Arne Garborg

Den unge Arne Garborg var svært fascinert av Henrik Ibsen. I 1873, kort tid etter utgivelsen av «Kejser og Galilæer», fikk han utgitt i bokform en oppsiktsvekkende studie av dramaet. Han var da bare 22 år gammel og sto helt på terskelen av sin dikterkarriere. Ikke ulikt det Knut Hamsun skulle komme til å gjøre under sin foredragsturné i 1891 (om enn mer polemisk og mindre raffinert enn Garborg) aner man også her en ung dikterspires behov for å posisjonere seg i forhold til det store diktergenius.

HENRIK IBSEN's

”KEISER OG GALILÆER.”


EN KRITISK STUDIE

AF

G.



CHRISTIANIA.
FORLAGT AF H. ASCHEHOUG & Co
DET STEENSKE BOGTRYKKERI.
1873.

 

Nærværende Afhandling blev oprindelig skrevet for et af vore Dagblade; dette maa med Hensyn til baade Anlægget og Udførelsen forklare og undskylde Mangt, der vilde være blevet anderledes, om Stykket fra først af havde været bestemt til at fremtræde som særskilt Pjece.

 

 

 

Forf. vover at tro, at et Arbeide som dette ikke vil være vort læsende Publikum uvelkomment som Veiledning til en rigtig Opfatning og Forstaaelse af Ibsens nye og noget svære Digtning. Det er denne Tro, i Forbindelse med den Opmuntring, han fra flere Hold har mødt, der bestemmer ham til at lade dette Stykke udgaa i dets nærværende Form.


 

I.

 

Henrik Ibsen indtager som Digter en eiendommelig Stilling.

Han læses med Interesse, ja næsten med Begjærlighed; hans Böger rives bort med en Hurtighed, der ellers er ukjendt under vore boglige Forhold; ja, blot det rygtes, at et nyt Værk fra hans Haand er i Vente, kan Publikum komme op i en Forventningens Spænding, der undertiden grænser til Feber, og er saa Bogen kommen og læst, saa tales der fast ikke om andet lang Tid efter inden alle de Kredse, hvor deslige Interesser overhovedet trives.

Og med alt dette er Ibsen ingenlunde, hvad man pleier at kalde ”populær”.

Hans Digtergenius eier en forunderlig, man kunde fristes til at sige troldomsagtig Magt. Læseren rives magisk med af hans Digtning, snart i varm, strömmende Fölelse af at fornemme en Luftning fra Skjönhedens Solverden, men oftest gjennemisnet, rystet, ligesom lamslaaet af al den knugende Rædsel og alle de dystre Tanker, der bruser gjennem hans storslagne Digtningsbilleder. Man föler og erkjender, at man her staar lige overfor en mægtig Aand; disse svimlende Ideer, disse vilde, uhyggelige Udsigter ud i en Nattens Verden, denne ubarmhjertige, dæmoniskt revolutionære Afsløren af al Livets Raaddenhed og alle Tilværelsens fortvivlede Modsætninger, disse ”Gaadernes” gabende Afgrunde, disse Tvivlens trösteslöse Vidder, disse Natstykker i Lynildsbelysning, – ja, Læseren rives med af dem, i dyb Spænding og Interesse; men, neppe har man læst et Arbeide af Ibsen, før man i en ligesom ængstelig Hast søger at ryste af sig Tankerne og de mörke Syner, ræsonnere sig bort fra Gaaderne og Modsætningerne og med Hverdagstankernes Edderkopspind atter at tilslöre de Livets og Samfundets og Menneskenes Bröst, som Digteren saa eftertrykkeligt og saa ”uvorrent” har lagt i Dagen.

Og dette er naturligt og berettiget. Det vilde i Sandhed ikke være noget Fremskridt, om Folkene nu vilde slutte sig til Ibsen og pröve at komme til Klarhed i sine Gaader ad den Vei, hvor han gaar; thi med al sin Rigdom af Tanker har Ibsen dog virkelig Intet at give. Han er selv kun en Sögende. Han tumler sig vildsomt i Tvivlenes Nat og vilde ikke kunne svare Et til Tusinde, dersom et Folk, i Angst over sine mange Bröst, vilde flokke sig om ham og spörge: ”hvor er Lyset?” – Derfor pleier man jo ogsaa at betegne Ibsen som ”negativ”.

”Negativ” i fuld Forstand er egentlig kun den, som ”ikke ved, hvad han vil, og ikke vil, hvad han ved,” det vil sige, den, som i Alt forholder sig sögende og tvivlende, og som altsaa ikke er istand til at omfatte og tilegne sig noget Bestemt i Overbevisning og Tro og deri finde Hvile. Fornægteren er ikke negativ, thi for at fornægte Et, maa man antage et Andet; det Negative tilhörer Tvivlen. Men Tvivlen er i sig selv det Samme som Tomhed. Ibsen har et Sted sagt, at ogsaa ”Tvivlens Gave” kan gjöre En til Digter. Dette er netop Ib sens ulykkelige Misforstaaelse. Tvivlen er ikke en ”Gave”, den er et Standpunkt, ja, hvad der er mere, den er kun et Overgangsstandpunkt. Saalænge en Sjæl er tvivlende, er den endnu ikke fuldt udviklet, ikke frigjort, og selv om den er begavet med de störste Kræfter, vil den da staa magtlös lige overfor sine Opgaver. Ibsen er et Exempel. Han har faaet Digtergaven i rigeste Maal, men Tvivlen sprænger hans Sang. Hans Digtning er en mægtig Leg af store Kræfter, men den magter ikke at hæve sig til fuld Skjönhed, fordi den er bunden i Uklarhed og Mörke, fordi den savner Forsoning og Harmoni. Her er Hovedgrunden til, at man ikke rigtig vil anerkjende ham. Den almindelige Bevidsthed føler det Sygelige paa Bunden af hans Digtning. Tvivleren kan aldrig være nogen Livets Mand; thi alt Liv er grundet paa noget Positivt.

Ibsen staar kun indirekte i Forhold til Livet. Han naar ikke engang saa langt som til Livet, fordi han aldrig kan blive færdig med det, som ligger bag Livet, det, der er ”Livets Grund.” Selv om han, som i ”Keiser og Galilæer,” kommer saa langt som til den Antagelse, at Livets Grund er Döden, saa kan han endda ikke stanse; thi det næste Spörgsmaal bliver uvilkaarligt: ”hvad er saa Dödens Grund?” Og der bliver han staaende; thi det eneste Svar, der er at faa paa dette Spörgsmaal, er hint Fortvivlelsens Suk: ”det er Gaaden.”

Han har ikke Evnen til at begeistre og at rive Sindene med sig. Det Dyb af Skepsis, der ligger bag hos ham, magtstjæler endog ham selv og tager Livet af hans egen Begeistring. Ofte hender det, at han, naar han ligesom uforvarende er kommen til at fremlokke en lysere og mere befriet Stemning hos sin Læser, da selv med ubarmhjertig Haand slaar denne Stemning ihjel, idet han vrænger Skjönhedsbilledet om i Karrikatur. Det er tydeligt, at han ogsaa har forsögt i Skjönheden at finde Livsgaadens Løsning; men vi forstaar ogsaa godt, at han her maatte blive skuffet; thi det er ikke Skjönheden, som er Tilværelsens Kjerne. Han finder altsaa ikke her den Hvile, han sögte; han føler i Grunden ogsaa Skjönheden som en Illusion, – og saa söger han en vis bitter Tilfredsstillelse i ret til Gavns at sprænge denne Blære, hvis indre Tomhed han saa smerteligt föler; han vil ikke indrömme Skjönheden Noget, fordi den ikke har kunnet give ham Alt. – Det, man tilsidst faar ud som det endelige Resultat i hans Digtning, det er den – forresten ingenlunde nye – Opdagelse, at ”Alt er Forfængelighed;” Skuffelser og Tomhed, Tomhed og Skuffelser, – det er den indre Fortvivlelse, der möder os overalt.

– Det er Spörgsmaal, Ibsen forstaar at vække i Læserens Bryst, ikke Stemninger, ikke Begeistring. Han er Tankernes Digter, ikke Følelsens. For at ”henrive” et Publikum, maa man vende dets Opmærksomhed udad, mod et eller andet objektivt Formaal; han vender Synet indad og giver Enhver nok at tænke paa for sin egen Part. Han er Psycholog, om man vil, ”anatomisk” Psycholog; man behöver blot at studere hans ”Julian” for at erkjende dette. Og psychologiske Skildringer kan være yderst interessante, men de ”begeistrer” ikke Nogen.

Han behandler Problemer, og behandler dem som Problemer. Ikke netop Hverdagsspörgsmaal, ikke slige, som man nærmest ”har Brug for” i Livet; han tumler med de sværeste metafysiske ”Gaader,” og hans Skikkelser bevæger sig inde i Spekulationens dybeste Grubegange; Livet er i hans Øine et Slags gaadefuldt Marionetspil, og han stræber af alle Kræfter at komme bag Kulisserne for at finde ud Sammenhængen og hvem der holder Traadene. Men for denne Slags Undersögelser er kun de Færrestes Sind aabne. Den store Hob forstaar ikke engang Ibsen. Vi ser, at der er mange Omstændigheder, som forklarer det ovenpaapegede Faktum, at Ibsen ikke er nogen ”populær Digter.”

– Og med alt dette, med alle hans Mangler og al hans Sygelighed, viser det sig dog – ikke blot, at han er en sjelden Begavelse, thi det erkjender jo Alle –, men ogsaa, at der rörer sig et virkeligt og kraftigt Liv i hans Digtning. For hvert af sine Værker skaber han Typer, der ved sin eiendommelige Sandhed saaatsige med Et slaar ned og tager Form i Sindene. ”Brand,” ”Peer Gynt,” ”Steensgaard”, med hvilken forunderlig Styrke og Klarhed lever ikke disse Skikkelser i Alles Bevidsthed! Selv en saa populær og begavet Digter som Björnson skal have vanskeligt ved fra sit Digterliv at kunne opvise Typer med et saa bestemt og saa fyldigt Liv som disse. Ogsaa ”Julian,” skjönt nærmest en Fortidstype, er dog af saa stor almindelig Sandhed og staar i Meget denne Tid saa nær, at den vil komme til at indtage en værdig Stilling ved Siden af Ibsens tidligere Skabninger. Tidens Længsler og Tidens Bröst, Tidens dybe Gjæring og Tidens ”Halvhed” og Usseldom, som vi Alle, om end modstræbende, maa erkjende, fordi vi bærer Tidens Aand i vort eget Bryst, – har i disse Typer faaet et saa djærvt og sandt Udtryk, at de jo fast ikke kan nævnes, uden at vi ser dem lys levende for os som gamle Bekjendte, som Kjöd af vort Kjöd, ja undertiden tror vi at se os selv bag deres Træk, os selv i skarp, næsten skjærende Belysning.

Derfor er Intet mindre berettiget, end naar visse danske Kritikere, vante som de er med den moderne kjöbenhavnske poetiske Legetöi-Fabrikation, og nær ved at fortvivle, naar de skal pröve at tvinge Ibsens kolossale og dristige Skabninger ind under sit æsthetiske Tommemaal, forsöger paa at fradisputere Ibsen Digternavnet og vil gjöre ham om til noget Andet, f. Ex. til en ”Sören Kierkegaard” eller overhovedet til en Filosof. Ibsen er virkelig Digter, og Digter helt ud. Ingen Filosof kan konstruere op levende Typer som ”Peer Gynt” eller ”Julian,” og lad end en Sören Kierkegaard have Evne til at skabe Ideer som ”Brands,” han vil dog aldrig magte at skabe disse Ideer om til Kjöd og Blod i et poetisk Tidsbillede som Ibsens, der endnu staar uden Sidestykke i den nordiske Litteratur.

Men det forstaar sig, Ibsen er Digter paa en helt anden Maade end Adam Oehlenschläger, der gjorde Haakon Jarl om fra en stor Helt til en stor Deklamator og svömmede om i Idyller og Maaneskin; han er ogsaa Digter paa en helt anden Maade end en Erik Bögh, der for ramme Alvor sætter Digterens Opgave i Opfyldelsen af det bekjendte Bud: ”Sög at behage!” og som triumferer, naar han kan bringe et Theaterpublikum til at le for en Gangs Skyld, – disse Mænds mange udmærkede Egenskaber forresten ufortalt. Og det er da saa naturligt, at han ikke godt kan rummes i den gamle Kjøbenhavner-Æsthetisks regelmæssige Rubriker; thi det maa indrömmes, at han digter paa en helt anden Maade, end vi för har været vant til.

Men er det da ikke en Grundfeil hos Ibsen, at han er afvegen fra den gamle gode opgaaede Landevei? Bör Digteren befatte sig med Problemer og efterforske det skjulte Liv i Sjælenes Lønkamre? Eller er ikke hans Opgave netop en ganske anden, den nemlig, at löfte os op fra vor Tilværelses Strid og evige Disharmoni for at lade os hvile ud i Skjönhedens neutrale og fredlyste Rige?

Ja – det kommer bare an paa, hvad man egentlig forstaar ved Skjönhedens fredlyste Rige.

Den gamle Kunstanskuelse, som kom til Roret i ”den geniale Leddiggjængers,” Alladdin-Oehlenschlägers Dage, har jo unægtelig et ret smukt og bekvemt beliggende Skjönhedsrige et Steds ovenfor Skyerne, et Rige, der baade er vel ordnet og tillige godt begrænset ud imod Virkeligheden. Og det kan vel være, at den Kunstanskuelse, som har grundet dette Skjönhedsrige, endnu væsentlig er raadende iblandt os, og den har selvfölgelig ikke synderlig tilovers hverken for Psychologiseringen i den nyere Poesi eller for ”Tankedigtningen.” ”Skjönheden er Form,” siger den; Skjönheden har Intet at gjöre udenfor Formernes Verden. Poesien kan skildre Ludvig den 15des Kjole eller Werthers Vest; men indenfor Vesten bör den nödigt komme; det er et fremmedt Territorium; der hersker Videnskaben. Poesien kan beskrive et himmelblaat eller nöddebrunt Øie, men den Sjæl, som taler ud af dette Øie, bör den helst lade være; dens Kampe og Gjæringer er ikke poetiske. Poesien kan skildre et lokket Haar og gjöre Kapital af en Hat; men saa dybt som til Hjernen maa den ikke synke. Her er dens Grænse. Af sjælelige Rörelser har den egentlig kun Hævd paa en eneste: Kjærligheden, dels fordi denne selv væsentlig er et Slags æsthetisk Fölelse, Begeistring for skjönne Former, dels fordi den er noget rent Almenmenneskeligt og derfor Neutralt, som ikke förer ind paa de dybere Personlighedsspörgsmaals Omraade.

Poesien maa nemlig være braaddlös. Den maa ikke stöde, ikke forstyrre, den maa snige sig höfligt og paa Kattetæer forbi Alt, der kan vække Strid og ”forstyrre den rene Skjönhedsnydelse;” Poesien maa være Leg og Digteren – ”Lediggjænger.”

Poesien stilles udenfor Livet og dets store Bevægelser. Den har Ret til at more os, fremmane en Smule pirrende ”Spænding” og fremlokke Rörelsens söde Taarer over en eller anden af Kjærlighedens mangehaande Vederværdigheder i denne Verden; – men den maa ikke give sig i Kast med Virkelighedsspörgsmaal, der er oppe i Tiden; thi da bliver den ”Prosa”; – da kan den virke stödende.

Pegasus maa ikke beröre Jorden. Hvorfor skulde den være udstyret med Vinger, hvis ikke dens Plads var ”in's Blaue?” Den har til Opgave at tolke Vindens Suk og Maanens Drömme, den kan ogsaa gjerne fortælle os astronomiske Skipperskröner fra Ætheren og Melkeveien; men med Hensyn til Aandens Liv paa Jorden bör den öve sig i at kunne tie.

Pegasus maa respektere de borgerlige og menneskelige Rettigheder, og den maa tage tilbörligt Hensyn til Hr. Pers og Hr. Paals Anskuelser og Sympathier; – den maa kortsagt dresseres, saa den ikke gjör Overgreb paa fremmede Omraader eller viser sig ubehövlet i Salonerne. Den har ikke længer Lov til, som i gamle Dage nede i Hellas, at flakke vild og utæmmet om overalt, hvor den fandt at have Noget at gjöre, selv i Politikken; den maa rides skoleret rundt i sin engang afmaalte Cirkus og for Alt i Verden ikke komme Borgermesterens Mave eller Fru Etatsraadindens Kjole for nær med sine Hove. – Omtrent i denne Retning gaar altsaa vor gode gamle Kunstanskuelse, og ifölge den bliver jo Ibsen ikke Digter. Hvormangen Stakkel kan ikke föle sig ”stödt” og ”forstyrret” saavel ved en ”Brand” som ved en ”Steensgaard”? – Der er Mange i vort skikkelige Samfund, som har fundet, at navnlig denne sidste Figur ikke var Poesi, – fordi den stod Virkeligheden altfor nær.

Men denne Æsthetik holder dog nu paa at sprænges. Det er vistnok uryggelig sandt, at Digteren har til Opgave at løfte vort Sind op af de snevre Hverdagsforhold til Skjønhedsrigets Høider. Men det er ikke sandt, at Poesien skal være Leg; det er en Misforstaaelse, naar man mener, at Digterens Formaal blot er at skaffe Per og Paal ”Hviletimer” fra deres Stræv paa Kontoret. Nei, naar Poesien har Ret til at existere, saa er det fordi den ogsaa har et Ord at sige med i vort aandelige Livs Udvikling, fordi den selv hörer ind i og har en Del af det store Arbeide, og fordi Digteren som enhver Anden paa sin Maade er en Arbeider for Tidernes Tanker og Stræben. Ikke saa at forstaa, at Digteren i direkte Forstand skal kaste sig ind i Dögnets Strid, langtfra, saare langtfra! thi da har han sveget sin Opgave. Men hans Gjerning er Seerens: den, at løfte Tidens gjærende Strid til samlet Klarhed i Skjönhedens höiere Lys, løfte den ud af den snevre Enkelthed og spredte Smaalighed, hvorunder den lever i Virkeligheden. Med andre Ord: i Digterens Værker skal Tidens og Livets spredte, forvirrede Toner samles til Harmoni, saaat Tidens Stræben og Eiendommelighed fremtræder i fyldige, samlede Billeder til Styrkelse og Klargjörelse for Samtiden og til Lærdom for Efterslægten. Det er dette, der menes, naar et Værk betegnes som ”typisk”.

Enhver Tid, har sin særegne Skjönhed, sin eiendommelige Poesi, der kun venter paa en Mand med Sangens Gave for at fremtræde som Poesi, d. e. samlet og frit. Nutidens Digtere faar da nærmest til Opgave at forlöse den Skjönhed; som ligger bunden ogsaa i vor Tids Liv, og paa den Vei har da ogsaa Flere, hver paa sin Vis, slaaet ind, – og blandt disse er Ibsen, rigtignok paa en noget særegen Maade, som vi senere skal se.

Det kræves imidlertid her, at Digteren har et aabent Øie for det, der egentlig karaktiserer Tiden og udgjör dens Livsindhold. Men nu er vor Tid, som bekjendt, en voldsom Brydnings- og Overgangstid, hvor tusinde Ideer, tusinde Problemer, tusinde Ensidigheder brydes med hinanden, ofte i den bitreste Kamp. Med andre Ord: vor Tid indtager den eiendommelige Stilling i Udviklingen, at alle de Problemer og Ideer, som i Tidernes Löb har gjennemströmmet Slægten, her ligesom samlede bryder frem og gjör sig gjældende som Modsætninger for gjennem en smertelig, forvirret Kamp at arbeide sig frem til en Oplösning.

Vi sporer denne Modsætningernes haarde Kamp paa alle Felter, i Filosofien, som for lutter Problemer og Modsætninger ikke engang faar Tid til at samle sig til formel Helhed, i Religionen, der ligeledes i Splittelsens Hvirvel synes at kjæmpe for Tilværelsen, og i Politiken, det vil sige den praktiske Filosofi, hvor Splittelsen og Oplösningen og Kampen derfor træder allermest iöinefaldende frem. Der er ingen enkelt, stor Form, hvori Tidens Liv kan fæste sig, ingen hel Livsbetragtning, hvor det kan slaa Rod; alle Former brister, fordi de er for smaa, og enhver Verdensanskuelse viser sig at være ensidig og relativ, fordi den overalt stöder sammen med andre og forskjellige Anskuelser. Betragter vi saa Tidens Mennesker, saa finder vi, at disse hver paa sin Vis og hver paa sin Kant udgjör ligesom Brudstykker af det forvirrede Hele. Tydeligst er Tidens Karakter udtrykt i hele denne trösteslöse Skare af Tvivlere, der har tabt alt Fodfæste og tumler for Vind og Ström, uden at vide, hvor det bær er hen, – fortvivlende om at finde Rede i den almindelige Forvirring, og dog i evig Uro famlende efter noget Fast at hvile paa. Her er nok af tung Sjælekamp og angstfuld Stræben; her, paa Aandens Mark, staar Livskampen for Enhver; Livets ”Knudepunkt” for enhver Sjæl er i al denne kjæmpende, ustyrlige Mangfoldighed at finde Noget, som den kan stötte sin Personlighed til og sætte sit Liv paa; – derfor taber Livet nu sin ydre Storhed, sin udvortes Interesse, og faar et stærkt indadvendt Præg. Men derfor maa ogsaa Nutidens Digtere mere forlade den ydre Skueplads og söge Livet, hvor det rörer sig: paa det sjælelige Omraade. Derfor bliver de ogsaa psychologiserende. Men da det er om Ideer, Kampen föres, og da aandelige Problemers Lösning er Maalet for Sjælenes Stræben, saa faar Tidens Digtning tillige et vist spekulativt Anströg, bliver mere end för en ”Tankepoesi”.

Og – Alt vel overveiet – hvorfor ikke? Hvorfor skulde det være mindre poetisk at behandle en Sjæls Kamp for at finde Sandheden, end at fremstille, hvorlunde Hr. Den-og-den finder sig en Kone? Eller hvorfor skulde det være skjönnere at skrive et Drama om, hvorledes en Kongesön vandt sig et Rige, end at skildre, hvorledes et Menneske kommer til Lys i sine höieste Spørgsmaal? – Det forstaar sig: vi er her inde paa et mindre neutralt Omraade; der er jo Mulighed for, at En eller Anden kunde finde sine egne Meninger gaaet for nær, sine egne Systemer angrebne; men dette er noget Tilfældigt og en Sag for sig; Digtet synes fra æsthetisk Synspunkt at maatte blive lige ”skjönt”. Og Spörgsmaalet om Poesiens ”Neutralitet” er jo allerede i Grunden afgjort, naar vi indrömmer, at Poesien skal være en Magt i Livet, ikke blot et sindrigt Gjögleværk til Underholdning i ledige Timer.

Ibsens Feil er altsaa ikke den, at han behandler Problemer. Dette har enhver Digter Lov til, – hvis han magter det; thi hertil kræves mer end til et lave ”pene” Vers af de gamle Materialier og efter de gamle Recepter. Hvad der mangler Ibsen, det er, at han ikke staar i dette frie, objektive Forhold til sin Tid, der er nödvendigt for at han frit kan opfatte den og se den röde Traad, der ligger bag al dens Forvirring; han staar selv midt oppe i Tidens Kamp og ser derfor ikke dens Lösning; hans Digtninger savner derfor ogsaa i höi Grad den Forsoningens harmoniske Ro og Klarhed, der er saa nødvendig i et sandt Kunstværk. Det er denne Feil, som gjør det saa vanskeligt at forstaa og saa umuligt i egentlig Forstand at ”nyde” ham; men denne Mangel gjör ham paa den anden Side rigtignok ogsaa til et overordentligt tro Udtryk for hans Tid; thi Mangelen paa Ro og Harmoni er jo netop denne Tids eiendommelige Karaktermærke. Vi ser altsaa, at hvad der i én Henseende hindrer ham fra at være Tidens Digter, det gjör ham netop, skjønt i en anden Forstand, til Tidens Digter; dette er Modsigelsen i Ibsens Digterliv. ”Hvad han er, det er han ikke, og hvad han ikke er, det er han;” han er selv noget af en ”Gaade”, selv tildels et Paradox; derfor er det jo saa naturligt, at hans Digtning blir ”gaadefuld” og vanskelig at bestemme.

Dette er nu om Ibsens Stilling i Almindelighed og til hans Tid; nu tilsidst et Par Ord om hans Forhold til sit Folk; dette vil maaske ogsaa kaste lidt Lys over hans Eiendommelighed som Digter.

Ibsen tilhörer det norske Folk. Han lægger vistnok lidet Bræt paa ”Folkeligheden” og jager slet ikke efter ”Norskhed”, og dog er han baade i sit Sprog og i sin Opfatning saa afgjort norsk, at der aldrig vil kunne reises Spörgsmaal om hans Nationalitet, – hvor smigrede end Danskerne synes at föle sig ved, at hans Böger trykkes i Kjöbenhavn. Men nu maa det erindres, at det norske Folk er et tungt, alvorligt Folk med udpræget Hang til hvad man kalder ”Grublerier” eller endog ”melankolske Grublerier”. Vort Folk er ”metafysisk” anlagt og sværmer meget for ”Gaader”, ikke mindst for dem, der ikke kan löses. Denne metafysiske Tilböielighed fremtræder rigtignok jevnlig under meget naive Former; men hvor mangen en begavet Sjæl ind i vore trange Dale anvender dog ikke saaatsige hele sit stille Liv til en evig, frugteslös Grublen over et eller andet gaadefuldt Problem, hentet fra dens egen lille Erfaringskreds eller endog fra Johannes's Aabenbaring! – Der er noget af denne grublende Natur hos Henrik Ibsen. Tilværelsens dybeste, dunkleste, uhyggeligste Gaader över en sælsom Tiltrækning paa ham. Han har selv kaldt sig en Bergmand, der i Grubens Gange med utrættelig Energi graver og graver, dybere og dybere, Lag for Lag, for tilsidst om muligt at finde Tilværelsens dybeste Grund; denne Betegnelse er slaaende sand. Man maa fast svimle ved Synet af de Dybder, han aabner; man slages af Forbauselse over en Aand, der saaledes kan magte at trænge ned i Tilværelsens dybeste Dyb. Han förer ligesom en stærk Sjæls forbitrede Kamp mod de Evighedens dunkle Gaader, som han dog angstfuld föler, at ingen Sjæl kan löse; det er en prometheusagtig Kamp, som river os med i etslags bange Interesse, en Titans himmelstormende Kamp for at finde Lys i Ting, som en gjækkende Skjæbne for altid har hyllet i Nat for de Dödeliges Blik. Men denne sin Eiendommelighed har Ibsen arvet fra sit Folk; han er et storartet Udtryk for dette Folks dybe, stærkt indadvendte Karakter, og han kan altsaa forsaavidt ogsaa siges at være en Folkedigter. Men han er dette paa samme Maade som han er Tidens: ufrit, bunden ved de samme Eiendommeligheder, hvis Udtryk han er, tvungen af det Væsen, han fik i Arv, og af den Tid, han blev sat i, kort sagt, han staar i denne Henseende som et Slags – ”Nödvendighedens Slave”.


 

II.

 

”Keiser og Galilæer, et verdenshistorisk Skuespil,” – dette er Navnet paa Ibsens nyeste Værk. Det Emne, han her har valgt, er lige betegnende for hans Aands Retning som for hans Genies overordentlige Kraft. Dramaet er i Sandhed et Verdensdrama. Inden dets Ramme har han samlet og i kraftige Drag fremstillet det Tidsrum, der uden Sammenligning er det betydningsfuldeste og alvorligste i hele Slægtens Liv. Her er det mer end et Par Ideer, som brydes, mer end Folk og Riger, der staar paa Spil; det er to Verdensanskuelser, der stöder sammen; det er Slægtens höieste og alvorligste Spörgsmaal, som skal afgjöres. Aldrig har en Digter vovet sig i Kast med et mere kollossalt Emne.

Den græske Kultur og Livsanskuelse var allerede udlevet og stod for Fald. ”Riget, som var grundet paa Kundskabens Træ”, havde i Hellas og Rom seet sin höieste Blomstring; det rene menneskelige Liv havde udfoldet sig med al den Kraft og al den Skjönhed, som det i sig selv eiede og kunde frembringe. Saa langt kunde Mennesket, overladt til sig selv, komme. Nu var det forbi; Slægtens Liv som saadant havde kulmineret og var nu i fuld Oplösning. Det havde vist sig, at der var Skranker for dets Stræben, Grænser for dets Udvikling; mange herlige Resultater var vundne, men da det forelöbige Arbeide var udfört og de d ybere Modsætninger begyndte at aabne sig, da sank det Hele sammen i trösteslös Forvirring. –Videnskaben havde gjort Fremskridt og tilsidst dethroniseret Guderne og oplöst den gamle Livsanskuelse; thi mellem den antike Videnskab og den antike Religion var der ulöselig Strid; – saa sank ogsaa Videnskaben, idet den, da den vilde træde i Religionens Sted, pludselig opdagede, at den ikke kunde fylde den usurperede Plads, eftersom den jo, som al Videnskab, var grundet paa Forskning, medens Religionen er grundet paa Tro, og eftersom dens Indhold kun var Theorier, medens Mennesket i sit inderste Indre kræver en Virkelighed, noget Personligt, at tro paa. Videnskaben kunde altsaa ikke löse Opgaven. Den fölte sig paa alle Sider stængt af Gaader og Modsætninger, som den aldrig kunde magte, fordi den var uden høiere Beaandelse. Den spaltede sig og man fik en hel Række af Skoler og Systemer, som hver paa sin Vis sögte at löse Tilværelsens Hemmelighed og forsone dens skrigende Disharmonier, og saa geraadede det Hele i Forvirring; den faldt, fordi den savnede objektivt Stöttepunkt og indre Kraft, og fordi den misforstod sin Opgave. Den havde altsaa kun udrettet at fælde den gamle Livsanskuelse uden at kunne skabe nogen ny.

Skjönhedslivet var levet ud. Slægten fandt ikke længer Hvile i Skjönheden, thi den begyndte at ane en dybere Magt i Tilværelsen: Sandheden. Og Sandheden magtede den ikke at finde. Til Skjönhedens överste Høider havde den hævet sig; men saa anede den, at dermed var Maalet langtfra naaet. Olympen var ikke höi; didop rak den, – men da opdagede den, at der var et Bjerg, som var höiere end Olympen! – Olympen var kun den förste Afsats. Den anden Top tabte sig mellem Skyerne, – og didop fandt den ingen Vei.

Det var i Virkeligheden et helt Verdenslöb, som var tilende.

Et nyt Verdenslöb maatte begynde, – fra et nyt Udgangspunkt, med nyt Maal og med nye Kræfter. Det skede. ”Det andet Rige”, grundet paa Korsets Træ, blev stiftet, og dermed var Slægten frelst fra at gaa aandeligt under.

Her stødte da de to störste Modsætninger sammen. Slægten skulde opgive sit eget Liv, slippe sin egen Stræben, sine egne Formaal, sine egne Værk, for at modtage et nyt og större Liv ovenfra. Fire Aartusinders Arbeide skulde gives for et Postulat, der kaldte sig den evige Sandhed; Roms og Athens straalende Visdom skulde byttes bort for en urimelig Hypothese, der skulde være fremstaaet i en eller anden ubekjendt Landsby i de orientalske Provinser etsteds, – det var jo mer end en Absurditet, det var Vanvid! Först lo man deraf, saa blev man ængstelig, og den döende antike Tilværelse blussede endnu engang op, krampagtigt klyngende sig til de Vragstumper, som var igjen efter det store Forlis; da saa Verden sin störste, sin alvorligste, sin bitreste Kamp, da brödes de radikaleste Modsigelser paa Liv og Död i den höieste Angst; da indtraf den störste og betydningsfuldeste af alle Afgjörelser, – det var Himmelen og Jorden, der stødte sammen.

Det var Verdenshistoriens Knudepunkt; Katastrofen i Tilværelsens Drama. Alle Aandens Kræfter rykkede ud i Kampen, alle Gemytter kom i Gjæring; det var et Dommedagsslag, hvor alt det Gamle mödte frem for at fældes, og hvor en nyfödt Verden rykkede op for at seire.

Vidunderlige Ting skede og troedes at ske. Der opstod en splinterny, uhørt, ufattelig Art af Heroisme: Mennesker sang og jublede, mens de brændtes, Døden blev til Liv, Tilværelsens grueligste Modsætning var löst! – Tegn og Varsler skede i Øst og Vest, Syner og Drömme, Profetier og Fantasier kastede blege Streiflys ind i den uhyggelige Kamps Mörke; Menneskene fölte i Rædsel, at dette var Dommens og Afgjörelsens Time.

– Og en Fremstilling af dette Tidsrum er det, Digteren byder i ”Keiser og Galilæer”! – Tanken er kolossal.

Her er det ikke et Menneskelivs smaa Konflikter, som danner Formaalet for Dramaets Udvikling. Knuden er: Keiser eller Galilæer? Verdenslivet eller Gud, Skjönhedslivet eller Sandheden, Olympen eller Himlen? – Digterens mægtige Aand omfatter det Störste i Tilværelsen og behandler det uden at svække dets Storhed. Derfor staar ”Keiser og Galilæer” uden noget Sidestykke.

Digtets indre Grundtanke udtrykkes kortelig saaledes af ”Mystikeren Maximos”: ”Der er tre Riger. Først det Rige, som grundlagdes paa Kundskabens Træ; saa hint Rige, som grundlagdes paa Korsets Træ; – det tredie er den store Hemmeligheds Rige, som skal grundlægges paa Kundskabens og paa Korsets Træ tilsammen, fordi det hader og elsker dem begge, og fordi det har sine levende Kilder under Adams Lund og paa Golgatha.”

Ud fra denne svimlende Tanke folder sig Digterens Syn paa ”den store Verdensvending”, han behandler. Den gamle, döende, firetusindaars Verden, det rene Menneskeliv, udrundet fra Adams Lund, Jordlivet i særlig Forstand, det var en Ensidighed og derfor endeligt. Det rak ikke at tilegne sig mere end den ene Side af Tilværelsens Indhold, det kunde kun udfolde én af dens Grundtanker. Derfor maatte det gaa under. Men ”Galilæerens Rige” er ogsaa en Ensidighed, fordi det er en Negation af Tilværelsens ene Side. Det er af overjordisk Art; det er ikke af denne Verden. Ja, det stiller sig i afgjort Oppositionsforhold til Verden og byder Forsagelse, Fornægtelse, som den første Opgave, – Forsagelse af Verdens Liv og Verdens Skjønhed, Fornægtelse af det Menneskelige indtil den yderste Fornægtelse af sig selv! – Derfor maa ogsaa dette Rige – ikke forgaa, men – ”gaa under.” Keiseren og Galilæeren skal ”gaa under begge to”, men de skal gaa under i sig selv og opstige i en ny Skikkelse: forsonede, forenede; det Menneskelige skal ikke længer staa som det Guddommeliges Modsætning, men gaa op deri; Guddomsriget skal ikke længer staa som en Negation og en Ophævelse af Verdensriget, men optage det i sig i al dets Skjönheds Fylde; da rinder ”det tredie Rige”, ”det store Hemmelighedsrige”, hvor Modsigelserne alle er löste, og hvor Ligevægten mellem Aandens og Kjödets Verden er gjenoprettet, det Rige er det endelige; da er Tilværelsens store, gabende Modsætning løst.

De tre Rigers Stiftere maa da svare til Rigernes Væsen; de er ensidige de to förste Gange, men ”den Tvesidige” skal grunde det tredie Rige. ”Der er En, som altid gaar igjen i Slægtens Liv” under vexlende Former; han er hver Gang gaaet under, men har altid steget större op igjen. Han ”gik under” som Adam, som Moses, som Alexander, som Jesus, – fordi han hver Gang var noget Ensidigt. Men Ensidighedens to Riger förer Krig; der kan man altsaa ikke blive staaende. Spörgsmaalet er da: ”hvor er han, Fredskongen, den Tvesidige, som skal forlige dem”? Hvor er han, Verdens Messias, der skal ”opsluge baade Keiseren og Galilæeren, der skal være hverken Keiser eller Forløser, men ”Begge i En og En i Begge”, ”Gude-Keiser”, ”Keiser-Gud”, ”Keiser i Aande ns Rige og Gud i Kjødets”? – thi ham er det, som skal grunde det store Fredsrige, hvor Friheden og Nødvendigheden, der hidtil har været i uløselig Strid, skal gaa op i den ”frie Nødvendighed.”

– Vi skal forresten senere komme tilbage til dette ”tredie Rige”; her vil vi kun pröve gjennem objektiv Fremstilling at finde Digtets ligefremme Mening. –

Julian ledes tilsidst til den Tro, at det er ham, som skal stifte det tredie Rige. Paa ham peger alle Tidens Varsler som den, der skal frembringe en stor Vending i Verdens Löb. Han kaldes til en Verdensgjerning fra sin tidligste Ungdom i Syner og Drömme og Aabenbarelser; Alle, som ser Tidens Nöd, sætter sit Haab til ham. Længe misforstaar han sin Opgave; han tror at skulle gjenoptage Verdensrigets faldne Sag og bekjæmpe den nye Tanke, som ved Galilæeren er kommen ind i Verden, medens det i Virkeligheden gjælder en Forsoning af de to Magter derved, at de begge gaar op i en höiere Enhed. Men endelig indser han det Daarlige i at ville kjæmpe for Noget, der allerede er udlevet; endelig forstaar han, at det er ham, der skal ”grundfæste Riget.” Han tror at forstaa, at Galilæerens gaadefulde Magt egentlig laa deri, at han ikke kom som Udsending fra en Anden, en ubekjendt Större, men at han sagde sig selv at være Gud, – og Julian vil nu aflure ham dette Fif og erklærer, at han selv er guddommelig; men saa falder han uden at have rokket Galilæerens Magt det Ringeste, og Keiserrigets Ror tages efter ham af – den kristne Jovian, der udraabes til Keiser i det Øieblik, da Julian drager sit sidste Suk. – Julian var ikke Manden.

Hvad har da Julian gjort? Er hans mægtigt bevægede Liv uden Betydning? Har de mange og betydningsfulde Varsler löiet? Har han ikke opfyldt den Opgave, han fik af ”Rigets Aand” hin mysteriöse Nat: den, at ”grundfæste Riget”? Har han bortödslet sit Liv i frugteslös Stampen mod Braadden? – Nei; han har ikke bortödslet sit Liv; Varslerne har ikke löiet; – Julian har virkelig ”grundfæstet Riget.”

Men ikke det Riget, han selv mente. Han har grundfæstet det Rige, han kjæmpede imod: han har grundfæstet Kristi Rige. Thi hvad trængte Kristendommen i hin Tid for ikke at ödelægges af gode Dage? Den trængte en alvorlig, stor Kamp. Julian leverede Kampen.

Kirken var pludselig, efter i lange Tider at have levet under de mörkeste Vilkaar, sat til Höibords i Romerriget. Fra den dybeste Elendighed var den med Et löftet op til den höieste Ære, ja havde saaatsige indgaaet Ægteskab med Verdensmagten. Men al denne jordiske Ære var den endnu forsvag til at bære; dens Forening med Verdensmagten truede det endnu uudviklede Samfund med Undergang. Strid og Splid af alle Slags havde aflöst Kjærligheden og Fordrageligheden, og Hykleriets dödelige Gift havde angrebet den spæde Væxt. Det stod elendigt til; heraf giver ogsaa Digtet det mest levende Indtryk. Verden tiltrængte en stor Rensning. Det Höieste stod paa Spil; det syntes at helde mod Undergangen. Kun i Kristendommen var der Haab for en synkende Verden, – og nu stod selve Kristendommen i Fare. Da vaktes Julian. Han reiste en Storm, Luften blev renset, Kristendommen blev atter forlöst fra Verdensmagtens knugende Favntag, og Kampens Alvor tog Livet af det snigende Hykleri; Kirken, der i Verdenslivets Herlighed holdt paa at tabe sit Fodfæste, lærte atter at bygge paa den evige Klippe alene; Verden var frelst, den store Vending var endeligt og afgjörende udfört, – Riget var grundfæstet.

Saaledes faar Digteren paa en lige poetisk som historisk sand og slaaende Maade frem Julians og hans Tids verdenshistoriske Betydning. I det Hele er, som vi siden nærmere skal se, hans Behandling af Historien særdeles tilfredsstillende, ligesom selve den dramatiske Udvikling röber den virkelige Mester.


 

III.

 

Men ved Siden af den historiske Opgave har Digteren havt en anden og ikke mindre vigtig, idet Emnet stillede den Fordring til ham ogsaa at levere et fuldstændigt Billede af en verdenshistorisk Personligheds sjælelige Udvikling under disse overordentlige ydre Forhold. Heller ikke denne Fordring har Ibsen paa noget Punkt tilsidesat, hvad der atter viser hans Digteraands forunderlige Kraft. Thi at fremstille en Julians psychologiske Udvikling i fuld indre Enhed med de ydre Begivenheders Gang maatte være høist svært og indviklet, idet der her saaatsige blev to sideordnede Opgaver, begge lige vigtige og lige vanskelige, der skulde løses inderlig Sammenhæng med hinanden, forat Digtet kunde blive fuld Sandhed, og forat Billedet ikke skulde falde fra hinanden i Forvirring. Vi skal nu betragte Billedets psychologiske Side noget nærmere, følgende Dramaets egen Udvikling i dets store Drag.

”Julian” er et helt, fuldstændigt Sjælemaleri, der inden sin Ramme omfatter en rigt begavet og sælsomt stillet Sjæls Historie fra Begyndelsen til Enden. Særdeles interessant er da her at mærke den psychologiske Sikkerhed, hvormed Digteren forstaar at antyde de spirende Anlæg og Muligheder i den uudviklede Ynglings Karakter. Allerede i de første Scener mærker vi blandt Andet det, som først i Slutningen af Dramaets 1ste Del bliver sagt, nemlig at Julians Forhold til Kristus er et rent ydre Rædselsforhold; inderst inde i hans Sjæl lurer Hadet, Verdenskjærligheden og Forfængeligheden, medens han udenfra, trykket af Frygt for den Mægtige i Himlen – og vel ogsaa lidt for den Mægtige paa Jorden – ved Bønner og Spægelser af forskjelligt Slags søger at kue dem ned. Han har ikke det guddommelige Krav ”i sig,” men altid udenfor. Kristendommen har intet virkeligt Tag i hans indre Personlighed. Men under saadanne Omstændigheder er det, at Uviljen og Oppositionen fødes. At staa i et saadant halvt, udvortes Forhold til Kristus egger til Had, til Oprør imod ham. Da bliver Samfundet med ham kun en utaalelig Pine; alle Ens Lyster, hele Ens Sind og Vilje trækker bort fra ham og ud i den skjønne, frie, glade Verden; men saa staar Kristus for En stedse som den mørke, ubønhørlige Tugtemester, der under Trudsel af evig Fordømmelse tvinger Sjælen ind i det samme Trældomsliv igjen. Og dette føler Sjælen som en oprørende Uretfærdighed, en blodig Grusomhed, som den Intet hellere ønsker end at gjøre Oprør mod, – hvis den blot turde. – Man læse Julians Selvbekjendelse i I, 5: ”Krøb min Sjæl sammen i tærende og gravende Had til min Slægts Morder, saa lød Kravet: elsk din Fiende! Tørstede mit skjønhedsbetagne Sind imod Sæder og Billeder fra den forgangne Grækerverden, saa slog Kristenkravet ned i mig med sit: Søg det ene Fornødne! – Fornam jeg Legemets søde Lyst og Begjær mod Dette eller Hint, saa skræmte Forsagelsens Fyrste mig med sit: Afdø her for at leve hisset!” – Vi ser, hvor fjernt han altid i Grunden har staaet Kristus, hvor verdsligt og i fuldeste Forstand ”uigjenfødt” hans Sind altid har været. At mærke er det im idlertid, at han – skjønt han som ”Galilæer” har saa meget imod dette Krav om at forsage her for at leve hisset – dog som Keiser og Hedning, i sin Efterfølgelse af Diogenes, kommer ind i den selvsamme Forsagelsestheori, – dog nu uden Udsigt til Salighedslivet hisset; saa ironisk er den Skjæbnemagt, der raader i hans Liv. – Hans Sinds Uigjenfødthed fremtræder forøvrigt ogsaa tydeligt nok af hans eiendommelige Frygt for Libanios, den hedenske Visdomslærer; det er den tærende Frygt, som fremkommer derved, at han forskrækket føler sit inderste Sind betaget af ugudelig Længsel efter at lære denne Mands Visdom at kjende – om han turde. Han vil fjerne Fristelsen for paa den Maade at dræbe sin Attraa til det Syndige. Det Samme fremtræder af hans Higen mod Ensomheden. Han føler sig saa usigelig pint af Verdens Fristelser, fordi han elsker Verden og dog ikke maa, ikke tør elske den. Han har ikke Mod til at gaa Fristelsen under Øine, fordi han saa godt føler, at Hjertet i ham skjælver af Lyst til at give efter for den.

Julian er saaledes ingenlunde Hykler; hans Vilje er ærlig – fordi han frygter. Det er klart seet af Digteren at fremstille Julian i dette Lys istedetfor at gjøre ham til bevidst Hykler. Den Opdragelse, Julian har faaet, er af en saadan Art, at den med Hensyn paa det Kristelige kun kan frembringe Aandens Trældom som Resultat. – Paa denne Maade faar Digteren ogsaa den rigeste Anledning til at fremstille en Sjæls Kamp med sig selv om de høieste Ting, – en Kamp, der er større og alvorligere end enhver anden.

Julians Opdragelse har været særdeles omhyggelig. Keiser Konstantzios, der for at komme paa Thronen har myrdet hele Julians Slægt paa ham selv og hans Broder Gallon nær, og desaarsag pines baade af Samvittighedsnag og af Frygt for, at han muligens i de to Brødre opdrager sine Hevnere, sørger med megen Iver for, at de fra første Dag stilles under Kristendommens Paavirkning; thi derved haaber han at knække Hevntanken i deres Sind. Som Dreng har Julian ogsaa været varmt greben; han har endog i barnlig Begeistring holdt Taler paa Martyrernes Grave og saaledes opildnet andre Drenge paa hans Alder, at Nogle af dem, deriblandt Agathon, er gaaede over til ham som deres Lærer og til Kristus. Men den barnlige Begeistring staar altid paa løs Grund. Først senere, naar Personligheden vaagner og Livets Horizonter aabner sig, kan der være Tale om bevidst, selvstændigt Valg og virkelig Selvhengivelse, og da, i denne Overgangens og Valgets Tid, da er det först, det gjælder. Livet ligger lyst og langt og lokkende foran En; det ungdommelige sangvinske Haab og Mangelen paa Erfaring og Evne til at skjelne mellem Kjerne og Skal lader En se det frie Verdensliv i det allerdeiligste Lys; den ungdommelige freidige Selvfølelse gjør Oprør mod al Hengivelse; den vil være sig selv og leve sit eget Liv, i Frihed og Glæde; den vil arbeide for egne Formaal og virkeliggjøre egne Idealer; Ens hele Væsen gjør Oprør mod Alt, der udenfra gjør Krav paa at gribe ind i Ens Tilværelse. Da er Frafaldenes Tid. Julian har ikke bestaaet i Prøven; thi Kravet paa at ”leve sig selv” har været ham for stærkt. Han aner, at det gaar galt, og er forfærdet derover; men hans Selvpinsler hjælper ikke; hans ”Sjælenød stiger med hver Dag.”

Ogsaa i ydre Henseende er hans Liv et Trældomsliv. Han lever under evigt Tryk af Frygt for Keiseren, hans Slægts Morder; denne Frygt lærer ham tidligt at være ”forsigtig” i Tale og Adfærd for ikke at give Anledning til Misforstaaelser; – ja, han har endog faaet en vis Øvelse i at forstille sig i Tilfælde, hvor hans indre Tanker hverken lader sig forjage eller taaler Dagslyset. Han er virkelig at beklage, der han ræd og forsigtig sniger sig om i sit gyldne Bur. Imidlertid er han, som Følge af sin Opdragelse og de Forhold, under hvilke han forøvrigt lever, bleven til en lidt sky, lidt forkvaklet, lidt ængstelig Yngling, der hverken er helt ud sig selv eller helt ud noget Andet.

Men i Samtalerne med Agathon og Libanios mærker vi dog, at der bor Noget inderst i ham, som bare venter paa et Befrielsens Øieblik for at bryde frem og skabe ham om til noget Nyt og Større. Hans higende Drømme mod et Storhedsliv röber sig næsten uvilkaarligt, naar han f. Ex. fortæller Agathon sin Moders Drøm. Hans Forfængelighed, denne Grundfeil i hans Karakter, der senere udviklede sig i en saa forfærdelig Grad, røber sig ogsaa tydelig nok, nemlig i hans Bøn om Bevarelse fra Forfængeligheden; – og hans Sinds glødende Higen mod det frie Skjønhedsliv, den dybe, tilbageholdte Længsel efter at slippe ud fra al sin Trældom, fremtræder trods hans Forsigtighed ret tydeligt under Samtalen med Libanios. I de to-tre første Scener har vi saaledes den hele Julian, det vil sige hele den vordende Julian, sikkert og bestemt antydet.

– Ikke mindre interessant er det at studere Julians Udvikling i det Følgende. ”Studere”, siger jeg; thi om end Fremstillingen i én Forstand er klar, er den dog ikke altid ganske ”letfattelig”, undertiden endog mere kort og antydningsmæssig end ønskeligt kunde være. – Julian kommer til Athen og gjør sig bekjendt med den hedenske Visdom, mod hvilken hans Sjæl saa brændende har higet. Her havde han troet at finde det, han ser som det Herligste: Liv, skjønt, frit Liv; han kaster sig ind i den muntreste Hvirvel, dog altid i Grunden ædru, forsigtig, prøvende; han lærer at kjende de Bedste af Visdomsvennerne, og – saa gaar det op for ham, at Livet heller ikke findes her. Læreren, Bøgerne, Pergamenterne, det er Alt; Livet spørger Ingen efter. Visdomsvennerne taler som Vismænd, men handler som Narre. Dette ser han, og blotter det endogsaa ubarmhjertigt; han ser, at den gamle Visdom er udlevet og söger endog allerede i Athen at finde Livet ad andre Veie; dette maa lægges vel Mærke til for det senere store Valgs Skyld. Han vidste altsaa, hvad han valgte, dengang han faldt ifra Kristus.

I Athen gjør han fremdeles Bekjendtskab med de to kristne Ynglinger Gregor af Nazianz og Basilios af Cæsarea, nu hans Venner, senere hans store Modstandere og Kirkens ædle Stridsmænd. Deres Billeder er rent, værdigt og historiskt tegnede. Som Ynglinger er de vistnok sande Kristne, men dog ikke fuldt udviklede, og de føler sig desuden Adskilligt tiltrukne af den græske Skjönhedsverden og den græske Visdom; Tidens Lunkenhed har ogsaa rört deres Sind. Dette er fuld Sandhed; saa slap var hin Tids Kristensands, at selv Kirkens ædleste Lemmer var dorske og uden den rette Nidkjærhed. Ikkedestomindre burde deres rene, ædle Sind have vist Julian, paa hvilken Side Livets Mulighed var at finde. Endnu fyldigere burde dette være gaaet op for ham ved det Andenhaandsbekjendtskab, han gjør med Basilios's Söster, den ædle og varme Kristenkvinde Makrina, der ogsaa virkelig över en sælsom Tiltrækning paa Julians Sind. Men Julian – vil i Grunden ikke se. Og de mange Röster, der lyder til ham om at ”frelse Kristendommen”, ræsonnerer han s ig bort fra. Ja, da den mest ligefremme og bestemte Opfordring stilles til ham om at optræde som Kristi Talsmand overfor sin Broder, Cæsar Gallos, svarer han kun med Udflugter. Men i samme Øieblik som han faar at höre om Mystikeren Maximos's gaadefulde Færd og hans Samliv med Aander og overjordiske Magter, – da gaar han öieblikkelig over til ham.

Hvad er i Veien med Julian? – Jo, Sagen er, at han i dybeste Grund, om end ikke fuldt bevidst og afgjörende, allerede har valgt. Naar det kommer til Stykket, saa er det allerede nu kun sig selv han vil; ofre sig til en alvorlig Kamp for Kristus, det er ham allerede nu bestemt imod. Hvorfor? Fordi han ikke tilhörer Kristus, fordi han frygter Kristus og altsaa hader ham. Men dette Had begyndte med Trældomsforholdet, altsaa med hans Hjertes skjulte Frafald fra sin Barndoms Gud. Saa stærk har altsaa Selviskheden og Verdenskjærligheden været i ham, at den ved hin første store indvortes Kamp er – om end ham selv ubevidst – gaaet af med fuldstændig Seier. Senere har den kun voxet. I sin förste Samtale siger Julian: ”Gud vil ikke vide af mig.” Naar vi erindrer det Trældomsforhold, hvori han staar til Gud, saa ligger der paa Bunden af denne Ytring ikke nogen Smerte over den Sandhed, han har udtalt, men nærmest en dunkel Erkjendelse af, at det egentlig er ham, der har skilt sig fra Gud. Han föler sit Hjerte koldt og fiendsk; det er netop Tegnet paa, at han har sluppet Gud. Han higer mod Skjönhedslivet og drömmer stille om egen Storhed – et nyt Vidnesbyrd om det Samme. Dette kaster Lys over hans Færd i Athen. I hans Indre gjærer der allerede en dunkel, men dyb Lyst til at finde Sandheden udenfor Kristus. Derfor vil han ikke se, vil han ikke höre, – vil han ikke fölge de mange manende Röster. Vi ser altsaa, at der er klar Udvikling og Sammenhæng i hans Liv. Alt, hvad der sker, er kun en fortsat Videregaaen fremad mod den store Katastrofe, det erklærede Frafald. – Hans förste, indre Fald har været uklart og halv ubevidst. Derfor er det, at der atter og atter gives ham Anledning til at vælge. I Athen bliver Herrens Kald saa tydeligt og stærkt, at en Afgjörelse fremkaldes. Hedenskabets Tomhed og Raaddenhed træder klart frem for ham; Kristendommen nærmer sig ham i den ædleste Skikkelse; selv Gregors og Basilios's Mangel paa kristelig Nidkjærhed og deres Tilböielighed for Græciciteten skal ikke give ham Anledning til den Undskyldning, at de er zelotiske, ungdommelige Fusentaster, der har ivret sig op i intolerant Ensidighed og desaarsag virker frastödende paa hans Sind; Makrinas skjönne Billede lyser manende i Baggrunden, og Opfordringer lyder til ham baade fra hende og fra andre Kanter om at slutte sig bestemt til Kristus; tilsidst bliver Kaldet aldeles afgjörende, saa der maa vælges; – men Julian vil ikke höre, han forskyder Kaldet, og denne Gang bevidst. I det Øieblik, han gaar over til Maximos, er i Grunden hans fremtidige Stilling bestemt. Og dog faar han endnu flere Gange Anledning til at vælge. Men herefter stiger kun hans Forhærdelse for hvert Kald; han drives med stærke Skridt fremad mod ”Udvælgelsen”, – Udvælgelsen, der har forvandlet sig fra en Naadens til en Vredens Udvælgelse.

Gaaden i Julians Liv bliver da denne: Maatte han hin förste Gang, da Valgets Modsætning aabnede sig i hans Hjerte, vælge som han valgte? – Var det Frihedens Valg, eller stod han allerede da under ”Nödvendighedens Vrede”?

Maximos imödekommer ham og hans stigende Selviskhed paa det mest Begeistrede, idet han anerkjender ham som den vordende Bærer og Fuldbyrder af Tidens store Tanke. Maximos er en Art gnostisk Filosof, en gaadefuld Skikkelse, med et höist udpræget Syn paa Verdensudviklingen. Tilværelsens Modsætning er for ham Spörgsmaalet om Frihed og Nödvendighed, – den personlige Viljes Forhold til de verdensstyrende Magter, og Verdensudviklingens Maal er for ham de personlige Viljers Frigjörelse. Derfor venter han paa det ”tredie Rige”, hvor den store Strid skal löses gjennem det Menneskeliges og det Guddommeliges Gaaen op i Et. Og Julian er i hans Øine den Mand, hvem Verdensviljen har kaaret til at grunde det tredie Rige.

Julian tror det ogsaa selv; thi Tanken smigrer hans Selviskhed overordentligt. Hvad alle hine Fortidens Store har savnet, skal han, efter hvad han tror, faa, – ”den rene Kvinde”, og ved hende skal han blive Stamfader til en hel ny Slægt, hos hvilken ”Ligevægten mellem Aand og Kjöd” skal være gjenoprettet; da er Riget kommet. – Den ”store forlösende Erkjendelse”, nemlig den, at ”det, som er, er ikke, og det, som ikke er, det er”, har han allerede fattet; nu venter han kun paa, at det sidste Slör skal löftes. Hans Samtale med Rigets Aand förer ham dog ikke langt i Klarhed. Han faar vide, at han skal ”grundfæste Riget”, og at dette skal ske ad ”Frihedens, det vil sige Nödvendighedens” Vei; han faar vide, at han skal udrette sin Gjerning ”ved at ville”, og at han skal ville, hvad han maa; men da han saa spörger: ”hvad maa jeg”? dör Stemmen hen i en Veklage. Dernæst taler han med Kain og Judas, de to af ”Nödvendighedens tre Offerlam”; Hjælperne, de Villende, ved de to förste store Verdensvendinger; men Gaaden, Udvælgelsens forfærdelige Gaade, Viljens, og Nödvendighedens Gaade, kan ikke löses. Og dog er det netop den, som maa löses; thi Julian vil for enhver Pris være fri, være sig selv; han vil ikke nödtvungent tjene nogen höiere Magt, hvilken det end er. Men da det saa, ifölge Maximos's Ord, fremgaar, at det er ham selv, som skal være den Tredie af disse ”Nödvendighedens Offerlam”, disse ”Stötter under Nödvendighedens Vrede”, – da forfærdes han og ”siger sig lös fra Maximos og alt hans Værk for at hævde sig som fri”. – Men det næste Skridt, han gjör, er dog – uden at han ved det eller vil det – et Skridt fremad paa den ”vrede Nödvendigheds” Sti: han tager den tilbudte Purpurkappe for at grundfæste – ikke Kristi Rige, som det er ham paalagt, men Keiserens.

Her er atter et stort Valg og en stor Vending. Gregor og Basilios, Kristendommens Repræsentanter, advarer ham paa det höitideligste og mest indtrængende mod at tage denne Purpurkappe; thi det var dog et andet Rige, han var kaldet til at grundfæste. Dette ved han, men bryder sig ikke længer derom. Han trodser alle advarende Röster. Denne Gang vælger han ikke blot bevidst, men ogsaa med det bestemte Forsæt at leve for en anden Gjerning end den, Kristus har givet ham at udföre. Vi sporer altsaa tydelig Fremskridtet fra Valget i Athen, – Fremskridtet mod det sidste og störste Valg. – I dette Øieblik slutter Gregor og Basilios Pagt for Kristus og hans Sag, idet de aner de kommende Rædsler. De ser jo, hvor det bærer hen med Julian.

De fölgende Begivenheder, der er holdte strengt historisk og dog falder nöie sammen med Digtets Tanke, viser os, hvorledes Julian uafladelig, med skjæbnesv anger Nödvendighed, drives videre og videre paa sin ulykkelige Bane. Den ”kristne” Keisers og det ”kristne” Hofs afskyelige Rænker og himmelraabende Forbrydelser, der alle begaaes i Korsets Navn og tilhylles ved det væmmeligste Hykleri, foröger stedse hans Uvilje mod ”Galilæeren”. Endog hans Hustru, den höist fromme og hellige Helena, bliver et Redskab i samme Retning. Hun opfordrer ham til Oprör mod Keiseren, Herrens Salvede, hendes egen Broder; – saa bliver hun forgivet paa Keiserens Foranstaltning og röber nu i Vildelsen, at hun, ”den rene Kvinde”, paa den skjændigste Maade har været Julian utro. Endelig bliver han, for at frelse sit Liv, tvungen til, hvad han ikke vilde gjöre paa Helenas Opfordring, at lade sig udraabe til Keiser af Soldaterne. Endnu bæver han imidlertid tilbage for det afgjörende Skridt. Men da han i 5te Akt faar höre, at den gamle Keiser Konstantzios, for at spærre ham Adgangen til Thronen, har giftet sig, og da Folket i sin overtroiske Forblindelse holder Andagt ved Helenas, den oprörske Sösters og den utro Hustrues, Kiste, medens Præsterne lader det ske Mirakler ved hendes Legeme, – da overvældes han og kaster Loddet. Han löser sig fra Pagten med Galilæeren ved en mysteriös Ofring og aftvætter Daabens Vand med Offerdyrets Blod. Nu tror han sig fri. Nu har Galilæeren ingen Magt over ham mere, og den ”usynlige Livvagt” om Herrens Salvede skrækker ham ikke længer. Nu kan han gjöre, hvad han vil: handle paa egen Haand. Han lader sig da for Alvor udraabe til Keiser og erklærer Galilæerriget Krig. Afgjörelsen er skeet: Cæsar er falden fra.


 

IV.

 

Uagtet dette store Frafald i sin Grund ikke er andet end det ydre Udtryk for og den fulde konsekvente Udvikling af hans Hjertes indre Lösrivelse fra Galilæeren, sker det dog ingenlunde uden alvorlig Kamp. Han gribes tydeligvis af en eiendommelig Rædsel, som han ikke, trods alle sine Bestræbelser, kan rive sig løs fra, idet han staar i Begreb med at tage det afgjörende Skridt. Al denne Vaklen og Nölen, inden han endelig vover det, viser med gribende Sandhed, hvorledes hans inderste Væsen, trods Fiendskabet til Kristus, dog skjælver i hemmelig Samvittighedsangst ved aabent og afgjort at skulle fornægte ham. Man maa tænke paa Julians Ord: ”Den, som engang har været under ham, – jeg tror aldrig han kommer helt lös.” Saa sælsom er Galilæerens Magt over Menneskenes Sind. Saa forunderlig stærkt lever han i deres Bevidsthed, at de, selv naar de fornægter ham, selv naar de overtaler sig til at tro, at han ikke er, hvad han sagde sig at være, selv da maa de anerkjende hans Guddomsvælde i sin skjulte, halv ubevidste Frygt for ham og hans Straf. Denne Frygt er hos Julian saa stærk, at den Tid efter anden holder ham tilbage. Med andre Ord: endog i dette sidste Afgjörelsens Øieblik stilles Valgets Mulighed aaben for ham. Men nu maa han ville, nu er han bunden under Nödvendighedens Vrede; og naar der saa gives ham Mulighed til Valg, saa forhöier dette kun hans Skyld og kalder en endnu forfærdeligere Dom over ham.

Han lader Maximos, hvem han nu atter har faaet fat paa, tage Varsler og adspörge de hemmelighedsfulde Skjæbnemagter; – paa engang et Vidnesbyrd om, at han bæver tilbage for Skridtet, og at han dog vil tage det. Han nærer Haab om, at de Magter, han lader adspörge, vil begunstige hans Overgang fra Galilæeren til de gamle Grækerguder. Men Varslerne tier; – helt og holdent paa egen Haand maa han vælge, at han ikke skal have nogen Undskyldning.

Hvad er det nu egentlig, som drager ham saaledes over til disse Grækerguder? Jo, han lokkes af ”denne græske Lykke at föle sig fri”, dette, at de gamle Guder, fjernt borte fra Menneskene som de er, giver Manden Rum til at handle paa egen Haand uden ved ethvert Skridt at behöve at frygte for deres Hævn; – det er denne ”Viljens Vaabenförhed”, der saa mægtigt lokker ham, den Trælbundne, ham, der vaander sig under den Korsfæstedes evindelige, ubönhörlige Krav og dog er disse Krav saa fremmed. Han vil altsaa vinde Frihed; han vil opnaa Rum og Ret til helt ud at leve sig selv; det er altsaa hans Selviskhed, som bringer ham til Fald, Egoismen, der her, som overalt, er den inderste Rod til alt Frafald fra Gud.

Hans förste Gjerning som Keiser er da at ”gjenindsætte” de gamle Guder, hvorpaa han med egen Haand bringer dem Offer.

– Men nu kommer en glimrende og med kraftig Sandhed udfört Fremstilling af det Absurde og Meningslöse i at ville gjenopreise döde Tider og deres Liv med dets Former. Der er en urokkelig Fremskridtsplan i Verdensudviklingen; Manden kan aldrig blive Yngling, Ynglingen aldrig Barn. Verdenstanken gaar Skridt for Skridt frem, voxer sig klarere og större for hvert Skridt, men skifter uafladelig Form for det skiftende Indhold. Det Forsvundne er i sit Væsen egentlig ikke dödt; –– det er mere end dödt: det er gaaet under, nemlig i sig selv, og lever som sig selv videre, kun i andre Former og med fyldigere, större Indhold. Derfor maa al ”Gjenopreisning” af det Forsvundne tabe sig i det Absurde; thi det bliver kun det Forsvundnes Former, man kan gjenopreise; dets Livsindhold kan man selvfölgelig ikke skabe igjen. – Julians Restauration af den græske Skjönhedsverden slaar ubarmhjertigt om i Karrikatur, og han selv bliver til en Nar i en Vismandskappe. Dette fremtræder allerede ved hans förste Ofring; af Mængdens Forhold ved denne Leilighed kan man se, hvor grundigt den gamle Verden er gaaet under. Julians Optræden vækker ingen Tilslutning; intet Livets Tegn slaar ham imöde fra den glanende Hob, ingen Glædens eller Begeistringens Tanke slaar tilveirs; Folket staar stille og ser paa, under nysgjerrig Hvisken, Latter og Forundring, Nogle i Harme; Ofringen slaar om til et meningslöst Skuespil, der virker uhyggeligt, fordi det gjör Krav paa at være Liv. Men dette forstaar ikke Julian; han söger Skylden hos Folkets ”Uvidenhed” og vildfarende Meninger, og tror at skulle kunne beseire Hindringerne ved ihærdigt Arbeide. Derfor gaar han videre. Men jo længere han kommer, jo mere skrigende træder det Afsindige i Tanken frem. Han vil etablere en ny Skjönhedsverden; men Skjönheden slaar om i det Hæslige. – Han arrangerer et Dionysostog; Alt er i Orden efter Opskriften med Kostümer, Bacchanter, Løvkranse og dansende Piger, aldeles som i gamle Dage, – og dog er Livets Aand saa helt borte fra den hele Tilstelning, at Julian endog selv skræmmes ved dens Væmmelighed. Saa fortvivler han om Konstantinopel; denne By er, mener han, raadlöst ödelagt af Galilæeruvæsenet; i Antiokien vil det være bedre, mener han; der er flere antike Traditioner og mindre overgroet, med galilæisk Ugræs; saa flytter han did. Her synes det ogsaa et Øieblik at gaa bedre. Borgerne föler sig smigrede ved Keiserens Nærværelse og beklapper derfor baade ham og hans Guder; han bliver höist fornöiet, hans Forfængelighed stiger og begynder all erede at fremtræde temmelig nögen i hans Efterabelse af Mark Aurel og Diogenes: – men med al hans Sags tilsyneladende Fremgang har dens Hulhed aldrig skinnet mere igjennem end nu, da man skriger Leve for Apollon for at indsmigre sig hos Keiseren og nyde godt af hans kontante Gavmildhed. Og i det Øieblik, da hans Stolthed og Glæde over at have gjenreist en falden Verden er paa sit Höieste, da rammer Kirkens Forbandelse ham, just som han vil ofre i Apollons gamle Tempel; Templet selv, over hvis Bevarelse gjennem Tiderne han nys har ytret saa megen Glæde, styrter sammen ved et Jordstöd, og Folket erkjender i sin Rædsel aabent sin Tro paa, at ”Galilæeren er den stærkeste.” Da fatter Julian i sin Forbitrelse Planen om at gjenopreise Jerusalems Tempel for derved at gjöre Galilæeren til Lögner og ad denne negative Vei at stötte de faldne Guders Sag.

Med slaaende Sikkerhed fremstilles ogsaa hans ved Forholdenes egen Magt stedse stigende Had til Kristus. Han viser sig mere og mere at være ”Nödvendighedens Slave.” Han begynder med at erklære fuld Troesfrihed, men allerede i samme Øieblik begynder han at vise sin Uvilje mod de Kristne. Han gaar tilsidst over til ligefrem Forfölgelse, rigtignok under alskens fremmede Paaskud. Han har jo engang valgt at være Kristi Modstander; nu tvinges han videre. Nu staar han, der netop troede at have frigjort sig aldeles, som ”Stötte under Nödvendighedens Vrede.” Den vrede Nödvendighed bruger ham mod hans Vilje, men til det samme Maal, som den frie Nödvendighed, om han havde valgt ret, vilde have brugt ham med hans Vilje: til ”Rigets Grundfæstelse.” Thi nu vaagner Kristenaanden igjen, fyrig og heroisk som i gamle Dage. Keiseren vil grundfæste Verdensriget: han nödes til at gjenopreise det synkende Kristenrige.

Saa drives han stedse videre ind i det Absurde. Han er uhyggeligt komisk i sin Diogeneskappe, med sine blæksorte Fingre, sit uredte Skjæg, der ”huser Utöi som Vidiekrattet Vildt”, med sin ”Skjæghader” og sine övrige forvirrede Projekter. ”Herren har slaaet ham.” Han haanes og spottes fra alle Kanter. Han uddeler ikke mere Guld til Smigrerne; disse bliver derfor til Spottere. Kraftigst kommer dette frem, da han vil ofre til Kybele; han haanes aabenlyst. Og i samme Øieblik kommer Ulykkesbudet fra Jerusalem; ogsaa der har Keiseren kun udrettet det Modsatte af, hvad han vilde. Da opgiver han fortvivlet sin Kamp, hvis Meningslöshed han nu indser. Modsætningen ”Keiser eller Galilæer” er ulöselig; de To kan aldrig enes, – saalænge de er To. Da sker det andet store Vendepunkt i hans Liv, det nödvendige Vendepunkt: han slipper Tanken om at reise den faldne Olymp og gjenoptager, skjönt i en anden Skikkelse, Maximos's Tanke om det tredje Rige, hvor de To skal gaa under og forsones i En, ”den Tvesidige.” Han kommer altsaa nu ligefrem under det Nödvendighedens Slaveri, som han hin förste Gang ”sagde sig lös” fra.

Fra nu af er Kampen ikke mellem Keiserens Skjönhedsrige og Galilæerens Himmelrige; nu er det en Kamp mellem Julian og Galilæeren, thi denne maa ”gaa under” for at Julian kan indtage hans Plads – som ”Keiser-Gud.” Nu stiger han raskt til Hovmodets överste Tinde, Selvforgudelsen. Dette er Selviskhedens yderste og fæleste Konsekvents.

Til en Begyndelse aabner han igjen Krigen med Perserne; han vil ”eie Jorden”, for det Förste i det Ydre. Med stor Forkjærlighed söger han atter at trække frem det gamle Platonske Udsagn, at kun en Gud kan herske over Menneskene. Den Modsigelsens Sats, som er gaaet gjennem hele hans Liv, og som han ikke har kunnet löse, fordi den i al sin fordringslöse Enkelthed repræsenterer hele Striden mellem Gudsriget og Verdensriget: ”Giver Keiseren, hvad Keiserens er, og Gud, hvad Guds er”, skal nu faa sin Forklaring ved ham, der vil være Gud og Keiser i Et. Han fordrer, at hans Undersaatter skal give ham Alt, ubetinget Alt, ikke blot Liv og Blod, men endog Sindet og Viljen. Her er det, Galilæeren staar ham imod; her er det, han maa fældes. – Og dog, saa liden Magt viser han sig at eie over Sindene, at just i det Øieblik, han omgaaes disse Tanker, falder En af hans Nærmeste og mest Betroede, Krigsöversten Jovian, fra og bliver Kristen.

Paa dette Punkt af sit Liv træffer han atter igjen sin Ungdomsven Basilios, der siden Julians Frafald tilligemed Gregor af Nazianz har staaet som Kristendommens Bannerförer mod Keiseren og hans Rige. Basilios er nu Eneboer og hersker fra sin Ørkenhytte langt stærkere over Sindene end Julian fra sin Keiserborg; – Basilios, denne ”kvindebløde Mand”, som Julian har foragtet, lægger – alene ved sine Breve og sin Personlighed – ”Keiser-Guden” de alvorligste Hindringer i Veien paa hans Bane. Forunderlige Modsætninger! Den Svage formaar, hvad Verdensherskeren forgjæves med al sin aandelige og jordiske Magt ikke kan, – og dog vedbliver Julian at lukke sine Øine.

Höist betydningsfuldt er ogsaa hans Möde med Makrina, Basilios's Söster, der trods sin Ungdom og Skjönhed har forsaget Verden og fulgt sin Broder i Ensomheden. Denne i Sandhed ”rene Kvinde” er, som vi ved, allerede paa et tidligere Punkt kommen i en vis Berörelse med Julian (gjennem sine Breve til Basilios, da denne saavelsom Julian var i Athen), og da siden Drömmene om det tredie Riges Stiftelse ved den rene Kvinde optog Julians Sind, saa var det först Makrina, der var i hans Tanker. Og nu mödes de, nu först, da Nödvendighedens Vrede har lagt et saadant Afgrundssvælg mellem dem. Men ved dette Möde gaar der som en tung Anelse gjennem begge Sjæle om, at de har været bestemte til at mödes i en bedre, lysere Stund. Julian önsker stille, at han för maatte have lært denne Kvinde at kjende, – og hun föler ved Synet af ham etslags skrækblandet Tilböielighed, en forfærdet-beundrende Erkjendelse af, at hun her staar ligeoverfor en Udvalgt, En, der er sendt fra en Höiere, En, hvem Herren har slaaet med Blindhed for ved ham at slaa den syndefulde Kristenhed til Döden. Udvælgelsens Vrede er falden imellem dem; hun har holdt fast ved Livet; han stevner mod Fordærvelsen.

Og dog hörer de ligesom sammen: hun er hans Sjæls bedre Del; hun optræder som hans Samvittighed med den forfærdelige Sandhed, som han för har sögt at slaa fra sig, men som fra den Stund vinder mere og mere Bugt med ham: den Sandhed, at han i Virkeligheden inderst inde selv föler og tror, at den Korsfæstede, hvem han bekjæmper som Lögner og Bedrager, lever. Forunderligt sandt har Digteren her fremstillet Julians hjælpelöse Forsög paa at bortræsonnere denne knusende Tanke. Hans Svar, der bestaar i meningslöse Interjektioner og bedrövelige Udflugter, blotter paa en skrigende Maade Sandheden af Makrinas Ord, at Kampen föres, ikke mod Galilæeren, men mod Julians egen skjulte, angstfulde Tro paa ham.

Men selv dette alvorlige Vækkelsesraab bliver uden anden Virkning paa Juli an, end at han endnu heftigere, endnu mere krampagtigt, forhærder sig i sin Trods. Og dog er i Virkeligheden hans Kraft knækket; hans fölgende vanvittige Anstrengelser er kun Vidnesbyrd om, at han ikke længer formaar at döve Erkjendelsens bitre Braad: Galilæeren lever, Galilæeren hersker!

Der kommer Efterretninger om Galiæernes Fremskridt i de vestlige Egne: Flere og Flere, endog af Keiserens egne betroede Mænd, gaar over til den Forhadte. Da sætter han Alt paa ét Kort. For dessnarere at naa Ktesifon og blive færdig med Toget, for saa atter at vende hjem igjen og knuse Galilæerne, sætter han Ild paa sine Skibe, tilskyndet dertil af en persisk Flygtning. Luerne slaar i Veiret fra den stolte Flaade, Vinden stiger som om den adlöd Julians Vilje –; men i dette Øieblik, da han i et Anfald af vanvittigt Hovmod föler sig som uindskrænket Herre over Alt baade i Naturens og Aandens Rige, meldes det ham, at den persiske Flygtning var en Forræder. Og nu er det umuligt at slukke! Vinden er bleven til Storm, Flaaden til et Flammehav! Her viser det sig, at i det Øieblik, han fölte sig störst, har han kun været et tvungent Redskab i en Höieres Haand til sin egen Ødelæggelse.

Dette er Kulminationspunktet i hans Liv. Her naar han som allerhöiest paa den Bane, han har betraadt, – men render atter Panden mod Væggen og maa tvungent erkjende, at han ikke er fri, ikke uafhængig, ikke sin egen, men at der er noget Höiere over ham, som holder ham i sin Haand.

Og fra dette Øieblik gaar det nedad. Digtets følgende Del, der viser en stor, vildfarende Sjæls Synken-sammen, er af rystende tragisk Virkning. I sin Fortvivlelse ved Følelsen af at være Nødvendighedens Slave tiltrods for sin Vilje, prøver Julian endog at myrde sig selv. Hans Tro paa sig selv og sin Lykke begynder at svigte, trods hans Bestræbelser for at synes som om han endnu troede derpaa. Der kommer noget Uklart, Usammenhængende ind i hans Væsen. Han vakler mellem den yderste Hovmod og den yderste Forknythed. I et og samme Aandedræt taler han om sin egen Gudestorhed og om Galilæerens uendelige og urokkelige Herredømme. Meget betegnende er det, at han endogsaa engang fremstiller Galilæerne for sine Venner som et følgeværdigt Exempel i Hengivelse og Kraft: nu, da det gjælder, da Afgjørelsens rystende Alvor er der, ser han Kristendommens eiendommelige og dybe Magt. Man aner noget som et Angstens og Angerens Hjertesuk under de modfaldne Ord, – en Fortvivlelsens nødtvungne Anerkjendelse af den Guddommeliges Vælde. – Han begynder nu at spekulere i at hæve sig til den Guderang, som han ikke i Virkeligheden kunde naa, – ved et Bedrag. Han vil forsvinde sporløst for at give Anledning til ”det Sagn,” at han er bleven optagen iblandt Guderne! Isandhed et eiendommeligt Træk hos den Mand, der har ofret sit Liv paa at godtgjøre, at Galilæeren kun ved Løgn og Bedrag har hævet sig til guddommelig Værdighed. – Saa langt er altsaa Julian nu kommen. – Fremdeles føler han sig ængstet ved den Omstændighed, at alle Varsler tier. Han, der vilde være Gud, han, der engang rev sig løs fra Kristus for at komme til at staa selvstændig og fri, uden at trykkes af nogen Guddoms Nærhed, han forfærdes nu over at ”staa alene.” Og da det saa rigtigt gjelder, da Perserne nemlig gjör Anfald, – saa vil ”Keiser-Guden” ofre til Guderne. ”Til hvilke Guder?” lyder det haanende Spörgsmaal; han har jo brudt med dem alle. Da svarer Julian – og Svaret er vidunderligt i Klarhed og Dybde, et Lynglimt, der aabner os hele den ulykkelige Keisers Sjælenat –: ”Jeg vil ofre til denne eller hin. Jeg vil ofre til mange. En eller anden maa dog höre mig. Jeg vil anraabe noget udenfor mig og over mig –!” Udenfor sig og over sig! Hvilken Hovmodets Falliterklæring! –

Men jo mere han föler sin Afmagt ved Siden af Galilæerens Magt, des dybere og mere fortærende bliver hans Had til denne Mægtige, der saa helt og holdent har beseiret ham og tilintetgjort hans Livs Stræben. Dette Had stiger tilsidst til Vanvid. Han önsker et Middel til at ödelægge hele Skabningen, alle Rummets Verdener, for dog at være vis paa at have udryddet Galilæerens Herredömme. Han kan ikke taale Tanken om, at Han, den Forhadte, skal vedblive at herske efter ham, – ikke engang paa andre Kloder! – Det er noget af det dödelige Raseri, som vi tænker os hos den faldne Engel. Julian har villet være Gud; han er bleven en Dæmon. Digterens Fremstilling er her sand ligetil Rædsel.

Især föler den arme Keiser sig fortvivlet ved den Tanke, at hans Fald skal komme til Efterslægten. ”Tænke sig til,” udbryder han, ”at der skal leve Slægt efter Slægt gjennem Aarhundreder, – og Alle skal vide, at det var ham, som seirede, og jeg, som tabte!” Dette er Usseldommens Stolthed, Jammerlighedens Selvfölelse. Den halvt aandsforvirrede Keiser önsker, at alle Græker maa falde i Krigen, han ønsker sig tilsidst Kaligulas Sværd, – for at slippe for den ”Ydmygelse,” at Verden skal faa vide, at han har tabt i denne Verdenskamp. Vi föler, at den store, forvildede Aand har begyndt at gaa i Barndommen.

Hans Gjerning er nu gjort og hans Udvikling fuldendt; han falder, og en Anelsens uvilkaarlige Angst afpresser ham det bekjendte Raab: ”Du har seiret, Galilæer.” Betegnende nok er det, at han falder for sin Barndomsvens, Agathons Haand, – den samme Agathon, som han selv engang har fört til Kristus, den samme Agathon, som i sin Tid bragte ham Budet fra den Korsfæstede om at træde i hans Tjeneste.

Julian fastholder sine Meninger til det Sidste og finder hellerikke, at han har Noget at angre. Vi ser, hvor haardt han er under Udvælgelsens Dom; ikke engang Döden kan aabne hans Øine. Hans sidste Ord er en Lovprisning af den ”skjønne Jord” og det ”skjønne Jordliv;” han er ”Keiser” til det Sidste. Men Døden afpresser ham dog disse anelsestunge Ord: ”O Sol, Sol, hvi bedrog du mig!” – Vi mindes hans ”dragende Længsel mod Solkongen;” men Helios har sveget ham; hans Liv er – for ham selv – tabt og spildt.

Og her, som Julian ligger paa sit Sidste, har Ibsen med sit sædvanlige Mesterskab i at lade Modsætningerne komme til sin fulde Ret i hinandens umiddelbare Belysning, ved de samtidige Begivenheder (altsaa ikke ved Deklamationer) paa det mest slaaende fremstillet ”Keiserens” og Keiserrigets totale Fald og ”Galilæerens” fuldstændige Seir, saaledes at vi faar en fuld Fölelse af, at dette virkelig og afgjørende er en ”Verdensvending”. Jovian, Galilæeren, til hvis Omvendelse Julian selv, mod sin Vilje, har været Redskabet, og som nu, efterat Keiseren er falden, har beseiret Perserne og jaget dem paa Flugt, udraabes til Keiser för Julian er bleven kold. Og hvor grundigt den græske Verden er falden, det kan vi skjønne ved at se den sidste ”Visdomsven” trældomssindet at skynde sig bort fra sin faldne Keisers Dödsleie for at ofre sin Virak for den” nysudraabte – kristne – Keiser. Sokrates's, Diogenes's og Platons Verden kunde umuligt synke dybere. Med Julian gaar den for evigt i Graven.

Men over Keiserens Dödsleie staar i skjön kristelig Troskab hans Ungdomsven Basilios og dennes Söster Makrina, den rene Kvinde, hvem Julian först forsent fandt. Og her udtales Forsoningstanken over hans Liv. Han var et Ris i Herrens Haand, ikke til Død, men til Opreisning, – et herligt og dyrebart Herrens Redskab, hvis Vildfarelse kom Herrens Folk til Gode. ”Og maatte du fare vild”, siger tilsidst Makrina, idet hun kjærligt tildækker Ligets Ansigt, – ” maatte du fare vild, da skal det visselig regnes dig til Gode paa den store Dag, naar den Mægtige kommer i Skyen for at afsige Dommen over de levende Døde og over de døde Levende!”


 

V.

 

”Og maatte du fare vild” –!

Dette er fremdeles Gaaden. – Nödvendighed og Frihed staar endnu igjen som uforsonede Modsætninger, smertelige, forfærdelige Modsætninger.

Det er med ”Keiser og Galilæer” som med ethvert af Ibsens Arbeider: man lægger dem bort med en ubehagelig Følelse af at være utilfredsstillet. Udviklingens Knuder er allesammen formelt löste; men Spörgsmaalenes inderste, smerteligete Braad staar ubönhørligt igjen. Ved hvert af sine Værker slynger Ibsen kun et nyt Problem ud i Verden, – et nyt Problem, der dog til syvende og sidst bliver det Samme: Problemet om den frie, menneskelige Personligheds inderste Forhold til sit Ophav, til Helheden, til ”Verdensviljen.” Det er til denne dunkle Gaade, denne uhyggelige Hemmelighed i alt Menneskeliv, at Ibsen atter og atter kommer tilbage. Den danner det inderste Midtpunkt i al hans Digtning, sprænger hans Verdensanskuelse og lægger Gravskygger over hans Livssyn. Hvad er Gaaden i ”Brand”? – ”Mandeviljens” Forhold til den evige Vilje. Hvad er Spørgsmaalet i ,,Peer Gynt”? – Det enkelte Menneskelivs Forhold til sin evige Bestemmelse. – Og nu i ”Keiser og Galilæer”, hvor Striden træder helt og direkte frem, lyder Modsætningen: ”Frihed og Nødvendighed”, med et uendeligt Spörgsmaalstegn efter.

Ibsens Ulykke er, at hans Aand er for dyb og stor for den Idé- og Systemkreds, inden hvilken han söger Klarheden. Han kan ikke som saa mange Andre slaa sig til Ro med en halv Lösning, og den hele Løsning findes aldrig fra det Standpunkt, hvor han staar. Han har ikke fuldt Syn paa den Stilling, som Mennesket ifölge Kristendommen indtager til Helheden; hans Livsbetragtning er i sin inderste Grund – som saa mange af Tidens Menneskers –– væsentlig hedensk, forsaavidt han opstiller Mennesket som et absolut selvstændigt Væsen, der staar ligeoverfor en evig Verdensmagt og altsaa altid i Strid med denne. Betegnende for denne Anskuelse er Julians Ord i ”Keiser og Galilæer” om den ”angrende Skaber.” Med Menneskene opstod der Viljer paa Jorden, siger han, – og da var det forsent at angre! ”Det Skabte vil vedligeholde sig, og saa vedligeholdes det.” Det Skabte bliver altsaa noget Selvstændigt, som ligger udenfor Gud og er hans Indskrænkning, d. e. kommer i Strids- og Modsætningsforhold til ham. Men denne Betragtning er grundskjæv. Mennesket er ikke noget absolut Væsen; det er tvertimod kun relativt selvstændigt. Men det har Evnen til at sætte sig som absolut og fra Faldets Dag tillige en ubændig Lyst til at hævde sig som uafhængigt. Det er herved, at den smertelige og uhyggelige Strid opstaar, idet Mennesket gjör Paastand paa ubetinget Selvstændighed og dog helt og holdent ligger i Verdensviljens Haand. Dette har Ibsen selv i sin ”Julian” vist os med en Styrke, der kun kan forklares ved, at han er paavirket af Kristendommens Verdensbetragtning. Först naar Mennesket erkjender sig som afhængigt og undertvinger Selviskhedens ubændige Higen efter en fra Gud emanciperet Tilværelse, först da löses Striden; Individet kommer i det oprindelige normale Forhold til Verdensviljen og bliver derved i Sandhed frit.

Modsætningen er altsaa mellem den ”hedenske” (d. e. den rent menneskelige) Livsanskuelse, der udgaar fra og fastholder hin Faldets förste Tanke: ”I skal blive ligesom Gud” (altsaa uafhængige udenfor og ved Siden af Gud), – og den kristelige, der erkjender, at Mennesket kun ved frivillig Böielse af sin egen Personlighed under Gudsviljen, altsaa ved Opgivelse af Egoismens Krav paa umiddelbar Frihed, opnaar den sande Frihed, der bestaar i, at Menneskets Vilje gaar over i Guds og derved guddommeliggjøres.

”Hedenskabet” söger Friheden ad Egoismens Vei; men dette leder til Etableringen af flere absolute Viljer, altsaa til Selvmodsigelsen, og derfor render det i Et væk Panden mod Væggen og kan intet Andet se end uløselige Gaader og fortvivlede Modsætninger. Det tvinges derfor tilsidst til, hvad det ikke vilde gjøre godvilligt, nemlig til at bøie sig; men det bøier sig modvilligt og nedlæggende Protest mod Verdensviljens Uretfærdighed, og denne Böielse, der i Grunden kun er en anden Art af Trods, fører selvfølgelig ikke til Frihed. – Men ”Hedenskabet” er ikke Noget, der særligt tilhører Ibsen eller nogen anden Enkelt; det er Noget, som ligger i det faldne Menneskes Natur, Noget, som gjennem alle Tider har gaaet og vil gaa Side om Side med Kristendommen og ofte under Kristendommens Flag. Men det var vistnok høilig at Ønske, at en saa rig Aand som Ibsens maatte naa længere frem end hertil. Blev hans Digtersyn frigjort, vilde hans glimrende Evner komme ganske anderledes fyldigt til sin Ret. – Det er ikke blot en Julian, hvis Livsværk kan gaa i Stykker paa Grund af et feilagtigt Syn paa Tilværelsen. –

Der, hvor Ibsen nu staar, vil han altid mödes af det ulykkelige Spørgsmaal: ”hvad vil han? hvad er hans Mening? Hvor vil han have os hen? hvad vil han, at vi skal gjöre, for at vort Liv kan blive stort og skjönt?” Og hertil vil han ikke kunne svare anderledes end omtrent som Julian: ”O, I Daarer! Kan I da ikke se –! Men vent, vent – ! Jeg arbeider paa et nyt Skrift imod Eder, hvori jeg kalder Eder de ”uvidende Hunde”, – vent, til det kommer” – o. s. v.

– Lad os nu tænke paa ”Keiser og Galilæer”. Hvad er det saa egentlig, Digteren mener med dette Værk? I hvilken Hensigt har han skrevet denne svære Bog? Hvad sigter han til med dette ,,tredie Rige”? Tanken er stor, glimrende, genial; – men deslige Tanker slynges ikke ud som en blot og bar Aandrighed for at nydes; – hvad er dens Indhold? Tanken om det ”tredie Rige” gaar gjennem hele Bogen; det er egentlig den, der handles om gjennem alle de 10 Akter, – og dog er den udført i saa taagede Omrids, at man ved Bogens Slutning bliver siddende igjen med et Spørgsmaalstegn som det hele Udbytte. Thi Maximos's Ord i sidste Scene er jo intet Andet end et Slags profetisk Postulat, der kun skjærper Spörgsmaalets Braadd. Et Rige, hvor alle Modsætninger skulde være löste og Gud og Verden smelte sammen, – nu, det kunde maa ske passere som en apokalyptisk Dröm, et chiliastisk Sværmeri; – men et Fredens og Forsoningens Rige, hvor der skal ”brændes Rögelse” for Karle som Kain og Judas, hvad er det? Hvis det ikke er en aandrig Selvmodsigelse, en örkeslös Leg med Paradoxer, hvad er det saa? – Nei, ”Keiser og Galilæer” har intet Svar paa dette Spörgsmaal.

Theorien om det tredie Rige er tydeligvis et Forsög paa at slaa Bro over den store Klöft mellem Gudsriget og Verdensriget, Keiseren og Galilæeren, det Menneskelige og det Guddommelige, og Forsöget er unægtelig storartet. Men ved nærmere Eftersyn viser det sig, at Modsætningen ingenlunde er löst; thi en Verdensstrid som denne löses ikke ved et Postulat, det være saa aandrigt og genialt det vil. Det opstillede ”tredie Rige” er i Virkeligheden kun en Skinoplösning. Det Dunkle er sögt belyst ved en ny Dunkelhed; Digteren har prövet at tilhylle Gaadens gabende Afgrund med en Sky.

Forsaavidt der altsaa er gjort et Forsög paa Oplösning, er ”Keiser og Galilæer” et Fremskridt fra ”Brand,” hvor Modsætningen kun stilles blot. Det er et Vidnesbyrd om, at ingen Sjæl kan blive staaende ved det blotte Negative. Ibsen har gjort et djervt Tilsprang til noget Positivt, det maa indrömmes; men han har kun opnaaet at fremstille en ny Gaade. Der er noget Smerteligt ved at se saa store Kræfter slide sig op i frugtlös Sögen; – men en Efterslægt, som læser Ibsen, vil dog maatte erkjende: ”han var et levende Udtryk for sin Tids vildsomme Famlen og Gjæring”. Og hvis Henrik Ibsen er fornöiet med denne relative Stilling i Verden, saa har han naaet sin Hensigt. –

– Til Slutning en flygtig Oversigt over de vigtigere Enkeltheder ved ”Keiser og Galilæer.”

I æsthetisk Henseende har Ibsens Digtning det samme Grundpræg som den nyere Tids Poesi overhovedet: den er realistisk. Livssandhed, frisk, endog djerv Naturlighed, er dens væsentligste Særkjende. Derved vinder Poesien uendeligt i Kraft og Fylde og taber Intet i sand Skjönhed. Det er en Misforstaaelse at tro, at det virkelige Liv er det Samme som Uskjönheden, og at man nödvendigvis maa etablere sig en ny Verden oppe i det Blaa for at finde det Skjönne. Sandheden er, at Digteren ligesaalidt som noget andet Menneske kan spille Skabermand. Han er helt og holdent henvist til det virkelige Liv; der maa han hente alle sine Motiver, alle sine Skikkelser, alle sine Former. Og det virkelige Liv indeholder ogsaa, skjönt splittet og spredt, alle Skjönhedens Momenter; Digterens Kunst er at se dem, finde dem og bruge dem; hans Opgave er udaf de spredte Momenter at skabe et Skjönhedens Hele, – og netop i denne Virksomhed for at fjerne det Tilfældige, Splittede og Forstyrrende og binde det i Virkeligheden disharmoniske og forvirrede Liv til Skjönhedens og Harmoniens Love, bestaar det Arbeide, som man kalder at ”idealisere.” Ifölge denne Betragtning bliver derfor netop den störste Troskab mod Virkeligheden tillige den störste Skjönhed, naar blot Virkeligheden optræder harmonisk og sammenhængende.

Ibsens Behandling af Historien i ”K. og G.” danner en smuk Illustration til den her udtalte Skjönhedsanskuelse. Det er ganske simpelt den virkelige Historie, han har gjenreist til Liv; hin Tids Liv, Forestillinger og Begivenheder har han fremstillet paa den mest ædrue og virkelighedsstemmende Maade. Kun har han löst Tildragelserne fra deres tilfældige, usammenhængende Fölgen paa hinanden, og stillet dem i et klart og tankerigtigt Forhold til Digterværkets Ide,den poetiske Handlings Gang og de optrædende Personers psychologiske Udvikling. De staar ikke længer tilfældige og spredte, men allesammen som et levende Udtryk for Digtets Skjönhedstanke. Det er paa denne Maade, at Digteren skal levendegjöre det Svundnes Historie for de levende Slægter. – Og nu Dialogen. Med prisværdig og vistnok stor Selvfornægtelse har Ibsen givet Afkald paa den bundne Form for at blive Virkeligheden saa tro som muligt (sml. ogsaa hans övrige historiske Dramaer). Vi spares derved for den Meningslöshed at se Folk gaa om og snakke paa Vers. Og hvor bestemt har han ikke holdt al Svulst og Deklamation borte! Korte, enkle, afklippede, ganske simpelt og ligetil, falder Replikerne, og vi faar derved det levende Indtryk af at have virkelige Mennesker for os i Dramaet. Og dog tabes der Intet i sand Skjönhed, i sand Effekt. Ingen Vers, selv de skjönneste, kunde vel gjöre mere gribende Virkning end disse enkle, indholdstunge, ofte kun halve og antydede Sætninger. Det er ofte som om en Verden af Tanker og Forestillinger er sammenpressede i et Par Ord. Ibsen er jo som bekjendt en stor Mester med Hensyn til intensiv Kraft i Sprogbehandlingen. Mærkelig er ogsaa hans Evne til at bringe Sproget til ligesom at antage Farve efter den Forestilling, det skal udtrykke. Man tænke f. Ex. paa et Udbrud som dette, om den onde Samvittighed: ”ah, den risler ham gjennem Benpiberne som en Ormemylder!” Det er saa det gaar os gjennem alle Nerver, saa tydeligt er hin Fölelses Uro og Pine i disse faa Ord malet. Og hermed sammenligne man en Sætning som denne, der udtrykker higende, glædeblandet Længsel: ”Jeg gaar did, didhen, hvor Fakler tændes og hvor Stötter smiler!” Man föler det formelig lysne og smile om sig ved saadanne Ord. Ibsen har kort sagt den sjeldne og vidunderlige Evne i fuld Sandhed at kunne male med Ord; Tankerne og Billederne tager Form og staar med Et lyslevende, ligesom meislede, for vort Syn. Og med al denne intensive Tankefylde glemmer han dog ikke Fordringen om Sprogets rythmiske Musik i en Digtning. Thi ogsaa Prosastilen har sin Rythmik, sin eiendommelige Velklang. Vistnok er hans Sprog ingenlunde ”elegant,” ”let” eller ”fint”, langtfra det; dertil bærer det paa en altfor stor Tyngde af Indhold; men det har denne eiendommelige Skjönhed, der ligger i, at det saa fuldt og sikkert slutter sig om og gjengiver Tankernes rythmiske Vexling og Billedernes fyldige Harmoni. Det er ogsaa af stor Originalitet, ihvorvel Ibsen aldrig, som visse andre Digtere – en Björnson f. Ex. –, befatter sig med sproglige Bizarrerier eller sprogligt Nyhedsjageri.

– Den ydre Handling i et Drama kan siges at danne det Materiale, hvorigjennem Skjönhedstanken realiserer eller ligesom legemliggjör sig. Med Hensyn til Behandlingen af dette Materiale staar ”Keiser og Galilæer” særdeles höit. Enhver Detaille, selv den mindste, slutter sig saaatsige gjennemsigtigt om Tanken; enhver Begivenhed indordner sig som et sikkert og fyldigt Udtryk for Tankens Bevægelse, og det Hele runder sig sammen som en levende Organisme, gjennem hvilken man föler Ideens rolige Pulsslag. Intet er overflödigt; i dette uhyre Maskineri af Begivenheder og Personer er der Intet, som ikke paa det Nöieste hörer med til Tankens Belysning og Udfoldning. Handlingen udvikler sig raskt og kraftigt, Slag i Slag, men altid jevnsides med og altid udtrykkende Tankens Fremadskriden. Den ydre Verden bliver her virkelig, hvad den skulde være, en organisk Udfoldning af den ideelle. Og – heri er det navnlig, vi sporer Mesteren – Alt sker sandt og naturligt, giver altsaa ikke Indtryk af at være lavet, noget Opkonstrueret, hvis Hensigt er at gjöre Effekt. Vi har kortsagt i denne Stofbehandling paa det Nærmeste Virkeliggjörelsen af den Hovedfordring til al Kunst: Natur, först og fremst, men Natur i Ideens Forklarelse. Man behöver kun at tænke paa saadanne Enkeltheder som f. Ex. Slutningsscenen i 1ste Del, hvor Koret i Kirken synger Fadervor, medens Julian i Gravkapellet nedenunder frasiger sig Kristus, og hvor til Slutning Modsætningerne stiger til den höieste Skarphed ved sin tilsyneladende Forening i Slutningskoret: ”Dit er Riget og Magten og Æren!” – eller man kan erindre sig den Scene i 2den Del, hvor Martyrtoget og Apollontoget stöder sammen, begge syngende, det ene til Livets, det andet til Dödens Pris. Modsætningerne stilles her Ansigt til Ansigt paa den mest effektfulde Maade; men det sker naturligt og tankerigtigt ud af Digtets indre Plan, der jo netop gaar ud paa at faa disse Modsætninger frem i deres fulde Lys, for derpaa at forsone dem. Dette er Digterens Triumf: at forene den dybeste Sandhed med den höieste Effekt.

Det er et helt historisk Tidsrum, Digteren har manet frem af Graven, lyslevende med alle sine Eiendommeligheder. Man erindre Dramaets förste Scene, hvor de kristne Borgere, i den hellige Paaskenat, udenfor Kirken, hvor Frelseren lovsynges, först hjælper hinanden med at give en Hedning Prygl til Korsets Ære og med særligt Ønske om, at Sagen maatte komme for Keiserens Øren, – og saa bagefter kommer i Haarene paa hinanden indbyrdes paa Grund af dogmatiske Forskjelligheder. Tidens Lunkenhed og Splid, dens Overtro, dens Mirakelsyge, dens politiske Synsmaader, dens begyndende Hang til Askese og Eneboerliv kommer frem lige fuldt som Matyrheroismen og det kristelige Sværmeri. Hvad Karaktertegningen angaar, saa svarer den i det Hele til, hvad man kan vente af en Mand med Ibsens dybe psychologiske Syn og fyldige Digterbegavelse. De har faaet Liv igjen under hans Hænder, disse længst hensmuldrede Skikkelser fra hin mærkelige Tid. Julians Karakter og dens Udvikling har vi allerede betragtet. Skulde der her være Noget at bemærke, maatte det være et Spörgsmaal om, hvorvidt hans faste Tro paa Guderne i 2den Dels 1ste Afdeling er fuldt motiveret, eller om det maaske ikke vilde været rettere at lade os ane, hvorledes han allerede da kun ved en saaatsige krampagtig Anstrengelse formaaede at holde sig Galilæeren fra Livet. Hans Hang til Overtro er begrundet i Tidens Eiendommelighed i denne Retning; det er jo ogsaa en bekjendt Sag, at Mænd med en stor Skjæbne i Almindelighed nærer stærke overtroiske Tilböieligheder.

Som Dramaets anden Hovedfigur maa ”Mystikeren Maximos”, der faar en saa skjæbnesvanger Indflydelse paa Julians Liv, betragtes. Enhver større Tid frembringer en særskilt Klasse Mennesker, der i mere speciel Forstand repræsenterer dens indre Eiendommeligheder og saaledes er, hvad man kalder dens ”Typer”; Maximos er en af Typerne i hin Tid. Han har maattet opgive det Gamle og vil ikke bøie sig for det Nye, gaar saa uroligt og grublende om for ad andre Veie at finde en bedre Sandhed. Man skal forresten lægge særligt Mærke til denne Skikkelse; thi han ligner i mistænkelig Grad – Henrik Ibsen selv. Vi finder jo ofte, at Digterne digter sig selv ind i sine Værker, for paa den Maade at faa udtale, hvad de har at sige sine Samtidige, – og det er gjennem Maximos, at Ibsen taler. Maximos er Tolken for Digtets Tanker; det er ham, vi maa konsulere, naar vi vil vide, hvad Ibsen har villet sige med dette Værk. Denne dunkle, gaadefulde Skikkelse, der evindeligt søger og famler for at finde og løse Dybets Gaader, synes ogsaa helt naturligt at kunne repræsentere en Aand som Ibsens. Imidlertid er dog Maximos en baade historisk og psychologisk sand Karakter, – maaske med et noget videre Syn end hin Tids Filosofer i Almindelighed kunde have –; det er altsaa ingenlunde saa at forstaa, at han blot skulde være en Maske, der skjuler et fremmed Ansigt.

Maximos er en af disse Tankens Mænd, som vi saa ofte i Historien ser stillet ved Siden af de store handlende Personer ligesom Drabanterne ved sine Planeter, og som efter Omstændighederne har til Opgave at veilede eller at vildlede hine i Livet umiddelbart indgribende Storheder, Maximos stilles ved Siden af Julian efter dennes Frafald – til hans Fordærvelse. Han elsker Julian og tror paa ham som Fuldbyrderen af Tidens Tanke; men han kommer dog ved ”Nødvendighedens Vrede”, selv vildledet af Tegn og Varsler, til at ”forlokke” ham, saaledes, at han ved Keiserens Dødsseng maa erkjende sin Feil. ”Forlokket som Kain”, siger han, ”forlokket som Judas. – Eders Gud er en ödsel Gud, Galilæere; han bruger mange Sjæle.” –

Forholdet mellem de handlende Mænd og deres tænkende Ledsagere er omtrent som mellem Arm og Hoved. Maximos er langt fremfor Julian i Visdom og Verdensanskuelse, men han savner hans Kraft og fremfor Alt hans – Lykke. Det er en mærkelig Lov i denne Verden, at Magten altid ”fordeles paa flere Hænder.” Det hele Menneske, udrustet med alle Sindets og Lykkens Gaver, har Verden endnu ikke seet.

Gregor af Nazianz og Basilios af Cæsarea er to skjønne kristelige Skikkelser, omhyggeligt og kjærlighedsfuldt tegnede og i fuldt historisk Lys. Dette gjælder ogsaa om Makrina, den i Sandhed ”rene Kvinde”, der ved at blive modstillet Fyrstinde Helena, Julians Hustru, sættes i det rette Relief. Hun er tegnet i faa, men sikre Træk. Hun er Udtrykket for Kristendommens Kjærlighedsliv i Modsætning til den Egoismens Visdom, hvis Bærer Julian er.

Skriftlæreren Hekebolios er et stærkt, men historisk sandt Billede fra Kristendommens Forfald under Keiser Konstantzios. Han er allerede et godt Stykke Jesuit og tillige en feig Hykler, der i 2den Del ikke betænker sig paa at skifte Tro for at indsmigre sig hos Keiseren. Hekebolios er en lav, ussel Sjæl, der vækker vor Væmmelse, og af hvilke enhver fordærvet Tid, ikke mindst vor egen, har mere end nok. Det er imidlertid skarpt seet af Digteren at lade selv ham tilsidst blive bøiet ved Tidernes Rædsel; stærkere kunde aldrig Keiserens faldende Sag betegnes.

Visdomslæreren Libanios modsvarer Hekebolios inden sin Sfære; han er med al sin Berømmelse dog et talende Vidnesbyrd om, at den gamle Visdom er udlevet. Han er forfængelig, havesyg, smigrer Magten, foragter Fattigdommen – Altsammen stik imod sin egen Lære –, og er kortsagt en ligesaa ussel Visdomsven som Hekebolios er Kristen.

Agathon er atter, ligesom Maximos, men paa en anden Maade, en af hin Tids Typer i al sin inderlige Hengivenhed, i sin Martyrbegeistring og i sit Sværmeri tilsidst, der leder ham til at myrde Keiseren og derpaa selv at gaa i Døden. Den Tid eiede mange saadanne Sjæle, store, heroisk store, midt i al sin ydre Svaghed og Ringhed.

– Seet i sin Helhed maa det indrömmes, at ”Keiser og Galilæer” i mange Henseender er et virkelig monumentalt Værk, hvortil maaske ingen Litteratur eier Magen. Det har sine Svagheder, det forstaar sig. Men disse Svagheder grunder sig væsentligst paa Omstændigheder, der ligger udenfor det Æsthetiske, og Digtets Fortrin er saa mange og betydelige, at man derover bliver tilböielig til at glemme, hvad det – med Hensyn til Livsanskuelse – mangler. I det Hele tør det siges, at vor Litteratur har gyldig Grund til at være stolt deraf, og vor Tid har derved sat sig et Mindesmærke, der i sin eiendommelige, lidenskabelige Skjönhed vil have Krav paa Opmærksomhed og Interesse ud gjennem alle Tider.

Publisert 30. apr. 2018 10:35 - Sist endret 11. okt. 2019 14:33