Øvre Richter Frich

John Gabriel Borkman anmeldt av Øvre Richter Frich i Ørebladet i Kristiania 16. desember 1896 (No. 310, 6. Aarg.).

Ibsens nye Bog:

«John Gabriel Borkmann».

Ibsens Navn er ikke mere et Stridens Tegn for os Nordmænd. Vi er alle med paa at beundre den store Dramaturg, som paa Literaturens Verdensmarked kaster ind Værdier, der gir hans Navn Glans og vort Land Hæder.

Der er nok dem, – ogsaa blandt os, som dybt har beklaget og beklager det negative Drag, der altid har bragt Kulde ind i den Ibsenske Digtning.

Og i Udlandet hæver der sig Røster mod den store Mesters kolde Pessimisme og mathematiske Refleksioner.

Men herhjemme, hvor den yngre Slægt er opammet med Ibsenske Ideer og oplært til at se ham høit oppe paa Piedestalen – her holder Begeistringen for og Anerkjendelsen af den graanende Digter sig usvækket.

Og vi slutter allesammen en Taknemmelighedens Ring om Henrik Ibsen – med Tak for, hvad han gir os af store og dybe Tanker.

*

«John Gabriel Borkmann» er en af disse storstilede Egoister, der har lidt Skibbrud. Som Chef for en stor Bank begik han Underslæb. Og en vakker Dag ramlede han ned fra sin sociale Høide. I fem Aar sad han i Fængsel, og i otte Aar levede han alene paa sit Værelse. Han venter, at man skal komme til ham, det store Geni – den skamskudte Storfugl med de gigantiske Planer.

For ham gjælder ingen almindelige Regler, han er Undtagelsesmennesket, som ikke kan bindes i almindelige, konventionelle Former.

Slig lever denne ensomme Mand i Uvirkelighedens Verden – mellem lysende Drømme og Planer; men den Dag, da han ser alt synke omkring sig, da han merker, at han aldrig vil komme til at gjøre noget Indtog i sit Seiersrige, da falder han sammen og dør.

Om denne Bogs Hovedperson er en Række Typer anbragt, der repræsenterer de forskjellige Slags af Egoisme.

Fru Borkmann lever for at se Sønnen, Erhart, i «Renhed og Høihed» udviske den Skamplet, som Faderen har sat paa deres Navn. Men denne vil ikke sone for nogen; han vil nyde sin Ungdom og reiser bort med en ordinær, kjødelig Kvinde.

Saa er det den gamle og godslige Foldal, som maa ha nogen, der kan tro paa hans Digterkald, og derfor stadig besøger Borkmann – altsaa ogsaa af egoistiske Hensyn.

Den eneste sympathetiske Skikkelse i Bogen er Ella Rentheim, Fru Borkmanns Tvillingsøster. I sin Ungdom havde Borkmann ofret hende – solgt sin Kjærlighed til hende for en Bankchefspost. Og ensom har hun vandret gjennem Livet i Resignation og Sorg over, at hun havde mistet ham, der havde gjort den store, naadeløse Synd at myrde Kjærlighedslivet i hendes Hjerte.

Saa vender hun sin Kjærlighed til Sønnen, Erhart, indtil ogsaa han svigter hende. – – –

Tæppet falder i det Øieblik, da Tvillingsøstrene rækker hinanden Hænderne over Borkmanns Lig.

*

Der er Liv og Fart i dette Ibsens Drama om den menneskelige Egoisme. Replikerne er som støbte i Malm, tunge og vægtige.

Det mystiske Drag, som i hans sidste Bøger er kommet mere eller mindre frem, merker man intet til.

Og der findes ikke noget i dette Billede af den menneskelige Svaghed, som tyder paa, at den gamle Dramatiker har tabt sin Manddoms Energi og Elasticitet.

*

Ovenstaaende som en foreløbig Omtale af den med saa megen Spænding imødeseede Bog.

F.

Publisert 6. apr. 2018 09:59 - Sist endret 6. apr. 2018 09:59