HENRIK IBSEN: JOHN GABRIEL BORKMAN
AARETS Ibsen – er den af de middelgode, de ringere eller de bedre? Eller skal vi ikke hellere lade Tiden om den Klasséring? Hans Stykkers Kurs har jo svunget meget gennem Aarene. Hvor er ikke «Vildanden» stegen, og «Samfundets Støtter» – hvor ældet viste det sig ikke nu ved Genoptagelsen? Men foreløbig kan det konstateres, at «John Gabriel Borkman» er en utvivlsom «Ibsen» – ikke blot af Mesterens «Skole» (alt for ofte er jo en Mesters Alderdomsværker kun af hans Skole, selv om de er nok saa egenhændige, fordi han ender med at være en Elev af sig selv) men virkelig i alt Fald af «Mesterens Værksted». Alle Kendemærkerne er der. «Fortærende Lidenskab», «uudsigeligt tungt». Opgør, Selvanklager, Forvandlinger. Fortidens tunge Slagskygger ud over Scenen, uafvendelig Gengældelse for, hvad Fortiden har forbrudt. En ydre Brøde, for hvilken Samfundet dømmer, og en Indre, langt større, som først bagefter afdækkes. En Kvinde, der er solgt for Mandens Egoisme. Et Ægteskab, der er grundet paa en Løgn og bærer Frugter derefter. I Fysiognomierne endelig Familietræk glimtende frem snart med Konsul Bernick og Lona, snart med Hjalmar Ekdal, saa med Solness, saa med Hedda Gabler. Baade Haandelaget og Aanden er da ægte Ibsensk. Og en Lønskrift, der maa tydes, er ogsaa denne Gang hans Drama – midt i al Jærnbanelektyrens Tid.
Mange tror jo, det er beregnet Blændværk, Ibsen saaledes øver mod os; jeg tror paa en medfødt, saa at sige organisk Mangeformethed eller Ufærdighed i hans Inspiration. Vist er det, at Replikerne danser som Lygtemænd om os – fører os ind paa Spor, der ender blindt, aabner os Udsigter, der ved næste Drejning af Vejen igen forsvinder, – saa vi gaar som i en forhekset Skov. Menes der overhovedet mer end disse enkelte Mennesker og deres konkrete Livshistorie? Og er der et enkelt Synspunkt, eller er de maaske mente og nedskrevne af Digteren allesammen – alle de forskellige Skrifttegn, vi under skiftende Belysninger læser frem af Palimpsesten og raadvildt gætter imellem.
Et Stykke som nu f. Eks. «J. G. Borkman» er jo desuden digtet saaledes, at dets Handling foregaar paa én Gang paa tre Hold. Samtalerne, vi overværer, er bestemte til lagvis at afdække os de talendes Indre og deres Forhistorie eller til at afgive Symptomer, af hvilke der med Opmærksomhed lader sig aflæse en Udvikling, der gaar for sig bagved. Læseren har saaledes hele Vejen at følge med i de tre Hovedpersoners successive Afsløring og gradevise Forvandling, hver i sin Retning; den samme Samtale, den samme Replik maa stadig ses under tre forskellige Synsvinkler, som Led i tre forskellige Sjælehistorier. Det er som at sidde og følge et Kortspil med Øjet og Interessen paa en Gang ved alle de medspillendes Kort. Og Digterens ueftergørlige Kunst er det at lægge Situationerne til Rette og dreje Samtalerne saaledes, at de gør Tjeneste til alle Sider – som Traadender at forfølge ind i de talende og som Udladere, der faar de medagerendes Sjæleliv til at give Udslag. Hele Ibsens Syn paa Menneskene ligger egenlig i den Maade, hvorpaa hans Dramakunst først isolerer alle Personerne – saa de gaar ensomme om mellem hverandre, helt og ene levende deres Separatliv inden i sig – og saa alligevel lader dem være Skæbne for hverandre og bære Ansvar for hverandres Ve og Vel. «J. G. Borkman» handler om alle Menneskers uudryddelige Egoisme og om det kolde Pust, hvormed den magtfuldeste Egoisme lægger sine Omgivelser øde.
Det gælder om at lytte rigtig frem og rigtig forstaa, hvilken særlig Historie hver af Stykkets tre Hovedpersoner har levet og lever videre paa. Fru Borkmans er ikke mindst interessant. En kølig og stejl Natur, pligtstreng og ærekær, med sin gamle fornemme Slægt i Blodet – saaledes har hun vel altid været. Men fra hun blev gift, har der begyndt at sætte sig haard Hud om hendes Hjerte. Ægteskabet har slaaet et ulægeligt Brud mellem Søstrene, Manden havde kun løjet Elskov for hende og brød sig ej om hende, og nu er den ydre Lykke tilmed styrtet sammen, og Vanære, og Skændsel er af Manden kastet over Navnet og Slægten. Fra da af er hun frosset til. Hun har ingen Kærlighed at tilgive af; Manden er som død for hende, og hun sidder tavs og hører Dag ud, Dag ind Skridtene af den fangne Ulv i Buret over hendes Hoved. De Ydmygelser, hun har maattet lide, har gjort hende bitter, haanlig, mistænksom overfor alle. Kun Sønnen klamrer hun sig til, han skal oprejse og sone, hvad Faderen har forbrudt, og plante et levende, værnende Hegn om den Grav, hvori den ulykkelige John Gabriel sover – og skal vedblive at sove. Hun er forurettet og krænket i sin egoistiske Stolthed, men handler ogsaa med en virkelig Pligtfølelse ud fra en snæver Slægts- og Æremoral; hver Gang der tales til hende om Lykke», blæser hun haanlig deraf. Men nu kommer Søsteren som en Ulykkesfugl og vil røve Sønnen fra hende og fra hans store «Mission» og faar Manden vækket fra hans Gravliv – ikke til Soning, men til lige forstokket igen at begynde forfra paa sin Kamp for «Malmet». Gennem Snedrysset ringer Klokkerne fra Slæden, hvori hendes Dreng rejser bort; ud i Natten gaar hendes Mand til ny, svimlende Storhedsplaner. Kalde tilbage? holde igen? – de kolde, haarde Læber lukker sig, og hun slaar Døren i om sin Ensomhed. Kun de Par skærende Skrig, hvormed lste og 3dje Akt slutter, et enkelt Udbrud i 2den Akt, hvor hun trænger ind til Manden og vil «værge ham mod de onde Magter», . . . og saa hvor hun til allersidst alligevel kommer ud og leder efter Manden og rækker Søsteren Haanden over hans Lig – det er alt, hvad der røber, hvor forfærdelig hun dog lider bag sin Forhærdelse, og hvor meget der har været at dræbe indeni hende – og aldrig helt er blevet dræbt.
Se saa ved Siden Tvillingsøsterens karakterfulde, lidende Profil. Ogsaa hendes Hjerteliv er frosset til – i Foragt mod den vankelvorne, der har sveget hende, i Had mod Søsteren, der har narret ham fra hende, i Følesløshed mod alt og alle. Kun Erhart, som hun har haft i Pleje, har hendes Hjerte klynget sig til. Og ham er det nu, hun kommer for at rive til sig igen, nu hun skal dø og er angest for at dø i sin golde Ensomhed. Hun er et Hjertemenneske og har et saadants hele utaalmodige og egoistiske Lykketrang, lader – siger hun selv – intet andet gælde end sin egen Hjertesag. Hun kommer for at skille Drengen helt fra Forældrene og lade ham efter sig med hendes Navn, ganske som hendes Barn. Saadan mødes nu Plejemoderen og den rigtige Moder for at kæmpe om Sønnen, efter at de i 8 Aar ikke har set hinanden. Eller nok set – thi, uden at de vil være ved det, har de alligevel stjaalet sig til nu og da at faa Glimt af hinanden -, men talt sammen har de ikke. Men alt det, Ella oplever paa sit Aftenbesøg ude paa den gamle Familiegaard, forvandler hende. Hun rystes ved at faa Indblik i al den dybe Sjælenød, her er til Huse, og alle Slags modstridende Følelser stormer ind paa hende under Samtalerne med Søsteren, med Erhart, med Borkman. Hendes Hjertensbarn gaar jo til Grunde her i denne Ufred mellem Forældrene; der maa forsøges en Fredstiftelse. Og Borkman – gaar det op for hende – har forbrudt sig mod hende i en endnu forfærdeligere Grad, end hun anede, og har dræbt det bedste ikke blot i hende, men ogsaa i sig selv. Hans egen Tilintetgjorthed og det, at hun faar Vished for, at hans Hjerte dog aldrig har tilhørt andre end hende, faar imidlertid netop igen hendes gamle Kærlighed til at blusse op. Hendes Hjerte udvides gradvis af dets selviske Indsnævrethed; hun glemmer noget at tænke paa sin egen Lykke for at tænke paa deres Ulykke, som hun elsker. Hun begyndte med at ville have Erhart for sig alene; nu ender hun med at finde sig i, at han rejser bort med Fru Wilton og lille Frida, naar det blot kan blive til hans Lykke; ja! hun – der begyndte med at sige til Søsteren: «heller hos enhver anden end hos dig» – naar tilslut til selv at bede Søsteren om at raabe efter Sønnen. Og saaledes faar hun ogsaa Borkman trukket ud af hans Hule til nyt Liv, tilgiver ham alt, er rede til at følge ham ud paa hans vilde Veje og breder til sidst Kærlighedens Kaabe over hans Lig.
Og endelig Borkman selv – Egoisten i stor Stil, den selvgjorte Mand, Forretningssnillet, Forbryderen – der har lagt de to Søstres og sit eget Hjerteliv øde for Riget, Magten og Æren. Egoismen siver ud og titter frem af hver Ytring, hver Talevending hos ham – eller af hans aandsfraværende Adspredthed, naar der tales om andres Affærer. Hans Hjerte er helt slugt af Malmriget. Den Luft af Kulde, der har staaet ud om ham, – den stryger nu i Ulykkens Stund isnende tilbage imod ham. Den eneste, der kunde have hjulpet ham over Faldet, har hans Magtsyge høkret bort; nu møder ham, da han kommer ud af Fængslet, i Hjemmet en Atmosfære af kold, hjerteløs Fordømmelse – fra Hustruen, som han engang havde kunnet vinde og gøre lykkelig, og fra Drengen, som han selv siger, han ikke kender, og som begegner sin Fader med afmaalt, ærbødig Fremmedhed. Han længes og vansmægter i Løndom – efter lidt Kærlighed, lidt Tillid og efter ny Virksomhed, men han lukker sig sky og lammet inde og bygger sig trodsig en Overmenneskemoral op til at stive sig af med, og han vil, at alle, han har forbrudt sig imod, baade «nogen nedenunder» og Vennerne, hvis Tillid han har misbrugt, og hele Samfundet skal komme først til ham og give ham Oprejsning. Ella pirker et Øjeblik den drømmende halvvaagen, et Glimt af angerfuld Forstaaelse dukker op i ham, han mander sig op til et Forsøg paa at vinde frem til Hustruen og Sønnen, – men de er kommet for langt fra hinanden, han finder intet Hjem i sit Hus, og nu styrter han ud i Natten, i nye, fantastiske Malmdrømme – uden at kunne vækkes af Ella til varmt, menneskeligt Liv, men alligevel knækket i sin Tro paa dem – og segner saa endelig om og faar Fred, dræbt af den Kulde, som han selv har sørget for at brede om sig.
To Skygger, der rækker hinanden Haanden over et Lig – det er den Askehob, hvori Stykket brænder sammen. Hans vilde Begær maatte ende med at fortære ham selv efter at have lagt alt øde om ham; Hustruen maatte ribbes og plyndres til Skindet, før Isen kunde bryde en Smule op om hendes Indre, og Ellas Hjerte maatte slippe sin sidste Lykkedrøm, før det kunde begynde at pible varmt frem af hendes Sinds Grund. Det hele er en Digtning om Hjertekulden, Forhærdelsen, Indtørringen af Hjertets Kilder.
Med intensiv Kraft er dette Tema varieret. Her er Stemmer, der gør sig haarde, naar de er angest for at røbe en blød Vibreren; her er Følelser, der voldsomt stænges inde og sprænger sig Vej i et Skrig. Her modtages Velgerninger som Fornærmelser, dem man bider i sig og lover sig at hevne; her underlægges den uskyldigste Bemærkning en giftig Ondskab, og underskydes enhver Handling egoistiske Motiver. Naar Ella kommer ud paa den gamle Familiegaard, finder hun baade nede i Stuen og oppe paa Salen Mennesker, som Ulykken og deres egen kolde Egoisme har forhærdet i Trods, og som har trukket sig ind hver i sine stolte Fantasidrømme om Oprejsningens Dag, i Stedet for at se Virkeligheden under Øjne og bøje sig for Realiteterne. Dernede som deroppe mødes hun af et Menneske i samme tilknappet stejle, Stilling – ubevægelig oprejst inderst inde i Stuen, med Haanden mod Bordpladen. Det er i samme haardt skærende Ord, begge taler om hinanden, uden endog at ville nævne hinandens Navn. Fruen dernede er for den besøgende som et raaddent Æg at have at gøre med, og Replik for Replik mærker Læseren, hvor megen Jalousi og Mistænksomhed og Ondsindethed, der har hobet sig op mellem Søstrene. Og han deroppe modtager hende som en bidsk, lurende Ulv i Bur. Alligevel – naar Borkman taler om Sønnen, bløder der Savn i hans Ord; gennem Hustruens skaanselsløse Omtale af Bankchefen fornemmer man den anstrengte Overvindelse, det koster hende at tale saaledes; og mellem de to Søstre vil nu og da Barndomsfølelserne dirre igennem altsammen. Men Stemmerne forbliver haarde og kolde og Øjet tørt – selv hvor de to Skygger rækker hinanden Haanden til sidst. Denne «forsonende» Slutning er i Tone med, naar det visne Efteraarsløv rasler ned fra nøgne Grene og sejler hen ad graa Vandes Spejl.
Mod denne mørke, kolde Grundtone staar i lysere Afskygninger den drengeforelskede Ungdommens Selviskhed hos Erhart, som flyr fra Stueluften og «Dødningedansen» derhjemme, – den vistnok ikke alt for usympatisk mente Fru Wilton, som efterhaanden vil lede Erharts Studenterforelskelse over paa den lille Frida, – og endelig Foldals komisk-rørende Skikkelse, han som med troskyldig Godmodighed lader sig køre over af Livet og af sin Datters Lykkekaret.
I dette Ibsens nyeste Drama er da de sjælelige Grundtoner afstemte mod hinanden med saa fin og sikker Kunst som nogensinde før. Æmnet er, som før, egenlig et Romansujet: Ibsens Originalitet som Dramatiker er jo netop den, at han først digter en Roman og bagefter dramatiserer den – og lykkes i dette, som aldrig lykkes for andre. Situationen er saa konkret, saa vidtløftig og enestaaende, har saa mange Forudsætninger, som ellers kun den brede Romanform kan rumme det. Tænk, hvor abstrakt og enkel en almindelig Dramasituation er i Sammenligning med «Vildandens» eller «J. G. Borkmans». Og Halvdelen af «Handlingen» er en eller flere Beretninger i Samtaleform om noget forbigangent, ↄ: det er en Roman, der berettes os af dem, der har oplevet den – en Art Videreudførelse af Fremstillingsformen i Brownings «Ringen og Bogen» – kun at Ibsen, som bekendt, forstaar at gøre disse successive Afsløringer af Fortiden til lige saa mange Led i en levende, aktuel Handling. Og saa ved Ibsen at faa den Spændingsgrad frem af enhver Samtale, som gør den til dramatisk Dialog. Hans Mennesker bøjer ikke i en Samtale civiliseret af eller kommer lidt i Møde eller beholder deres Mening for sig selv – som vi andre udramatiske Samtalere. Nej, de er Nordmænd, og de udstiller naivt deres Egoisme med alle dens Kanter; derfor fjedrer Samtalen sig og slaar uafbrudt Gnister. Og alle hans Personer er Resonnører paa en Hals. De tager fast og klart paa alle deres Sjælefornemmelser, analyserer dem i Ord og formulerer dem i abstrakte Ideer. Noget af det naturlige stivner, og noget af Duften forsvinder under denne logiske Behandling. Men man maa nu heri engang tage den Ibsenske Digtning, som den er. Det Ibsenske Drama giver jo overhovedet ikke Livet i dets naturlige Menneskelighed: det tager en meget konkret Situation og leddeler den i sine Bestanddele og uddrager den typiske Almenbetydning af den. Derfor er der ikke i et saadant Drama saa meget af Livets naturlige Flyden som snarere en ledvis Udfoldelse af en Analyse, og af alle de konkrete Forhold udløser der sig visse Almenideer som Ledemotiver. Og som saaledes «Bygmester Solness» bliver tilbage i Erindringen som Digtet om at «bygge Kirketaarne over Hjemmene», om «at raabe paa Hjælperne» og om «Kongeriget paa Bordet», saaledes fortætter «John Gabriel Borkman» sig i Mindet til et Digt om «Malmriget» og «Guldets slumrende Magter», om «at dræbe Kærlighedslivet» og om den Hjertekulde, der dræber.
Der er maaske noget tørt og bart i Ibsens Inspiration denne Gang, men der er lang Aande i den endnu. Og hans Haandelag stivner kan hænde lidt, men det ryster ikke.