Poul Levin

John Gabriel Borkman ved Det Kongelige Teater anmeldt av Poul Levin i Politiken i København 1. februar 1897.

Det kgl. Teater.

John Gabriel Borkman.

Man burde ikke have læst et Skuespil, før man gaar hen og ser det. Thi Meningen med at se en Skuespilopførelse er ikke den, at man skal kontrollere de Indtryk, Læsningen gav, sidde og maale sin Opfattelse med Skuespillerens, undre sig over, at den Replik blev sagt paa en hel anden Maade, end man havde tænkt sig, kort sagt modarbejde den umiddelbare Virkning ved de forudfattede Meninger. Naar et Skuespil af Ibsen efter at være blevet læst og refereret og diskuteret endelig naar op paa det kgl. Teaters Scene, naar Publikum har faaet rigelig Lejlighed til at læse om Opførelsen af det rundt om i Byer, hvis Teaterchefer er lidt hurtigere i Vendingen end vore, saa er Opgaven i Virkeligheden bleven urimelig svær baade for Forfatteren og Skuespillerne. Det umiddelbare, pludselige Indtryk maa gaa tabt, fordi de ni af ti Tilskuere møder med deres Anskuelse færdig, før Tæppet gaar op. Men derved gaar det Vækkende, det Forbavsende bort. Vi kender snart ikke mere her i Kjøbenhavn den virkelige Première, hvor Luften næsten skælver af Forventning, hvor Replikerne fra Scenen mødes med spændt Opmærksomhed af et Publikum, der helt giver sig Stemningen i Vold, hvor hver Scene er et nyt Billede af Livet, og hvor Skuespilleren ikke er en Defenser, som skal forsvare sin Opfattelse af Rollen, en Eksaminand, der høres i sin Lektie, men en Skaber, der former Mennesker i sit Billede.

I Virkeligheden er det efterhaanden lykkedes de kjøbenhavnske Teaterdirektører at ødelægge Publikums Sans saa meget, at Interessen er svækket for det skabende i Skuespillerkunsten. Man interesserer sig nu for noget ganske andet. For Møblernes Façon, for Betrækkets Farve, for Nipset paa Etagèren og for alt det andet, der kun kommer i anden Række. Og medens Faa taler om Skuespillernes Opfattelse, saa er der en evig Diskussion om Sceneinstruktøren. Denne Mand, hvis Virksomhed Tilskueren ikke burde ane, hvis Kunst er at bøje sig smidigt efter de forskellige Skuespilleres Naturel og gøre sit til, at hver faar Lejlighed til at give sit Bedste, men som aldrig maa spille med, han trækkes nu frem, der raabes paa ham, og han er Alles Prügelknabe, og medens Publikum med Rette er indigneret, saa snart Sufflørens Stemme høres, saa er der Ingen, som tænker paa, at det er akkurat lige saa forkasteligt, naar man ser Instruktørens Anstrængelser bag Skuespillerens Præstation. Byen hærges formelig af en Sceneinstruktionsmani. Der har endda været Nogle, som tænkte paa at danne en Forening, der blandt andet havde det Formaal, at unge Teaterentusiaster skulde øve sig i at være Sceneinstruktører, og blot dette viser, hvor vidt Sygdommen har greben om sig.

Som Sagerne nu staar, er det da næsten umuligt for Forfatteren og Skuespillerne at trænge gennem den Mur af forudfattede Anskuelser og Smaaligheder, der er rejst mellem dem og Publikum, og de Aftener kan tælles, hvor der har været den usynlige Forbindelse mellem Scenen og Tilskuerpladsen, der er Formaalet for dramatisk Kunst.

Hvilken Skæbne fik under disse Forhold John Gabriel Borkman paa vor Scene?

Virkningen var stor, navnlig i Begyndelsen. De store Samtaler to og to imellem voksede ud af disse Menneskers Skæbner med en Kraft, der betog og skabte nyt Liv for Skuespillet. De tre vigtigste Rollehavende, Fruerne Eckardt og Hennings og Hr. Emil Poulsen, tog fast og sikkert paa deres Roller og fandt paa mange Steder det rammende Udtryk. Der var over Fru Eckardts Gunhild det rette Præg af forstenet Alvor og af tilbagetrængt Lidenskab, der pludselig med et Sæt kunde bryde frem til et fortvivlet Udbrud. Fru Eckardt har ikke i lange Tider spillet saa ægte som i Aftes. Maaske var der af og til en Replik, hun understregede for meget, thi Gunhild skal sige sine Ord skærende og hvast, fordi hun har tiet saa længe og tænkt saa tungt. Men der var mange flere Steder, hvor Fru Eckardt just fandt den rammende Betoning og kastede den Fornemmelse af Kulde over Scenen, som man havde ved Læsningen.

Fru Hennings Spil som Ella betød mindre som Helhed, men var fuldt af ganske betagende Enkeltheder. Blot hendes Blik mod Loftet, naar hun lyttede efter de slæbende Fodtrin, hendes Gysen ved Søsterens ubarmhjærtige Ord, hver Gang Talen faldt paa den syge Ulv, var af den største Virkning. Men man savnede Noget af den Lidenskab, der er det Slægtsmærke, som Gunhild og Ella har fælles. Og hos Ella maa den være endnu mere fremtrædende end hos Søsteren. Thi hendes Gang til den gamle Familiegaard er i Virkeligheden hendes sidste Gang i Livet. Hun kommer som en Dødsdømt for at faa En, til hvem hun kan klamre sig i den sidste Stund. Der maa være over hende noget af Dødens Gru. Og da hun ser alle de Vanskeligheder, der taarner sig op paa hendes Vej, al den Modstand, hun skal overvinde, og da hun stilles Ansigt til Ansigt med den Mand, der har ødet hendes Liv, da skal der staa som en Flamme af den sidste, opblussende Livskraft over hendes Ord, og hun, den blide Ella, der kunde have opofret sig saa helt for Andre, skal med et sidste grisk Tag strække sine Hænder ud efter det svindende Liv. Fru Hennings havde stemt Rollen noget om og lagde den største Betoning paa det resignerede. Hun naaede derved at tolke den Opfattelse, der vist er den almindeligste, den, der lægger Hovedvægten paa, at Ella er Gunhilds Modsætning. Hun vilde have staaet større, hvis man havde følt Slægtskabet mellem de to lidenskabelige Kvinder. Alligevel blev Samtalen i første Akt mellem Gunhild og Ella en af Skuespillets mest gribende Scener.

Og saa gik Tæppet da op for anden Akt, hvor den ensomme Drømmer vandrer frem og tilbage mellem de gamle, vævede Tapeter. Hr. Emil Poulsen havde, saaledes som det efter Referaterne ogsaa er sket andet Steds, anlagt en Maske, der mindede meget om Henrik Ibsen. Ibsens egen Anvisning berettiger ikke dertil, og Idéen synes noget ufin. Der findes uden Tvivl meget af Ibsens egen Person i Borkman — det er i Grunden overflødigt at sige det, thi en Forfatter giver naturligvis altid noget af sig selv i de Personer, han skildrer — men det er selvfølgelig ganske uberettiget at identificere de to Skikkelser aldeles. Men det hele Spørgsmaal har ikke meget at sige. Hr. Emil Poulsens Skikkelse var interessant at se til, de hvasse Øjne rammedes ind af et stridt graat Skæg, Haaret var tæt og graat og sad over en høj Pande, og Munden var sammenkneben som hos en Mand, der taler lidt og til faa. Hr. Poulsen gav i sin Fremstilling ikke dem Ret, der hævder, at der over Borkmans Skikkelse skal være et Glimt af Komik. Naar han stillede sig ved Skrivebordet, beredt til at modtage «Oprejsningen», saa fik man det fulde Indtryk af den faldne Storhed, Manden, der ikke kan fatte, at Menneskene kan undvære ham, fordi hans Tanke er lige frisk, hans Aand lige brændende, og fordi han stadig hører Malmen synge. Og denne Opfattelse af Rollen forsvarede Hr. Poulsen med al den Myndighed, han er i saa rig Besiddelse af. Han gjorde uden Tvivl Skuespillet rigere derved. Hans Drømme blev betagende, han ligesom voksede ved sine Ords Lyrik, og naar han ikke talte, saa fulgte han de Andre med et brændende Blik, der viste, hvor stærkt Livet bruste i ham. Begyndelsesordene af Samtalen mellem ham og Ella blev af begge Kunstnerne sagt med en ganske dadelfri Kunst, der gjorde et dybt Indtryk. Fremhæves bør ogsaa Hr. Poulsens stumme Spil i tredje Akt, mens Søstrene hænger over Erhart, han stod der i Baggrunden som en lurende Ulv, beredt til at springe frem, naar Øjeblikket kommer.

Ogsaa de store Udbrud i fjerde Akt sagde han smukt, og naar de ikke greb saa stærkt, som man efter Læsningen havde tænkt sig, saa var det, fordi Tempoet var for langsomt, og Scenearrangementet ikke heldigt. Man maa nemlig huske paa, at med tredje Akt er i Virkeligheden Konflikten endt. Fra det Øjeblik Erhart har forladt Huset med Fru Wilton, maa Optrinene fare som en Hvirvelstorm over Scenen, indtil Borkman segner død om. Al den megen Sceneændring, Florstæpperne, der hejses op og ned, Snevejret og de jagende Skyer vanskeliggør Opgaven betydeligt og afleder uvilkaarligt Opmærksomheden. Man burde have fulgt Ibsens Ønske om et bevægeligt Tæppe, thi som det nu er ordnet, gaar altfor meget tabt. Borkman og Ella gaar ud af Scenen, og man opfatter et Øjeblik ikke deres Ord — her, hvor hvert Ord har Betydning. Og imens kan Maskinmesteren faa Lov til at tumle sig, og Publikum kan beklappe Teatermaleren — men Stemningen forsvinder. Hvis sidste Akt havde været anderledes ordnet, vilde Aftenens Sukces have været langt større, end det nu blev Tilfældet.

De mindre omfangsrige Roller fik paa intet Punkt en saa tilfredsstillende Udførelse som de tre andre. Fru Mantzius fik ikke lagt noget særligt i Fridas lille Rolle, og Hr. Olaf Poulsen var ikke heldig som Foldal. Det var, som om Fantasien for en Gangs Skyld havde svigtet denne vor fantasifuldeste Skuespiller ganske. Hans Foldal blev en ganske almindelig og overmaade sentimental Komediefigur. Hr. Guldbrandsen havde som Erhart en overmaade vanskelig Opgave, særlig vanskelig for ham, der ikke har Rollens Ydre. Alligevel spillede han den sidste store Scene med megen Dygtighed og en Kraft, han ikke før har haft Lejlighed eller Ævne til at vise. Derimod mærkede man ikke noget til Uroen og Utaalmodigheden, der i første Akt skal være over Erhart. Helt uheldig var Fru Emma Nielsen. Hun gav en ganske almindelig Kokette, en ufin og ikke betydelig Fru Let-paa-Taa, der var klædt i et ganske hæsligt Kostyme. Da hun med sin højrøde Fløjlsbaret, sin fraisefarvede Silkekjole med Guldpailletter, sin graa Støvkaabe og sine flagrende Fjer svansede ud ad Døren for at sætte sig i Slæden og køre ud i Verden gennem Sne og Storm, kunde man vanskelig lade være med at smile og tænke paa, at denne Fru Wilton kom vist ikke længere end til den nærmeste Variété.

Det er Synd at lade Fru Nielsen spille en Rolle som denne, Fru Oda Nielsen er selvskreven til den. Fru Emma Nielsen, der har et ganske bestemt Rollefag, hvor hun virker med meget Talent, misbruges altfor ofte af det kgl. Teater. Det er Uret imod hendes Ævner, der berettiger hende til anden Kritik end de obligate Udtalelser om hendes smukke Ydre.

Bifaldet var hele Aftenen livligt og udelt, og John Gabriel Borkman havde hos os en Sukces, der synes større end den, Skuespillet har haft andre Steder. Det tjener til Ære baade for vore Skuespillere og for vort Publikum.

P. L.
Publisert 6. apr. 2018 09:59 - Sist endret 24. aug. 2018 11:36