Anonym anmelder i Aftenbladet

Kongs-EmnerneChristiania Theater anmeldt i Aftenbladet, 18. januar 1864.

«Kongsemnerne» har som Theaterstykke den Fejl, at det er altfor langt; en Forestilling, der varer fra Kl. 7 til vel 11¾, sætter Tilskuernes Taalmodighed paa en noget stærk Prøve, og om man end med Fornøjelse underkaster sig den for en Gangs Skyld for at kunne se det interessante Arbejde, kan det dog neppe ventes, at nogen Pluralitet af Publikum vil have Mod paa en hyppigere Gjentagelse af en Theateraften paa saagodtsom fem Timer. Opførelsen bekræftede forresten i enhver anden Henseende fuldkomment, hvad vi i en tidligere Artikel have ytret om Stykkets idetheletaget fortrinlige Anlæg og Bygning: det fulgtes fra Begyndelse til Ende med spændt Opmærksomhed. Medens jo enkelte af de vigtigere Roller i «Kongsemnerne» ere meget vanskelige at spille, og Stykkets Udførelse overhovedet ingenlunde er noget let Arbejde, er der paa den anden Side af Forfatteren arbejdet Skuespillerne saameget i Hænderne og bragt saameget ud af selve Stoffet og dets Behandling, Stykket selv byder en saa fast Grundvold for Fremstilling paa Theatret, at man næsten tør sige, at det ved sin egen kraftige Virkning kan bringe Tilskueren til at overse mangt et svagere Punkt i Spillet, uden at det dog hermed skal være antydet, at Udførelsen stod lavere, end man var berettiget til at vente. Tvertimod; thi vel kan det ikke negtes, at der saavel i Udførelsen af de enkelte Roller som i Sammenspillet af og til røbede sig en Usikkerhed, der forraadte, at det var en første Opførelse, man var tilstede ved; mangen Replik tabte ved vaklende eller urigtig Betoning det Træffende eller Fyldige, man ved Læsningen af Bogen har seet i den, og endda oftere hendte det maaske, at hele sammenhørende Rækker af Replikker faldt usammenhængende og uden at synes beregnede paa hverandre, hvorved da som oftest det endelige Point gik tabt; men i det Hele taget forekommer det os dog, at Publikums Bifald ogsaa ved Spillet ved denne Forestilling var bedre begrundet end mangen Gang tidligere, og vi tvivle ikke paa, at det, naar Stykket er gaaet et Par Gange til over Scenen, i det Væsentligste vil have naaet en betegnende Sikkerhed og en Afrunding, der vil gjøre det til en paa vort Theater ikke saa ganske almindelig Fornøjelse at se «Kongsemnerne» opføres. – Hr. Nielsen havde faaet den vanskelige Opgave at spille Biskop Nikolas, og Ingen skal kunne negte, at han havde taget sig af den med en Alvor og Energi, der var Ære værd. Det vil let bemærkes, at Bispen fra Forfatterens Side er holdt saa tvetydig, at han i en mindre forsigtig eller kraftig Skuespillers Haand let kan falde hen i det Komiske eller ogsaa blive modbydelig, begge Dele naturligvis lige langt fra Forfatterens Hensigt og fra den Rolle, Bispen spiller i Stykket. Dette farlige Skjær undgik Hr. Nielsen meget heldigt; han tegnede Karakteren i saa klare og faste Omrids og gjennemførte den med saadan Ro og Bestemthed, at der ingen Tvivl kunde indsnige sig om dens Betydning. Endel af denne Fasthed vandt han dog nok maaske paa Bekostning af den List og Indfulhed, der er saa stærkt fremtrædende hos Bispen, og for hvilken det ikke altid lykkedes Hr. Nielsen at finde det rigtig betegnende og gjennemgribende Udtryk – en Mangel, som vi dog tro, Hr. Nielsen uden Vanskelighed vil kunne rette paa, da den i det Væsentlige ligger i Fremsigelsen af enkelte Replikker, især i de to første Akter. I Hr. Wolfs Hertug Skule beholdt den stærke Helt stedse Overvegten over den sjælesyge Tvivler, der af sin usalige Grublen drives hvileløs frem og tilbage. Det er derfor ganske naturligt, at Hr. Wolfs Spil var heldigst paa saadanne Punkter, hvor det var ham tilladt at glemme Reflexionen, der undergraver Skules Sjælefred, hvor den intense Livsfylde i enkelte Momenter igjen bryder frem i al sin gamle Styrke og atter tager sin Magt over ham og forjager Sygdommen. I Stykkets to sidste Akter forekommer en saadan Opblussen ikke paa mere end et eneste Sted, nemlig der, hvor Peter bringes ham. Men denne Scene spiller da ogsaa Hr. Wolf med en henrivende Kraft og Bevægelse, der hidtil tør kaldes enestaaende inden hans hele Repertoire, og det er sandelig en Sjeldenhed her i Theatret at høre en Applaus falde ind saa aldeles til rette Tid, som den, der brød løs efter det mægtige Udbrud: «Min Søn! Min Søn! Jeg har en Søn! Ha, ha, ha; hvem vil nu staa mig imod!» Næst efter Repræsentanterne for disse to Hovedroller fortjener Hr. Krohn at nævnes som Jatgeir Skald. Fremsigelsen af Kvadet var lidt stiv; men det kan vel være et Spørgsmaal, om ikke Skylden herfor er vel saa meget at søge i Kvadet som hos Skuespilleren. Rollen er liden, men særdeles smuk, og Hr. Krohn spillede den med en Finhed og Hjertelighed, der synes at maatte anbefale ham til at forsøges i andre Roller end «gamle Notarer.» Hr. Gundersens Haakon Haakonssøn var temmelig mislykket. Den ungdommelige Skuespiller mangler endnu den udprægede frie Personlighed, der udfordres til Fremstillingen af denne lyse, sikre Kongeskikkelse, hvis inderste Væsen er Harmoni, og som vandrer sin ujevne Vej saa bent frem, som om han lededes af en Stjerne. Til at spille Haakon tilfredsstillende kræves der en fuldt udviklet Skuespiller, der kan virke ved Mere end Ordets Magt alene, medens Hr. Gundersen jo endnu ikke engang er Herre over dette, som man maa og skal være det paa Scenen. Det, som Hr. Gundersen vel nærmest skulde ventes at maatte have kunnet bringe Noget ud af, skulde være Forholdet til Margrete; men det skred fra hans Side fremad uden synderlig Overgang eller Nuancering, og selv fremtrædende Replikker savnede oftere enhver Farve. Hr. Gundersens Holdning og Bevægelse lod i denne Rolle mere tilbage at ønske end i de fleste øvrige, vi have seet ham udføre. Hr. Abelsted som Peter spillede livligt, ja undertiden fyrigt, men som sædvanlig forstyrrede hans braadstyrtende Diktion med store Slug imellem meget af Indtrykket. Et Spørgsmaal kunde der vel rejses om, hvorvidt den triumferende Tone, hvori han siger sine sidste Replikker, er saa ganske paa sin rette Plads: den fanatiske Stemning, hvori han før har været, er veget og har gjennem den sønderknusende Erkjendelse af hans Vildfarelse og Angeren derover givet Plads for en mildere Bevægelse, der vel snarere vil finde sit Udtryk i en vemodig Inderlighed, der vidner om, at han har gjenfundet Fred med sig selv, end i den Slags Frejdighed, som Hr. Abelsted lagde for Dagen. Hr. Bruns Dagfinn var ligefrem og djerv, men undertiden lidt skjødesløs for en højtbetroet Høvding at være; blandt de øvrige Høvdinger var Hr. H. Bruns Gregorius Jonssøn den bedste, kun at hans Diktion undertiden burde været noget vegtfuldere. – Blandt Damerne indtog Frøken Svendsen den første Plads ved det tiltalende og gjennemførte Billede, hun gav af Margrete; Frøken Parelius syntes ikke at være ret dybt grebet af sin Rolle, skjønt der var heldige Momenter i hendes Spil. Fru Giebelhausens Inga gik ikke synderlig videre end til Replikkernes Ordlyd, det Samme kunde næsten siges om Frøken Bergs Ingebjørg, i hvis Mund der dog er lagt endel Replikker, der ere modtagelige for megen Inderlighed i Udtrykket. At Fru Wolf som Fru Sigrid ikke formaaede at anslaa den Stemning, Rollen er beregnet paa, falder neppe Nogen paa at bebrejde hende, da Rollen aabenbar ligger helt udenfor hendes Omraade og kun spilles af hende i Fru Bruns Sygdomsforfald. – De nye Dekorationer syntes at vinde Publikums Bifald, især Kongshallen i Bergen og Gaden i Oslo i fjerde Akt med Halvardskirken i Baggrunden. I den forvirrede Larm om Slaget var der Forvirring nok, men Arrangementet besad ikke den fornødne Fylde og Klarhed til at kunne frembringe et anskueligt Billede, end sige noget imponerende Indtryk. Et andet Punkt, hvor Arrangementet lod endel tilbage at ønske, var de Scener i Granskogen i Bakkerne ovenfor Nidaros, hvor omtrent Intet var gjort for at fremme Illusjonen i de Begivenheder, der her foregaar; ikke at tale om Gjengangerscenen, der helst maatte foregaa under saa uhyggelige Omgivelser som muligt, ville vi kun minde om Dronningens Tog gjennem Skoven, der kommer Varghelgerne saa nær ind paa Livet, at hendes Ledsagere umuligt kan andet end bemærke dem. Heller ikke forøvrigt var Arrangementet i alle Dele saa ganske ulasteligt; især faldt det flere Gange i Øjnene, at der Intet var gjort for at skaffe Personer, der kunde have enkelte betydningsfulde Replikker at sige, fordelagtig Plads, hvorved Meget kan bevirkes til at give dem den behørige Relief, medens de ere udsatte for at tabe meget af sin karakteristiske Vegt, naar de lyde ud af en Mængde i Baggrunden, der er afsondret fra de egentlige Handlende. Dette gjorde sig især flere Gange gjældende for Bispens Vedkommende. Udtalen af Navnet Ivar Bodde lød dels med aabent dels med lukket o. Ogsaa Udtalen af Nidaros kunde behøve at korrigeres hos et Par at de Spillende.

Bifaldet var stadigt og stærkt. Efter Teppets Fald lød en almindelig Fremkaldelse af Digteren, der, da han viste sig, lønnedes med stormende Applaus. Derefter fremkaldtes Hr. Wolf.

Publisert 9. apr. 2018 10:50 - Sist endret 17. sep. 2018 10:28