Marcus Jacob Monrad

Kongs-Emnerne anmeldt av Marcus Jacob Monrad i Morgenbladet i Kristiania 14., 21. og 24. januar 1864 (No. 13, 20 og 23, 46de Aarg.).
(14. januar 1864)

Literatur.

Kongs-Emnerne.   Historisk Skuespil i fem Akter af Henrik Ibsen.   Christiania.   Johan Dahls Forlag 1864.

I.

Gjenstanden for dette Skuespil er væsentlig Hertug Skules Forhold til Kong Haakon Haakonsøn; thi de øvrige «Kongs-Emner,» Sigurd Ribbung og Guthorm Ingesøn ere kun tilstede i de første Scener for strax og saagodtsom sporløst at forsvinde. Derved har Stykket unegtelig vundet i Handlingens Enkelthed og Overskuelighed; ja det kan endog være Spørgsmaal om det ikke havde været bedre, at Sigurd og Guthorm ikke engang havde optraadt, hvorved der dog, især naar man tillige tager Hensyn til Stykkets Titel, vækkes Forventning om, at de ogsaa skulle spille en Rolle i det Følgende.

Mærkværdigt nok er Hertug Skules Opstand og Fald samtidigt gjort til Gjenstand for et Drama af A. Munch; men da dette er trykt i Kjøbenhavn og paa Grund af Dampfartens Standsning Exemplarer endnu ikke have været at erholde her, maa vi gjøre Afkald paa enhver Sammenligning, saa interessant den ellers maaskee kunde være, og fordetførste kun holde os til Ibsens Stykke.

Dette begynder med Inga Kongemoders Jernbyrd og det paafølgende Rigsmøde i Bergen og slutter med Skules Fald. Det omfatter saaledes et temmelig betydeligt Tidsrum; thi hiin Jernbyrd foregik 1218 og Skule blev dræbt 1240. Om man nu end ikke hylder nogen udelukkende Doctrin om de saakaldte aristoteliske Eenheder, saa maa man dog indrømme, at et saa stort Tidsomfang altid er betænkeligt: ialfald medfører det den Uleilighed, at der ogsaa i de følgende Akter udfordres adskillig ny Exposition for at gjøre Rede for den i den lange Mellemtid forandrede Situation. Derved skeer et Afbræk i Handlingens Selvtilstrækkelighed; naar Situationen engang var given og forklaret, skulde alt det Følgende være klart i sig selv. Rigtignok kunde da neppe sammenbringes saa meget historisk Stof; men Tilbøieligheden hertil ansee vi netop som en betænkelig Tendents i vor Tids historiske Dramer, der ofte altfor meget lægge an paa at være etslags dramatiseret Historie.

Imidlertid skal det strax erkjendes, at Stoffets Mangfoldighed i nærværende Skuespil endog er mindre overvældende end f. Ex. i Hærmændene, og det har ogsaa lykkets Forf. forholdsvis meget godt at slippe over de lange Mellemtider og trods disse at give Indtrykket af en nogenlunde sammenhængende Handling, der gjennem charakteristiske Stadier skrider naturligt frem.

Digteren har saaledes ogsaa medrette i den dramatiske Sammenhængs Interesse taget sig visse Friheder med Historien, f. Ex. slaaet sammen de tvende Rigsmøder i Bergen 1218 og 1223 (eller om man vil: forlagt Kongemoderens Jernbyrd til det sidste istedetfor det første). Ogsaa Hertugens Forhold til Andres Skjaldarband er fremstillet ganske anderledes end ialfald i Munchs Historie, da Ibsen lader Skule modsætte sig Andress Afstraffelse, medens Skule efter Munch netop synes at have ønsket denne. Til disse og lignende Forandringer, hvoraf Handlingens Anskuelighed og Forbindelse høster Nytte, ville vi ingenlunde bestride Digterens Beføielse. Mindre forsvarligt turde det være, at han i Forhandlingerne angaaende Retten til Kongedømmet, hvor Argumenternes historiske Korrekthed er af Vigtighed, lader Haakon uimodsagt og ganske unødigt sige en Usandhed, nemlig ved at benegte, at der er baaret Jernbyrd for at Erling Steinvæg var Kong Magnuss Søn. Denne Jernbyrd var nemlig foregaaet i Tunsberg 1204 under Kong Valdemars Nærværelse, og Biskop Nikolas havde selv indviet Jernet (See Munchs Historie III. S. 468). Dog er ogsaa dette en Ubetydelighed og Digteren forudsætter et Publikum vistnok med almindelig historisk Bevidsthed, men ikke med specielle historiske Kundskaber. Det kommer saaledes væsentlig kun an paa, at Situationen idethele er sand, at Hovedcharaktererne, forsaavidt de ere bekjendte historiske Personer, ere stillede i det rette Lys og Handlingen efter Aristoteless træffende Bestemmelse saadan som den (efter de givne Forholde) kunde være skeet. Med et Ord: det gjælder, at den rette historiske Colorit er bevaret, og i denne Henseende forekommer Stykket os idethele at fortjene Roes. Hvad Hovedpersonerne angaar, Kongen og Hertugen, da forekommer disse os især den Sidste at være vellykkede historiske Portræter. Med Skules Charakteer, saadan som den i Stykket fremtræder, tro vi det vil være interessant at sammenligne den mesterlige Skildring i Keysers Kirkehistorie (I. S. 364), som vi derfor skulle tillade os at hidsætte. «Skule var herligt udrustet baade paa Sjæl og Legem; han besad baade Aandsdannelse og Klogskab og Mod. Men med alt dette manglede der ham sand Redelighed og en fast Villie. Hans Ærgjerrighed havde vundet for stort Raaderum i hans Hjerte; den havde engang forespeilet ham Kongedømmet som hans Stræbens Maal, og dette Billede kunde det aldrig lykkes ham at faa udslettet, skjønt han meer end een Gang synes at have været paa god Vei dertil. For at fyldestgjøre sin Ærgjerrighed lokkedes han af sin indre Drivt letteligen hen paa uærlige Veie, og det saameget meer, som hans Øre altid var aabent for egennyttige, listige og sødttalende Smigreres Indflydelser. Han var da dristig, ja vel endog fremfusende i at udkaste underfundige, forræderske Planer; men naar det kom til deres Udførelse, da vaklede han, vistnok ikke af Mangel paa Mod til at imødegaa den ydre Fare, men fordi hans bedre Følelse i det afgjørende Øieblik skræmte ham tilbage fra en vanærende Nidingsdaad. Naar Kongen havde hans Øre, bøiede han sig for dennes aabne, ærlige og kraftfulde Sindighed, idet han skammede sig for sin egen Underfundighed ligeoverfor Haakons uskrømtede Velvillie. Men naar han fjernet fra Kongen var omringet af dennes hemmelige Arvefiender blandt Norges geistlige og verdslige Høvdinger, da lyttede han igjen altfor gjerne til disses Forestillinger, som smigrede hans Ærgjerrighed.» Træk for Træk passer denne Charakteristik paa Ibsens Skule, en Overeensstemmelse som er desto interessantere, da Digteren overhoved neppe har benyttet det keyserske Verk.

Men Skules Charakteer faaer i Stykket en endnu dybere Betydning ved den eiendommelige Modsætning til Kongen og ved sit Forhold til Stykkets egentlige Idee. Haakon er aabenbart det rette og egte Kongs-Emne. Han har ikke alene den guddommelige Ret til Kongedømmet, imod hvilken alle andre Prætensioner ere ubeføiede, men ogsaa et guddommeligt Kald dertil og derhos hvad der næsten synes at være det Vigtigste en aldeles urokkelig Tro paa sin Ret og paa sit Kald. Han alene har en virkelig Kongetanke den om alle Partiers og Landsdeles Ening til eet Folk og han er sig bevidst at han alene er den Mand, hvem Tiden kræver. Og fordi han i Kronen ikke seer noget Maal for personlig Egennytte eller Ærgjerrighed thi «da kunde det hænde, han ikke vilde kjøbt den saa dyrt» men netop et Kald og en Pligt, har han ogsaa Mod og Selvovervindelse nok til at offre «Alt derfor, tilsidesætte Følelser og bryde Forholde, der ligger hans Hjerte nær. Saaledes maa ogsaa Alt lykkes for ham, idet han stedse handler med udeelt Sjæl og i fuld Fortrøstning til sin retfærdige Sag. Skule er nu fast i Eet og Alt et Modstykke hertil, netop i udmærket Forstand et uegte Kongs-Emne, ingen Repræsentant for den dybere nationale Udvikling, men et overfladisk Resultat af den gjærende Tid og de usikkre Forholde, hvor en tvivlsom Slægtforbindelse gjorde det muligt for enhver dristig og begavet Æventyrer at tragte efter Kronen. Skule er ikke uden glimrende Egenskaber, men de manglede det samlende Holdepunkt i et bestemt objektivt gyldigt Kald og blive saaledes kun Midler for en huul, personlig Ærgjerrighed. Han vil være Konge ikke for derved at udrette Noget men egentlig kun for at lege Konge, han har ingen virkelig Kongetanke, men vil kun bemægtige sig en fremmed Tanke, der imidlertid aldrig kan bære virkelig Frugt i hans Aand. Istedetfor Tro paa sig selv og sin Ret, har han kun Tvivl, der betager ham al Holdning, kaster ham fra den ene Stemning i den anden og lammer alle hans Foretagender. Han har ingen Idee, der kan føre til afgjørende Offre; han tør aldrig handle afgjørende, men tager stedse Hensyn og søger stedse at holde sig en Udvei aaben; derfor afbrydes Spidsen af alle hans Beslutninger og Alt maa tilsidst mislykkes for ham. Bisp Nicolas træffer fra sit Standpunkt Sømmet paa Hovedet, idet han siger: «Det er Forbandelsen, som har ligget over Eders Liv. I vil vide hver Vei aaben i Nødsfald I vover ikke at bryde alle Broer af og kun beholde een igjen, værge der alene og seire eller falde der. I stiller Snarer for Eders Uven, I bygge Fælde for hans Fod og hænger hvasse Sverd over hans Hoved. I strør Givt i alle Fade og I har hundrede Garn ude, men vil han ind i eet af dem, saa vover I ikke at trække i Traaden; griber han efter Givten, saa tykkes det Jer tryggere at han falder for Sverd; er han ved at lade sig fange om Morgenen, saa finder I det bedre, at det skeer ved Kveldstid.»

Skules Mangel paa en berettiget Idee gjør ham idethele til et Rør, der bevæges hid og did af Vinden. Han er af Naturen bestemt til Afhængighed og vilde, som Haakon rigtigt føler, kunne bleven et ypperligt Redskab i dennes Tjeneste. «I har», siger Kongen, «alle Sindets ypperlige Gaver, Kløgt og Mod, I er skabt til at staa Kongen nærmest, men ikke til at være Konge selv.» Mange Gange har han ogsaa en Følelse af Kongens Overlegenhed og af at denne er den rette; det er saaledes rørende at høre ham glæde sig over, at han hos Haakon har seet «Sverres Øine», da han talte. Men dette bliver kun ustadige Glimt af hans bedre Natur, der igjen maa vige for Tvivlen og Egoismen. Paa Grund af hans Uselvstændighed er det i sin Orden, at han ogsaa for disse Følelser maa finde en ydre Støtte og Biskop Nikolas bliver hans virkelige onde Genius. Ligeledes maa han som den, der ikke har noget Maal i sig selv, hungrigen søge efter et ydre Maal at virke for, hvilket han tilsidst finder i en Søn, den unge Præst Peter. Begge disse staa i et eiendommeligt, og som det forekommer os, sindrigt opfattet Forhold til Stykkets Hovedidee og hele Økonomie, hvorom vi endnu i en følgende Artikel skulle tillade os nogle Antydninger.



(21. januar 1864)

II.

Vi have allerede udhævet, at Skules Grundfeil er Mangel paa virkeligt Indhold og deraf følgende Ubestemthed, Tvivl, Vankelmodighed. Han vakler, kan man sige, mellem det Gode og det Onde. Nu er vistnok denne Vaklen selv af det Onde, men for at dette som saadant skal udtræde i Handling, føre til et Fald (og derigjennem til Forsoning), maa der dog en Bestemmelse til, og denne maa hos den Vaklende anspores og støttes udenfra, af en Personlighed, hos hvem det Onde er blevet et bevidst Princip og en bestemt Viljesretning. En saadan Personlighed er i Stykket Bisp Nikolas. I Skule gjentager sig igrunden Adams Syndefald, og Nikolas spiller ganske Slangens Rolle. Det er saaledes ikke for Intet, at Nikolas udtrykkeligt, men ligesom uvilkaarligt, minder om den første Oprører mod Gud, ligesom han idethele gjør Indtrykket af en saa udpræget Djævelens Udsending, som det vel er muligt at tænke sig. Om denne Charakteers psychologiske Sandsynlighed i og for sig skulle vi strax nedenfor udtale os; fordetførste betragte vi den kun i Forhold til Skule og hans Udvikling. Af hiin decideret onde Vilje bliver nu ogsaa Skule væsentlig bestyrket i sine onde Attraaer og bestemt til den onde Handling. Paa den anden Side er den meest afgjort onde Aand dog kun en Oprørsaand, men forresten naturligviis uden positivt Indhold, altsaa tilsidst en Ubestemthedens, Uafgjorthedens, Tvivlens Aand og saaledes bestandig i Modsigelse med sig selv. Den kjæmper stedse kun mod enhver Kraftens Koncentration, enhver afgjort Overvegt af et Princip eller en Personlighed, mod enhver Orden og Lov og vil kun en evindelig Fortsættelse af Røre, af Tvivl og Tvist. Nikolass høieste Ønske er kun selv efter Døden at vedblive i den fortsatte Vext af den Tvedragtens Sæd, han har udsaaet. Hvad han altsaa kan give Skule, er kun en vis Modning af hans enkelte onde Forsætter og forresten Næring af hans spredte Væsen; virkelig Tro og Enighed med sig selv kan han ikke give ham; thi den er overhoved uforenelig med det Onde. Saaledes kommer Skule kun dybere og dybere ind i Selvmodsigelsen. Naar han netop vil tage sig sammen og vise Fasthed, «bryde alle Broer af,» saa er det stedse i Utide og fører til hans Ruin.

Overhoved er det kun det Gode, den positive Idee, som medfører virkelig levende og organisk Konsekvents, bøielig og dog urokkelig, medens det Onde ialfald kun formæler sig med et Vrængebillede af Fasthed, den blinde og skjøre Haardnakkenhed. Den i sig selv vaklende og feige Hensynsfuldhed, som er det Ondes Væsen, slaar helst om i en dumdristig Hensynsløshed. Hvad der saaledes er et Moment i Skules Charakteer og Handlinger, træder ogsaa ligesom legemliggjort ud i Sønnen Peters Person. Vi have allerede henpeget til Skules charakteristiske Trang til en Søn, for hvem han kan virke og i hvem han kan see sin tilkjæmpede Magt fortsat. Thi han virker jo kun for sin, for det dødelige Individs Magt og Anseelse, ikke for nogen udødelig Idee. Man mindes her uvilkaarligt om den dybsindige platoniske Tanke, ifølge hvilken den laveste Form af Kjærligheden, der egentlig er en Stræben efter Udødelighed, netop seer sig tilfredsstillet ved Slegtens Forplantelse, fordi Individernes Succession er det nærmeste sandselige Billede egentlig et Vrængebillede paa det Evige. Istedetfor en kongelig Idee, træder kun et nyt formeentligt Kongs-Emne, ligesaa tomt, som det forrige; vi have her Kongedømmet i dets Udvorteshed, dets slette Uendelighed. Og for end mere at betegne det Uegte og Ulovlige derved, er Peter ikke alene en uegte Søn hvilket efter hiin Tids Begreber ei har saameget at sige , men avlet i aabenbart Egteskabsbrud. I Skules Kjerlighed til denne Søn er der ogsaa noget Blindt, Voldsomt, Lidenskabeligt; ogsaa den er et Vrængebilled af den egte Faderkjærlighed. Paa den anden Side er ligeledes Sønnens Hengivenhed for Faderen ganske blind og overstadig. Han tager Intet i Betænkning, der er ham Intet helligt ligeoverfor Faderens Planer og Interesse, og han bliver saaledes et blindt Redskab for de daarligste og formasteligste Handlinger. Har Skule ellers bittert følt Mangelen paa Tillid hos andre Mennesker, saa har han her til Gjengjæld vundet en Tillid, der ganske uden Hensyn til Ret og Uret, Klogt og Uklogt, blot klynger sig til hans abstrakte Person. Denne blinde isandhed uegte Tillid og Hengivenhed danner ogsaa et interessant Modstykke til den, som Haakon finder hos sin Egtehustru. Den sættes paa den haardeste Prøve, da Kongen fælder Dødsdommen over hendes Fader, men hun knæler ned for Kongen, kysser hans Haand og siger: «Min Husbond og høie Herre, du dømmer retfærdigt

Bisp Nikolas og Prest Peter betegne saaledes ligesom de tvende Yderpunkter af Skules Charakteer, forsaavidt som han er det uegte Kongsemne, den Ene nemlig fortrinsviis den aandelige, den Anden den kjødelige Side. Den ene indblæser ham Motiverne til hans onde Handlinger, fører disse saaledes op til sine Forudsætninger, til saaat sige det Ondes metaphysiske Rod; den Anden bliver Midlet til Handlingernes Udførelse og paa en vis Maade et Udtryk af det Ondes fysiske Existents og Følger. Hermed stemmer, at den Første er virksom i Stykkets Begyndelse og aftræder, naar han vel har udsaaet sin Dragesæd; den Anden optræder senere netop som en Personifikation af dennes Vext og Modning, hvorved Katastrophen fremskyndes.

Begge ere forresten temmelig abstracte, typiske Charakterer, der have sit personlige Midtpunkt i Skule, ere saa at sige ydre Reflexer af hans indre Væsen og tjene saaledes omvendt til at stille hans Udvikling og Fald i sterk Belysning. Dog mangle de heller ikke i sig selv phychologisk Motivering og Anskuelighed. Peter forstaaes ganske let. Han er et heftigt og temmelig eenfoldigt ungt Menneske, der er gaaet op i en fix Idee, til hvilken han er baade fød og opdragen. Vanskeligere og kanskee noget betænkelig er Nikolas. Et Menneske, der med fuld Bevidsthed er gaaen saa aldeles op i det Onde, ja en Christenbisp, der ligetil dyrker Djævelen, synes maaskee unaturlig, og Skule synes at have Ret, naar han spørger, om Nikolas er mere eller mindre end et Menneske. Dog ville vi bemærke Følgende. Paa den ene Side giver Nikolas selv en ganske god Nøgel til sin Charakteer, idet han forklarer, hvorledes en brændende Tørst efter Magt og Anseelse, forbunden med naturlig Feighed har efterhaanden udhulet og forbittret hans Sind. Dernæst stemmer Djævletilbedelsen ialfald ganske vel med Middelalderens, om end ikke med vore Forestillinger. Den katholske Middelalder er idethele Extremernes Tid. I en krass Gudsdyrkelse og Dogmets Sneverhed gjorde, at Spor af en mere uafhængig Tænkemaade let fik Udseendet af at være Djævelens Gjerning, ja kastede den Dristige selv undertiden ind i en Fortvivlelsens Trods, saa at han selv indbildte sig at staa i den Ondes Sold. Med Helgenlegenden gik Trolddoms-Sagnene Haand i Haand; ja Troldmænd og Troldkvinder stempledes ikke alene af Folkets Overtro, men ofte endogsaa af sin egen. Den katholske Kirke, der vilde være et kjødeligt Gudsrige paa Jorden, forudsatte som sin Modsætning et ligesaa haandgribeligt Dæmonernes Rige, og selv paa de helligste Steder dreve Dæmonerne sit Spil. Man savner saaledes ikke Exempler paa, at selv Præster og Biskopper mistænktes for Trolddom eller idethele for at staa i den Ondes Sold. Bisp Nikolas er altsaa forsaavidt ikke urigtigt opfattet i Tidens Aand. Dette kan ogsaa paaberaabes med Hensyn paa, at han efter Døden optræder som Gjenfærd. Og det er ganske sindrigt og igrunden dybsindigt, at de usalige Aander have sine Provindser anviste paa Jorden etslags hierarchisk Organisation, der danner Modbilledet til den katholske Kirke. Alligevel vil man udentvivl finde, at Spøgelse-Scenen er sat altfor livagtig og nærgaaende; man taaler neppe at see et Spøgelse saa aldeles hjemme og ligesom rodfæstet midt i Realitetens Verden; saadanne overnaturlige Aabenbarelser maa kun vise sig som enkelte Glimt eller idetmindste stilles i en egen Tryllebelysning eller omgives med et Skjær af Tvetydighed (som f. Ex. Aanden i Hakon Jarl). Her er imidlertid Intet af dette; Nikolass Gjenfærd optræder uden videre paa Scenen som en anden handlende Person, og Skule yttrer ikke engang nogen synderlig Forbauselse over at see ham. At Gjenfærdet taler paa Vers, forslaar ikke, da det ialfald kun var det Heles lyriske Holdning, der kunde danne tilstrækkeligt Underlag for det Overnaturlige. Bedre havde det saaledes været, om det hele Stykke havde været i Vers, hvorom senere.

Denne Spøgelse-Scene danner forresten et ganske væsentligt Vendepunkt i Stykket, da den netop bevirker et Omsving i Skules Tanker, hvorved den endelige Forsoning grundlægges. Men i Motiveringen af dette Omsving synes Forf. os at have været mindre heldig end i Fremstillingen af Faldet. Det er ganske rigtigt tænkt, at det er det Ondes Konsekventser som tilsidst skal blive afskrækkende, ligeledes, at i Kjerligheden til Sønnen dog er en Gnist af det Gode, hvoraf den bedre Erkjendelses Lys engang maa fremgaa; det er saaledes ogsaa i sin Orden, at det Dæmoniske, netop i det det aabenbart angriber denne Hjertets inderste Helligdom, fremkalder hiint Apage Satanas, for hvilket det maa vige. Disse Momenter ere vistnok tilstede, og en forstandig Læser kan læse det Fornødne mellem Linierne; men det forekommer os, at han ikke tydeligt nok læser det i Linierne. Hvad Nikolas stiller Skule i Udsigt er jo ikke Andet, end hvad Denne selv hele Tiden har stræbt efter, nemlig at hans Søn efter ham skal blive Konge i Norge. At dette kun kan ske med Sønnens Sjæls Fortabelse hvad her er Hovedsagen træder ikke frem med større Klarhed end før, og det indsees ikke let, hvorfor Skule netop her pludselig faar Øinene op for dette. Naar han nu med Eet siger: «Ha! nu skjønner jeg dig!» saa skjønner han Noget, som Tilskuerne af det nærmest Foregaaende ikke have saa ganske let for at skjønne, uagtet det vistnok i sig selv har sin Rigtighed. Medens der forresten i den psychologiske Motivering er en mønsterværdig Klarhed og Grundighed, beklage vi saaledes, at der paa dette Vendepunkt ikke falder ganske tilstrækkeligt Lys. Det skal alligevel erkjendes, at denne Opgave ingenlunde var let at løse; thi den Onde maa paa den ene Side bruge Omsvøb og tilsløre sin egentlige Plan, og paa den anden Side skal denne dog paa et vist Punkt springe frem med slaaende Klarhed, saa at han altsaa aabenbart fanger sig i sin egen Kløgt. Men hvorledes dette nærmere skulde skee, kunne vi naturligviis ikke sige Digteren.



(24. januar 1864)

III.

Det vilde blive for vidtløftigt, om vi vilde tage for os alle Stykkets Charakterer og vise deres Forhold til hinanden paa samme Maade, som vi have gjort med den omhandlede efter vor Mening især betydningsfulde Gruppe. Vi frygte endog, at en stor Deel af vore Læsere neppe ville være os taknemmelige, fordi vi «forgive dem med Philosophie;» thi for den Sætning, at en virkelig Indsigt i et Kunstværks Natur og en derpaa bygget grundig æsthetisk Kritik ikke er mulig uden Philosophie, torde det vel være formeget forlangt at vente almindelig Anerkjendelse. Ialfald maa man indskrænke sig til smaae Doser, og vi indstille derfor for denne Gang idetmindste al videre psychologisk Analyse, saa interessant den end kunde være i sig selv. Thi det maa tilføies, at Stykket efter vor Formening netop har sin Hovedstyrke paa det psychologisk-moralske overhoved paa det subjektive Omraade, medens den objektive historiske Situation forholdsviis er tilbagetrædende. Det er fornemmelig et Charakteer-Stykke. Ikke som om der skulde mangle historisk Costume eller Colorit, hvis Sandhed og Livagtighed vi jo allerede have indrømmet. Men de objektive historiske Magter ere i Motiveringen forholdsviis mindre betonede. De handlende Charakterer have vistnok i Formen historisk Præg, men hvad deres objektive Indhold angaar, sees de ikke at have synderligt Hold i Tidens almindelige Ideer og Tilstande. Kongen, som en Repræsentant for det ægte Kongedømme, har vistnok, som bemærket, en «Kongetanke», den at forene Landets stridige Partier og Interesser i een samdrægtig Folkeaand, og viser sig saaledes som Bærer af en vigtig reformatorisk Idee. Dog denne Tanke fremtræder kun i enkelte leilighedsvise Yttringer og sees ikke at danne noget egentligt Tyngdepunkt for hans Charakteer og Handlinger eller at indeholde nogen væsentlig Grund til hans Skjebne. Bisp Nikolas veed meget godt, at det, der gjør den lykkeligste og største Mand, det er, at «Tidens Krav kommer over ham ligesom i Brynde, avler Tanker, dem han ikke selv fatter og peger for ham paa den Vei, han ikke selv veed hvor bærer hen» osv. Det er klart, at baade han og Digteren her have tænkt paa Haakon; men netop dette har i Handlingens Gang ikke faaet fuld Anskuelighed. Haakon selv tror, at han alene er Manden til at fyldestgjøre Tidens Krav; Tilskueren tror det maaske ogsaa, men seer det ikke egentlig, uden ialfald deraf, at alle Haakons Foretagender lykkes; men her kommer man ikke udaf Cirkelen og Resultatet er en mystisk Forbindelse mellem Aarsag og Virkning, der æsthetisk betragtet væsentlig er af lyrisk Art. Hvad Skule angaar, da ligger det saa at sige i Sagens Natur, at han ikke har noget Holdepunkt i den historiske Udvikling. Han er jo netop kun en Repræsentant for den tomme, løsrevne Subjektivitet. I Modsætning til Haakon, der har grebet den nye Tanke om Partiernes og Landsdelenes Ening, slutter han sig vel nærmest til den bestaaende Splidagtigheds Aand; det kunde saaledes synes at ligge nær at gjøre ham til en Repræsentant for det gamle Aristokrati og dets separatistiske Tendentser; han kunde da være bleven en tragisk Figur, der var falden med sin Idee mod det fremskredne Kongedømme. Men saaledes er ialfald Stykkets Skule ikke anlagt. Han er ingen tragisk Helt, fordi han ikke har nogen Idee at falde for. Han er ingen Sværmer for Stormandsvældet eller Provindsernes Selvstændighed; meget mere søger han endog, som berørt, at tilsnige sig Haakons «Kongetanke», men kun som et Middel til sin egen Ophøielse. Paa ingen Side har han derfor nogen Rod i Folkelivet, men hans Magt og Indflydelse beror udelukkende paa hans individuelle Begavelse og andre tilfældige Omstændigheder. Derfor staar den ogsaa paa saa svage Fødder, at den saa at sige kan omstyrtes af et Vindpust.

Dog der ere vi jo af Vanvare og trods vort priselige Forsæt igjen komne ind i den psychologiske Analyse. Men Meningen var nu kun at fremhæve, at Skule staar i et meget løst Forhold til den historiske Situation. Der er Intet, der med ham staar eller falder; hvad der foregaar, er kun hans Udvikling og Skjebne, ikke nogen egentlig betydningsfuld historisk Begivenhed. Medens Hovedvegten er lagt paa det Subjektive, er Skules endelige Overvindelse og Tilintetgjørelse som historisk Begivenhed betragtet forholdsviis svagt motiveret. Nylig var han jo idetmindste i Nidaros almægtig og havde Bymændene fuldstændigt paa sit Parti; nu staar han pludselig forladt af Alle. Hvorfor? Fordi han har lidt et Nederlag i Oslo? Men hvorfor og hvorledes er da Haakons Tanke om Landsdelenes Solidaritet allerede bleven til en saa kraftig Virkelighed? Man vises hen til Peters formastelige Kirkeran, der virkelig synes at gjøre det afgjørende Udslag. Men det er ganske episodisk behandlet, og Stillingen synes desuden alt i Forveien væsentlig tabt. Tilsidst faar man da kun det lyriske Indtryk af, at Skules Magt er henveiret, fordi den i Almindelighed manglede Rod og fordi han tabte al Tro og Tillid til sig selv. Dette er ganske rigtigt og sandt, men det er Lyrik, eller om man vil: Metaphysik, ikke egentlig udvortes, anskuelig Historie.

Netop i Følelsen af, at Stykkets Hovedperson har saa liden Rod i den reelle Historie, har Digteren udentvivl med rigtig Takt, og fra en anden Side dog med egte middelalderlig Tankevending, gjennem Bisp Nikolas viist hen til det Ondes overnaturlige Rod, til «Ondskabs Aander under Himmelen». Stykket har derved faaet et vist, om man saa maatte udtrykke sig, apokalyptisk Præg og man kan et Øieblik mindes om Middelalderens saakaldte Mysterier. Vi sige dette ikke for at dadle Stykket, men simpelthen for at charakterisere det, thi ogsaa denne Art har sin Berettigelse. Men rigtignok er det vor Mening og vi komme nu til vor vigtigste Ankepost imod dette idethele vellykkede Arbeide at jo mere det har af den af os betegnede Art, desto mere krævede det versificeret Behandling. Vi ere overhoved ikke langt fra at ansee det som et moderne Uskik, at det høiere historiske Drama viser sig i prosaisk Dragt; det er ialfald kun en høi Grad af historisk Realisme ja maaskee en saa høi Grad, der væsentlig udelukker den poetiske Opfattelse der kunde betinge Anvendelsen af det prosaiske Hverdagssprog. I det historiske Drama skulle vi jo i Regelen være løftede over det Hverdagsligt-Reelle; der spilles paa en Skueplads, der ligger høiere, end den, hvorpaa vi, Tilskuerne, med vore sædvanlige Tanker og Idrætter befinde os. Netop til her at frembringe en sand, harmonisk Illusion er det metriske Sprog et væsentligt Middel, hvorimod det er en ganske falsk Tanke at ville forhøie Illusionen ved at lade Heltene tale i Prosa, fordi de nemlig have talt saa i Virkeligheden. Eller skulde man maaskee i Illusionens Interesse lade dem snyde sin Næse paa Skuepladsen, fordi de utvivlsomt ogsaa have gjort dette i Virkeligheden? Saameget mere er den af Versesproget baarne høiere Scene nødvendig, hvor Handlingen endog forlader Historiens faste Bund og bliver tildeels mystisk og phantastisk. Alene paa en Scene, der allerede ved sin Form aabenbart tilhører Phantasien, kan det Overnaturlige faa etslags Naturlighed, hvorved det kan gribe harmonisk ind. Paa Realitetens flade Mark og der hvor Forstandens Sprog (og dette er jo Prosaen) tales, er alt Overnaturligt kun en latterlig Uting.

Naar Ibsen, der dog har viist, at han er Versekunsten fuldkommen mægtig, alligevel i sine historiske Dramaer synes at forsmaa den, ligger det nær, at han virkelig maa tro hertil at have gyldig Grund. Og vi tage neppe feil ved at mene, at han fornemmelig har ladet sig lede af Hensyn til vor Skueplads, som han mere end nogen Anden har Anledning til at kjende. Thi det er vistnok saa, at vore Skuespillere, der ere opammede med Vaudeviller og franske Spektakler, i Regelen ikke kunne sige Vers saaledes, at dem skeer deres Ret. Dette kommer maaskee tildeels deraf, at vort første Theater væsentlig kun har været et kjøbenhavnsk Sekond-Theater, og det er bekjendt, at man paa Sekond-Theatre aldrig kan sige Vers. Ja man har her endog hørt anføre som formelig Regel, at «Vers skulle siges som om det var Prosa.» Og hvorfor skulde saa Digteren gjøre sig den Umage at skrive Vers, naar de saa alligevel ikke maa høres? Men Sagen er, at Regelen naturligviis er desperat og kun betegner en Fordærvelse og Forsluskelse (s. v. v.) ved Theatret som udentvivl ved en stor Deel af dets Publikum, og som den sande Digter, istedetfor at føie, snarere skal modarbeide af alle Kræfter. Han har kun at fyldestgjøre Kunstens Fordringer uden Afprutning og maa ikke lade sig afskrække ved, at han i lang Tid maaske synes at spilde sin Møie. Har Publikum maaske under Tidens Slaphed eller falske Naturligheds-Jagt for en Deel tabt Sandsen for Vers og da ganske vist ogsaa for en høiere stiliseret Fremstilling overhoved ; saa er det netop paa høi Tid, at denne Sands igjen vækkes, og dertil maa Theatret efter yderste Evne stræbe, hvis det ikke i al Evighed blot skal vedblive at være et Vaudevilletheater.

Det maa, alligevel indrømmes Ibsen, at hans Diktion forresten idethele er kraftig og sund. Han lader sine Personer i Regelen kun sige, hvad der efter deres Charakteer og Situation er naturligt, og jager ikke efter Piquanterier. Herfra ere kun faa Undtagelser, hvortil vi dog ville regne f. Ex.: mærkværdigt nok netop Kong Haakons første og sidste Replik i Stykket. Hans allerførste Yttring er, at han til Presten, der opfordrer ham til at bede til Gud under Moderens Jernbyrd, siger: «Behøves ikke; jeg er vis paa ham.» Dette skal vel betyde Tillidsfuldhed, men er i Virkeligheden stødende irreligiøst; thi ethvert Menneske bør føle Trang til at bede, fornemmelig i betydningsfulde Øieblikke. (Skules næst foregaaende Yttring lider af Dunkelhed). Og Kongens sidste Yttring om Skule, hvormed Stykket slutter: «Skule Baardssøn var Guds Stifbarn paa Jorden; det var Gaaden ved ham», seer ud som en Dybsindighed, der netop skal give det forklarende Ord til den foregaaende Handling, men er efter vor Mening enten en falsk Tanke, eller ialfald en Gaade, mørkere, end noget af det Foregaaende. Thi hvad vil «Guds Stifbarn» sige? Gud har ingen Stifbørn, uden de, som selv gjøre sig dertil. Taget efter den almindelige Ordforstand, betyder Yttringen, at Skule af Gud er bleven uretfærdigt behandlet, hvilket vilde være en endnu værre Blasphemie, end naar Kongen i Begyndelsen har vægret sig ved at bede. Gaaden ved Skule udtrykkes forresten nærmere og rigtigere ved som forhen antydet at sige, at han var «et uægte Kongsemne».

Sproget er ogsaa idethele reent og godt. Spor af det Maalstræv, der i vore Tider let kan smitte ogsaa den, det allermindst burde smitte, nemlig Digteren, ere forholdsviis faa og svindende. Om Ibsens selvgjorte Orthographi, der vistnok har Fortrin for det moderne stavelse-nivellerende Sluskeri, men ingenlunde for den Retskrivning, der har udviklet sig sammen med vor Literaturs klassiske Periode, have vi ved en anden Leilighed talt. At Verbernes Singularform paa Dagligdagsviis slaaes fast, ansee vi forkasteligt i høiere Stiil, ligeledes en saadan Soløcisme som trænge istedetfor trænge til. Men naar selv gode Forfattere begynde med slige Ting, som ellers kun har været de slettes Privilegium, tør det vel være Mærker paa en indbrydende Sølv- eller Kobber-Alder i Literaturen.

Thi Ibsen viser sig virkelig mere og mere som en god Forfatter. Det er vel overflødigt udtrykkelig at tilføie, at vi trods de anførte og flere Smaating, ansee Stykket som en sand Berigelse for vor Literatur, ligesom det ogsaa paa Scenen udentvivl vil vedblive at gjøre fortjent Lykke, især hvis enkelte Afkortninger ved Opførelsen kunne foretages.

Publisert 4. apr. 2018 10:56 - Sist endret 4. apr. 2018 10:57