Anonym anmelder i Nationaltidende

John Gabriel Borkman anmeldt i Nationaltidende i København 15. desember 1896 (Aften, Nr 7428).

Henrik Ibsens nye Skuespil.

«John Gabriel Borkman». Skuespil i fire Akter af Henrik Ibsen. (Forlagt af den Gyldendanske Boghandel.)

Næppe havde Solen hævet sig over den østlige Horisont – for at tale i Hr. Zierlichs pyntelige Stil om en saa vigtig Begivenhed – førend John Gabriel Borkman vandrede ud i Verden. Først til Syne samtidig i alle skandinaviske Riger og Lande, Byer, Boghandlervinduer og Redaktionskontorer, udkommer der nu desuden strax autoriserede Oversættelser paa Tysk, Fransk, Engelsk og Russisk. Snart fremdeles paa Hollandsk og Ungarsk, Bøhmisk og Italiensk, Polsk og maaske mange flere Sprog. Flere end de her anførte nævnes dog ikke i Originalen.

Selvfølgelig læses Stykket øieblikkelig, og Aviserne kappes om at referere for deres Læsere. Vi gjøre ligesaa, om end med alt Forbehold i Henseende til nøiere Analyse og nærmere Kritik. Det er klart, at en hurtig Gjennemlæsning ikke kan give Borgen for en alsidig Betragtning af et Værk, der naturligvis er sindrigt konstrueret med dobbelt Bund. Vi skulle strax sige, hvad der synes at ligge under og for saa vidt være det Væsenlige.

John Gabriel Borkman er en ældre Herre, «en middelhøi, fast og kraftig bygget Mand oppe i Sexti-Aarene med fornemt Udseende, fint skaaren Profil, hvasse Øine og graahvidt, kruset Haar og Skæg». Seer han ikke paa en Prik ud som selve Digteren, ligner han ham i hvert Fald noget. Iøvrigt er han mer eller mindre i Slægt med Gregers Werle og med Stockman, men fornemlig med Rosmer og med Bygmester Solness.

Han betegner sig selv som et Undtagelsesmenneske. Han hører til dem, der ikke forstaaes af Massen. Han har viet sit Liv til visse Idealer. Søn af en Bjergmand drages han mod Malmet dybt i Jorden. Han vil løfte det, frigjøre det. Han vil ei alene drage det frem for Lyset men sprede det over Landene, gjøre Mange lykkelige, skabe et nyt Rige. Saadan drømmer han i sin Ungdom og længe derefter, mens han er en af Samfundet udstødt Mand og fremdeles en Mand, der vælger Ensomhed med Forventning om, at Mængden en Dag maa komme og tage ham til Fører.

Han er imidlertid bleven en gammel Mand. Han kommer nu til den Erkjendelse, at han selv maa stige ned til de Andre, og han opfordrer Ungdommen til at stille sig ved Siden i Arbeidet. Dog, Ungdommen er ung; den vil leve sit eget Liv og nyde sin Lykke, hvad enten denne er saadan eller saadan, ren og varig eller kort og flygtig. Den vandrer sine egne Veie, og den Gamle lades ene tilbage.

Nei, ikke helt alene, thi «der staaer Kvinder bag», hans Hustru Gunhild og dennes Tvillingsøster Ella. Sidstnævnte var fordum John Gabriels Elskede, og hun elskede ham igjen, delte ogsaa hans Drømmesyner. Men han sveg hende, solgte hende og sig selv for at vinde «Riget–Magten–Æren». Han myrdede da hendes Sjæl saavel som sin egen. Hun maatte gaa kjærlighedsløs gjennem Livet, eller i hvert Fald: hun bevarede kun en higende Kjærligheds-Kraft, idet hun forkrøbledes under Kjærligheds-Savn. Han gød Gift i hendes Liv, og ei mindre i Hustruens, der fandt sig forraadt og skjændet ved det Liv, han voldte hende og dem alle. Fru Gunhild er bleven haard og bitter endnu mere end Frøken Ella, som i det Mindste har bevaret nogen god Hjertevarme.

Hvad bliver saa Enden? I Stykkets fjerde Akt, der i det Ydre og i det Indre rummer en mægtig Pathos, foretages Livs-Opgjøret for den bedagede Undtagelsesmand. Han vandrer med Ella ad «de krogede Stier», de betraadte i deres kjærlighedsfulde Ungdom, og fra hvilke de fandt Udsigt til hans Drømmeland, Riget hist over Fjeldrækkerne, hvor de klingende Skatte, der sukke efter Forløsning, skulde hæves ved Arbeide og blive til de mange Tusinders Lykke. Men nu er Træet dødt, fra hvilket de fordum havde Udsigten, og «Riget» er dækket med vinterlig Sne. Dog, værre er, at det Pust fra hint Rige, som John Gabriel antog for Frihed, Friskhed og Liv, det har voldet isnende Gysen, fordi han glemte Kjærligheden og dræbte Sjælslivet. For sidste Gang kaster han Blikket derover, men saaledes lyder Dommen, at længst var han en død Mand, der med al sin eminente Begavelse og alle sine Seire – saa at han en Tid mente sig lige paa Nippet til at tage Riget i Besiddelse – har feilet i Hovedsagen, som tillige og fornemlig var Hjertesagen. Det sidste Blik over hans Drømmeland bringer det sidste Pust, der knuger ham uhjælpelig og lader ham ligge som Lig paa hin Ungdoms-Udsigts Plads. Ved hans Side staae de to Kvinder, der nu ere Skygger. Ved den afsjælede John Gabriel række de, der i Livet vare Fjender, langt om længe hinanden Haand til Forsoning.

Om Stykkets saa at sige øvre eller ydre Handling bliver dog et Par Ord at tilføie. Det geniale Undtagelsesmenneske i dette Drama har været Forretningsmand, Bankchef, Stifter af Aktieselskaber og industrielle Foretagender i stor Stil. Han maatte imidlertid stanse sin Virksomhed, efter egen Opfattelse skammelig forraadt, efter borgerlig Lov og Moral en Bedrager, der dømtes til Tugthus i fem Aar efter tre Aars Fængsling under Processen. Det var otte Aar, men andre otte ere forløbne, siden han kom ud af den tvungne «Isolation», og i disse otte Aar har han altsaa frivillig søgt Ensomheden, levende paa en stor Gaard udenfor Kristiania, under Tag med sin Hustru men uden Samliv med hende, hver i sin Etage. Paa det Sted foregaae de tre første Akter, som fortsætte hverandre uden mellemliggende Tid, og atter fortsættes umiddelbart i den fjerde, hvor Scenen dog er udenfor Huset. Eiendommen tilhører Frøken Ella Rentheim, hvis Formue reddedes fra Ruinen ved Svogerens kriminelle Katastrofe. Ægtefællerne leve paa hendes Bekostning, og tillige har hun opfostret deres Søn. Handlingen dreier sig for en Del just om Moderens og Tantens Kamp om det unge Menneske, der imidlertid forlader dem begge – og Faderen – for at følge en temmelig tvivlsom Fru Fanny Wilton, en smuk og meget livsglad Dame. Mindre klart forekommer det os at være, hvorfor Fruen medtager en pur ung Pige, Frida Foldal; men rimeligvis skjuler der sig lige saa megen Dybsindighed som Tvetydighed heri.

Personlisten omfatter tillige samme Frøken Fridas Fader, en stakkels Extraskriver, en Slags Parodi paa Hovedfiguren. Hr. Foldal har en Gang skrevet en Tragedie, som dog aldrig er blevet Andet end et dødt Manuskript. Men han klamrer sig til dette indbildte Digterværk som sit Livs Kaldelse og Lykke. Han besøger den iøvrigt forladte og ufordragelige, ensomme John Gabriel, og disse to «Venner» nære hos hinanden Troen paa, hvad hver holder for sit Ideal og sin Ret, deriblandt Anerkjendelse og Gjenreisning efter Fald og Nederlag – indtil de Begge i en bitter Time lader Tvivl træde i Stedet for Tro. Hr. Foldal ender alligevel i ydre Forstand mindre tragisk end Hr. Borkman.

Det foreliggende Drama er temmelig omfangsrigt, navnlig tredie Akt er lang. Men med glimrende Teknik er det Spand af Lidenskaber, Lidelser og Liv, der har fyldt Hovedpersonerne i vel en Snes Aar, forvandlet til en dramatisk Handling paa faa Timer. Ikke blot Figurtegningen og flere af Samtalerne have stor Interesse og Værdi, men Stykkets Mening er af mægtig Betydning for Opfattelsen af den Digter, der har skrevet: «at digte – det er at holde Dommedag over sig selv.»

«John Gabriel Borkman» vil vistnok gjøre megen Virkning paa Scenen. Det er mindre mystisk, om end ikke mindre symbolsk, end foregaaende Værker af Henr. Ibsen. Det synes ikke at rumme mange af de sære Slagord, hvori han ofte har excelleret. Tilsidst tør man vel finde, at det savner meget i Retning af Friskhed, ei at tale om Munterhed eller blot om vittige Sarkasmer. Men er dette Drama end kjendelig en ældre, ja en gammel Mands Digtning, er det dog baade i teknisk og i aandelig Henseende et Arbeide af uomtvistelig Overlegenhed og beundringsværdigt Mesterskab.

Publisert 6. apr. 2018 09:59 - Sist endret 24. aug. 2018 11:08