Edvard Brandes

Det Kongelige Teaters oppsetning av Kongs-Emnerne anmeldt av Edvard Brandes (under signaturen «Spectator») i Illustreret Tidende i København 17. mars 1872 (Nr. 651, 13de Bind, s. 241).

Det kongelige Theater.

H. Ibsen: «Kongsemnerne».

II.

 

«Kongsemnerne» er sikkert skrevet uden synderligt Hensyn til Muligheden af en Opførelse, og paa en Tid, da Ibsen endnu ikke havde erhvervet sig det sikkre Blik for, hvad der tager sig ud paa Scenen, hvilket han senere i «De Unges Forbund» har viist sig i Besiddelse af. En Monolog som Bisp Nikolas´ paa Dødssengen er i sin urimelige Længde aldeles uscenisk, og den store Mængde af Bipersoner, der, som Dagfinn Bonde og Paul Flida f. Ex., ere saa lidet charakteriserede, at de ved Læsningen næsten svinde ind til blotte Navne, blive paa Scenen kun Bærere af Hovedskuespillerens Repliker. For at kaldes til virkeligt Liv maatte de holdes oppe af ganske udmærkede Skuespillere, og saadanne har man jo sjeldent ved noget Theater i synderligt stort Antal. Dog hvor stærkt man end vil betone Stykkets sceniske Mangler, maa dog Udførelsen paa vort Theater mildest talt kaldes tarvelig. Der skorter paa to Ting: sand psychologisk Fremstilling og Sammenspil. Jeg kan nævne Exempler nok for at bevise dette, men jeg skal her indskrænke mig til at angive et Sted, hvor en Scenes hele Virkning gaaer tabt, fordi de Spillende ikke have forstaaet denne Scenes Idee, hvis man tør vove dette Udtryk, og derfor ikke grunde Sammenspillet paa den. Det er den Scene i første Act, hvor de tre Kvinder i feberagtig Spænding vente paa, hvad der vil blive afgjort paa Thinget. Her bør de korte Repliker siges i aandeløs Hast kun med halvhøi Stemme og følge Slag i Slag ovenpaa hverandre; naar Margrethe da tilsidst halv frygtsom halv triumferende udbryder: «Nu tog de Haakon Haakonssøn til Konge», ville disse Ord kunne lyde med en vis Høitidelighed og føles som en Art Forløsning fra al den Bevægelse og Uro, man har været Vidne til. Ved Sammenspillets Magt skal man igjennem Tonefaldet i de Spillendes Tale kunne ane den voldsomme Bølgegang i de urolige Herskersjæle paa Thinget, og man skal forstaae, hvor betydningsfuld en Begivenhed Haakons Kongevalg er. Her og mangesteds forplanter Skuespillernes Stemning sig ikke til Tilskuerne, fordi Mangelen paa Sammenspil forhindrer disse fra at komme til Illusion. Et Skuespil bør gaae over Scenen ligesom et Musikstykke udføres af et Orchester; dette eller hint Instrument kan paa sit Sted være mere fremtrædende, have en Solo, medens de Andre forholde sig blot accompagnerende, men der maa være een Plan i den hele Udførelse, een Aand maa gaae igjennem den. Ligesom rent fysisk alle Instrumenter skulle stemme med hverandre, saaledes maae de ogsaa aandeligt stemme overeens, Intet maa skeie ud, Alle skulle de følge og rette sig efter Dirigentens Taktstok. Saadan ogsaa paa Scenen. Alle Skuespillerne maae forstaae at underordne sig det Hele, de maae kjende Digtningens Aand og spille i den; over dem maa svæve som en usynlig Taktstok, der overalt leder dem i det rette Spor og lader Ordet fødes paa deres Læber med den rette Klang. Først saaledes kan der være Tale om, at Digterværket kommer til sin Ret. Ved Hjelp af et fortrinligt Sammenspil kan et Skuespil gaae smukt over Scenen, selv om det ikke er besat med Kræfter af første Rang, og dog fortæller man om Skuespillere, der ikke have læst det Stykke rigtigt igjennem, i hvilket de have Roller.

Ved Opførelsen af «Kongsemnerne» i forrige Saison blev Fremstillingens Tarvelighed næsten eenstemmigt constateret af den offentlige Kritik; den mundtlige var dels strengere, dels mildere, kun om eet Punkt herskede der stor Enighed i Publicum, det var med Hensyn til Hr. E. Poulsens Spil. Man fandt det i høieste Grad udmærket, forbausedes over, at den unge Mand havde kunnet skabe sig et saa gammelt Udseende, og beundrede den store Virkning, han udøvede paa Tilskuernes Fantasi. Dennegang troer jeg, at Publicum havde Ret ligeoverfor Kritiken; Hr. Poulsens Bisp Nikolas er en af de ypperste Præstationer, der i lang Tid er seet paa det kongelige Theaters Scene, det er en helt igjennem original Figur, gjennemtænkt i hver mindste Enkelthed og af en overordentlig scenisk Virkning.

Hans Ydre er fortrinligt. Det magre Ansigt med de blege indfaldne Kinder og den tandløse Mund vidne om Sygelighed og Svækkelse; men de dybtliggende Øine, det funklende Blik med dets urolige Paapassenhed viser vel, at Sjælens Kraft ikke er udslukt i det svage Legeme. Bestandigt speide disse vilde Øine omkring og bevogte enhver Talendes Ansigtstræk, som vilde de see ham ind i Sjælen; det synes som om al den geniale Kraft, al den dæmoniske Magt, Bisp Nikolas besidder, er concentreret i dette voldsomme uhyggelige Blik. Fortræffeligt er paa den anden Side Bispens legemlige Afmagt antydet ved hans Gang, der er et helt lille Mesterværk; den indskrumpede, krumbøiede Skikkelse bevæger sig frem i smaa Hop, det er en bestandig Sættentil efterfulgt af en kraftesløs Faldentilbage, symbolsk ligger heri hele Bispens Væsen. Og ligeledes betegner Stemmen paa en meget eiendommelig Maade hans Kraftesløshed og Livets bestandigt svagere Opblussen i det sygelige Legeme. Stemmen har ingen egentlig oldingeagtig Klang, den er ikke tynd, slæbende eller utydelig, det er en fuld stor Stemme og det er lutter Brysttoner, Bisp Nikolas taler i; men paa samme Tid er der en vis Dragen, Hæven og Synken i den, der frembringer et Indtryk af, at det kræver en overordentlig Anstrengelse af ham at tale, og at han hvergang maa samle sin hele Kraft sammen for at faae sagt, hvad han vil. Ved denne Stemme bliver det Hr. Poulsen muligt at fremstille Bisp Nikolas´ Vildskab og Trods med al den Kraft, der fordres, og tillige at give den lange Dødskamp et naturligt Udtryk igjennem denne Talens brudte og dumpe Klang.

Det Gode og Nye ved Hr. Poulsens Spil er dets Realisme. Vi ere ikke vante til at see en tragisk Skuespiller tage mere Hensyn til Naturen end til Skjønheden og Traditionen. Det er dristigt af Hr. Poulsen at fremstille med yderste Troskab den Døendes Bevægelser, hans Famlen med Fingrene paa sine Klæder, hans ynkelige Klynken og Rallen, men naar Sligt forlanges af Digteren, skal det spilles. Hr. Poulsen har opfattet Bisp Nikolas´ Charakteer fuldstændig rigtigt, Grundtrækket i denne er Hadet, og dettes ydre Udtryk er hos ham Haanen; derfor spiller der om hans Mund et bestandigt Smil, der snart er bittert og hvast, snart spottende, snart straalende af dæmonisk Glæde. Ganske i Charakteren er det saaledes, naar han, hvor Jarlens Søster Sigrid i hellig Begeistring forkynder den uheldsvangre Spaadom om Landets Fremtid, betragter hende med et spodsk og haanligt Smil, idet han viser hende til Dagfinn Bonde og med sine Gebærder antyder, at hun er at ansee som afsindig. Denne Spot røber sig forresten paa hans Ansigt hvergang der nævnes Noget, som for de andre Personer hører ind under hvad der er Ædelt og Helligt. Hr. Poulsens hele Behandling af Repliken er realistisk. Fuldstændig rolig Declamation, stærk Fremhæven af hvad der er det Afgjørende i Sætningen og aldeles intet Effectjageri: det er Hovedtrækkene. Et lille virkeligt genialt Indfald skal jeg gjøre opmærksom paa. I Slutningen af anden Act har Bisp Nikolas tirret og fristet Jarlen saavidt muligt, faaet alle de onde Lyster op i ham og bragt ham til det Yderste af Raseri. Da Jarlen er gaaet bort, ender han Acten med disse Ord: «Ja, saa lider jeg Jarlen». Det syntes her at være det Rimeligste at betone Ordet «saa», imidlertid lader Hr. Poulsen hele Sætningens Vægt falde paa «jeg». Man maa høre denne Replik for at forstaae, hvor stor Virkning der opnaaes ved denne Betoning. Igjennem Fremhæven af dette lille Ord traadte Bisp Nikolas´ Personlighed frem med en mærkværdig Tydelighed; man følte, at det var ham, der havde virket paa Jarlen som han vilde, at det var ham, der var hans onde Aand. Betonet paa den første Maade vilde Repliken have kastet et Lys tilbage over Jarlens Væsen i denne Scene, vilde have resumeret den for os ved at vise os den Side af Jarlens Charakteer, som var Bisp Nikolas tilpas. Betonet, som Hr. Poulsen gjorde det, gjør den Bisp Nikolas til Scenens Herre; han staaer for os som Jarlen langt overlegen. Man seer, at han snildt har beregnet deres Sammentræf og har belagt sine Ord for at faae Jarlen paa det Punkt, hvor han kan lide ham, det vil sige bruge ham og føre ham, hvorhen han vil. Man vil maaskee ikke troe, at der kan ligge Saameget i et enkelt Ords Betoning; det er ikkedestomindre sandt, at Repliken, saaledes som den blev sagt, fremkaldte en ganske bestemt Forstaaelse af den hele Scene. – I Rollen kom da som sagt Alt til sin Ret, kun kunde man maaskee ønsket hist og her anvendt et Stænk af præstelig Salvelse, der havde bragt nogen Afvexling ind i Bispens mange Kraftrepliker. Endnu skal jeg blot gjøre opmærksom paa Hr. Poulsens stumme Spil i Dødsscenen, i Særdeleshed der, hvor han, medens Dagfinn Bonde og Inga tale sammen, nærmer Thrond Præsts Brev til Ilden og atter fjerner det, uden at kunne bære det over sit Hjerte at brænde det. I hans Aasyn stod Bispens fortvivlede Kamp med sig selv tydeligt at læse.

Som Bisp Nikolas har Hr. Poulsen aflagt en ny Prøve paa sit omfangsrige Talent og har atter godtgjort sin Berettigelse til at bruges i alvorlige Charakteerfremstillinger. Hvorfor anvender man da ikke hans Begavelse? Der er flere Shakspeareske Roller, han burde spille, f. Ex. Shylock i «Kjøbmanden fra Venedig», som jo for kort Tid siden stod paa Theatrets Repertoire. Han vilde ogsaa kunne blive en i mange Henseender fortræffelig Hamlet, hvis Theatret vilde forsøge sig paa dette Stykke, Noget, som dets Skuespillere kunde drage megen Nytte af. Man tildeler ham en Mængde ubetydelige Roller, som han spiller meget godt, men som ikke bidrage til hans konstneriske Udvikling. At de ere af høist forskjellig Art kan være meget rigtigt, men at han i hele denne Saison kun har haft tre alvorlige Roller (Grønholt, Jachimo og Grib), der alle falde lige i dens Begyndelse, er en Uret baade mod ham og mod Publicum. Saalænge Theatret regeres med de samme æsthetiske Principer som nu, maa man alvorligt raade de gode Skuespillere til at gjøre Skrue og tiltvinge sig deres konstneriske Ret til betydelige Opgaver; gjøre de det ikke, vil dog tilsidst deres Talent svækkes, thi selv den største Skuespillerbegavelse trænger bestandigt til at pleies med store og nye Opgaver for at naae sin fulde Udvikling.
 

Spectator.
Publisert 5. apr. 2018 11:28 - Sist endret 17. sep. 2018 10:31