikke kommer Fart i at reise vort Nationaltheater! Vi eier Dramatikere, som man rundt om i den vide Verden kan misunde os.

Før de gaar bort, skal de faa sidde i et Theater, som er deres Verker værdig.

J. K.

Publisert 6. apr. 2018 09:59 - Sist endret 6. apr. 2018 09:59